Kaution. Afvisning.

Sagsnummer:1/1989
Dato:09-03-1989
Ankenævn:Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution. Afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren, der er født i 1915, har siden oktober 1980 på grund af alderdomssvækkelse og hukommelsesbesvær boet på Lions Park Plejehjem i Birkerød.

Den 13. marts 1987 påtog klageren sig overfor indklagede en selvskyldnerkautionsforpligtelse for en kassekredit på 150.000 kr., som en af klagerens sønner havde optaget hos indklagede til brug for drift af sin virksomhed.

Ved skrivelse af 4. november 1988 til klageren gjorde indklagede i anledning af debitors misligholdelse kautionsforpligtelsen gældende overfor klageren med et beløb på 170.700 kr.

Efter at have rekvireret en genpart af kassekreditkontrakten med påtegning om klagerens selvskylderkaution hos indklagede gjorde klagerens svigersøn, hvem klageren i 1986 havde meddelt generalfuldmagt, overfor indklagede gældende, at klagerens kautionsforpligtelse var uforbindende. Han henviste til støtte herfor til, at klageren, som ikke kunne erindre at have påtaget sig forpligtelsen i marts 1987 ikke var klar over de dermed forbundne forpligtelser, og at klageren på grund af sin alder ikke burde have været accepteret som kautionist af indklagede, hvortil kom, at kautionisten i marts 1987 boede på plejehjem.

Ved skrivelse af 8. december 1988 fastholdt indklagedes advokat overfor klagerens svigersøn kautionsforpligtelsen, idet han oplyste, at kautionstilsagnet var en nødvendig betingelse for bevilling af den pågældende kassekredit, at samtlige klagerens børn ifølge det oplyste skulle have tiltrådt kautionen, og at tilsagnet efter det oplyste blev underskrevet i kautionistens eget pengeinstitut.

Klageren har herefter ved sin svigersøn indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at kautionsforpligtelsen kendes uforbindende for klageren.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand henvist til de tidligere overfor indklagedes advokat fremførte synspunkter og har tilføjet, at det ikke er korrekt, som af denne anført, at klagerens familie havde tiltrådt, at klageren påtog sig kautionsforpligtelsen. Klagerens familie drøftede spørgsmålet forud for klagerens underskrift af kautionserklæringen, og der var enighed om, at klageren kunne påtage sig kaution for et mindre beløb, men der var ikke taget stilling til det konkrete beløbs størrelse, da klageren underskrev kautionserklæringen.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at klageren blev foreslaet som kautionist af debitor. Efter indhentelse af sædvanlige økonomiske oplysninger om klageren, accepterede indklagede denne som kautionist, og debitor meddelte, at klageren var indforstået med at påtage sig forpligtelsen. Dokumenterne blev herefter fremsendt til kautionistens pengeinstitut, hvor de blev underskrevet og tilbagesendt af klagerens pengeinstitut forsynet med vitterlighedspåtegninger og uden anmærkninger. Indklagede, som ikke vidste, at klageren boede på plejehjem, havde således ingen anledning til at formode, at kautionserklæringen ikke skulle være behørig i enhver henseende.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til spørgsmålet om gyldigheden af klagerens kautionsforpligtelse findes at ville forudsatte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.