Krav om erstatning som følge af bankens mangelfulde rådgivning vedrørende investering af midler, der medførte reduktion af førtidspension.

Sagsnummer:535/2024
Dato:20-06-2025
Ankenævn:Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Karin Sønderbæk, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen.
Klageemne:Værdipapirer - skatteforhold
Rådgivning - skatteforhold
Rådgivning - pensionsforhold
Rådgivning - investering
Ledetekst:Krav om erstatning som følge af bankens mangelfulde rådgivning vedrørende investering af midler, der medførte reduktion af førtidspension.
Indklagede:Ringkjøbing Landbobank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning som følge af bankens mangelfulde rådgivning vedrørende investering af midler, der medførte reduktion af førtidspension.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H blev i marts 2021 kunder i Ringkøbing Landbobank.

Klagerne ejede en ejendom.

Klagerne har oplyst, at M på grund af sygdom planlagde at gå på førtidspension.

Klagerne har fremlagt en oversigt modtaget fra banken over forudsætninger for en rådgivningssamtale mellem parterne. Af oversigten fremgår:

”FORUDSÆTNINGER

Indkomstforventninger

Periode

[M]

[H]

Nu til 52. år

Normal lønindkomst

Nyt arbejde med løn på 38.400 kr. mdl. Efter 4% pension.

52. til 55 år

[M] på førtidspension og forsikringsudbetaling i alt 550.000 kr.

Uændret arbejdsindkomst

55. til 60. år

Uændret førtidspension m.v.

[H] på 50 % arbejdstid – trækker stikket fra fast job og har diverse vikarjobs – i alt 19.200 kr. mdl.

60. Til 63. år

Uændret førtidspension m.v.

[H] på 25 % arbejdstid – i alt 9.600 kr. mdl.

63. Til 68/69 år

Uændret førtidspension m.v.

Ingen indkomst – påbegynder pensionsudbetaling

68. År à

Folkepensionist

Folkepensionist

Formueelementer:

  • Åbent depot med nuværende værdipapirer            1.400.000 kr.
  • Åbent depot med overskud fra låneoptagelse             2.000.000 kr.”

Den 23. marts 2021 indgik banken og klagerne en depotaftale om oprettelse af et fælles depot -310, der var tilknyttet klagernes fælles konto -496.

Banken har oplyst, at klagerne i forbindelse med oprettelsen af depotet investerede for ca. 3,4 mio. kr. frie midler.

Herudover indgik klagerne og banken en låneaftale, hvorved klagerne optog et realkreditlån med en hovedstol på 2 mio. kr. og en årlig rente på 1,5 %.  

Den 27. marts 2021 underskrev klagerne en af banken tilsendt rapport om investeringsprofilering. Af rapporten fremgår blandt andet:

”Investeringsprofil navn: Frie midler til tidlig pensionering

Til investeringsprofilen er der tilknyttet følgende depot:

[-310] Åbent depot

Valgt Investeringsprofil: Høj risiko med over 6 år til udbetaling

Baggrund for profilering

Vi har gennemført investeringsprofileringen sammen med dig for at kunne rådgive om de investeringsmuligheder, der egner sig bedst for dig.”

Banken har oplyst, at klagerne selv skulle foretage investeringer, men at banken kunne kontakte klagerne med investeringsforslag.

Den 23. maj 2022 blev M tilkendt førtidspension.

Klagerne har oplyst, at klagerne og banken i sommeren 2022 holdt et møde, hvor det blev konkluderet, at klagernes økonomi var solid med en stor friværdi i deres ejendom. For at kunne udnytte friværdien i ejendommen, blev det besluttet, at klagerne skulle omlægge deres realkreditlån og investere friværdien.

Den 8. juli 2022 sendte banken dokumentet Anbefaling af finansiering til klagerne. Af dokumentet fremgår, at banken anbefalede et realkreditlån F-Kort+ med mulighed for 30 års afdragsfrihed.

Ved breve af 23. august 2022 til klagerne tilbød banken et investeringsmøde. Af brevet fremgår blandt andet:

”Med baggrund i din beholdning tilbyder vi dig årligt følgende:

Opfølgning på din risikoprofilering, hvor formålet er at matche dine investeringer til din aktuelle økonomiske situation, risiko og tidshorisont.

Gennemgang af din investeringsportefølje med udgangspunkt i din risikoprofilering. Du vil på mødet modtage investeringsanbefalinger og forslag til omlægninger i porteføljen.”

Den 29. august 2022 omlagde klagerne deres realkreditlån til et F-Kort+ med en hovedstol på 2 mio. kr. Deres eksisterende realkreditlån blev indfriet til kurs 73,4600.

Klagerne har oplyst, at de i forbindelse med låneomlægningen modtog et provenu på 500.000 kr., som de indsatte på deres investeringskonto.

Den 8. september 2022 investerede klagerne midlerne.

Ved brev af 24. april 2023 til klagerne tilbød banken et investeringsmøde.

Ved breve af 22. august 2023 til klagerne tilbød banken et investeringsmøde.

Af et mødereferat af 30. august 2023 udarbejdet af banken vedrørende rådgivning ydet til klagerne fremgår blandt andet:

Rådgivningsreferat

Vi har udarbejdet dette referat, som opsummerer den rådgivning, I har fået.

Mødet fandt sted onsdag den 30. august 2023 kl. 14.29 på opfordring af banken. Mødet foregik telefonisk.

Konklusionen på vores drøftelse blev, at vi forsøger at købe 94 stk. Ørsted på limit 410 gældende til og med 01/09-23

Såfremt Central Information er tilgængelig på de værdipapirer, du har fået rådgivning i, er den gennemgået.

Vi drøftede forhold om risiko ved anbefalingen, og oplyste dig om alle forventede handelsomkostninger i forbindelse med de omtalte transaktioner, og om de forventede fremtidige omkostninger ved at eje og opbevare værdipapirerne.

Investering generelt kan have konsekvenser på ydelser modtaget fra det offentlige.

Nedenfor ses bankens generelle anbefaling vedr. aktivfordeling i sammenhæng med investeringsprofiler. …”

Af M’s personlige skatteoplysninger for 2023 fremgår blandt andet, at M havde aktieindkomst i form af udbytte på 87.909 kr. og negativ aktieindkomst i form tab på aktier på 19.154 kr.

Ved brev af 3. september 2024 til M meddelte Udbetaling Danmark, at M havde fået for meget i pension i 2023 og derfor skulle tilbagebetale 8.496 kr. Af brevet fremgår endvidere blandt andet:

”Din førtidspension bliver sat ned, fordi den indkomst, vi bruger i beregningen, er højere end fradraget. Den bliver sat ned med 30 % af dit indkomstgrundlag. Du får derfor ikke den fulde førtidspension på 201.336,00 kr. for perioden.

Satsen for fuld førtidspension                        201.336,00 kr.

Nedsættelse af førtidspension (30 % af 482.400,00 kr.)   144.720,00 kr.

Din førtidspension for perioden                 56.616,00 kr.

Klagerne har oplyst, at de den 18. september 2024 klagede til banken over mangelfuld rådgivning.

Den 1. oktober 2024 afviste banken klagen.

Klagerne har henvist til et citat fra bankens hjemmeside, hvoraf fremgår:

”Nedsparingsplanen er simpelthen en komplet beregning, der tager udgangspunkt i kundens indtægter og formue, men også om der er noget, der kan gøres bedre rent skattemæssigt, som kunden måske ikke lige er klar over. Der har vi mulighed for at lave nogle simuleringer i vores beregningssystemer og så komme med nogle løsningsforslag.”

Parternes påstande

Den 29. oktober 2024 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal betale erstatning på 28.836 kr. samt et yderligere beløb for tab i 2024.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at deres krav mod banken er 28.836 kr. for 2023 og et endnu ikke fastsat beløb for det tab, de har lidt i 2024.

I begyndelsen af 2021 var de nået til den erkendelse, at M inden længe ville blive nødt til at stoppe på arbejdsmarkedet og overgå til førtidspension. M var på det tidspunkt begyndt at kunne mærke konsekvenserne af sin Parkinsons-diagnose. De havde brug for en grundig og dybdegående rådgivning, der kunne forberede dem på deres nye virkelighed. Deres økonomi ville fremover bestå af H’s løn, M’s pension, M’s førtidspension og afkast af deres opsparing. En kompleks størrelse, som de ikke følte, at deres daværende bank kunne håndtere. De undersøgte markedet og banken var klar i mælet. Efter et møde med banken, havde de den klare opfattelse, at banken var den rette finansielle rådgiver for dem. På baggrund heraf samt bankens reklamer, der lagde stor vægt på dens særlige kompetence ved rådgivning om nedsparing, besluttede de sig for et skifte til banken.

De havde en berettiget forventning om, at banken stod for en kompetent rådgivning og havde indsigt og viden om gældende og kommende lovgivning, som ville have indvirkning på deres situation. De tog som kommende kunder ikke stilling til, hvordan deres kundeforhold skulle sættes op – det var den rådgivning, de burde have fået fra banken.

Banken rådgav dem ikke om, at der sker modregning i førtidspension på 30 % ved overskud på investering i aktier.

Deres beslutning om at investere for lånte penge blev truffet på et uoplyst grundlag. Havde de vidst, at enhver gevinst ville blive beskattet med ekstra 30 % i form af modregning i M’s førtidspension, ville de have truffet en anden beslutning. Af opgørelsen fra Udbetaling Danmark af 3. september 2024 fremgår, at M i 2023 modtog aktieudbytte på 87.909 kr. Det medførte et fradrag i M’s førtidspension på 26.372 kr. Banken rådgav ikke om, at modregning kunne være undgået ved at overføre aktierne til H. Banken har derved ikke ydet den forventelige og fyldestgørende rådgivning. Banken skal erstatte tabet på 26.372 kr., der er den direkte og påregnelige følge heraf.

Det er ikke korrekt, at der kun sker modregning, hvis der er en nettogevinst. Hvis der bliver udbetalt udbytte, sker der modregning, også selv om værdien af aktierne er faldet. M har dermed haft et tab.

Hvis der bliver udbetalt udbytte på kr. 100.000, vil det blive beskattet med 27 %, og M får derfor udbetalt 73.000 kr. M’s førtidspension bliver nedsat med 30 % svarende til 21.900 kr., og M modtager derfor kun 51.100 kr. Den reelle beskatning er dermed på 48,9 %. Hvis udbyttet er over 100.000 kr., vil gevinster blive beskattet med 42 %, og dermed vil M få udbetalt 58.000 kr. Der vil så ske en modregning i førtidspensionen på 17.400 kr.

Hvis banken havde ydet den korrekte rådgivning, og de havde overført investeringen til H, havde beskatningen været 27 % og 42 %. Hvis banken tillige havde rådet dem begge til at oprette en aktiesparekonto, kunne beskatningen af en del af opsparingen være reduceret til 17 %.

Banken rådgav dem ikke om, at modregning for en del af gevinsten kunne være undgået, hvis der var blevet investeret fra en aktiesparekonto. På en aktiesparekonto er der lavere beskatning og ingen modregning i førtidspension. M er således blevet beskattet unødvendigt hårdt. I 2023 betalte M 42 % i aktieindkomstskat af 9.855 kr., svarende til kr. 4.139 kr. Var M blevet rådgivet korrekt, ville gevinsten være beskattet på en aktiesparekonto til 17 % svarende til 1.675 kr. M har dermed haft en unødvendig skattebetaling på 4.139 kr. – 1.675 kr. = 2.464 kr. Banken skal erstatte dette tab. Banken erkender, at den har fejlrådgivet dem, men hævder, at den mistede gevinst er minimal. Uanset hvor minimal den måtte være, er der stadig tale om et tab, som de er berettiget til at få kompenseret.

Af god skik bekendtgørelsens § 8 fremgår, at ”Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende”. Da der ingen rådgivning var om hverken modregning eller muligheder for oprettelse af aktiesparekonto, kan banken ikke hævde, at rådgivningen har været fyldestgørende.

Af bekendtgørelsens § 13 fremgår endvidere, at banken er forpligtet til at oplyse om de skattemæssige konsekvenser af den udførte rådgivning. Af § 13, stk. 2 fremgår, at hvis banken rådgiver om forhold, som kan være af væsentlig økonomisk betydning for kundens mulighed for at modtage økonomiske tilskud, skal dette medtages i rådgivningen. Banken levede ikke op til § 13.

Det følger af vejledningen til god skik bekendtgørelsen, at ”Efter § 13 stk. 2 vedrører rådgivningen de offentlige tilskud, som den finansielle virksomhed kan forventes selv at blive opmærksom på. Eksempelvis vil det være relevant at oplyse om, at udbetalinger fra pensionsordninger påvirker udbetalingen af efterløn”. Derfor må det gælde, at banken skal oplyse om, at gevinst på aktier vil påvirke udbetalingen af førtidspension.

I september 2022 blev deres lån lagt om fra et fastforrentet lån til et F-kort lån. Det gav en kursgevinst på kr. 500.000. Denne kursgevinst blev også investeret som følge af rådgivning fra banken. På det tidspunkt var de nye regler om modregning af ægtefælles indkomst i førtidspension vedtaget.

Banken mener, at den har rådgivet dem tilstrækkeligt, da der i et mødereferat står: ”Investering generelt kan have konsekvenser på ydelser modtaget af det offentlige”.  Som bank kan man ikke friholdes for ansvar blot med en standard ansvarsfraskrivelse. Det er for den kompetente rådgiver helt klart, at både realiseret og urealiseret gevinst bliver modregnet i førtidspension.

Af vejledningen til god skik bekendtgørelsens § 13 fremgår, at ”Den finansielle virksomhed skal oplyse om de skatteretlige regler, som bliver aktiveret af kundens finansielle dispositioner, som er genstand for rådgivningen. Hvis et pengeinstitut rådgiver en kunde om optagelse af lån til renovering af kundens faste ejendom, skal pengeinstituttet oplyse kunden om, at kunden f.eks. vil få et rentefradrag”. En bemærkning om, at der generelt måske kan være en konsekvens på udbetaling af ydelser modtaget af det offentlige, opfylder på ingen måde de lovfæstede krav.

Ringkjøbing Landbobank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken har ydet rådgivning inden for sit rådgivningsområde, og at klagerne har modtaget investeringsrådgivning i overensstemmelse med den indgåede investeringsprofilering.

Rådgivning vedrørende formueopdeling og -registrering relaterer sig til forhold, der generelt ligger uden for bankens rådgivningsområde, da det eventuelt kan kræve inddragelse af en advokat/juridisk ekspert, eftersom ændringer kan have formueretlige og arveretlige konsekvenser.

Det ligger heller ikke inden for bankens rådgivningspligt at opfordre kunder til at ændre i kundernes egne bestemte eksisterende formueopdeling og -registrering med det ene formål at opnå højere sociale ydelser.

Banken kunne således ikke i forbindelse med klagernes låneomlægning anbefale klagerne at overføre provenuet fra fælles gæld til en parts navn eller ændre ejerskabet af værdipapirerne for at undgå modregning i sociale ydelser.

Formålet med indgåelsen af depotaftalen var at komme med investeringsforslag til klagernes fælles formue. Dette formål blev opnået, og selvom M’s førtidspensionsydelse blev reduceret, har løsningen stadig været fordelagtig for M.

Da klagerne i marts 2021 oprettede en depotaftale med banken, valgte klagerne i samme omgang at investere for samlet ca. 3.400.000 kr. frie midler. Ved en aktiesparekonto er der et indskudsloft. lndskudsloftet var i marts 2021 på 102.300 kr. Klagernes samlede investeringsbeløb på 3.400.000 kr. oversteg således væsentligt det maksimale beløb, der kunne indsættes på en aktiesparekonto. Som følge heraf ville den skattemæssige fordel ved at placere midler på en aktiesparekonto være minimal i forhold til det samlede investeringsengagement, ligesom det ikke er muligt at efterrationalisere på, hvor de værdipapirer, som gav afkast, var placeret. Klagernes argumentation om, at afkastet og beskatningen heraf kunne være flyttet over til en aktiesparekonto, er således forkert.

Bankens rådgiver ydede i 2021 klagerne den korrekte rådgivning ud fra gældende regler, ligesom klagerne på intet tidspunkt oplyste, at de ønskede oprettelser af andet end et fælles depot og en fælles konto.

Banken kan ikke flytte depoter til H af egen drift ved overflytning af engagement eller depoter.

I marts 2021, hvor klagerne indgik den pågældende depotaftale med banken, ville et eventuelt skattepligtigt afkast blive modregnet i en førtidspension, uanset om depotet var registreret i M’s, H’s eller begges navn. 

I juni 2022 ændrede Folketinget lovgivningen med virkning fra den 1. januar 2023, således ejerskabet af værdipapirerne nu blev afgørende for modregningen af et eventuelt skattepligtigt afkast i førtidspensionsydelsen. Banken er ikke oplysningsansvarlig om lovændringer, der potentielt kan påvirke modtagelsen af sociale ydelser, men desuagtet blev klagerne den 30. august 2023 oplyst om, at investering generelt kan have konsekvenser på ydelser modtaget fra det offentlige.

Da klagerne modtog rådgivningen i marts 2021 i forbindelse med investering af deres formue og oprettelsen af depotaftalen, kunne banken ikke have forudset, at Folketinget efterfølgende ville ændre de relevante lovregler.

Det er ikke muligt for banken at foretage en kontrol af eller opfølgning på kunder, der måtte blive berørt af en given lovændring, baseret på de oplysninger som banken registrerer i sine interne systemer om bankens kunder. Det er klagernes eget ansvar at efterspørge rådgivning om eventuelle lovændringer.

Banken fremsendte tilbud til klagerne omkring afholdelse af investeringsmøder.

På det første investeringsmøde, som blev afholdt efter, at banken havde fremsendt tilbud herom, og hvor klagerne havde taget imod tilbuddet, fremgår det eksplicit af det skriftlige rådgivningsreferat fra mødet, at investering generelt kan have konsekvenser på ydelser modtaget fra det offentlige.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet bør afvise at behandle klagen, idet dette forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, blev i marts 2021 kunder i Ringkøbing Landbobank. Klagerne ejede en ejendom.

Klagerne har oplyst, at M på grund af sygdom planlagde at gå på førtidspension.

Den 23. marts 2021 indgik banken og klagerne en depotaftale om oprettelse af fælles depot -310, der var tilknyttet klagernes fælles konto -496. Banken har oplyst, at klagerne i forbindelse med oprettelsen af depotet investerede for ca. 3,4 mio. kr. frie midler. Herudover indgik parterne en låneaftale, hvorved klagerne optog et realkreditlån med en hovedstol på 2 mio. kr. og en årlig rente på 1,5 %. 

Den 23. maj 2022 blev M tilkendt førtidspension.

Banken har oplyst, at der i juni 2022 var en lovændring med virkning fra den 1. januar 2023, der betød, at ejerskabet af værdipapirer blev afgørende for modregningen af et eventuelt skattepligtigt afkast i førtidspensionsydelsen.

Klagerne har oplyst, at parterne i sommeren 2022 holdt et møde, hvor det blev besluttet, at klagerne for at kunne udnytte friværdien i deres ejendom skulle omlægge deres realkreditlån og investere friværdien.

Den 29. august 2022 omlagde klagerne deres realkreditlån til et F-Kort+ med en hovedstol på 2 mio. kr. Klagerne har oplyst, at de i forbindelse med låneomlægningen modtog et provenu på 500.000 kr., som de indsatte på deres investeringskonto. Den 8. september 2022 investerede klagerne midlerne.

Af et mødereferat af 30. august 2023 udarbejdet af banken vedrørende rådgivning ydet til klagerne fremgår blandt andet: ”Investering generelt kan have konsekvenser på ydelser modtaget fra det offentlige.”

Af klagernes personlige skatteoplysninger for 2023 fremgår blandt andet, at klagerne havde aktieindkomst i form af udbytte på 87.909 kr. og negativ aktieindkomst i form af tab på aktier på 19.154 kr.

Klagerne har oplyst, at M i 2023 modtog aktieudbytte på 87.909 kr., hvilket medførte fradrag i M’s førtidspension på 26.372 kr. Klagerne klagede over bankens rådgivning.

Ifølge bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 13, skal en finansiel virksomhed som led i sin rådgivning oplyse om konsekvenser af de skatteregler, som er relevante for kunden i forhold til de produkter og ydelser, som rådgivningen omfatter. Hvis den finansielle virksomhed er eller bliver opmærksom på andre skatteretlige spørgsmål, skal den finansielle virksomhed henvise kunden til anden rådgivning herom, såfremt den ikke rådgiver om disse spørgsmål.

Hvis en finansiel virksomhed rådgiver om forhold, som kan være af væsentlig økonomisk betydning for kundens muligheder for at modtage offentlige tilskud eller andre økonomiske fordele, og den finansielle virksomhed er eller burde være opmærksom herpå, skal dette medtages i rådgivningen, eller kunden skal henvises til anden rådgivning.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken handlede ansvarspådragende i forbindelse med rådgivningen af klagerne i august 2023 vedrørende investeringen af deres midler. Ankenævnet finder således, at banken ikke havde pligt til at rådgive om ændring af formuefordelingen mellem klageren og hans ægtefælle med henblik på at opnå højere sociale ydelser.  

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.