Tvangsauktion, afværgelse.

Sagsnummer:258/1991
Dato:20-09-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Tvangsauktion, afværgelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 26. juli 1990 rettede klager B personlig henvendelse til indklagedes Odense afdeling med henblik på at få afværget en til den 10. august 1990 berammet tvangsauktion over klager A's ejendom. Ifølge klagerne aftaltes det, at indklagede skulle foranledige det til afværgelse af tvangsauktionen nødvendige beløb betalt, idet klagerne ville være bortrejst på ferie i tidsrummet 29. juli - 12. august 1990.

Den 27. juli 1990 henvendte klager B sig i anden anledning påny i afdelingen, og ifølge denne klager bekræftede den medarbejder, som klageren dagen forinden havde drøftet tvangsauktionen med, at indklagede ville foranledige tvangsauktionen afværget.

Ifølge indklagede blev det under mødet den 26. juli 1990 vedrørende auktionens afværgelse med klager B aftalt, at indklagede ville fremsende det nødvendige beløb til auktionens afværgelse på betingelse af, at det nødvendige beløb var til stede på klager B's kassekredit senest den 9. august 1990, eller at indklagede fra revisor inden den 9. august 1990 modtog årsopgørelse m.v. for klager A og dennes virksomhed.

Den 10. august 1990 bortsolgtes den omhandlede ejendom på tvangsauktion. Klager B har efterfølgende erhvervet ejendommen af højestbydende på auktionen.

Efter gennem sin advokat at have korresponderet med indklagede har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klagerne erstatning som følge af auktionens gennemførelse. Klagerne har opgjort tabet til 33.500 kr. med tillæg af omkostninger i forbindelse med overdragelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har til støtte for påstanden anført, at der med indklagede blev indgået aftale om, at indklagede skulle afværge den berammede tvangsauktion. Da klager B henvendte sig i afdelingen efter auktionens afholdelse, indrømmede en navngiven medarbejder hos indklagede, at man havde glemt auktionstidspunktet. Hertil kommer, at en sekretær ansat hos auktionsrekvirentens advokat har oplyst, at hun blev kontaktet telefonisk af en medarbejder fra indklagede. Telefonsamtalen fandt sted samme dag, som auktionen blev afholdt, men nogle timer efter auktionstidspunktet. Medarbejderen hos indklagede havde spurgt, hvad der skulle betales for at afværge auktionen, hvortil sekretæren havde oplyst, at ejendommen allerede var solgt. Sekretæren har oplyst, at der ved denne oplysning blev en pause/tavshed, hvorefter indklagedes medarbejder sagde "nå". Den pågældende medarbejder hos indklagede har efterfølgende oplyst overfor klager B, at han blev nødt til at indrømme, at auktionstidspunktet var glemt. Klagerne bestrider derfor, at der med indklagede var aftalt de af indklagede anførte betingelser for indklagedes medvirken til auktionens tilbagekaldelse.

Udover det ovenfor anført har indklagede anført, at oplysningerne om indklagedes medarbejders telefoniske henvendelse på auktionsdagen til auktionsrekvirentens advokat ikke kan kommenteres, idet den pågældende medarbejder ikke længere er ansat hos indklagede.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagerne har anført, at det med indklagede den 26. juli 1990 blev aftalt, at indklagede skulle foranledige den vedrørende klager A's ejendom berammede tvangsauktion afværget, medens indklagede har anført, at indklagedes medvirken hertil var betinget af visse forudsætninger, som ikke opfyldtes af klagerne. En stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.