Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overtagelse af tredjemands gæld. Indsigelse om proforma.

Sagsnummer:527/2012
Dato:22-05-2013
Ankenævn:Kari Sørensen, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive og Astrid Thomas
Klageemne:Udlån - hæftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Rådgivning - låneoptagelse m.v.
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overtagelse af tredjemands gæld. Indsigelse om proforma.
Indklagede:Handelsbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overtagelse af tredjemands gæld. Indsigelse om proforma.

Sagens omstændigheder

Klageren var ansat som direktør i flere selskaber ejet af N, som var kunde i Handelsbanken. Klageren var ikke selv kunde i Handelsbanken.

Den 22. oktober 2010 var N og klageren til møde i banken. Banken har oplyst, at banken afslog at finansiere nogle investeringsprojekter fremlagt af N. Banken har anført, at N herefter spurgte, om klageren kunne overtage nogle af lånene i allerede belånte ejendomme, der var ejet af N personligt. Overtagelsen skulle ske ved et debitorskifte, uden at klageren overtog ejendommene, som N forventede at sælge hurtigt. N ville i stedet pantsætte ejendommene til sikkerhed for lånet til klageren. Klageren har anført, at banken tog initiativ til, at han skulle "holde" gælden for N i en kort periode, indtil lånene var refinansierede, at der var tale om en proforma aftale, og at han ikke var bekendt med, at han skulle overtage N’s gæld.

Den 25. og 26. oktober 2010 indgik klageren som låntager tre låneaftaler om tre prioritetslån i banken på henholdsvis 1 mio. kr., 920.000 kr. og 1,44 mio. kr. til en variabel rente, for tiden 2,4 % p.a. Lånene var med indledende afdragsfrihed i henholdsvis ca. 9 år, 9 år og 10 år og med en løbetid på henholdsvis ca. 27 år, 27 år og 30 år. Til sikkerhed for lånene modtog banken pant i to udlejede ejerlejligheder L1 og L2 samt et udlejet sommerhus, der alle var ejet af N personligt. I tilknytning til lånet på 1,44 mio. kr. blev der udarbejdet God skik rådgivningsskema, der blandt andet indeholdt følgende:

"… [klageren] har modtaget rådgivning af Handelsbanken i forbindelse med optagelse af lån med sikkerhed i fast ejendom.

Til brug for rådgivningen har jeg på Handelsbankens foranledning oplyst følgende:

Om min erfaring med at optage lån:

Ingen erfaring. Jeg har ikke optaget boliglån før.

Om mine økonomiske oplysninger.

Jeg har indleveret oplysninger om indtægts- og formueforhold, og bekræfter, at disse giver et retvisende billede af mine løn- og formueforhold. Jeg har endvidere modtaget tilstrækkelig rådgivning fra banken til at kunne konstatere, at jeg har råd til at betale renter/afdrag på lånet. …

Om min risikovillighed:

Jeg ønsker en lav låneydelse og accepterer samtidig at låneydelsen kan stige uden begrænsning med kort varsel, fordi renten er variabel eller har en løbetid under 1 år. …

Om mine forventninger til lånets reelle løbetid:

Jeg forventer at indfri lånet inden for de næste 3 år, da lånene skal overdrages til [N] igen indenfor det næste ½ år. …

Formål med låneoptagelsen og øvrige særlige forhold:

Midlertidig låneoptagelse. …"

Den 26. oktober 2010 underskrev klageren endvidere en kreditaftale om en kredit med et maksimum på 220.000 kr. til afvikling den 30. april 2011, og med variabel rente, for tiden 6,75 %.

Efter det oplyste blev der trukket et beløb på 204.301 kr. på kassekreditten. Banken har oplyst, at provenuet fra lånene og trækket på kreditten blev anvendt til indfrielse af N’s tilsvarende engagement.

Klageren har fremlagt en e-mail af 23. januar 2012 fra en rådgiver i Handelsbanken, R, der havde udarbejdet God skik rådgivningsskemaet, og hvori R anførte følgende:

"… jeg gerne vil forsøge at være dig behjælpelig.

Jeg har ondt af dig fordi du er blevet inddraget i [N’s] situation …"

N gik efter det oplyste personlig konkurs den 14. maj 2012, og kurator begærede de pantsatte ejendomme på tvangsauktion. Banken har oplyst, at L1 blev solgt med et provenu på 478.000 kr., som blev krediteret klagerens engagement, at L2 forventes at give et provenu på 615.000 kr., som vil blive krediteret klagerens engagement, og at sommerhuset ikke forventes at give et provenu.

Banken har oplyst, at klagerens engagement pr. 13. december 2012 udgjorde 3.310.876 kr., og at engagementet er rentenulstillet og opsagt af banken. Banken har endvidere oplyst, at klageren afgav insolvenserklæring i fogedretten den 16. august 2012, og at banken har foretaget udlæg i to biler samt i klagerens andel af en ejerlejlighed.

Parternes påstande

Den 1. november 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Handelsbanken skal frigøre ham for hæftelsen i henhold til låne- og kreditaftalerne samt friholde ham for alle omkostninger i forbindelse med låne- og kreditaftalerne.

Handelsbanken har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at låne- og kreditaftalerne på i alt ca. 3,4 mio. kr. var proformaaftaler, som han ikke er forpligtet af. Banken overtalte ham til at agere stråmand for bankens kunde, N.

Det var bankens filialdirektør, der først omtalte muligheden for, at N kunne udvide sit engagement med banken ved anvendelse af en stråmand. Banken tog således initiativ til, at han skulle "holde" gælden for N i en kort periode, hvilket også fremgår af God skik rådgivningsskemaet. Han har aldrig haft adgang til at disponere over de "lånte" midler eller har haft adgang til de konti, hvortil de fiktive lån blev udbetalt. Kontonumrene blev efterfølgende ændret, uden at han blev gjort bekendt hermed. Der blev trukket 204.201 kr. fra den oprettede kassekredit, uden at han var bekendt hermed. Der blev endvidere indsat et beløb på 20.000 kr. på kassekreditkontoen den 25. februar 2011 uden hans kendskab.

Han har aldrig ejet ejendommene. Ejendommene blev efterfølgende solgt, uden at han blev gjort bekendt hermed, og uden at der skete modregning i forhold til den påståede gæld. Banken var bekendt med, at låne- og kreditaftalerne var proforma og kan derfor ikke støtte ret på aftalerne.

Banken kendte til N’s dårlige økonomi og havde brug for yderligere sikkerhed for deres lån til N. Banken tilsidesatte sit rådgivningsansvar og fik ham til at underskrive aftalerne uden nogen form for rådgivning om konsekvenserne. Banken udnyttede hans uvidenhed om de reelle forhold til bankens egen vinding. Banken sørgede bevidst for at få en ekstra debitor tilknyttet N’s engagement samtidig med, at der skete en udvidelse af N’s engagement. Han var ikke gjort opmærksom på bankens store egeninteresse i dispositionen. Han var derfor ikke bekendt med, at bankens rådgivning ikke var objektiv, og at han ikke kunne forvente at modtage den nødvendige vejledning. Dette må komme banken til skade.

Han var ikke bekendt med den store økonomiske risiko ved dispositionen. Han var ikke bekendt med, at det angiveligt var N’s idé, at han skulle overtage og indfri gælden. Han fik oplyst og troede – hvilket han også gav udtryk for - at han blot skulle "holde" gælden, indtil N’s lån var refinansierede, og N igen kunne overtage det fulde engagement. Han troede, at hans midlertidige overtagelse af N’s lån var begrundet i et ønske om at undgå at sende en forespørgsel til bankens regionsdirektør og dermed spare tid. Han blev også bibragt denne opfattelse af banken. Banken gav endvidere udtryk for, at dispositionen var helt almindelig, og at der ingen større konsekvenser eller risici var herved.

Han var slet ikke bekendt med, at der var tale om en indfrielse og dermed en permanent overtagelse af N’s gæld. Hvis han havde været bekendt med den påtænkte indfrielse, kan det undre, at det fremgår af God skik rådgivningsskemaet, at gælden forventedes afdraget indenfor seks måneder. Hvis han skulle indfri en del af N’s gæld, ville han blive en ny og almindelig debitor overfor banken. Han blev imidlertid ikke kreditvurderet. Der var ingen vitterlighedsvidner til stede, da han underskrev aftalerne. N er af samme opfattelse om låneaftalens indgåelse og hensigt som ham selv.

Det fremgår af bankens indlæg i sagen, at banken var bekendt med, at N’s økonomi var dårlig. Banken burde have informeret ham herom, idet banken må have været klar over, at han ikke var bekendt hermed. Han var ikke bekendt med, at banken ikke ønskede at finansiere de af N fremlagte investeringsforslag på grund af N’s økonomi. Banken nævner, at han som følge af sin direktørpost og som følge af sit kendskab til udlejningsforholdene for ejendommene skulle have kendskab til konsekvensen af den angivelige gældsovertagelse. Samtidig anfører banken, at han gennem sit kendskab til selskaberne også skulle have kendskab til N’s private økonomi. Dette afvises. Der er tale om flere juridiske enheder. Sagen drejer sig om N’s private økonomi, og ikke om selskabernes økonomi. Han var af den opfattelse, at N’s økonomi var god, og at dispositionen udelukkende blev foretaget for at undgå regionsdirektøren i banken. Det var ikke hans opfattelse, at ejendommene skulle sælges, men at der skulle ske en refinansiering, hvorefter N igen skulle overtage gælden.

Kort tid efter at han underskrev låne- og kreditaftalerne, ændrede banken N’s låneforhold i en grad, så N ikke kunne betale. Det var derfor ikke muligt for N at overtage de låne- og kreditaftaler, som han agerede stråmand på. Banken var på tidspunktet for hans underskrivelse af låne- og kreditaftalerne bekendt med disse forhold, men informerede ikke ham herom. Bankens ændringer medførte en personlig konkurs for N. Banken gjorde det umuligt for N at tage lånet tilbage ved at tilbyde N et 5 % lån i stedet for det aftalte prioritetslån.

R, som udfyldte God skik rådgivningsskemaet, oplyste i e-mail af 23. januar 2012, at hun havde ondt af, at han var blevet inddraget i N’s situation.

Banken opfordres til at fremlægge dokumentation for samt redegøre for salget af ejendommene, herunder vurdering fra ejendomsmægleren vedrørende sommerhuset.

Handelsbanken har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at klageren som direktør i N’s selskaber var fuldt ud bekendt med økonomien omkring N og dennes selskaber. Klageren og N har kørt parløb i flere selskaber, som var ejet eller kontrolleret af N. Klageren var dermed bekendt med de overtagne ejendomme og under hvilke forhold, ejendommene var udlejet.

På mødet den 22. oktober 2012, hvor klageren også deltog, blev N’s økonomi gennemgået. Banken meddelte, at man ikke ønskede at finansiere de af N fremlagte investeringsprojekter på grund af N’s reelle økonomiske forhold og den manglende dokumentation herfor, herunder eventuelle midler anbragt i udlandet. N foreslog, at klageren overtog lånene som debitor. Debitorskiftet skulle ske uden, at klageren overtog ejendommene, som N forventede at sælge hurtigt. Klageren indvilligede i at overtage lånene i de pågældende ejendomme.

Klageren var fuldt ud klar over den risiko, som han påtog sig og med konsekvenserne af de foretagne dispositioner. Banken pointerede overfor klageren, at klageren påtog sig bankens risiko på N. Klageren meddelte, at han var villig hertil, idet han kendte N og havde tiltro til N’s forretninger.

Der er ikke tale om fiktive posteringer, idet provenuet af de optagne lån er anvendt til indfrielse af N’s tilsvarende engagement. Banken forstår ikke klagerens anbringende om, at klageren ikke var bekendt med, at lånet skulle anvendes til at indfri en del af N’s engagement, og at klageren var blevet fortalt, at han skulle holde en del af N’s gæld midlertidigt.

Der er ikke i lovgivningen – bortset fra tinglysningsloven – krav om vitterlighedspåtegning af dokumenter.

Provenuet fra tvangsauktionerne fremgår af tingbogen. Klagerens engagement er nedskrevet med provenuet fra ejendomshandlerne, hvilket banken som ejer af ejendommene ikke var forpligtet til. Købesummen fremgår ligeledes af tingbogen. Banken er efter sin overtagelse af ejendommene berettiget til at videresælge ejendommene som ejer uden klagerens samtykke.

Det af klageren nævnte beløb på 20.000 kr. er en indbetaling fra N.

Handelsbanken har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at sagen ikke kan belyses tilstrækkeligt uden parts- og vidneafhøring. Klagerens opfattelse af sagen er væsentlig forskellig fra bankens.

Ankenævnets bemærkninger

På baggrund af parternes modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en yderligere bevisførelse blandt andet i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.