Værdipapirer, formuestyring, terminshandel.

Sagsnummer:38/1990
Dato:19-09-1990
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Værdipapirer, formuestyring, terminshandel.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren, der er socialrådgiver indgik i foråret 1986 i indklage des Fåborg afdeling en rammeaftale vedrørende obligationsforretninger. I denne forbindelse fik indklagede fuldmagt til at indgå i og udtræde af obligationsforretninger på de tidspunkter, der af indklagede måtte bedømmes som gunstigst. I henhold til fuldmagten kunne der indgås obligationsterminsforretninger op til nominelt 1 mio. kr. I samme forbindelse meddelte klageren og dennes ægtefælle indklagede håndpant i disses til enhver tid i et depot hos indklagede indlagte papirer. Klageren havde på daværende tidspunkt et indlån hos indklagede på ca. 100.000 kr. samt to pantebreve med kursværdi ca. 40.000 kr.

I foråret 1986 ydede indklagedes afdeling klageren en specialkredit på 1 mio. kr. til køb af aktier. Kreditten blev anvendt til køb af 900-000 kr. Jyske Bank aktier og 100.000 kr. BBO Invest III aktier.

Frem til sensommeren 1986 foretoges en række obligationsterminsforretninger. I november måned 1986 realiseredes de af klageren pantsatte sikkerheder herunder aktier og bankbøger, hvorefter klagerens samlede gæld til indklagede udgjorde ca. 250.000 kr.

Efter at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de indgåede aftaler ophæves, og at han stilles som før, disse blev indgået.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand anført, at han i forbindelse med, at indklagede oprettede en afdeling i Fåborg i foråret 1986 henvendte sig i afdelingen med en bankbog, som på dette tidspunkt førtes i indklagedes Odense afdeling. Bankbogens indestående var på dette tidspunkt ca. 100.000 kr. Han blev kort herefter på sin arbejdsplads kontaktet af afdelingens bestyrer, som orienterede ham om fordelene ved at deltage i såkaldte terminsforretninger. Klageren havde på dette tidspunkt intet kendskab til sådanne forretninger, men lod sig overtale til at købe for 1 mio. kr. Han fik senere tilbudt en specialkredit til køb af bankaktier for 1 mio. kr., ligesom han fik oprettet en totalkonto med en trækningsret på 30.000 kr. Det var hensigten, at renterne på specialkontoen skulle dækkes ind ved kursstigninger på obligationer.

Den første terminshandel blev gennemført med et positivt resultat, medens de efterfølgende gav tab. Klageren indgik dog nye forretninger under tilskyndelse fra afdelingens bestyrer, der vedholdende gentog, at udviklingen nok skulle vende igen. Afdelingsbestyreren gav også gentagne gange udtryk for, at indklagede aldrig ville forlange større en tilbagebetaling af underskud på transaktionerne, end at klageren fortsat skulle kunne blive siddende i sin ejendom.

Indklagedes handlemåde er i strid med almindelig banketiske normer, idet indklagede uopfordret rettede henvendelse til en person med henblik på at indgå i et engagement af en art, som den pågældende var ude af stand til at overskue eller forstå dettes risikobetonede karakter, ligesåvel som klageren var ude af stand til økonomisk at magte et tab. Klageren har i denne forbindelse henvist til bestemmelserne i aftalelovens § 33 og § 36.

Indklagede har anført, at afdelingens bestyrer rettede telefonisk henvendelse til klageren på dennes arbejde på baggrund af, at klageren ved en henvendelse i afdelingen havde aftalt med bestyreren, at der kunne rettes henvendelse på klagerens arbejde. Det bestrides endvidere, at klageren ikke havde kendskab til de omhandlede forretningers egenskaber. Klageren var forud for indgåelsen af forretningerne grundigt informeret herom af afdelingens bestyrer. Indklagede har tillige bestridt, at afdelingens bestyrer skulle have givet tilsagn om, at indklagede aldrig ville forlange større tilbagebetaling, end at klageren skulle kunne blive boende i sin ejendom. Det er alene blevet tilkendegivet overfor klageren, at indklagede ikke umiddelbart havde til hensigt at bortsælge klagerens ejendom på tvangsauktion. Indklagede har endelig bestridt, at de indgåede aftaler kan tilsidesættes i medfør af bestemmelserne i aftalelovens §§ 33 og 36.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har gjort gældende, at henvendelsen til klageren på dennes arbejdsplads skete efter forudgående aftale herom, medens klageren har bestridt dette. En stillingtagen til dette tvistepunkt vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7 stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.