Indsigelse mod pant for medejers erhvervsgæld

Sagsnummer:37/2021
Dato:09-09-2022
Ankenævn:Bo Østergaard, Jesper Claus Christensen, Andreas Moll Årsnes, Tina Thygesen og Poul Erik Jensen
Klageemne:Tredjemandspant - stiftelse
Pant - omfang
Ejerpantebrev - frigivelse af håndpantsætning
Ledetekst:Indsigelse mod pant for medejers erhvervsgæld
Indklagede:Danske Andelskassers Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om klagernes pantsætning alene kan gøres gældende for gæld, der vedrører en i fællesskab erhvervet ejendom, i hvilken forbindelse pantsætningen blev etableret, eller om pantsætningen også omfatter en tidligere medejers erhvervsgæld.

Sagens omstændigheder

I 1997 købte klagerne K1-K5 og medejer M i fællesskab et sommerhus for en købesum på 1.100.000 kroner. Klagerne K4 og K5 ejede hver ¼ og de øvrige ejede hver 1/8 af ejendommen. Klagerne K4 og K5 var ægtefæller og forældre til medejer M, der var gift med klageren K3. Klagerne K1 og K2 var ægtefæller.

Til finansiering af købesummen optog klagerne K1-K5 og medejer M i fællesskab et boliglån, konto nummer -483, hos den daværende Øse Andelskasse (nu Danske Andelskassers Bank, herefter ”banken”) med et provenu på 333.701 kr. og et realkreditlån på 665.000 kr. hos et realkreditinstitut.

Den 22. maj 1997 underskrev klagerne K1-K5 og medejer M et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i sommerhuset. Af ejerpantebrevet fremgik blandt andet:

”…

Debitorer
Bopæl

[Klageren K3                      Klageren K4                       KlagerenK1

Medejer M                          Klageren K5                       Klageren K2]

ejerandel: 25%                   ejerandel: 50%                     ejerandel: 25%

Giver herved os selv eller den, til hvem nærværende pantebrev måtte blive overdraget, panteret uden personligt gældsansvar for os for nævnte beløb i talfælde af dette pantebrevs overdragelse til andre, være sig ejendom, pant eller på anden måde for

Lånets størrelse **200.000,00** […]

Rente- og betalingsvilkår

Pantebrevet forrentes fra overdragelsen at regne med 15 % p.a.

Renten erlægges i hver 11.06. og 11.12. termin første gang 11.06.1997.

Pant

Til sikkerhed for lånet gives oprykkende panteret i ejendommen matr. nr. […].

Panteretten forhøjes gradvis med pantebrevets påløbne renter i det omfang renterne ikke er opkrævet af kreditor og betalt af debitor.

…”

Den 23. maj 1997 underskrev klagerne K1-K5 og medejer M en håndpantsætningserklæring, hvorved banken fik håndpant i ejerpantebrevet. Af håndpantsætningserklæringen fremgik blandt andet:

”…

Debitor(er) Sommerhuset [adresse] v/

Til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som

[Medejer M og klageren K3]

[Klageren K4 og klageren K5]

[Klageren K1 og klageren K2]

Enkeltvis og/eller in solidum nu har eller senere måtte få overfor

Pengeinstitut

Øse Andelskasse                 

  1. Panterettens omfang

Pant tjener til sikkerhed for betaling af kapital, renter, provision, sagsomkostninger og andre udgifter, som er afholdt i forbindelse med inddrivelse af skylden i henhold til nærværende aftale.

Pantet tjener tillige til sikkerhed for enhver anden forpligtelse, som debitor nu har eller senere måtte få over for Andelskassen, herunder dennes filialer og afdelinger.

…”

Ejerpantebrevet blev tinglyst den 30. maj 1997.

På tidspunktet for optagelsen af lånet drev medejer M minkproduktion på egen ejendom og på en ejendom tilhørende klagerne K4 og K5, hvor også klageren K4 drev minkproduktion. Klagerne har oplyst, at der ikke var tale om fælles minkproduktion, da besætningen og udgifterne var opdelt mellem klageren K4 og medejer M.

Klageren K4 og medejer M havde i begyndelsen af 1990erne etableret et interessentskab, hvor de drev mark- og mælkeproduktion. Banken har oplyst, at klageren K4 og medejer M fik finansieret både minkproduktion og mark- og mælkeproduktion hos banken.

Banken har fremlagt årsoversigter for 2006-2012 vedrørende sit engagement med ”Sommerhuset [adresse] v/ [klageren K3]”. Engagementet bestod af en andelskapitalkonto -081, en kassekreditkonto -271 og lånkonto -483. Lån -483, der pr. den 29. december 2006 var nedbragt til -532,13 kr., udgik i 2007, og andelskapitalkonto -081 udgik i 2010. Engagementet bestod herefter alene af kassekreditkonto -271. Af årsoversigterne fremgår i øvrigt blandt andet:

År

Indberettet gæld /                indestående

Indberettet rente

2006

-133.334,64

-12.348,12

2007

-141.032,78

-14.743,39

2008

-118.898,43

-13.503,45

2009

-20.502,47

-9.369,59

2010

3.554,98

-177,83

2011

5.755,41

-438,52

2012

-6.584,29

-149,37

I 2003 rykkede ejerpantebrevet ned i prioritetsorden i forbindelse med, at klagerne K1-K5 og medejer M’s optog et realkreditlån på 780.000 kr. i sommerhuset.

I 2007 opløste klageren K4 og medejer M deres interessentskab, hvorefter medejer M i enkeltmandsvirksomhed drev mink-, mælk- og markproduktion finansieret af banken. Klageren K4 drev fortsat minkproduktion, men fra lejet grund af medejer M. Klageren K4’s produktion var finansieret af banken.

I 2008 erhvervede medejer M en landejendom.

I 2009 rykkede ejerpantebrevet ned i prioritetsorden i forbindelse med, at klagerne K1-K5 og medejer M optog et realkreditlån på 211.500 kr. i sommerhuset.

Klagerne har fremlagt kontoudskrift (side 1 af 2) for medejer M’s erhvervskonto -651 af 27. februar 2009, hvoraf fremgår, at kontoen havde et maksimum på 700.000 kr., og at dette blev overtrukket med 47.043,08 kr. den 12. februar 2009. Klagerne har endvidere fremlagt kontoudskrift (side 2 af 2) for kontoen af 30. juni 2009, hvoraf fremgår, at kontoen havde et maksimum på 1.100.000 kr., heraf et bevilliget overtræk på 400.000 kr., og at kontoen pr. 30. juni 2009 havde et træk på 1.282.071,99 kr.

Den 14. november 2013 digitaliserede banken ejerpantebrevet. Klagerne har oplyst, at digitaliseringen skete uden deres vidende og tilladelse.

Den 1. oktober 2014 og den 8. april 2015 indgik medejer M henholdsvis en Kreditaftale Erhverv og en Låneaftale Erhverv med banken. Af kreditaftalen fremgår blandt andet:

”…

Beløb

Vi har aftalt med Danske Andelskassers Bank A/S, at vi kan trække op til 1.000.000,00 kr. efter nedskrivning med 1.500.000,00 på denne kredit inklusive rente og provision.

Sikkerheder

De til enhver tid i sikkerhedsdepot nr. [xx] beroede effekter.

Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter – erhverv

Særlige bestemmelser for lån og kreditter

Misligholdelse og andre forfaldsgrunde

I følgende særlige situationer er Danske Andelskassers Bank A/S berettiget til at opsige lånet/kreditten uden varsel og forlange hele gælden betalt straks

c) Hvis kunden kommer under rekonstruktionsbehandling, under konkurs, eller indleder forhandling om gældssanering.

…”

Banken har oplyst, at klageren K4 ophørte med minkproduktion i slutningen af 2015 eller starten af 2016.

I marts 2016 solgte medejer M sin ideelle andel på 1/8 af sommerhuset til klageren K3, som herefter ejede 1/4. Af købsaftalen fremgik blandt andet, at ejendommens offentlige ejendomsværdi var 2.050.000 kr., og at købesummen udgjorde 125.000 kr., der blev berigtiget ved overtagelse af gæld og kontant betaling af 41.463,49 kr. Det fremgik endvidere:

”…

2. Servitutter/Byrder

Med hensyn til servitutter og byrder tinglyst på ejendommen henvises til tingbogen, hvoraf fremgår, at der på ejendommen er lyst følgende servitut:

23.10.1987: Dokument om vej

11. Købesum og berigtigelse

Køber respekterer det på ejendommen tinglyste ejerpantebrev stort kr. 200.000,-.

…”

Banken har oplyst, at den ikke blev gjort bekendt med overdragelsen, og at den ikke modtog noget provenu. Klagerne har oplyst, at medejer M’s andel blev afhændet til klageren K3 efter indhentelse af mæglervurdering og med bankens godkendelse. Klagerne har fremlagt e-mail af 17. marts 2017 fra en ejendomsmægler, hvori denne vurderede ejendommen til cirka 1.300.000 kr.

Den 1. april 2016 blev medejer M taget under konkursbehandling, og ved brev af 10. maj 2016 anmeldte banken sit krav på over 3.000.000 kr. i konkursboet og anmeldte også blandt andet sikkerhed i ejerpantebrevet. Banken har oplyst, at den på daværende tidspunkt ikke var bekendt med medejer M’s overdragelse af sin ideelle andel til klageren K3, og at banken først fik kendskab dertil ved modtagelse af kurators cirkulæreskrivelse af 1. august 2016.

Medejer M’s landejendom blev solgt på tvangsauktion den 9. august 2017.

Ved brev af 30. juli 2019 til klagerne K1-K5 gjorde banken gældende, at den havde sikkerhed i ejerpantebrevet på 200.000 kr., og at ejerpantebrevet blandt andet lå til sikkerhed for medejer M’s gæld til banken. Betalte klagerne ikke 200.000 kr. til banken, måtte de derfor forvente, at der ville blive foretaget retslige skridt.

Ved brev af 6. august 2019 bestred klagerne K1 og K2 via en advokat, at ejerpantebrevet lå til sikkerhed for medejer M’s erhvervslån. Klagerne krævede ejerpantebrevet udleveret uden betaling blandt andet med henvisning til, at ejerpantebrevet var blevet oprettet til sikkerhed for fælleslånet, der var blevet indfriet i 2007.

Klagerne K1 og K2’s advokat og bankens advokat korresponderede herefter løbende om håndpantsætningen og dens rækkevidde.

Den 21. januar 2021 indgav klagerne en klage over Danske Andelskassers Bank til Ankenævnet.

Under sagen i Ankenævnet har klagerne anmodet banken om at tilkendegive, at ejerpantebrevet vil kunne aflyses ved et salg af sommerhuset mod, at 200.000 kr. deponeres i et af klagerne valgt pengeinstitut til frigivelse, når der foreligger endelig afgørelse af klagen eller endelig dom. Banken har oplyst, at den ikke kan acceptere klagernes forslag, da der er renteopskrivningsklausul på ejerpantebrevet, og værdien af ejerpantebrevet derfor væsentligt overstiger 200.000 kr.

På forespørgsel fra klagernes advokat, har den advokat, der berigtigede salget af medejer M’s ideelle andel i marts 2016, i et brev af 21. november 2021 oplyst, at der forinden salget blev afholdt et møde, hvor en medarbejder fra Danske Andelskassers Bank deltog.

Klagernes advokat har også stillet en række spørgsmål til kuratoren i konkursboet efter medejer M. Kurator svarede blandt andet følgende ved e-mail af 24. marts 2021:

”…

I forbindelse med indsendelse af boopgørelsen, blev der fra Andelskassen side gjort krav på provenuet. Idet jeg var bekendt med at Andelskassen havde pant i ejendommen, blev provenuet stor kr. 36.183,50 afregnet.

Beløbet svarer til provenuet for salget af [medejer M’s] andel af sommerhuset.

…”

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Danske Andelskassers Bank skal aflyse ejerpantebrevet på 200.000 kr. eller slette sit underpant.

Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod, at pantet kan gøres gældende i de ideelle andele, der tilhører klagerne K3, K4 og K5. Mere subsidiært frifindelse mod, at pantet kan gøres gældende i de ideelle andele, der tilhører klagerne K3 og K4. Mest subsidiært frifindelse mod, at pantet kan gøres gældende i den ideelle andel tilhørende klageren K3.

Parternes argumenter

Klagernes advokat har blandt andet anført, at håndpantsætningserklæringen kun vedrørte sommerhuset. Ejerpantebrevet var ikke underpantsat til sikkerhed for medejer M’s erhvervsmæssige gæld til banken, og klagerne burde derfor have fået ejerpantebrevet udleveret, da lånet og kassekreditten blev indfriet i begyndelsen af 2007.

Der er tale om en forbrugeraftale. Banken har ikke løftet bevisbyrden for, at aftalen ikke er en forbrugeraftale, jævnfør aftalelovens § 38a, stk. 2. Ved tvivl fortolkes aftalevilkåret på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren. Banken har endvidere bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand for individuel behandling, jævnfør aftalelovens § 38b, stk. 1. Håndpantsætningserklæringen er en standardaftale udarbejdet af banken, hvori den angav sommerhusets adresse. Erklæringen blev ikke undergivet individuel behandling, og skal derfor fortolkes sådan, at den kun vedrører retsforhold angående sommerhuset og de mellemværender, som klagerne i fællesskab eller hver for sig indgår med banken vedrørende fællesskabet om sommerhuset.

Aftalelovens § 36, stk. 1 og stk. 2, finder også anvendelse, herunder særligt under hensyntagen til senere indtrufne omstændigheder for det tilfælde, at håndpantsætningserklæringen angår andre retsforhold end sommerhuset.

Håndpantsætningserklæringen blev oprettet 11 år før medejer M drev virksomhed og havde erhvervslån hos banken. Ejerpantebrevets sikkerhed var begrænset til medejer M’s andel, der blev indfriet ved salget af hans ideelle andel. Medejer M’s Kreditaftale Erhverv fra 2015 var en aftale om trækningsret på 1.000.000 kr. efter nedskrivning med 1.500.000 kr. på samme kreditaftale. Det var ikke en ny yderligere bevilling. Medejer M erhvervede sin landejendom i 2008, og der må angiveligt være oprettet kreditbevillinger forinden eller samtidig hermed.

I kreditaftalen er der henvist til de enhver tid beroede effekter i et angivet sikkerhedsdepot. Trods gentagne opfordringer har banken ikke fremlagt sikkerhedsdepotet. Det må derfor lægges til grund, at ejerpantebrevet ikke indgik depotet.

Banken foretog med urette og uden klagernes viden digitalisering af ejerpantebrevet med angivelse af underpant på et tidspunkt, hvor lånet var indfriet, og hvor der ikke bestod noget skyldforhold over for banken.

Trods bankens modtagelse af 36.183,50 kr. i provenu fra medejer M’s salg af sin ideelle andel af sommerhuset, har banken ikke korrigeret sit krav mod klagerne. Ved modtagelsen af provenuet var banken forpligtet til at aflyse/transportere medejer M’s andel af ejerpantebrevet til klageren K3, så hendes adkomst var lyst uden angivelse af medejer M som ejer af ejerpantebrevet.

I brevene af 30. juli 2019 til klagerne henviste banken kun til håndpantsætningserklæringen og ikke til anden aftale om sikkerhed med medejer M. Det må antages, at en sådan aftale ikke eksisterer.

Klagerne K1 og K2 havde ikke kendskab til de øvrige medejeres mellemværender med banken. De var af den opfattelse, at håndpantsætningen kun vedrørte sommerhuset. De burde ikke have indset, at der opstod tredjemandspant, og at pantebrevet ville blive inddraget under andre medejeres forpligtelser over for banken. Da lånet blev indfriet i begyndelsen af 2007 burde ejerpantebrevet over for klagerne K1 og K2 være aflyst, så de udgik som ejere af ejerpantebrevet.

Klageren K4 havde kreditfaciliteter hos banken, men der var på intet tidspunkt tale om, at ejerpantebrevet indgik i sikkerhederne. Dette må også fremgå af bankens sikkerhedsdokumenter/depot med klageren K4. Han blev bibragt den opfattelse, at der ikke var andre sikkerheder end dem, han selv stillede over for banken. Klageren K4 burde således ikke have indset, at håndpantsætningserklæringen var en del af bankens sikkerheder for mellemværendet med medejer M.

Klageren K5 drev ikke erhvervsvirksomhed. Hun havde ikke kendskab til, hvilke mellemværender medejer M har eller havde med banken.

Klageren K3 havde både før og efter medejer M’s konkurs arbejde uden for hjemmet, og hun deltog ikke ved medejer M’s drift af minkproduktion eller landbrug. Hun betalte betydelige beløb til banken af sine egne midler på medejer M’s mellemværender med banken. Hun burde ikke have indset, at ejerpantebrevet kunne anvendes som sikkerhed for andre forpligtelser end det, der vedrørte sommerhuset.

Som følge af den forløbne tid fra 1997 til 2019 burde klagerne ikke have indset, at der senere opstod et påstået tredjemandspant fra et erhvervsforhold, som ejerpantebrevet lå til sikkerhed for.

Klagerne blev først i forbindelse med nærværende sag bekendt med, at banken medtog sin sikkerhed i anmeldelsen over for konkursboet. Klagerne blev herved frataget adgang til at anmelde regreskrav i medejer M’s konkursbo.

At medejer M solgte sin ideelle andel af sommerhuset er uden relevans for sagen. Banken var bekendt med salget, hvilket også er blevet bekræftet af den advokat, der berigtigede salget. Hvis banken ikke kunne godkende salget på grund af salgsprisen eller andre forhold, kunne banken have rejst indsigelse. Fristen for at anlægge omstødelsessag var ikke udløbet ved 3. cirkulæreskrivelse den 1. august 2016. Banken kunne selvstændigt have anlagt en omstødelsessag, jævnfør konkurslovens § 137.

Den 21. og 22. marts 2016 konkluderede en ejendomsmægler, at det var pågældendes vurdering, at det ikke var muligt at sælge 1/8- af sommerhuset til tredjemand, og at andelen i så fald var værdiløs.

Efter bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder § 6, skal en finansiel virksomhed indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt medium. Klagerne modtog ikke meddelelser om pantsætningen af ejerpantebrevet, og banken fandt derfor tilsyneladende ikke, at klagerne var kunder i banken, og de havde derfor heller ikke forpligtelser over for banken i relation til tredjemandspant i ejerpantebrevet. Klagerne blev heller ikke i årlige meddelelser fra banken gjort bekendt med tredjemandspantet.

Banken har ikke handlet i overensstemmelse med Forbrugerrådets og Finansrådets aftale fra september 2001, hvor privat kaution defineres som tilfælde, hvor der ikke i erhvervsmæssig sammenhæng er et økonomisk fællesskab mellem kautionisten og låntager. Kautionsforpligtelsen er bortfaldet efter fem år, og fristen må regnes tidspunktet, hvor medejer M optog erhvervskredit.

Der er indtrådt forældelse efter forældelsesloven. Håndpantsætningserklæringen er omfattet af forældelseslovens § 1 ”andre ydelser”, og forældelsesfristen regnes som angivet i lovens § 2. Forældelsesfristen er tre år fra det tidspunkt, hvor kravet kunne være gjort gældende, subsidiært 10 år, jævnfør forældelseslovens § 3, stk. 1 og 4. Forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jævnfør lovens § 2, stk. 1.

Det fremgår af kontoudskrift af 30. juni 2009 for medejer M’s erhvervskonto -651, at han havde et ubevilget overtræk den 12. februar 2009. Hvis Ankenævnet finder, at håndpantsætningserklæringen omfattede andre forpligtelser, end hvad der vedrørte sommerhuset, måtte banken i hvert fald den 12. februar 2009 have været bekendt med, at håndpantsætningserklæringen kunne kræves opfyldt. I mere end tre år og 10 år før klagen blev indgivet til Ankenævnet, kunne banken se, at kravene ifølge håndpantsætningen kunne kræves opfyldt, hvorfor kravet på håndpant/underpant er forældet.

Tinglyst pant i fast ejendom forældes ikke. Retten til fyldestgørelse bortfalder dog, når den underliggende fordring forældes, jævnfør forældelseslovens § 25. Der er ikke nogen underliggende fordring mod klagerne, men kun en påstået sikkerhedsret, og der vil derfor ikke kunne indledes retsforfølgning mod den pantsatte ejendom.

Banken har tabt retten til at gøre krav gældende med sikkerhed i ejerpantebrevet som følge af passivitet, da banken ikke har oplyst klagerne om tredjemandspant, som den er forpligtet til efter lov om finansiel virksomhed § 48. Banken handlede herved i strid med god bankskik. Bestemmelsen fik først virkning fra den 1. juli 2015, og medejer M optog erhvervskredit den 1. oktober 2014 og erhvervslån den 8. april 2015. Tilsyneladende blev det samlede kreditforhold mellem banken og medejer M dog genforhandlet hvert halve år, dermed i oktober 2015, og genforhandlingen og fornyelse af kreditaftalerne ligger således efter bestemmelsens ikrafttræden.

Danske Andelskassers Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en yderligere bevisførelse af, hvad klagerne vidste eller ikke vidste omkring medejer M’s mellemværende med banken, vil kræve parts- og vidneafhøring, der ikke kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for de subsidiære påstande har banken blandt andet anført, at håndpantsætningserklæringen er klar, overskuelig og umisforståelig. Det fremgår udtrykkeligt, at pantsætningen ikke begrænsede sig til kun eller primært at ske for det samtidigt stiftede lån, men til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som pantsætterne enkeltvis og/eller in solidum havde eller måtte få over for banken. Det er en standardbestemmelse, der fremgår af alle bankens håndpantsætningserklæringer og som generelt finder anvendelse i danske pengeinstitutter. Pantet blev derfor ikke kun stillet til sikkerhed for forpligtelser i relation til sommerhuset – snarere tværtimod.

Det er uden betydning, om tredjemandspantsættere har eller får kendskab til nuværende eller fremtidige gældsforpligtelser, når blot indholdet af alskyldserklæringen er klar og tydelig. Pantsætters hæftelse er begrænset til pantets værdi, hvilket er klart og overskueligt og dermed inden for den økonomiske formåen. Tredjemandspant må dermed også kunne gøres gældende for allerede eksisterende forpligtelser.

Aftalelovens § 36 finder ikke anvendelse. Allerede på tidspunktet for håndpantsætningen i 1997 og frem til sin konkurs i april 2016 havde medejer M gældsforpligtelser til banken, der var omfattet af pantet. Der er således ikke senere indtruffet omstændigheder, der ikke var gældende på aftaletidspunktet.

Aftalelovens § 38a, stk. 2, finder ikke anvendelse i denne sag.

I 1997 var den inter partes sikringsakt af ejerpantebreve håndpantsætning og tinglysning i forhold til tredjemand. Banken opfyldte begge sikringsakter. Ved overgangen til digital tinglysning blev sikringsakten ændret til underpantsætning. Banken fik tinglyst underpant i 2013 ved digitalisering af ejerpantebrevet, og håndpantsætningen blev herved afløst. Banken har til stadighed fastholdt pantet og skulle derfor ikke indhente bemyndigelse til digitaliseringen.

Hverken ved tillægsbelåningen i 2009 eller ved salget af den ideelle andel i 2016, stillede klagerne krav om aflysning af underpantsætningen. Klagerne må således selv have været af den opfattelse, at banken fortsat havde pant i ejerpantebrevet for underliggende gæld.

Klageren K3 betalte 125.000 kr. for medejer M’s ideelle andel af sommerhuset svarende til en samlet værdi af ejendommen på 1.000.000 kr., hvilket ikke stemmer overens med den offentlige ejendomsværdi på 2.050.000 kr. Hvis vurderingen af 17. marts 2017 kan lægges til grund, bekræfter det, at den ideelle andel blev solgt under markedsværdien.

Ifølge købsaftalen blev købesummen berigtiget ved overtagelse af gæld og kontant betaling, og ejerpantebrevet på 200.000 kr. skulle respekteres. Bankens retsstilling blev ikke forandret ved overdragelsen af den ideelle andel, da ejerpantebrevet er tinglyst med 3. prioritetspanteret på hele ejedommen og ikke på de ideelle andele. Ved helt eller delvist salg skal provenuet som udgangspunkt tilgå panthaverne i prioritetsorden, og hvis der ikke er et provenu eller hvis pantet kun delvist dækkes, bliver pantet indeståede i ejendommen. Banken retsstilling som panthaver forblev dermed uændret, og det var ikke nødvendigt, at banken var involveret i salget.

Salget af den ideelle andel til klageren K3 skete uden orientering af og accept fra banken. Banken fik først kendskab til salget ved modtagelse af 3. cirkulæreskrivelse fra konkursboet efter medejer M den 2. august 2016. Salget blev berigtiget af en advokat, der to dage efter indtrådte som kurator i konkursboet efter medejer M. Kurator havde ikke interesse i at efterprøve sit eget arbejde, hvorfor konkursboet ikke anfægtede handlen eller anlagde omstødelsessag. Da der kom en ny kurator i maj 2018 var omstødelsesfristerne sprunget. Konkursboet havde i øvrigt ikke interesse i at anlægge en omstødelsessag, da det ikke ville øge bomassen.

Hvis Ankenævnet finder, at det har betydning, om pantsætterne havde kendskab til andre forpligtelser, gøres det gældende, at klagerne via deres familiemæssige relationer havde så nært kendskab til medejer M’s erhvervsmæssige aktivitet, at de må have vidst, at der var og fremadrettet måtte være forpligtelser til banken.

I 1997 vidste medejer M, at han havde andre forpligtelser til banken, og det er ubestridt, at han i hele forløbet siden håndpantsætningen havde gæld til banken, der oversteg ejerpantebrevets hovedstol.

Som ægtefælle til medejer M, måtte klageren K3 have indset, at medejer M havde gældsforpligtelser til banken, både ved pantsætningen og efterfølgende.

Både klageren K4, der drev et interessentskab med medejer M, og klageren K5 som ægtefælle til klageren K4 og mor til medejer M, måtte begge vide, at medejer M havde gældsforpligtelser til banken, også efter opløsningen af interessentskabet.

Forbrugerrådet og Finansrådets aftale fra september 2001 om brug af privat kaution skal fortolkes i overensstemmelse med dagældende bank- og sparekasselov § 41, der kun fandt anvendelse på kaution og ikke på tredjemandspant. Aftalen fandt desuden ikke anvendelse på aftaler indgået før september 2001.

§ 48 i lov om finansiel virksomhed blev indført ved ændringslov nr. 1490 af 23. december 2014, der trådte i kraft den 1. juli 2015. Af ændringslovens § 14, stk. 9, fremgår, at aftaler om tredjemandspant ikke finder anvendelse på aftaler indgået før lovens ikrafttræden. Ved forlængelse af eksisterende kredit- og lånefaciliteter er der alene tale om en videreførelse og ikke fornyet pantsætning. Lov om finansiel virksomhed § 48, finder derfor ikke anvendelse med tilbagevirkende kraft på en allerede indgået aftale om pantsætning som i nærværende sag.

Kravet er ikke forældet. Forældelsesfristen er 10 år for pengelån, jævnfør forældelseslovens § 6, stk. 1. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor den seneste transaktion er foretaget af andre end pengeinstituttet, eller senest på det tidspunkt, hvor gælden måtte være opsagt, jævnfør forældelseslovens § 6, stk. 2.

Ifølge bankens betingelser for lån og kreditter, kunne banken kræve sådanne indfriet som følge af individuel retsforfølgning. Banken kunne altså have krævet medejer M’s lån og kreditter indfriet ved konkursen den 1. april 2016, hvorfra forældelsesfristen regnes. Kravet er således tidligst forældet den 1. april 2026.

Det følger af forældelseslovens § 25, stk. 1, at pantet følger fordringens forældelse, og pantet er derfor heller ikke forældet.

Banken har ikke på noget tidspunktet givet indtryk af, at pantet var frigivet. Banken har ikke handlet passivt.

Der var afsluttede skiftesamling i konkursboet i december 2020. Banken rejste sit krav mod klagerne den 30. juli 2019 og dermed inden konkursboets afslutning, men på et tidspunkt, hvor det kunne konstateres, at boets aktiver ikke kunne dække bankens tilgodehavende. Det kan ikke lastes banken, at den ville afvente bobehandling­en så langt, at det kunne konstateres, at der ikke var dækning for gælden. Det var også i klagernes interesse.

Ejerpantebrevet kan opgøres med renter fra 1997.

Af rente- og betalingsvilkår på ejerpantebrevet følger, at ejerpantebrevet forrentes med 15 % p.a., og renten erlægges hver den 11. juni og 11. december. Det følger desuden, at panteretten forhøjes gradvis med pantebrevets påløbne renter, en såkaldt renteopskrivningsklausul.

Da renten tilskrives hovedstolen, er der ikke selvstændig forældelse af renterne, men de forældes samtidigt med hovedstolen (ejerpantebrevet som sådan). Efter forældelseslovens § 25, forældes pantet sammen med fordringen. Fordringen er som tidligere beskrevet ikke forældet.

Banken forbeholder sig at gøre pantet gældende fra 1997 med to årlige rentetilskrivninger, der tillægges hovedstolen til betaling sker.

Banken kan ikke fremlægge kassekreditkontrakt eller andre lånedokumenter i relation til sommerhuset. Efter dataforordningens artikel 5, stk. 1 litra e, er banken forpligtet til at slette data, når der ikke længere er et formål med at have dem registreret. Elektroniske som fysiske data i relation til trækningsretten på kontoen er derfor slettet, hvilket ikke kan lægges banken til last.

Af årsoversigterne for sommerhusets konti fremgår, at der i hvert fald til og med 2008 var et større udlån, der utvivlsomt var omfattet af pantet. Saldoen ultimo 2009 på en af kontiene var en kreditsaldo, men der var opkrævet 9.369 kr. i renter, hvilket dokumenterer, at der var et større træk hen over året. I årene efter var der tillige mindre rentetilskrivninger, hvilket dokumenterer, at engagementet i perioder var i debet og således ikke var indfriet.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.

I 1997 købte klagerne K1-K5 og medejer M i fællesskab et sommerhus i hvilken forbindelse de i fællesskab optog et boliglån hos Øse Andelskasse (nu Danske Andelskassers Bank) med et provenu på 333.701 kr. og et realkreditlån på 665.000 kr.

Til sikkerhed for boliglånet underskrev klagerne og medejer M den 23. maj 1997 en håndpantsætningserklæring til banken, der herved fik håndpant i et ejerpantebrev i sommerhuset, stort 200.000 kr. Banken fik herved sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som klagerne eller medejer M enkeltvis og/eller in solidum havde eller senere måtte få over for banken. Ejerpantebrevet blev tinglyst den 30. maj 1997.

I 2003 og i 2009 rykkede ejerpantebrevet ned i forbindelse med, at klagerne K1-K5 og medejer M optog realkreditlån i ejendommen på henholdsvis 780.000 kr. og 211.500 kr.  

I marts 2016 solgte medejer M sin ideelle andel af sommerhuset til klageren K3 for 125.000 kr. Parterne er ikke enige om, hvorvidt banken var bekendt med salget af den ideelle andel eller ej.

Den 1. april 2016 blev medejer M taget under konkursbehandling, og ved brev af 10. maj 2016 anmeldte banken sit krav på over 3.000.000 kr. i konkursboet og anmeldte også blandt andet sikkerhed i ejerpantebrevet.

Ved brev af 30. juli 2019 til klagerne K1-K5 gjorde banken gældende, at den havde sikkerhed i ejerpantebrevet på 200.000 kr. tinglyst på sommerhuset, og at ejerpantebrevet blandt andet stod til sikkerhed for medejer M’s gæld til banken. Betalte klagerne derfor ikke 200.000 kr. til banken, måtte de forvente, at der ville blive foretaget retslige skridt.

Det fremgår tydeligt af håndpantsætningserklæringen, at ejerpantebrevet blev lagt til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som klagerne K1-K5 og medejer M havde eller måtte få over for banken. Der er ikke grundlag for at fastslå, at pantsætningen ikke skulle være gyldigt aftalt mellem parterne, eller grundlag for at tilsidesætte håndpantsætningserklæringens ordlyd eller for en indskrænkende fortolkning af denne i medfør af aftalelovens § 33 eller § 36, jævnfør § 38 c. Ankenævnet finder derfor, at ejerpantebrevet lå til sikkerhed for medejer M’s erhvervsengagement med banken, og at banken således var berettiget til at henholde sig til pantet til dækning for sit tab på medejer M’s engagement efter medejer M’s konkurs. Det af klagerne i øvrigt anførte kan ikke føre til andet resultat.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnet har ikke taget stilling til bankens opgørelse af sit krav mod klagerne i henhold til ejerpantebrevet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.