Krav om at pengeinstituttet skal nedsætte sit krav og betale en erstatning vedrørende klagerens nu ophørte private og erhvervsmæssige engagement.

Sagsnummer:135/2024
Dato:01-05-2025
Ankenævn:Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Duerlund, Tina Thygesen og Jørgen Lanng.
Klageemne:Udlån - øvrige spørgsmål
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst:Krav om at pengeinstituttet skal nedsætte sit krav og betale en erstatning vedrørende klagerens nu ophørte private og erhvervsmæssige engagement.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om, at pengeinstituttet skal nedsætte sit krav og betale en erstatning vedrørende klagerens nu ophørte private og erhvervsmæssige engagement.

Sagens omstændigheder

Klageren havde i en årrække været kunde i Handelsbanken (nu Jyske Bank) med et privat engagement og et erhvervsengagement til hendes personligt ejede virksomhed, V.

Virksomhed V fik i oktober 2019 forhøjet sin erhvervskredit -704 til 30.000 kr. Banken har oplyst, at forhøjelsen var betinget af, at klageren tegnede en forsikring til sikkerhed for driftskreditten.

I december 2019 bestilte klageren et privat Visa/Dankort til sin private konto -919. Banken har oplyst, at der ikke i den anledning blev indgået aftale om en kredit på den private konto.

Banken har oplyst, at klageren i september 2022 kontaktede banken med ønske om en forhøjelse af virksomhed V’s kredit til indskud i nyt, dyrere lejemål. Banken frarådede det nye lejemål, men gik med til en forhøjelse af kreditten til inddækning af overtræk. Kreditten blev således forhøjet til 72.500 kr. Af kreditaftalen fremgik, at kreditten skulle nedskrives med 5.000 kr. pr. måned fra januar 2023.

I februar 2023 spærrede banken virksomhed V’s konto, da klageren ikke havde svaret på et tilsendt skema vedrørende opdatering af oplysninger om virksomhed V’s kundeforhold. Banken har fremlagt korrespondance med klageren i netbank i perioden 2. oktober 2022 til 6. november 2023. Banken har oplyst, at den under spærringen hjalp klageren med betalinger af regninger og overførte beløb til den private konto, som var i overtræk, så klageren kunne undgå høje overtræksrenter. Banken modtog de ønskede oplysninger, og virksomhed V’s konto blev åbnet igen. I maj 2023 oplyste banken klageren om, at hun skulle holde øje med kontiene og undgå overtræk, både privat og erhvervsmæssigt.

Den 23. maj 2023 klagede klageren til banken og anførte blandt andet, at nedskrivningen af kassekreditten på 5.000 kr. var for høj, og at der blev flyttet rundt på penge mellem hendes private og erhvervsmæssige konti. Den 20. juni 2023 afviste banken klagen.

Fra juni 2023 var klagerens private konto -919 i overtræk. I oktober 2023 var overtrækket på klagerens private konto steget til 34.325 kr.

Den 26. september 2023 spærrede banken klagerens betalingskort grundet overtræk. Banken skrev i den forbindelse til klageren:

”…. Vi har i dag spærret dit VISA/dankort, da kontoen er i overtræk med kr. 33.248,47 uden forudgående aftale med os. Vi har flere gange forsøgt at komme i dialog med dig. Vil du kontakte os. …”

Banken har oplyst, at den bestilte et nyt betalingskort til klageren uden mulighed for yderligere overtræk, men at klageren ikke aktiverede dette kort.

I oktober 2023 etablerede banken et privatlån på 36.000 kr. til inddækning af overtrækket på privatkontoen. Den månedlige ydelse var 1.500 kr. Renten var for tiden 9,2 % om året. Den 28. oktober 2023 underskrev klageren låneaftalen. Af aftalen fremgik blandt andet, at banken kunne kræve morarenter med et variabelt tillæg på for tiden 6 % om året mv. Provenuet blev indsat på klagerens private konto -919.

Den 30. oktober 2023 skrev klageren til banken, at hun havde fået flyttet næsten alle regninger til sin nye bank, og at hun ville afdrage 2.500 kr. på erhvervskreditten fra sin nye bank og 1.500 kr. på det private lån.

Den 6. november 2023 meddelte banken klageren, at firmakortet var spærret grundet overtræk, og at diverse betalinger skulle flyttes med til det nye pengeinstitut. Banken har oplyst, at trækningsretten på det tidspunkt var nedskrevet til 22.500 kr., og at kontoens saldo var -25.516 kr.

I januar og februar 2024 sendte banken rykkere til klageren vedrørende overtræk på erhvervskredit -704 og angav, at manglende inddækning af overtræk kunne medføre opsigelse af kundeforholdet. Den 20. februar 2024 opsagde banken klagerens samlede engagement (den erhvervsmæssige og den private del). Banken opgjorde klagerens forpligtelser til 30.535,52 kr. vedrørende privatlånet og 12.500 kr. vedrørende erhvervskreditten, med tillæg af renter fra den 1. januar 2024. Klageren gjorde indsigelse og anførte, at hun ikke havde misligholdt sine forpligtelser.

Banken har oplyst, at den ved brev til klageren af den 16. juni 2023 havde oplyst om Jyske Banks overtagelse af Handelsbanken, der ville ske pr. 11. november 2023. Af brevet fremgik blandt andet, at Jyske Banks forretningsbetingelser, som kunne læses på bankens hjemmeside, ville være gældende fra og med 11. november 2023. Banken har endvidere oplyst, at den ved brev til klageren af den 27. juni 2023 oplyste om overtagelsen med varsling af kundeprogram og ændrede priser. Af brevet fremgik blandt andet, at klagerens rentevilkår ville fortsætte uændret med undtagelse af overtræksrenten, som blev ændret til 19,00 %, og at overgangen til Jyske Bank medførte prisændringer, der kunne ses på bankens prisoversigt på hjemmesiden. Banken har fremlagt sine forretningsbetingelser for henholdsvis privat og erhverv samt udklip fra bankens hjemmeside, hvoraf renter og gebyrer fremgår.

Af Handelsbankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter til privatkunder, der var gældende for privatlånet, fremgik blandt andet:

”… Banken og kunden kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel.

Udlånsaftaler (kreditaftaler) kan dog kun opsiges af banken med et varsel på 3 måneder, medmindre der foreligger misligholdelse eller anden forfaldsgrund. Hvis banken opsiger udlånsaftalen, har kunden krav på en begrundelse.

Når kundeforholdet ophører, kan banken opsige garanti- og kautionsforpligtelser, herunder forpligtelser i fremmed valuta, samt frigøre sig for andre forpligtelser, der måtte være indgået for kunden. Kunden er forpligtet til at frigøre banken for alle forpligtelser indgået på kundens vegne samt om nødvendigt at stille sikkerhed herfor.  …”

Af Handelsbankens regler for Visa/Dankort pr. december 2019 fremgik blandt andet:

” … 2.4 Maksimumforbrug

Du må kun hæve kontanter eller købe for det beløb, der står på kontoen, medmindre du har aftalt andet med dit

pengeinstitut – se afsnit 2.6-2.10. …

12.1 Pengeinstituttets ret til at spærre dit Visa/Dankort

Pengeinstituttet er berettiget til at spærre for brug af dit Visa/Dankort:

  • Hvis den konto, dit kort er knyttet til, er lukket
  • Hvis du overtræder reglerne, herunder hvis kontoen, som kortet er knyttet til, kommer i overtræk
  • Hvis dit Visa/Dankort er blevet misbrugt eller formodes misbrugt af tredjemand.

I tilfælde af overtræk vil du blive rykket skriftligt, før kortet bliver spærret. Øjeblikkelig spærring uden forudgående kontakt kan dog være nødvendig, hvis der er tale om særligt groft og/eller gentagne overtræk.

Pengeinstituttet kan desuden forlange alle kort, der er udleveret til kontoen, leveret tilbage.

Når pengeinstituttet har spærret dit Visa/Dankort, vil du blive informeret om dette med angivelse af årsagen til og tidspunkt for spærringen. …”

Af Jyske Banks forretningsbetingelser for erhverv fremgår:

16. Kundeforholdets ophør

I og banken kan opsige kundeforholdet uden varsel. Ved opsigelse fra bankens side har I krav på en begrundelse.

Når kundeforholdet opsiges eller ophører, kan banken opsige garanti- og kautionsforpligtelser og frigøre sig fra andre forpligtelser, som er indgået for jer. Desuden er I forpligtet til at frigøre banken fra alle forpligtelser, som banken har indgået på jeres vegne, eller stille den sikkerhed, som banken kræver. …”

Den 28. februar 2024 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Ved et brev til klageren af 29. april 2024 afviste sekretariatet den del af klagen, der vedrørte virksomhed V’s engagement i banken, med henvisning til Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4, da sekretariatet fandt, at denne del af klagen angik et erhvervsmæssigt forhold og anførte:

”… Af sagen fremgår, at en del af klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold, herunder opsigelse og midlertidig lukning af erhvervsengagement, spærring af firmakort og tegning af forsikring og andre betingelser i forbindelse med kreditgivning til dit firma. Der er sekretariatets opfattelse, at denne del af klagen angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, der adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Der er derfor efter sekretariatets opfattelse ikke tvivl om, at Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle denne del af klagen. …”

Banken har oplyst, at den har sat inkassosagen i bero og afventer Ankenævnets behandling af sagen, hvilket betyder at klageren betaler overtræksrente på hele erhvervslånet, som er forfaldent, men betaler almindelig udlånsrente på det private lån og kun overtræksrente på de ydelser, som er forfaldne ifølge den aftalte afvikling. På erhvervsengagementet har klageren betalt 400 kr. pr. kvartal + 0,75 kr. pr. transaktion. Klageren har ikke betalt gebyrer på det private engagement.

Parternes påstande

Den 28. februar 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal nedsætte sit krav og betale en erstatning til hende.

Jyske Bank har nedlagt påstand om afvisning for så vidt angår erhvervsengagementet, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken bør nedsætte sit krav og betale en erstatning til hende. Bankens handlemåde har kostet hende penge.

Banken har ikke forstået, hvad hendes klage omhandler, men udtager nogle ganske få punkter i forhold til dankortspærring/kontospærring. Hun klager over misinformation og manglende rådgivning. Banken fordrejer historien i forhold til den forhøjede erhvervskredit. Banken har vildledt, misinformeret og undladt vigtige informationer, som har påvirket hendes erhvervsdrift og dermed også hendes private forbrug. På grund af bankens høje krav til afdrag på erhvervskreditten i en inflationstid og efter kritisk sygdom, hvor det tager tid at komme sig, har hun haft svært ved at få midler til at dække eget forbrug.

Banken afviste først, at hun kunne få en erhvervskonto. Banken afviste dernæst at hjælpe med depositum til et nyt lokale til hendes firma. Banken ventede med at lave en egentlig aftale om erhvervskreditten, til hun var på vej tilbage på arbejde igen efter kritisk sygdom. Banken pålagde hende en forsikring, hun ikke har bedt om.

Banken har bevidst fastsat et højt afdragsbeløb for at presse hende ud af banken og har lavet aftaler hen over hovedet på hende.

Banken har ikke varslet, at hendes erhvervskredit skulle helt ned. Der stod ikke i aftalen, at kreditten skulle skrives helt ned til nul. Først i juli 2023 oplyste banken dette på mail. Hun indgik kreditaftale med Handelsbanken med nedskrivning af kassekreditten med 5.000 kr. hver måned til og med september 2023. Nedskrivningen var meget højt sat. Siden oktober 2023 betalte hun 2.500 kr.

Banken har fremsat urimelige krav og sendte urimelige rykkerbreve vedrørende afvikling af erhvervskreditten. Banken prøvede at ændre afdraget fra 2.500 kr. til 5.000 kr. uden forklaring. Kreditten skulle dække faste udgifter, men banken ville have kreditten ned med 5.000 kr. om måneden, hvilket gik ud over hendes privatøkonomi og ekstra regninger. Bankens krav medførte, at hun havde svært ved at betale regningerne, så der kom rigtig mange rykker gebyrer. Hun måtte låne penge af familie for at få råd til mad.

Banken havde ikke varslet, at hendes privatkonto skulle afskrives. Der har ikke været nogen dialog med en plan for at nedskrive privatkontoen.

Banken lukkede hendes betalingskort, uden at hun fik information inden og om hvorfor.

Banken har uden hendes viden overført penge fra erhvervs- til privatkontoen, så hendes regninger ikke kunne blive betalt til tiden.

I oktober 2023 ringede banken hende op og fortalte, at hun skulle skrive under på bankens lånedokument. Nu ville banken også have hende til at nedbringe den private konto med 1.500 kr. om måneden. I telefonsamtalen med banken i oktober 2023 fik hun at vide, at hendes nuværende kassekredit på 30.000 kr. skulle nedskrives med 2.500 kr. pr. måned fremefter, og banken havde allerede tilbage holdt de 2.500 kr. til afskrivning. Hun var overrasket over bankens krav om, at erhvervskreditten, som hun har haft i så mange år, pludselig skulle nedbringes med 2.500 kr. hver måned, samtidig med at banken lavede et lånedokument på den private del på de 1.500 kr. Hun forventede, at hun endelig kunne nedskrive den private konto, efter at de 5.000 kr. var afskrevet.

Efter samtalen blev begge kort spærret (erhverv og privat), og hun fik tilsendt et privat lånedokument, som skulle underskrives øjeblikkeligt.

Der har været en grov tone og afpresning fra bankens side. Hun har mistet mange penge til rykkere og inkasso gebyrer, da hun ikke har kunnet følge med økonomisk.

Banken har slettet mailkorrespondance imellem hende og Handelsbanken. Banken lukkede for hendes adgang til at se sine bankkonti den 30. november 2023. Banken bliver ved med at opkræve renter og gebyrer på hendes konti, selvom sagen blev sendt til både inkassoafdelingen og Ankenævnet. Banken lukrerer på renter og gebyr, selvom hensigten er, at kundeforholdet bliver afsluttet, og selvom hun ikke har adgang til kontiene. 

Jyske Bank har anført, at banken forstår klagen således, at den angår, om banken var berettiget til at: 1. betinge kreditgivning til klagerens virksomhed V af, at klageren oprettede en forsikring til sikkerhed for engagementet, og at virksomhed V afviklede 5.000 kr. om måneden på erhvervskreditten, 2. midlertidigt at lukke klagerens erhvervskonto, 3. spærre klagerens private betalingskort, 4. spærre klagerens firmakort, 5. opsige klagerens private engagement, 6. opsige klagerens erhvervsengagement.

Jyske Bank har til støtte afvisningspåstanden anført, at punkterne 1, 2, 4 og 6 bør afvises, da de angår erhvervsforhold.

Jyske Bank har til støtte frifindelsespåstanden anført, at banken var berettiget til at betinge kreditgivningen af, at klageren tegnede en forsikring.

Banken var berettiget til at betinge kreditgivning af, at klageren afviklede kreditten med 5.000 kr. pr. måned.

Det stod klageren frit at afstå fra at forhøje kreditten, hvis hun ikke ønskede at forhøje kreditten på de givne betingelser.

Banken var berettiget til at lukke klagerens erhvervskonto, da banken ikke modtog oplysninger i henhold til hvidvasklovgivningen, jf. hvidvasklovens kapitel 3.

Banken var berettiget til at spærre klagerens private betalingskort, da der blev trukket beløb udover det aftalte, og aftalen dermed var misligholdt fra klagerens side, jf. bankens Regler for Visa/Dankort.

Banken var berettiget til at spærre klagerens firmakort, da der blev trukket beløb udover det aftalte, og aftalen dermed var misligholdt fra klagerens side.

Banken var berettiget til at opsige klagerens samlede engagement i henhold til bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter til privatkunder, idet engagementet var misligholdt.

Banken har valgt at sætte inkassosagen i bero og afvente Ankenævnet behandling af sagen, inden bankens inkassoafdeling går videre med gældsinddrivelsen. Havde banken fortsat inkassosagen, ville den samlede gæld være blevet tillagt overtræksrente på fortiden 19 % om året. I stedet har banken ladet klagerens engagement forblive i den almindelige afdeling, hvilket betyder, at klageren betaler renter og gebyrer som hidtil. Banken har valgt denne løsning, da det er den økonomisk mest fordelagtige løsning for klageren. Hvis klageren ønsker, at sagen skal overgå til bankens inkassoafdeling som varslet, efterkommer banken naturligvis dette ønske. Det har ikke opsættende virkning, at en klage indgives til Ankenævnet, og renter og gebyrer suspenderes derfor ikke i forbindelse med sagen.

Bankens inkassoafdeling har forsøgt at få en dialog med klageren for at få en aftale i stand om afvikling af gælden. Dette har klageren afvist. Banken er fortsat åben overfor en dialog med klageren, ligesom klageren naturligvis er velkommen til at henvende sig og få oplysninger om sit engagement.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Handelsbanken (nu Jyske Bank) med et privat engagement og et erhvervsengagement til hendes personligt ejede virksomhed, V.

I efteråret 2022 blev virksomhed V’s erhvervskredit forhøjet til 72.500 kr. Af kreditaftalen fremgik, at kreditten skulle nedskrives med 5.000 kr. pr. måned fra januar 2023. Banken har oplyst, at forhøjelsen blev anvendt til inddækning af overtræk.

Fra juni 2023 var klagerens private konto i overtræk. I oktober 2023, hvor overtrækket udgjorde 34.325 kr., fik klageren et privatlån i banken på 36.000 kr. til inddækning af overtrækket.

I januar og februar 2024 sendte banken rykkere til klageren vedrørende overtræk på erhvervskreditten. Den 20. februar 2024 opsagde banken klagerens samlede engagement (den erhvervsmæssige og den private del) til indfrielse.

Den 28. februar 2024 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at banken skal nedsætte sit krav og betale en erstatning til hende.

Virksomhed V’s engagement

Den 29. april 2024 afviste sekretariatet den del af klagen, der vedrørte virksomhed V’s engagement i banken med henvisning til Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4, da sekretariatet fandt, at klagen vedrørende virksomhed V’s engagement i banken angik et erhvervsmæssigt forhold, der adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet tiltræder sekretariatets afvisning af denne del af klagen.

Klagerens private engagement

Ankenævnet finder, at der var tale om en sådan sammenhæng mellem klagerens private engagement og virksomhed V’s erhvervsengagement i banken, at det ikke er muligt at udskille klagerens private engagement til særskilt behandling.

På den baggrund finder Ankenævnet, at hele klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold, der ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold. Ankenævnet finder derfor, at sagen falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 3 og 4, hvorfor sagen afvises.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.