Indsigelse mod kaution og tredjemandspantsætning begrundet i mangelfuld rådgivning og misforhold til økonomi.

Sagsnummer:351/2014
Dato:14-09-2015
Ankenævn:John Mosegaard, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn, Astrid Thomas og Andreas Moll Årsnes
Klageemne:Kaution - hæftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kaution - stiftelse
Ledetekst:Indsigelse mod kaution og tredjemandspantsætning begrundet i mangelfuld rådgivning og misforhold til økonomi.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelse mod kaution og tredjemandspant begrundet i mangelfuld rådgivning og misforhold til deres økonomi.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

M’s far drev en virksomhed inden for campingbranchen. Virksomheden havde en erhvervskredit i Sparekassen Lolland, nu Jyske Bank (herefter: ”banken”). I 2004 blev M ansat som sælger i virksomheden. Lønnen udgjorde ca. 25.000 kr. om måneden, senere ca. 27.000 kr.

Ifølge klagernes skattemæssige årsopgørelser for 2007 og 2008 var deres samlede lønindkomster henholdsvis ca. 525.000 kr. og ca. 370.000 kr. De havde kun negativ kapitalindkomst, og deres faste ejendom blev vurderet til 2,4 mio. kr.

Den 27. april 2009 underskrev klagerne en erklæring vedrørende håndpantsætning af et ejerpantebrev på 750.000 kr. med pant i deres faste ejendom til sikkerhed for enhver forpligtelse, som virksomheden havde eller måtte få over for banken. Ejerpantebrevet respekterede tre foranstående hæftelser på i alt 1.675.863 kr. Af pantsætningserklæringen fremgår i øvrigt bl.a.:

”...

Jeg er bekendt med og har modtaget kopi af låneaftale/kreditaftale, kopi af kreditoplysninger (såfremt disse kræves i henhold til kreditaftaleloven), samt genpart af dette dokument, hvis beskrivelser jeg accepterer. Endvidere er jeg bekendt med og har modtaget ”Sparekassen Lolland A/S’s almindelige forretningsbetingelser”, og ”Sparekassen Lolland A/S’s almindelige bestemmelser for lån og kreditter”, som jeg accepterer som en del af dokumentets vilkår.

...”

Banken har anført, at M samtidig med underskrivelsen af pantsætningserklæringen den 27. april 2009 underskrev en erklæring om kaution for erhvervskreditten. Dokumenterne er nu bortkommet. Klageren har anført, at han ikke erindrer at have underskrevet en kautionserklæring på dette tidspunkt.

Den 31. december 2009 sendte banken en meddelelse til M om kaution for erhvervskreditten. Ifølge meddelelsen var kautionen begrænset til 750.000 kr. Kredittens maksimum var 3.250.000 kr. og den aktuelle gæld var 3.671.634,08 kr.

I 2009 var klagernes samlede lønindkomst ca. 530.000 kr. Ejendomsværdien faldt til 1,6 mio. kr.

Klagerne har oplyst, at virksomheden i 2009 skar ned på medarbejderomkostningerne, og at M herefter varetog visse bogføringsmæssige opgaver. Klagerne har videre oplyst, at M i februar 2010 blev alvorligt syg, og at han i oktober 2010 fratrådte sin stilling i virksomheden. M gik ledig indtil den 13. juni 2011, hvorefter han fik et rengøringsjob.

Den 31. december 2010 sendte banken en meddelelse til M om kautionen. Ifølge meddelelsen var kautionen begrænset til 600.000 kr. Kredittens maksimum var 3,5 mio. kr. og den aktuelle gæld var 4.159.738,19 kr.

I 2010 var klagernes samlede lønindkomst ca. 580.000 kr. Ejendomsværdien var uændret 1,6 mio. kr.

Den 17. februar 2011 underskrev M en erklæring om kaution begrænset til 600.000 kr. for virksomhedens erhvervskredit med et maksimum på 4,1 mio. kr. Ifølge kautionserklæringen havde M modtaget information om det kautionssikrede engagement, og M bekræftede med en særskilt underskrift, at pjece om kaution var udleveret og gennemgået med ham.

Den 21. februar 2011 underskrev klagerne som pantsættere og M som kautionist en ny kreditkontrakt for erhvervskreditten med et maksimum på 4,1 mio. kr., og med angivelse af, at kreditrammen var blevet forhøjet med 600.000 kr.

Den 9. august 2011 underskrev klagerne som pantsættere og M som kautionist en ny kreditkontrakt for erhvervskreditten med et maksimum på 4.050.000 kr., som skulle nedskrives med 15.000 kr. om måned. M underskrev endvidere en ny særskilt erklæring om kaution for kreditten uden begrænsning. Erklæringens ordlyd svarede i øvrigt til erklæringen af 17. februar 2011.

Den 31. december 2011 sendte banken en meddelelse til M om kautionen. Ifølge meddelelsen var kautionen begrænset til 600.000 kr. Kredittens maksimum var 3.975.000 kr. og den aktuelle gæld var 4.020.948,76 kr.

Klagernes lønindkomst var i 2011 i alt ca. 550.000 kr. Ejendomsværdien var 3,3 mio.kr.

Den 31. december 2012 sendte banken en meddelelse til M om kautionsforpligtelsen. Ifølge meddelelsen var kautionen begrænset til 600.000 kr. Kredittens maksimum var 3.580.000 kr. og den aktuelle gæld var 3.682.887,51 kr.

Ved breve af 25. juni 2013 til klagerne gjorde banken kautionen og pantsætningen gældende, idet engagementet var misligholdt og til inkasso. Banken opgjorde sit krav til i alt 3.617.236,79 kr., hvilket svarede til gælden på erhvervskreditten.

Den 29. oktober 2013 gik virksomheden konkurs.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt nedsatte banken sit krav i henhold til kautionen til 600.000 kr. med tillæg af renter fra den 25. juni 2013.

I sommeren 2014 gjorde klagerne indsigelse imod kautionen og pantsætningen. Indsigelserne blev afvist af banken.

Parternes påstande

Den 22. oktober 2014 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal frafalde sit krav i henhold til kautionen og pantsætningen.

Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at pantsætningen og kautionen bør tilsidesættes som uforbindende. Reglerne i lov om finansiel virksomhed § 48 om privat kaution, god skik reglerne samt Finansrådets henstilling om privat kaution bør også gælde for pantsætningen.

Banken har tilsyneladende behandlet kaution og pant ens, hvilket understøttes af, at kautionen i 2009 tilsyneladende var begrænset til 750.000 kr., hvilket svarede til ejerpantebrevets hovedstol.

Banken krævede deres underskrifter på erklæringerne for at videreføre engagementet med virksomheden. De var ikke til møde i banken og modtog ingen orientering. Allerede fordi underskrivelsen foregik på uoplyst grundlag, kan sikkerhederne ikke gøres gældende.

I både kautionserklæringen af 17. februar 2011 og kautionserklæringen af 9. august 2011 er feltet med oplysning om bilag, som kautionisten bekræfter at have modtaget, tomt. Det er således ikke dokumenteret, at M modtog bilag til kautionserklæringerne. Da dokumentet vedrørende kaution i 2009 endvidere efter det oplyste er bortkommet, har banken ikke dokumenteret, at den har opfyldt sin oplysningspligt.

De var ikke medejere af virksomheden, og de var uden særlig indsigt i regnskabsmæssige og økonomiske forhold. M har på intet tidspunkt deltaget i generalforsamlinger eller møder i banken vedrørende økonomiske overvejelser i virksomheden, herunder om overordnede driftsmæssige og finansieringsmæssige forhold, hvilket alene er blevet forestået af faren, der var direktør og eneejer af virksomheden, og virksomhedens revisor. M har alene haft kontakt til banken vedrørende betaling af regninger og rapportering om salg.

Det af banken anførte om, at det var meningen, at M skulle overtage virksomheden bestrides. Banken har undladt at efterkomme deres opfordring til at fremlægge det interne notat, som banken påberåber sig til støtte for påstanden. Bankens interne notater om et generationsskifte, der end ikke er fremlagt, kan ikke tillægges bevismæssig betydning.

De var ikke bekendt med størrelsen af gælden på erhvervskreditten. Både pantet og kautionen blev stillet på et tidspunkt, hvor egenkapitalen i virksomheden var tabt, og hvor gælden på erhvervskreditten var betydelig. Banken krævede således privat kaution for gammel gæld, hvilket var i strid med Finansrådets henstilling i både 2009 og 2011.

I 2006 fik virksomheden et negativt resultat på 1.003.698 kr. og havde herefter en negativ egenkapital på 35.928 kr. Virksomhedens forhold forværredes yderligere i 2007, hvorefter egenkapitalen var negativ med 373.610 kr. I 2008 havde selskabet et positivt resultat på 60.825 kr. og i 2009 et positivt resultat på 6.770 kr. I 2009 var egenkapitalen negativ med 306.015 kr. Banken havde sikkerhed for sit tilgodehavende i virksomhedens aktiver, kaution fra M’s far, der var ejer af virksomheden og pant i farens private faste ejendom.

Deres indkomstforhold var og er beskedne. Pantsætningen og kautionen var således i strid med den dagældende bestemmelse i god skik bekendtgørelsens § 22, idet sikkerhederne samlet set stod i misforhold til deres økonomi.

Sagen har ikke et større bevisomfang, end at den bør kunne behandles i Ankenævnet.

Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører erhvervsforhold, og derfor ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence. M var i 2008 i praksis ved at overtage den daglige ledelse af virksomheden, og man forventede et generationsskifte. Der har desuden været flere drøftelser samt møder mellem M og banken, hvor man drøftede virksomhedens økonomiske situation og cash flow. Dette fremgår af interne notater og mails i banken.

Endvidere er det for sagens oplysning nødvendigt med en omfattende bevisførelse med afgivelse af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet. Sagen bør også af denne grund afvises.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Jyske Bank anført, at M er bundet af kautionen på 600.000 kr., som blev gjort gældende den 25. juni 2013, og klagerne hæfter endvidere med pantet på 750.000 kr. i deres faste ejendom, som blev gjort gældende samme dag.

M har i hvert fald siden 2009 kautioneret for engagementet med virksomheden, og M er til stadighed blevet mindet om denne forpligtelse. Pantsætningen af ejerpantebrevet med pant i klagernes faste ejendom skete samtidig, jf. håndpantsætningserklæring af 27. april 2009.

Virksomhedens resultat var i 2008 efter indehavervederlag samt løn til M positivt med 416.953 kr.

Det er og var almindelig forretningsgang i banken at gennemgå information om konsekvenser af kaution og risiko ved at stille pant, ligesom der blev udleveret en pjece.

Dertil kommer yderligere, at M med sin underskrift har bekræftet, at han har modtaget oplysninger og pjece samt økonomioplysninger.

M havde endvidere fuldt kendskab til økonomien i virksomheden. M deltog i adskillige møder på vegne af virksomheden og forhandlede selskabets engagement, herunder kassekreditten. M havde således et indgående kendskab til virksomhedens økonomi. M var således også fuldt ud klar over størrelsen af virksomhedens gæld, da han påtog sig forpligtelserne.

Klagernes økonomi var fuldt ud tilstrækkelig til, at de kunne påtage sig forpligtelserne.

Den af klageren anførte omstændighed, at der intet særligt er anført om udleverede dokumenter, er begrundet i, at M har været til møde i banken inden eller samtidig med underskriften, og har modtaget de relevante oplysninger. Det er ikke afgørende, om der er sket udfyldning af punkterne omkring dokumenter i forbindelse med M’s underskrift af kautionen i 2009, da han efterfølgende underskrev en ny kautionserklæring.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren M påtog sig at kautionere for en erhvervskredit, som hans fars virksomhed havde i Sparekassen Lolland, nu Jyske Bank. Til sikkerhed for erhvervskreditten fik banken endvidere håndpant i et ejerpantebrev på 750.000 kr. med pant i klagernes fælles faste ejendom. M var i en periode ansat i virksomheden, men var ikke medejer.

Ankenævnet finder herefter, at klagen vedrører et privat kundeforhold, herunder en privat kaution. Det kan ikke føre til andet resultat, at banken muligvis har fået oplyst, at det var hensigten, at M skulle overtage virksomheden efter sin far. Banken får derfor ikke medhold i påstanden om, at klagen skal afvises som erhvervsmæssig.

Ankenævnet finder, at det ikke uden parts- og vidneforklaringer er muligt at afgøre, om klagerne i tilstrækkelig grad var bekendt med indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, herunder set i forhold til gammel gæld.

Bevisførelse herom og i øvrigt om et muligt misforhold mellem kautionsforpligtelsen og klagernes økonomiske formåen må i givet fald ske ved domstolene. Det følger af vedtægterne § 7, stk. 1, at nævnet derfor må afvise at afgøre sagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.