Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med etablering af nedsparingslån. Stiftelsesomkostninger. Overkurs ved indfrielse.

Sagsnummer:175/2005
Dato:28-11-2005
Ankenævn:John Mosegaard, Anne Dehn Jeppesen, Niels Bolt Jørgensen, Astrid Thomas
Klageemne:N - Nedsparing
Ledetekst:Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med etablering af nedsparingslån. Stiftelsesomkostninger. Overkurs ved indfrielse.
Indklagede:BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagernes krav i forbindelse med etableringen af et nedsparingslån i 2001 og indfrielsen af dette til overkurs i 2005.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 2. juli 2001 ydede indklagede klagerne et nedsparingslån med en låneramme på 465.233 kr. Lånets rente, der var fast, var 8,12 % p.a. og var fastsat med udgangspunkt i en basisrente på 6,12 % med et tillæg på 2 %. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev i klagernes ejendom. Det lånte beløb var på 300.000 kr., som skulle udbetales i kvartalsmæssige rater på 7.500 kr. i 10 år første gang den 30. september 2001. Af det lånte beløb skulle der betales stiftelsesomkostninger på i alt 16.200 kr. fordelt med 9.000 kr. i stiftelsesprovision, 500 kr. i udfærdigelsesgebyr til ejerpantebrevet og 6.700 kr. til tinglysningsafgift. De samlede renter i lånets løbetid var på 165.233 kr. Lånet skulle indfries ved betaling af 465.233 kr. den 30. juni 2011. Af lånedokumentet fremgår bl.a.:

"Indfrielse af lånet før udløb

Hvis lånet ønskes indfriet før udløb, foretager [indklagede] en kursberegning af lånet. Lånet kan derfor indfries med et beløb, som kan være større eller mindre end lånets aktuelle restgæld.

Baggrunden for kursberegningen er, at når [indklagede] garanterer en fast rente på lånet, må [indklagede] afdække sin renterisiko i det finansielle marked. Når markedsrenten på det finansielle marked ændrer sig, har dette indflydelse på den kurs, lånet kan indfries til.

Lånet kan kun indfries i sin helhed. Der kan ikke foretages ekstraordinære afdrag på lånet, og lånets løbetid kan heller ikke ændres.

Beregningsmetode for indfrielseskurs

…"

I juli 2001 blev restgælden på et eksisterende lån i klagernes ejendom indfriet ved træk på en nyoprettet Pluskonto, hvortil der var knyttet et kreditmaksimum på 75.000 kr. Stiftelsesomkostningerne på nedsparingslånet blev også trukket på kontoen tillige med kontogebyrer på 50 kr. pr. måned. Saldoen på pluskontoen var herefter ved udgangen af juli 2001 på 32.169,06 kr. (negativ). Gælden på kontoen blev forrentet med 9,75 % p.a.

I sommeren 2004 fik klagerne udbetalt en arv på ca. 250.000 kr.

Klagerne indfriede lånet i henhold til indfrielsestilbud af 29. juni 2005, hvorefter lånets restgæld på 137.764,61 kr. kunne indfries ved betaling af 183.133,21 kr., inklusiv en overkurs på 45.368,60 kr. (kurs 132,93).

Parternes påstande.

Den 20. juni 2005 klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede helt eller delvist skal refundere stiftelsesomkostningerne ved etableringen af nedsparingslånet og overkursen ved indfrielsen af dette.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at lånet blev etableret efter pres var indklagede, som, hver gang de hævede på deres lønkonto, opfordrede dem til at få lavet et nedsparingslån.

På lånetidspunktet var de begge pensionister, og gælden i deres ejendom var på ca. 13.000 kr. Indklagede anbefalede nedsparingslånet, som skulle være til økonomisk fordel for dem.

Efterfølgende indså de imidlertid, at lånet kun var til fordel for indklagede. Stiftelsesomkostningerne på 9.500 kr. var urimeligt høje, og de fik ikke at vide, at lånet ville være væsentligt dyrere at indfri, end f.eks. et realkreditlån. Indklagede fik også presset dem til at flytte deres forsikringer, men de opnåede ikke den forventede besparelse herved.

I 2003 klagede de over den dårlige rådgivning. De ønskede lånet indfriet, hvilket ifølge indklagede var umuligt, da det var bindende til udløb. Først da de fik udbetalt arven og i den forbindelse forhørte sig om mulighederne for en placering af denne, kom det frem, at det var muligt at omlægge nedsparingslånet til en mindre rente.

Det var dårlig rådgivning at anvende nedsparingslånet til indfrielse af det eksisterende lån, idet der var omkostninger forbundet med indfrielsen og renteomkostninger på 9 % ved at trække beløbet på nedsparingslånet. Der blev også trukket kontogebyrer på Pluskontoen til 9 % i rente. De ønskede derfor i stedet at anvende deres lønkonto, men der gik et stykke tid, før indklagede accepterede, at Pluskontoen udgik.

Indklagedes rådgivning har kostet dem dyrt.

Indklagede har anført, at der i foråret 2001 blev afholdt et møde med klagerne, da det under en kasseekspedition kom frem, at klagerne ville opleve en indtægtsnedgang i forbindelse med den enes overgang fra efterløn til folkepension. Under mødet udtrykte klagerne et ønske om at udnytte friværdien i deres ejendom til at "forsøde tilværelsen". De ønskede ikke at forøge deres samlede månedlige udgifter og ønskede heller ikke et stort beløb udbetalt på én gang men derimod løbende udbetalinger.

På baggrund af kendskabet til klagernes økonomi og de oplysninger, der fremkom på mødet, blev klagerne foreslået at oprettet et 10-årigt fastrentelån med løbende udbetalinger. Fastrentelånet gav sikkerhed og overblik over forpligtelsens omfang. Det blev beregnet, at klagernes økonomi kunne bære en kvartalsvis udbetaling af 7.500 kr. i 10 år. Når lånet skulle indfries, kunne klagerne enten optage et realkreditlån eller sælge ejendommen. Klagerne henvendte sig efterfølgende flere gange med spørgsmål vedrørende nedsparingslånet, og der blev holdt flere møder om dette, før klagerne den 2. juli 2001 besluttede sig for lånet. Vilkårene for nedsparingslånet blev gennemgået flere gange, herunder især vilkårene for førtidsindfrielse. Andre alternative låneformer blev fravalgt som følge af, at klagernes økonomi ikke måtte belastes yderligere. Klagerne valgte bevidst et fastrentelån med løbende udbetalinger, da det gav sikkerhed. Rentesatsen på lånet var markedsrenten på etableringstidspunktet, og der var i øvrigt tale om standardvilkår.

Efter udbetalingen af arven i sommeren 2004 havde klagerne ikke behov for udbetalingerne fra nedsparingslånet. Fra september 2004 rettede klagerne flere gange henvendelse om en førtidig indfrielse af lånet. På grund af faldet i renteniveauet efter etableringstidspunktet har indfrielse kun kunnet ske mod betaling af overkurs, hvilket klagerne har udtrykt utilfredshed med.

Det er korrekt, at klagerne fejlagtigt har fået oplyst, at lånet ikke kunne indfries før udløb. Denne oplysning blev imidlertid berigtiget to dage senere, og klagerne fik efterfølgende flere gange oplyst, med hvilket beløb lånet kunne indfries. Den fejlagtige oplysning har ikke påvirket klagernes mulighed for at gennemføre en førtidsindfrielse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at klagerne ved deres underskrifter på gældsbrevet på bindende måde tiltrådte, at lånet havde særlige indfrielsesvilkår, hvilket ikke er usædvanligt for et lån med fast rente.

Ved underskriften på gældsbrevet har klagerne accepteret stiftelsesomkostningerne på lånet, som ikke kan tilsidesættes som urimelige.

Det må lægges til grund, at indfrielsen af det eksisterende lån i klagernes ejendom, stiftelsesomkostningerne på lånet og kontogebyrerne blev trukket på Pluskontoen med klagernes accept.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.