Indsigelse om forældelse.

Sagsnummer:615/1994
Dato:16-11-1995
Ankenævn:Niels Waage, Inge Frølich, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl
Klageemne:Forældelse - udlån
Modregning - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse om forældelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved købekontrakt af 29. marts 1972 købte klageren en bil for 22.000 kr. hos en bilforhandler. Udbetalingen var 4.700 kr., og restbeløbet på 17.300 kr. skulle afvikles med en månedlig ydelse på 550 kr. Købekontrakten blev transporteret til Landbosparekassen for Ribe og Omegn (senere Sparekassen Sydjylland, der i 1992 fusionerede med indklagede). Af købekontrakten fremgår bl.a.:

"Sælgeren indestår banken/sparekassen som selvskyldnerkautionist for fuldstændig og rettidig betaling. Sælgeren er pligtig til at indfri den samlede restgæld med renter efter opsigelse med 14 dages varsel. Ved sælgerens indfrielsen af restgælden efter købekontrakten skal denne tilbagetransporteres ham."

På grund af misligholdelse af kontrakten indledtes i december 1972 inkassosag mod klageren. Under en tilbagetagelsesforretning i foråret 1973 blev bilen vurderet til 10.000 kr. Ved udeblivelsesdom af 19. juni 1973 blev klageren tilpligtet at betale restfordringen på 7.640,37 kr. til Sparekassen Sydjylland. Klageren blev efterfølgende tilsagt til fogedretten, hvor han den 17. august 1973 afgav insolvenserklæring. Sagen blev herefter henlagt af Sparekassen Sydjylland som foreløbig uerholdelig.

Den 6. november 1992, hvor klageren var kunde i indklagedes Åbenrå afdeling, skete der som led i fusionen mellem Sparekassen Sydjylland og indklagede en genregistrering af alle tidligere henlagte sager, herunder Sparekassen Sydjyllands fordring mod klageren. Indklagede har anført, at klageren i november 1992 henvendte sig i Åbenrå afdeling med henblik på optagelse af et boliglån til køb af en ejerlejlighed. Klageren blev under et møde i forbindelse hermed den 20. november 1992 gjort opmærksom på fordringen, som af inkassoafdelingen var opgjort til 9.622 kr. ekskl. renter. Det blev meddelt, at det ansøgte boliglån kun kunne bevilges, såfremt gælden fra 1973 blev indfriet. Indklagede tilbød et lån til indfrielse af tilgodehavendet. Klageren afslog at betale gælden. Det anførte understøttes af indklagedes interne notater. Klageren bestrider, at han skulle være blevet gjort opmærksom på den omhandlede gæld, herunder at han blev tilbudt lån til indfrielse heraf. Klageren bestrider endvidere, at han anmodede om et boliglån og har samtidig oplyst, at indklagede efterfølgende netop var uforstående overfor, at han havde købt den pågældende ejerlejlighed uden først at rådføre sig med indklagede.

Indklagede har fremlagt kontooversigt af 31. december 1992 adresseret til klageren. En af posteringerne på kontooversigten vedrører "gammel gæld uden rente 9.622,17 kr.". Klageren bestrider at have modtaget den pågældende kontooversigt, som efter hans opfattelse fremtræder som et internt bilag.

Klageren har fremlagt selvangivelse og årsopgørelse for 1992, hvoraf fremgår, at gældsposten ikke er indberettet til skattevæsenet.

I forbindelse med overførsel af klagerens engagement fra indklagede til et andet pengeinstitut den 4. marts 1994 modregnede indklagede 16.313,45 kr. i klagerens budgetkonto til indfrielse af indklagedes tilgodehavende på 9.622,17 kr. med tillæg af renter 14,5 % p.a. i fem år.

Den 25. marts 1994 fremsendte indklagedes inkassoafdeling påkravsskrivelse til klageren vedrørende tilgodehavendet. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Inddrivelse af Deres nedennævnte gæld har været stillet i bero i en periode, men kravet genoptages nu med henblik på at opnå en ordning."

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningen.

Indklagede har påstået principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod tilbageførsel af/modregning for så vidt angår 5.679 kr.

Klageren har anført, at han umiddelbart efter domsafsigelsen og mødet i fogedretten fik meddelelse om, at sælgeren havde indfriet gælden til indklagede. Han hørte ikke yderligere til sagen, før indklagedes modregning i forbindelse med overførslen af engagementet den 4. marts 1994, på hvilket tidspunkt fordringen i givet fald var forældet. Som det fremgår af inkassoskrivelsen af 25. marts 1994, der blev fremsendt trods modregningen, havde sagen været stillet i bero. Modregningen i indeståendet på budgetkontoen var endvidere uberettiget, idet det var aftalt, at et refusionsbeløb i forbindelse med ejerlejlighedskøbet skulle trækkes på kontoen, ligesom udgifter til leje, el- og varmeforbrug i forbindelse med et midlertidigt ophold i sommerhus skulle finansieres af indeståendet. Umiddelbart efter overførslen til det nye pengeinstitut udviste budgetkontoen derfor en negativ saldo på 5.679 kr. Budgetkontoen blev tillige benyttet af hans hustru, der løbende indbetalte et beløb på denne.

Indklagede har anført, at restgælden på købekontrakten ikke blev indfriet af sælgeren. Forældelsen af fordringen blev afbrudt ved indklagedes meddelelse til klageren om fastholdelse af kravet i november 1992 og ved fremsendelse af kontooversigt pr. 31. december 1992. Indklagede modtog ikke kontooversigten retur efter fremsendelsen. I forbindelse med klagerens henvendelse vedrørende salg af sin ejendom i 1993 blev han på ny anmodet om at indfri gælden, hvilket blev afslået, uanset at indklagede fastholdt tilbuddet om at låne klageren beløbet. Det bestrides, at der var indgået aftale om, at refusionssaldoen skulle trækkes på budgetkontoen. Budgetkontoen var i overskud med det modregnede beløb, hvorfor modregningen var berettiget. Subsidiært gøres det gældende, at modregning var berettiget for så vidt angår 10.634,45 kr. (16.313,45 kr - 5.679.00 kr). Budgetkontoen var registreret i klagerens navn. Det beklages, at rykkerproceduren ved en ekspeditionsfejl blev fortsat efter modregningen.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at den skete modregning har været berettiget, med mindre det må lægges til grund, at gælden ifølge købekontrakten var forældet på tidspunktet for modregningen. Dette ville ikke være tilfældet, såfremt den 20-årige forældelsesfrist var afbrudt inden den 17. august 1993 f.eks. ved, at indklagede havdemindet klageren om fordringen på en sådan måde, at klageren måtte være klar over, at indklagede fastholdt sit krav. På dette afgørende punkt foreligger modstridende oplysninger, og Ankenævnet finder derfor, at afgørelsen af, om forældelse var sket på modregningstidspunktet, beror på parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser herefter klagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.