Debitering af hævetransaktion i pengeautomat trods påstået manglende udbetaling.

Sagsnummer:369/2002
Dato:08-07-2003
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Jørn Ravn, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Betalingstjenester - manglende udbetaling fra automat
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Debitering af hævetransaktion i pengeautomat trods påstået manglende udbetaling.
Indklagede:Morsø Sparekasse, BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører en hævetransaktion i en pengeautomat, hvor klageren gør gældende, at hun ikke modtog det hævede beløb.

Sagens omstændigheder.

Torsdag den 25. juli 2002 blev der på klagerens konto hos indklagede 1 hævet 1.000 kr. vedrørende en hævetransaktion foretaget den 24. juli 2002 i en pengeautomat tilhørerende indklagede 2. Klageren har et Dankort udstedt af indklagede 1.

Klageren har anført, at hun ikke modtog 1.000 kr. ved udbetaling fra indklagede 2's automat. Af klagerens erklæring af 30. juli 2002 til indklagede 1 fremgår:

"Onsdag den 24. juli 2002 forlod jeg mit hjem sidst på eftermiddagen og ankom til byen omkring kl. 17.15 for at købe billetter, som blev betalt kontant, til ferien og for at møde min ven.

Efter købet af billetterne besluttede jeg at hæve et ekstrabeløb på kr. 1.000,00 til ferien, hvorfor min ven og jeg gik over til den nærmeste automat, nemlig [indklagede 2's] automat i Hovedpostbygningen, hvilken automat omkring kl. 18.00 den pågældende dag blev belyst direkte af solen, således at dens meddelelser på grund af lav kontrast var stort set ulæselige.

Jeg fulgte den normale procedure, satte kortet ind og indtastede min PIN kode, som var forkert. herefter indtastede jeg den igen - igen forkert - og kortet blev afvist og skubbet ud, hvorefter jeg tog det. Vi opgav så denne automat og gik op ……

……

Da jeg skulle på ferie næste morgen, før [indklagede 1] åbnede, aftalte jeg med min ven, at han skulle rette henvendelse til jer for at gøre opmærksom på det skete."

Efter at indklagede 1 havde forelagt klagerens henvendelse for indklagede 2, afviste indklagede 1, at der var sket fejl ved udbetalingen.

Af en fremlagt journalrulle fra indklagede 2 fremgår tre hævetransaktioner, 3049- 3051. Hævetransaktion 3049 og 3050 er afsluttet uden udbetaling af beløb. Vedrørende transaktion 3051 fremgår, at der er udbetalt 1.000,00 kr., idet følgende tidsangivelser fremgår:

"Trans. 3051

17.44.05

Kort indlæst

17.44.37

PIN-kode tastet

17.44.37

Valgt beløb

17.44.41

Kort ud

17.44.45

Kort taget

17.44.53

Penge ud

17.51.33

Penge taget"

Inden påbegyndelse af næste transaktion kl. 18.05 er på journalrullen anført "ANNUL - AFBRUDT 91000031". Cifrene i 91000031 indgår i klagerens Dankorts kortnummer.

Indklagede 2 har anført, at "ANNUL - AFBRUDT" betyder, at kortet er indlæst igen efter, at ekspedition 3051 blev gennemført, men at der blev tastet "slet alt", inden PIN-koden blev indtastet. Der kan ikke indføres nyt kort i automaten, før alle penge er fjernet fra skuffen. Med hensyn til om operationerne "tag kort", "husk penge" og "tag kvittering" er afhængig af hinanden, således at den ene operation skal være afsluttet før den næste kan eksekveres, har indklagede anført, at automaten ikke fortsætter transaktionen, hvis kortet ikke er taget. Bogføringen sker på det tidspunkt, hvor pengene er præsenteret i skuffen. Kvittering udskrives først, når pengene er kommet til udbetaling. Forinden kan der ske fravalg af kvittering. Ved den konkrete hævetransaktion er der registreret "K=JT", hvilket betyder "kvittering=ja - tvungen", idet klageren ikke inden for ca. 10 sekunder tastede hverken ja eller nej til kvitteringsvalget.

Parternes påstande.

Klageren har den 18. september 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at de indklagede tilpligtes at betale 1.000 kr.

Begge indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at automaten hos indklagede 2 ikke udbetalte det ønskede beløb på 1.000 kr. Hendes dankort blev afvist to gange.

Hun undrer sig over, at anden afvisning ikke fremgår af journalen, ligesom afvisningen skete midt i proceduren. Afvisning sker vel normalt kun ved forkert indtastning af PIN-kode, uden at der gives mulighed for at fortsætte med valg af beløb.

Inden første hæveforsøg havde hun ført kortet ind i automaten, men vendt det forkert.

Ifølge indklagede 2 skulle hendes kort være blevet indført i indklagede 2's automat efter klokken 17.51. Dette stemmer ikke med, at hun samme dag af journaludskrift fra et nærliggende pengeinstituts automat klokken 17.47 skulle have foretaget en hævetransaktion, og hvor hun klokken 17.53 fik udskrevet en kontoudskrift. Disse forhold viser, at indklagede 2's automat er fejlbehæftet.

Indklagede 1 har henvist til det af indklagede 2 anførte.

Indklagede 2 har anført, at det af journalrullen fremgår, at klageren tastede forkert PIN-kode i første forsøg. Hendes oplysning om, at hun forinden havde foretaget et forsøg, hvor kortet blev vendt forkert, må tilsidesættes, da noget sådant ikke kan lade sig gøre, idet automaten ikke tager kortet ind, hvis det er vendt forkert.

Ved andet hæveforsøg ved transaktionsnummer 3051 blev der udbetalt 1.000 kr. klokken 17.44.53, og pengene blev taget klokken 17.51.33. Der forløb således mere end seks minutter, fra pengene kom ud, til de blev taget.

Sammenfattende gøres det gældende, at automaten udbetalte 1.000 kr., og at det ville fremgå af journalrullen, såfremt beløbet ikke var udbetalt. Der var ikke meldt fejl i øvrigt på pengeautomaten, og indklagede kan ikke gøres ansvarlig for, at klageren kan have glemt at tage pengene fra automaten. Indklagede har endvidere ikke handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen for så vidt angår spørgsmålet om manglende udbetaling fra pengeautomaten hos indklagede 2 vil forudsætte en bevisførelse, herunder parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for en domstol. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.