Indsigelse vedrørende kaution for tidligere stiftet gæld.

Sagsnummer:258/1998
Dato:24-02-1999
Ankenævn:Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Peter Nedergaard, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kassekredit - øvrige spørgsmål
Kaution - stiftelse
Ledetekst:Indsigelse vedrørende kaution for tidligere stiftet gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører en af klageren afgivet kautionsforpligtelse for en kassekredit, som indklagede i 1994 ydede en debitor.

Sagens omstændigheder.

Den 21. marts 1994 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist for en af indklagede til klagerens daværende samlever ydet kassekredit på 55.000 kr. Kreditten skulle nedbringes med 10.000 kr. ved udgangen af hver januar måned, første gang 31. januar 1995.

Indklagede har oplyst, at kassekreditten var en videreførelse af samleverens checkkonto, som ultimo 1993 var kommet i overtræk, og for hvilken der var blevet bevilget et midlertidigt maksimum på 33.000 kr., senere forhøjet til 45.000 kr.

Af kontoudskrift for kassekreditten fremgår, at saldoen den 21. marts 1994 efter debitering af i alt 735,25 kr. var 49.193,61 kr. (negativ). Det fremgår yderligere, at saldoen den 7. april 1994 overskred maksimum. Overtrækket fortsatte frem til 11. april 1995, hvor trækket på kontoen nedbragtes til ca. 34.000 kr. I den mellemliggende periode var saldoen den 30. maj og 10. juni 1995 kortvarigt under maksimum.

Indklagede har yderligere oplyst, at man i 1997 mistede forbindelse med debitor, som fraflyttede en ejendom, hvori indklagede havde pant. Ejendommen blev solgt på tvangsauktion den 19. november 1997, hvor indklagede overtog ejendommen. Indklagede opnåede kun en mindre dækning på auktionen. Saldoen var på auktionstidspunktet ca. 85.000 kr. (negativ).

Ved skrivelse af 20. november 1997 anmodede indklagede klageren om indbetaling af dennes kautionsforpligtelse på 25.000 kr. Klageren protesterede gennem sin advokat mod betalingen.

Efter en korrespondance mellem klagerens og indklagedes advokater anlagde indklagedes advokat den 18. maj 1998 sag mod klageren med påstand om betaling af 25.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente. Sagen er udsat af retten i medfør af retsplejelovens § 361.

Parternes påstande.

Klageren har den 7. september 1998 for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i forbindelse med underskrivelsen af kassekreditkontrakten ikke blev gjort opmærksom på, at kautionen skulle tjene til sikkerhed for allerede eksisterende gæld. Indklagede har bevisbyrden for, at underretning herom skete, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Han gik som givet ud fra, at provenuet ville blive stillet til disposition for debitor. Af kontoudtogene fremgår, at debitor hurtigt misligholdt kassekreditten. Primo april 1995 var der et overtræk på ca. 62.000 kr. Indklagede har på intet tidspunkt orienteret ham herom. Først ved tvangsauktionens afholdelse blev han orienteret.

Indklagede har anført, at debitor forud for kassekredittens etablering havde oplyst, at hun ikke kunne betale gælden på checkkontoen, men at hendes daværende samlever - klageren - var villig til at være kautionist. Dette blev accepteret, hvorefter kassekreditkontrakten blev udfærdiget. Ved underskrivelsen blev klageren udtrykkeligt gjort opmærksom på, at hele kreditrammen ikke blev stillet til debitors disposition, idet der da var trukket ca. 46.000 kr. Indklagede kan p.t. ikke dokumentere, at der er tilgået klageren meddelelse om misligholdelse af kassekreditten.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er fast antaget i Ankenævnets praksis, at en kautionist i almindelighed må kunne forudsætte, at provenuet af et kautionssikret lån stilles til låntagers disposition, således at pengeinstituttet forud må underrette kautionisten, såfremt dette ikke er tilfældet.

Klageren har anført, at han ikke blev informeret om, at kautionsforpligtelsen skulle dække allerede stiftet gæld i forbindelse med etableringen af kassekreditten. Indklagede har anført, at klageren blev orienteret herom. En stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for den ret, hvor sagen verserer mellem parterne. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

For så vidt angår klagerens indsigelse om manglende underretning om misligholdelsen af kassekreditten bemærkes, at bank- og sparekasselovens § 41 for så vidt angår kassekreditter må forstås således, at en pligt til at give underretning til kautionisten først indtræder, når der har været et ubevilget overtræk gennem en sammenhængende periode på 6 måneder. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at en manglende underretning om misligholdelsen har medført en forringelse af hans regresmulighed.

Som følge af det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.