Krav om erstatning som følge af rådgivning om flytning af opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond til nyoprettet kapitalpension i pengeinstitut i 2007. Spørgsmål om forældelse.

Sagsnummer:91/2020
Dato:30-10-2020
Ankenævn:Bo Østergaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Ida Marie Moesby og Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:Kapitalpensionskonti - rådgivning
Forældelse - rådgivning
Ledetekst:Krav om erstatning som følge af rådgivning om flytning af opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond til nyoprettet kapitalpension i pengeinstitut i 2007. Spørgsmål om forældelse.
Indklagede:Sparekassen Kronjylland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning som følge af rådgivning om flytning af opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond til nyoprettet kapitalpension i pengeinstitut i 2007. Spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klagerne H og M, der er født i henholdsvis 1959 og 1958, var kunder i Sparekassen Kronjylland.

I forlængelse af et møde hos sparekassen anmodede klagerne i januar 2007 om overførsel af deres opsparinger i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) til sparekassen. I april 2007 blev H’s og M’s opsparinger i LD, der udgjorde henholdsvis 86.620,26 kr. og 82.085,66 kr., overført til sparekassen. I juni 2007 indgik klagerne aftale om overførsel af LD opsparingerne til nyoprettede kapitalpensioner hos sparekassen. Kapitalpensionerne kunne udbetales fra det fyldte 60. år.

I december 2009 underskrev klagerne aftaler om investeringsrådgivning og handel med finansielle instrumenter. Af aftalerne fremgik, at klagernes risikoprofil var lav, at depotværdien af H’s og M’s pensionsopsparinger var henholdsvis ca. 48.000 kr. og 42.000 kr., og at kontantindeståenderne på de til pensionerne tilknyttede konti var henholdsvis ca. 11.000 kr. og ca. 7.000 kr. Endvidere fremgik:

”pt. investeret i aktiebaserede papirer – men afventer bedre kurser”.

Den 17. december 2009 tegnede klagerne garantkapital for hver 10.000 kr. i sparekassen. Af tegningsbeviset fremgik, at sparekassen havde en væsentlig interesse i tegning af garantkapital.

I 2014 blev kapitalpensionerne afgiftsberigtiget og omlagt til aldersopsparinger.

Den 17. oktober 2014 underskrev klagerne aftaler med sparekassen om placering af deres pension i en porteføljeplejeaftale ”PensionsInvest” med mellem risiko. Henset til den valgte risiko og klagernes alder skulle deres pensionsmidler herefter placeres i investeringsbeviserne ”Sparinvest Procedo” og ved det fyldte 58. år placeres i ”Sparinvest Balance”. Af aftalerne fremgik, at klagerne modtog afkastoversigt to gange om året.

Sparekassen har oplyst, at klagerne gennem alle årene modtog årsudskrifter over konti og depoter.

I en e-mail af 28. april 2019 til sparekassen rejste klagerne indsigelse mod flytningen af deres opsparing fra LD til sparekassen. I en e-mail af 21. maj 2019 til klagerne afviste sparekassen indsigelsen. Sparekassen anførte blandt andet, at klagernes opsparing blev investeret i værdipapirer i juni 2007, og at det samlede afkast havde været positivt fra konverteringen i 2014 til aldersopsparing.

Parternes påstande

Den 8. marts 2020 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal betale en erstatning, der stiller dem, som om opsparingen var blevet stående hos LD.

Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at sparekassen opfordrede dem til at flytte deres LD opsparing til sparekassen. Sparekassen indkaldte dem til et pensionsmøde i 2007. Ved slutningen af mødet spurgte deres rådgiver i sparekassen, om hun måtte flytte deres opsparing i LD. Rådgiveren sagde, at sparekassen ”ville passe godt på” deres penge. De stolede på dette og sagde derfor ja til sparekassens tilbud. De ville aldrig selv have fundet på at flytte pengene. De tænkte ikke på, at resultatet kunne blive et andet. De spurgte alene, om de stadig kunne hæve pengene, når de fyldte 60 år.

De havde intet begreb om investeringer og kunne aldrig selv finde på at investere.

Sparekassen ville gerne bruge nogle af pengene til garantbeviser. De var indforstået med dette, så længe de kunne hæve pengene, når de ville.

De skænkede ikke pengene en tanke, før de nærmede sig 60 år, hvor jævnaldrende venner oplyste, at de havde en saldo hos LD på ca. 135.000 kr. De kunne ikke umiddelbart selv se deres saldo, som bestod af garantbevis, aldersopsparing og investering.  Med hjælp fra sparekassen fik de den chokerende oplysning, at mange af pengene var tabt på grund af finanskrisen. Deres saldi er henholdsvis 57.540 kr. og 41.994 kr. pr. 1. marts 2020. En sammenlignelig, jævnaldrende venindes LD saldo udgjorde 99.838 kr. pr. 1. januar 2019 efter betaling af afgift.

Det kan ikke passe, at de, bare fordi de er kunder i sparekassen, der åbenbart ville bruge deres LD penge til garantbeviser, skal stå tilbage med halvdelen af, hvad deres jævnaldrende venner har i opsparing hos LD. Sparekassen har handlet i egen interesse. Sparekassen har pådraget sig et ansvar for at opfordre dem til at flytte pengene fra LD. Det er almindelig kendt, at LD er et af de bedste steder at have sine midler placeret.

Sparekassen har anført, at de blev indkaldt til investeringsmøder. Dette kan de ikke genkalde. De blev tilbudt et møde, som de forstod som et møde, hvor der skulle underskrives en forlængelse af en kassekredit. I øvrigt er det længe siden, at pengene blev tabt.

Sparekassen Kronjylland har til større for afvisningspåstanden anført, at der er forløbet mere end 10 år fra tidspunktet for overførsel af midlerne fra LD, hvorfor kravet er forældet.  Dertil kommer, at der gennem alle årene har været informeret om værdien af de overførte pensioner.

Sparekassen Kronjylland har til større for frifindelsespåstanden anført, at Sparekassen ydede den fornødne rådgivning ved overførsel af midlerne fra LD. Sparekassen gjorde alene klagerne opmærksom på muligheden for overførsel af midlerne fra LD, der blev indført i 2007. Beslutningen om overførsel var klagernes egen.

Der blev investeret ifølge underskrevne aftaler med klagerne. Beslutningen blev truffet af klagerne efter rådgivning på et møde hos sparekassen.

Garantkapitalen blev først tegnet i december 2009, mere end halvandet år efter overførsel af midlerne fra LD. Der var således ikke – som anført af klagerne - tale om, at sparekassen ønskede overførsel af midler fra LD for at få garanter.

Klagerne har modtaget rådgivning flere gange i perioden efter overførslen. Også de efterfølgende investeringer blev foretaget efter rådgivning, hvilket fremgår af de underskrevne aftaler om rådgivning i 2009 og 2014.

Sparekassen har flere gange inviteret til investeringsmøder, hvilket klagerne senest afslog i 2017 og 2018.

Sparekassen sendte gennem alle årene årsoversigter til klagerne over indestående på konti, garantkapital samt værdi af depoter.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.

I 2007 flyttede klagerne efter forudgående rådgivning fra Sparekassen Kronjylland deres pensionsopsparinger hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) til nyoprettede kapitalpensioner hos sparekassen. I december 2009 blev klagerne garanter i sparekassen.

Klagerne har anført, at sparekassens rådgivning om flytningen af pensionsopsparingerne var ansvarspådragende og har påført dem et tab, idet de ville have haft en større opsparing, hvis deres opsparinger var blevet hos LD. Klagerne har anført, at de først blev bekendt med dette, da de nærmede sig 60 år.

Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet. Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4), jf. § 2, at den absolutte forældelsesfrist for rådgivningsansvar er ti år regnet fra rådgivningstidspunktet.

Rådgivningen fandt sted i 2007. Efter det oplyste opstod tabet navnlig i forbindelse med finanskrisen i 2008, og fra 2014 har det samlede afkast været positivt.

Ankenævnet finder, at klagernes eventuelle erstatningskrav vedrørende sparekassens rådgivning i forbindelse med indskuddet på kapitalpensionerne var forældet den 8. marts 2020, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet, jf. den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1, og den tiårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.

Klagerne får derfor allerede som følge heraf ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.