Indsigelse mod opsigelse af kreditter. Spørgsmål om ret til forlængelse af kreditter på uændrede vilkår. Indsigelse mod opsigelse af vilkår om indlånsrente og varsling af adgang til negativ indlånsrente.

Sagsnummer:226/2021
Dato:20-12-2021
Ankenævn:Bo Østergaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:Rente - indlån
Kassekredit - opsigelse
Ledetekst:Indsigelse mod opsigelse af kreditter. Spørgsmål om ret til forlængelse af kreditter på uændrede vilkår. Indsigelse mod opsigelse af vilkår om indlånsrente og varsling af adgang til negativ indlånsrente.
Indklagede:Danske Andelskassers Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kreditter. Spørgsmål om ret til forlængelse af kreditter på uændrede vilkår. Indsigelse mod opsigelse af vilkår om indlånsrente.

Sagens omstændigheder

I marts 2013 blev klagerne H og M kunder i Danske Andelskassers Bank. Den 4. marts 2013 underskrev banken en såkaldt ”Engagementsetablering” (herefter engagementsetableringen) vedrørende blandt andet to fælles kreditter til klagerne, en kredit til H og en kredit til M. Banken har oplyst, at engagementsetableringen var udarbejdet af en bankmægler, der var rådgiver for klagerne. I engagementsetableringen var anført:

”? Rentevilkår:

Cibor3 + 3,50 procentpoint p.a. af debetsaldo >0,- kr. …

Renter af plussaldo > 0,- kr.: Cibor3 +/-0,00 procentpoint p.a.

? Forlængelse:

Kassekredittens løbetid forlænges tidligst pr. 1.4. 2018.

Kunden har ret til fremtidige forlængelser af kassekreditten, og forlængelser sker på uændrede vilkår og uden udgifter for kunden. Fremtidige forlængelser ønskes af kunden, medmindre kunden skriftligt har meddelt, at forlængelse ikke ønskes. …

RENTEVILKÅR OG RENTEREGULERING

1. Rentesatser er variable rentesatser, der reguleres i forhold til den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte CIBOR-rentesats med løbetid på 3 måneder …

2. Rentereguleringer på de CIBOR 3 baserede rentesatser, sker på en sådan måde, at pengeinstituttets tillæg/fradrag i forhold til Nationalbankens CIBOR 3 rentesats er fast. Tillægget/fradraget kan derfor ikke over tid ændres til ugunst for kunden. …

5. …

Uanset ovennævnte rentereguleringsklausul, er aftalt med Danske Andelskassers Bank A/S, at ingen indlånsrentesatser kan blive lavere end 0,00% p.a.

FORRANG.

Såfremt der måtte være vilkår og betingelser i de af Andelskassen udarbejdede dokumenter mv. vedrørende nærværende engagement, herunder i kredit- og lånedokumenter og generelle forretningsbetingelser, der strider mod indholdet i nærværende aftale, skal de i nær-værende aftale beskrevne vilkår og betingelser have forrang, og således være de gældende. …"

Klagerne indgik herefter separate aftaler om to fælles kreditter til klagerne på 60.000 kr. (nr. -902) og 250.000 kr. (nr. -186), en kredit til H på 250.000 kr. (nr. -194) og en kredit til M på 40.000 kr. (nr. -202) (kreditterne) med ensartede vilkår. Af aftalerne fremgik, at bankens generelle betingelser var gældende for aftalen. Endvidere fremgik blandt andet:

”… Afvikling

Kreditaftalen tages op til vurdering den 01.03.2018 med henblik på aftale om yderligere afvikling.

Slutdato

Trækningsretten på kreditten bortfalder den 01.04.2018, hvor et eventuelt skyldigt beløb skal indbetales.

Opsigelse

… Danske Andelskassers Bank A/S kan opsige kreditten med 3 måneders varsel og forlange, at jeg betaler det skyldige beløb inklusive rente, provision og eventuelle andre omkostninger pr. opsigelsesdagen. Danske Andelskassers Bank A/S kan i særlige tilfælde opsige kreditten uden varsel. Ved Danske Andelskassers Bank A/Ss opsigelse har jeg krav på en saglig begrundelse. …

Særlige betingelser

Uanset hvad der iøvrigt er anført i dette dokument, er følgende rentevilkår gældende: Renten er variabel og reguleres i forhold til Cibor 3 renten Tillæg/fradrag er fast. Debetrenten er lig med Cibor3 + 3,50 %-points. …”

I marts 2018 blev kreditterne forlænget. Banken har fremlagt aftaler vedrørende de to fælleskreditter på henholdsvis 60.000 kr. og 250.000 kr. og M’s kredit på 40.000 kr. Banken har oplyst, at det er uvist, hvorfor der ikke blev udfærdiget et nyt dokument vedrørende kreditten til H. Af aftalerne fremgik, at bankens generelle betingelser var gældende for aftalen. Endvidere fremgik blandt andet:

”… Afvikling

Kreditaftalen tages op til vurdering den 01.02.2023 med henblik på aftale om yderligere afvikling.

Slutdato

Trækningsretten på kreditten bortfalder den 01.04.2023, hvor et eventuelt skyldigt beløb skal indbetales.

Rente og omkostninger

Rente og omkostninger er variabel og fastsættes til enhver tid af Danske Andelskassers Bank A/S. Den årlige rente er variabel og udgør p.t. 3,197 % …

1.1. Ændring af variable rentesatser og priser uden varsel

Danske Andelskassers Bank A/S kan uden varsel sætte rentesatser op på lån og kreditter, samt sætte sine priser op og indføre nye priser, på grund af udefrakommende forhold som Danske Andelskassers Bank A/S ikke har indflydelse på og som har betydning for Danske Andelskassers Bank A/S, bl.a. når der sker - ikke udtømmende opremsning:

* inden- eller udenlandske ændringer i penge- eller kreditpolitik, som påvirker det almindelige renteniveau,

* anden udvikling i det almindelige renteniveau, f.eks. på penge- og obligationsmarkederne, eller

* ændringer i skatter og afgifter.

1.2. Ændring af variable rentesatser og priser med 1 måneds varsel

Danske Andelskassers Bank A/S kan med 1 måneds varsel sætte rentesatser op på lån og kreditter, samt sætte sine priser op, hvis

* der sker ændringer i de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af dine rente- og prisvilkår, eller

* Danske Andelskassers Bank A/S ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen eller opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Danske Andelskassers Bank A/Ss ressourcer eller kapacitet. 

For etablerede boliglån kan Danske Andelskassers Bank A/S af samme årsager kun sætte sine priser op med 3 måneders varsel.

Danske Andelskassers Bank A/S kan af samme årsager indføre nye priser med et varsel på 3 måneder. Nye priser er priser for ydelser, som Danske Andelskassers Bank A/S ikke tidligere har taget betaling for.

6. Opsigelse og indfrielse

Danske Andelskassers Bank A/S kan opsige lån og kreditter med 3 måneders varsel og forlange betaling af det skyldige beløb, herunder påløbne renter og omkostninger.

Ved Danske Andelskassers Bank A/Ss opsigelse har du krav på en saglig begrundelse på papir eller elektronisk. …”

Bankens Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder af 1. september 2018 indeholdt tilsvarende bestemmelser om ændring af variable rentesatser som kreditaftalerne.

Klagerne har fremlagt en rentereguleringsaftale indgået i 2008 mellem bankmægleren, et andet bankmæglerfirma og Jernved-Rømø Andelskasse (nu Danske Andelskassers Bank) om renteregulering for andelskassens kundeengagementer, som blev formidlet af bankmægleren og bankmæglerfirmaet. Af aftalen fremgik blandt andet, at alle rentesatser var variable rentesatser, der skulle reguleres i forhold til Cibor 3, at aftalen ikke kunne medføre, at indlånsrentesatsen blev negativ, og at aftalen havde forrang forud for vilkår og betingelser, kredit- og lånedokumenter og generelle forretningsbetingelser. Endvidere fremgik:

”… 3. Opsigelse.

Nærværende aftale renteregulering kan af pengeinstituttet opsiges med et skriftligt varsel på 6 måneder. En sådan opsigelse kan kun ske med gældende virkning for engagementer der formidles til pengeinstituttet efter opsigelsesvarslets udløb. Nærværende aftale om renteregulering kan således ikke opsiges for de engagementer, der inden udløbet af opsigelsesvarslet er formidlet til pengeinstituttet.”

Efter overtagelsen af Jernved-Rømø Andelskasse opsagde banken rentereguleringsaftalen i 2017. Klagerne har oplyst, at banken indgik en ny samarbejdsaftale med bankmægleren og det andet bankmæglerfirma, og at det af den nye aftale blandt andet fremgik:

”… Nærværende samarbejdsaftale kan af pengeinstituttet opsiges med et skriftligt varsel på 6 måneder. En sådan opsigelse kan kun ske med gældende virkning for nye engagementer, hvor pengeinstituttet har afgivet tilbud efter opsigelsesvarslets udløb. Nærværende samarbejdsaftale kan således ikke opsiges for så vidt angår de engagementer, der inden udløbet af opsigelsesvarslet er formidlet til pengeinstituttet eller som pengeinstituttet har givet tilbud på inden udløbet af opsigelsesvarslet.

Nærværende aftale er uden betydning for tidligere aftaler der er indgået mellem parterne. Tidligere aftaler er således gældende uændret for de engagementer der er formidlet under de tidligere aftaler”.

Ved breve af 13. april 2021 til klagerne opsagde banken kreditternes vilkår til ophør den 1. april 2023 samt opsagde indlånsrentesatserne på kreditkontiene med et varsel på tre måneder. I brevene anførte banken blandt andet:

”Situationen på de finansielle markeder og udviklingen i det almindelige renteniveau, har over de seneste år forandret sig markant, blandt andet har banken længe skullet betale negativ rente for sine indskud i Nationalbanken. Dette sammenholdt med, at banken ønsker at forenkle sine konto- og låneprodukter gør, at vi varsler en ændring i dine individuelt aftalte vilkår.

Kredit nr. … med genforhandlingsdato den 01.04.2023 …

opsiges hermed således, at du/I bevarer eksisterende vilkår frem til genforhandling. Du/I skal derfor også forvente, at en eventuel forlængelse sker på almindelige vilkår, efter fornyet kreditvurdering.

Du/I har følgende indlånskonto, hvor der er aftalt særlige vilkår for indlånsrenten:

…. Med en kreditrentesats på 0,00 % p.a. …

Indlånsrentesatserne opsiges herved med et varsel på tre måneder, således, at der pr. 01.08.2021 på ovenstående indlån, beregnes den almindelige sats i Danske Andelskassers Bank for det pågældende produkt. Det vil sige 0 % af de første 100.000 kr. og -0,60 % af resten, hvis du har Nemkonto i banken. Hvis du ikke har Nemkonto beregnes der -0,60 % p.a. af hele saldoen. …”

Klagerne rejste indsigelse mod opsigelserne til banken, der fastholdt opsigelserne.

Parternes påstande

Den 11. maj 2021 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Andelskassers Bank skal tilpligtes at anerkende, at opsigelserne var uberettigede, og at deres rentevilkår skal fortsætte som anført i engagementsetableringen og reguleres som anført i rentereguleringsaftalen fra 2008.

Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om frifindelse samt påstand om afvisning for så vidt angår klagen vedrørende indlånsrentesats.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at banken ikke havde ret til at opsige kreditterne. Det fremgik direkte af engagementsetableringen, at de har ret til forlængelser af kassekreditterne på uændrede vilkår og uden udgifter, og at de ønsker fremtidige forlængelser, medmindre de ”skriftligt har meddelt, at forlængelser ikke ønskes”. Dette kan kun tolkes som en ret til uopsigelighed af kreditterne og de aftalte rentevilkår m.v. Kreditaftalerne var således ikke tidsbegrænsede. De indgik en uopsigelig, skriftlig aftale med banken. Uopsigelighed fremgik endvidere af rentereguleringsaftalen. Banken fandt det ønskeligt, at kreditterne forlænges i intervaller, da der kunne være administrative problemer, hvis de ”løb indtil videre”. Netop af denne årsag blev engagementsetableringen indgået, så de fik ret til fremtidige forlængelser på uændrede vilkår som et aftalt værn mod, at banken kunne opsige kreditterne. Formålet med engagementsetableringen var at sikre klare rammer og gennemsigtighed.

Banken har anført, at aftalerne mellem banken, bankmægleren og det andet bankmæglerfirma blev opsagt af banken i 2017. Dette havde kun betydning for nye engagementer indgået efter opsigelsesvarslets udløb. Det fremgik af rentereguleringsaftalen fra 2008, at aftalen ikke kunne opsiges for de engagementer, der inden udløbet af opsigelsesvarslet var formidlet til pengeinstituttet, hvilket var tilfældet for deres aftale med banken fra 2013.

Engagementsetableringen og rentereguleringsaftalen har forrang forud for kredit- og lånedokumenter og generelle forretningsbestemmelser. Vilkår og oplysninger, der afviger fra engagementsetableringen og rentereguleringsaftalen kan derfor ikke gøres gældende og påberåbes af banken i sagen, herunder det af banken anførte om, at vilkår i kreditkontrakterne indebærer, at trækningsretten bortfalder den 1. april 2023.

Banken begrundede opsigelserne med situationen på de finansielle markeder, udviklingen i det almindelige renteniveau og bankens ønske om at forenkle sine konto- og låneprodukter. De havde ikke indflydelse på disse forhold. Det er ikke rimeligt, at banken kan bryde aftalen alene med henvisning til, at aftalen for nærværende ikke er så attraktiv for banken, som den eventuelt måtte have forudsat.

Banken har anført, at det følger af kreditaftalelovens § 7 c, at en kreditgiver er forpligtet til at forholde sig til forbrugerens tilbagebetalingsevne, herunder ved en eventuel forlængelse, og at den ”ret” til forlængelse, der er anført i deres aftaler, strider mod bestemmelsen. Dette argument er usagligt og irrelevant. Bankens opsigelse hvilede ikke på en vurdering af deres tilbagebetalingsevne, men derimod alene på bankens ønske om at ændre sine vilkår til fordel for sig selv. Hvis deres kreditværdighed hindrede forlængelse af kreditterne, skulle banken have fremført dette som begrundelse for opsigelsen. Banken har end ikke indhentet oplysninger om deres kreditværdighed.

Deres engagement var omfattet af rentereguleringsaftalen. Rentereguleringsaftalen blev indgået på bankens initiativ og afløste en tidligere aftale. Banken indtrådte som part i rentereguleringsaftalen fra 2008 efter sin fusion med Jernved-Rømø Andelskasse, hvilket understøttes af, at banken har indgået ny samarbejdsaftale med de to bankmæglerfirmaer. Af den nye samarbejdsaftale fremgik, at banken tiltrådte, at tidligere aftaler var gældende uændret. Banken har anført, at baggrunden for opsigelsen blandt andet er, at den ikke vil tilbyde renter i sine aftaler, der hviler på Cibor + et tillæg. Det var alene banken, der anmodede om, at Cibor3 skulle anvendes som basis for rentesatserne og regulering heraf i aftalen.

Banken har anført, at det er uden betydning for dem, om de skal betale negativ rente, da banken for tiden har en beløbsgrænse på 100.000 kr. Dette kan ikke anerkendes. Det afgørende er, at de har en uopsigelig aftale om, at de ikke kan påføres negativ rente. Det er uden betydning, at banken påberåber sig, at varsling af en opsigelse er overholdt, når der er indgået en aftale om uopsigelighed.

Banken har henvist til Ankenævnets sag 127/2012 vedrørende opsigelse af en aftale om favørrente. Sagen er ikke sammenlignelig, idet der i sagen ikke forelå en uopsigelig aftale. Banken har endvidere henvist til Ankenævnets sag 157/2018. Sagen er ikke sammenlignelig, idet den alene drejede sig om delopsigelse af en ikke udnyttet trækningsret på en kassekredit fra 250.000 kr. til 50.000 kr., men ikke om opsigelse af rentevilkår. Deres kreditter er næsten fuldt udnyttede.

Danske Andelskassers Bank har blandt andet anført, at banken ved opsigelserne af 13. april 2021 ikke opsagde kreditterne, men de individuelle vilkår, som kreditterne var indgået på. Der blev givet et varsel på næsten to år, hvilket rigeligt opfyldte betingelserne om en måneds varsel i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder og i bankens forretningsbetingelser.

Det fremgik ikke af engagementsetableringen, at den var uopsigelig. Aftale om og vilkår for kreditter var tidsbegrænset til 1. april 2018, idet det fremgik af engagementsetableringen, at kreditternes løbetid forlænges tidligst den 1. april 2018. En tidsbegrænset aftale ville ikke give mening, hvis aftalen var uopsigelig eller tidsubegrænset. Banken kunne derfor allerede den 1. april 2018 have opsagt de individuelle vilkår. Af kreditaftalerne fra 2018 fremgik, at “Trækningsretten bortfalder den 01.04.2023, hvor et eventuelt skyldigt beløb skal indbetales.”, og at “Kreditaftalen tages op til vurdering den 01.03.2023 med henblik på aftale om yderligere afvikling/forlængelse.” Engagementsetableringen blev konciperet af klagernes rådgiver. Klagerne påberåber sig, at aftalen er uopsigelig, men dette fremgik ikke af aftalen. Eventuelle uklarheder skal fortolkes til ugunst for klageren, jfr. koncipistreglen.

Der kan ikke indfortolkes en uopsigelighed i formuleringen i engagementsetableringen “Kunden har ret til fremtidige forlængelser af kassekreditten, og forlængelser sker på uændrede vilkår og uden udgifter for kunden. Fremtidige forlængelser ønskes af kunden, med mindre kunden skriftligt har meddelt, at forlængelse ikke ønskes”. Formuleringen indrømmer kunden en ret, der principielt strider mod kreditaftalelovens § 7c om kreditgiverens forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed, som også gælder ved forlængelser af eksisterende kreditfaciliteter.

Det følger af bankens Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder, at banken kan ændre sine renter, gebyrer og vilkår af forretningsmæssige grunde. Det var derfor sagligt, når banken som begrundelse for opsigelsen anførte, at det blandt andet skete for at forenkle bankens produkter som en del af bankens forretningsmodel. Banken vil generelt ikke tilbyde renter i sine aftaler, der hviler på Cibor + et tillæg.

For så vidt angår opsigelsen af indlånsrenterne gøres det principalt gældende, at banken ikke var aftalepart i rentereguleringsaftalen og derfor ikke er forpligtet af denne.

Subsidiært gøres det om opsigelsen af indlånsrenterne gældende, at klagerne ikke er aftalepart i rentereguleringsaftalen og derfor ikke kan støtte ret på den. Engagementsetableringen har forrang frem for rentereguleringsaftalen, idet engagementsetableringen er indgået mellem klagerne og banken. I engagementsetableringen er der ikke aftalt uopsigelighed. Engagementsetableringen er meget udførlig i relation til rentetype og beregning. Klagernes rådgiver var også koncipist på rentereguleringsaftalen, hvorfor eventuelle uklarheder må fortolkes til ugunst for klagerne. Mange af bestemmelserne i rentereguleringsaftalen er gentaget i engagementsetableringen. Rentereguleringsaftalens bestemmelser om opsigelse er ikke gentaget i engagementsetableringen, og må derfor ikke have været vigtige for klagerne. Der er ikke aftalt opsigelighed, hverken helt eller delvist i form af tidsbegrænsning. Hvis rentereguleringsaftalen skulle have været en integreret del af aftalen med banken, kunne klagerne/klagerens rådgiver blot have henvist til den. Dette er ikke sket.

Selv en “uopsigelig” aftale uden tidsbegrænsning kan opsiges med et rimeligt varsel, når der ikke er tale om fundamentale behov med en beskyttelsesværdig interesse Der er intet beskyttelsesværdigt i at sikre, at klagerne ikke kan få negativ rente. Som næsten alle andre danske pengeinstitutter har banken valgt at indføre negativ rente som en del af sin forretningsmodel til delvist at omkostningsdække udgiften til placering af likviditetsoverskud i Nationalbanken. Varsling om indførsel af negativ rente skete med over tre måneder varsel. Ifølge bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder og i bankens forretningsbetingelser havde en måned været tilstrækkeligt. Opsigelsen skete således med et rimeligt varsel.

Spørgsmålet om negativ rente vedrører ikke et konkret økonomisk mellemværende og skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter 5, stk. 3, nr. 2 og 3. Bankens grænse for negativ rente er 100.000 kr. Klagerne har et gennemsnitligt indestående på knap 12.000 kr.

 

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder anledning til at afvise klagen vedrørende indlånsrentesats.

I marts 2013 blev klagerne H og M kunder i Danske Andelskassers Bank. I den forbindelse underskrev banken en engagementsetablering (herefter engagementsetableringen) vedrørende blandt andet to fælles kreditter til klagerne og en kredit til hver af dem (herefter kreditterne). Af engagementsetableringen fremgik, at kreditternes ”løbetid forlænges tidligst pr. 1.4. 2018.”, at klagerne havde ret til fremtidige forlængelser af kreditterne på uændrede vilkår, at engagementsetableringen havde forrang forud for andre dokumenter, at debetrenten var Cibor3 med et fast tillæg på 3,5 procentpoint, at kreditrenten var Cibor3, og at indlånsrentesatser ikke kunne blive negative.

I marts 2013 underskrev klagerne separate kreditaftaler vedrørende kreditterne, hvoraf det fremgik, at parterne skulle aftale den videre afvikling eller indfrielse af kreditterne den 1. marts 2018. I marts 2018 blev kreditterne forlænget. Af kreditaftalerne fremgik, at parterne skulle aftale den videre afvikling eller indfrielse af kreditterne den 1. februar 2023. Kreditaftalerne indeholdt ikke oplysning om kreditrentesatsen.

Den 13. april 2021 opsagde banken kreditterne til ophør den 1. april 2023. Banken opsagde samtidig indlånsrentesatserne på kreditkontiene med virkning fra 1. august 2021 og meddelte, at indlånsrentesatserne derefter skulle følge bankens almindelige indlånsrentesatser, herunder negativ rente i henhold til bankens satser og beløbsgrænser herfor.

Klagerne har fremlagt en rentereguleringsaftale indgået i 2008 mellem to bankmæglerfirmaer og Jernved-Rømø Andelskasse (nu Danske Andelskassers Bank). Ankenævnet finder ikke, at klagerne kan støtte ret på denne aftale, da de ikke var parter i aftalen.

Ankenævnet finder, at banken efter ordlyden af engagementsetableringen i marts 2013 som udgangspunkt må anses for at have forpligtet sig til at forlænge kreditterne på uændrede vilkår. Det var ikke aftalt, med hvilken periode kreditaftalerne fra marts 2013 kunne forlænges efter den 1. april 2018. Ankenævnet finder, at der ikke var tale om en uopsigelig aftale. Ankenævnet finder, at banken med et rimeligt varsel efter den 1. april 2018 kunne have stillet krav om genforhandling af vilkårene.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke, at banken den 13. april 2021 var afskåret fra at opsige aftalerne om kreditterne til ophør den 1. april 2023 som sket.

Ankenævnet finder endvidere ikke, at banken den 13. april 2021 var afskåret fra at opsige vilkåret i engagementsetableringen om indlånsrentesats med et rimeligt varsel. Ankenævnet finder, at det meddelte varsel på tre måneder var rimeligt, og at bankens begrundelse om, at banken skulle betale negative renter for sine indskud i Nationalbanken, var en saglig begrundelse for opsigelsen.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.