Rådgivning.
| Sagsnummer: | 477/1989 |
| Dato: | 17-04-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren optog i januar 1988 et lån hos indklagede til køb af en personbil. Der blev ikke stillet sikkerhed i forbindelse med lånets etablering.
I maj 1988 anmodede klageren om, at en bestemt trediemand måtte overtage lånet i forbindelse med dennes køb af bilen. Der blev herefter etableret en kassekredit på 130.000 kr. med bilens køber som debitor og klageren som kautionist, idet lånet i samme forbindelse blev forhøjet med 15.000 kr.
Fra og med august 1988 begyndte der at forekomme overtræk på kreditten, og indklagede rykkede debitor herfor. Kautionisten fik oplysning herom ved dennes henvendelser hos indklagede.
Indklagede opsagde engagementet i marts 1989, og klageren indfriede herefter kassekreditten med 136.464,81 kr.
På klagerens begæring blev debitor erklæret konkurs. I denne forbindelse oplystes, at debitors aktiver fortrinsvis bestod af en bil uden nogen friværdi.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede er erstatningspligtig for klagerens tab vedrørende hendes kaution.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at i forbindelse med oprettelsen af kassekreditten, for hvilken hun kautionerede, burde indklagede have rådgivet hende til at sikre sig ved et løsøreejerpantebrev i bilen. Indklagede har endvidere tolereret, at debitor på kassekreditten i 5 måneder ikke nedbragte gælden.
Indklagede har anført, at klageren blev henledt på muligheden af etablering af et løsøreejerpantebrev i bilen. Dette blev afvist af klageren og debitor under hensyn til de omkostninger. der var forbundet hermed.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren findes ikke på det foreliggende grundlag at have godtgjort, at indklagede overfor hende har pådraget sig erstatningsansvar i forbindelse med hendes afgivelse af kautionsløftet til indklagede, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.