Værdipapirer, rådgivning.

Sagsnummer:185/1990
Dato:25-10-1990
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Værdipapirer, rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved skrivelse af 20. oktober 1988 til klageren meddelte indklagedes Valby Langgade afdeling, at afdelingen efter at have modtaget klagerens regnskab var interesseret i at klageren overførte sit engagement til indklagede. Det var endvidere i skrivelse anført:

"For tiden arbejder vi på investeringsområdet med enspændende sammensætning af Eurokroner og indexobligationer, der for Deres vedkommende kan betyde en gevinst i 1989 på op til 100.000 kr. efter skat. Vi glæder os til at uddybe dette nærmere for Dem".

På et efterfølgende møde, der blev afholdt i afdelingen mellem klageren og to af afdelingens medarbejdere, skitseredes et 1-årigt engagement, hvorefter der til en rente på ca. 10% blev optaget et lån i Eurokroner (kurssikret dollarslån). Provenuet skulle placeres i indeksobligationer.

Klageren henvendte sig herefter til sin revisor, som telefonisk kontaktede en af afdelingens medarbejdere og drøftede engagementet.

Ved skrivelse af 17. november 1988 meddelte afdelingen, at man havde hjemtaget et udlandslån på 5 mill. kr. til klageren gennem indklagedes Cayman Island afdeling. Låneprovenuet anvendtes til køb af indeksobligationer.

Det viste sig efterfølgende, at klageren ved investeringen ikke opnåede det forventede afkast på op til 100.000 kr., men i stedet blev påført et kurstab.

Klageren har herefter, efter han ved sin revisor har brevvekslet med indklagede, indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække det kurstab, som låneengagementet har påført ham.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede i forbindelse med indgåelsen af engagementet forklarede klageren, at fortjenesten blot var afhængig af den fremtidige indeksering. Ved revisorens telefoniske henvendelse til afdelingen fik denne oplyst, at engagementet var kurssikret af indklagede, og at den eneste risiko var indeksudviklingen. Da denne kendtes for første halvår som værende 3,4, syntes projektet at være sikkert. Tilbudet skulle ses under hensyntagen til, at indklagede overtog en ny stor kunde. Det aftaltes mellem indklagede og klageren, at klageren skulle holdes løbende underrettet omkring indekseringen, hvilket dog aldrig skete.

På foranledning af klageren kontaktede klagerens revisor i juni 1989 afdelingen med henblik på at få oplyst udviklingen af indekseringen. Afdelingen oplyste ved den lejlighed, at projektet forløb planmæssigt endog bedre end forventet, og at man fremover ville tilbagemelde, såfremt indekseringen ændredes. Først i november 1989 henvendte afdelingen sig påny til klageren og beklagede, at projektet havde slået fejl, og at klageren skulle dække et kurstab. I forbindelse med opgørelsen af engagementet blev der afholdt et møde i afdelingen. Klageren påviste her adskillige regnefejl i indklagedes endelige opgørelse af engagementet. Afdelingens bestyrer beklagede dette og gav tilsagn om, at fejlene ville blive rettet, hvilket ikke er sket.

Indklagede har anført, at indklagede i overensstemmelse med den sædvanlige forretningsgang opfordrede kunden til at kontakte sin revisor forinden investeringens gennemførelse. Klageren blev endvidere fuldt orienteret om den risiko, der var forbundet med investeringen. I den konkrete forretning var der således tale om to risikomomenter, dels det forhold, at indekseringen på obligationerne for andet halvår 1989 ikke var kendt på tidspunktet for forretningens påbegyndelse, dels at der var en kursrisiko på obligationerne. Derimod var det lån, der blev hjemtaget fra indklagedes Cayman Island afdeling, kurssikret, og der var således ingen risiko i forbindelse med valutakursudsving. Når indklagede ved revisorens henvendelse i juni 1989 kunne meddele, at forretningen udviklede sig godt, skyldtes det, at kursen på indeksobligationerne var steget. Indklagede har ikke afgivet nogen indeståelse for kursrisikoen, og indklagede indgår naturligvis ikke i forretninger med et indhold, der bevirker, at eventuel gevinst tilfalder kunden, hvorimod eventuelt tab dækkes af indklagede.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren er erhvervsdrivende, og at indklagede i forbindelse med overførsel af klagerens engagement til indklagede fremkom med forslaget om det omstridte investeringsengagement. Da klager fra erhvervsdrivende efter Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3, falder uden for Ankenævnets kompetence, samt da en stillingtagen til hvilke oplysninger, der blev givet klageren forud for investeringsengagementets etablering, vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, hvorfor sagen efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, findes uegnet til behandling i Ankenævnet, afviser Ankenævnet sagen i medfør af vedtægternes § 2 stk. 3, og § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.