Krav om erstatning i forbindelse med et investeringsengagement i Saxo Bank, hvortil tredjemand havde fuldmagt.

Sagsnummer:337/2008
Dato:07-03-2011
Ankenævn:Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Krav om erstatning i forbindelse med et investeringsengagement i Saxo Bank, hvortil tredjemand havde fuldmagt.
Indklagede:Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:



Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med et investeringsengagement i Saxo Bank, hvortil tredjemand havde fuldmagt.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er udlænding med bopæl i England, underskrev den 7. marts 2007 en "Client Application Form" med henblik på oprettelse af et kundeforhold i Saxo Bank, der er en internetbaseret investeringsbank. Klageren underskrev desuden to særskilte dokumenter ("Limitid Power of Attorney" og "Fee Payment Authorisation"), hvorefter firmaet A (Lebanon) blev bemyndiget til bl.a. at investere på klagerens vegne. Ifølge en telefax, der er fremlagt under sagen, blev dokumenterne den 9. marts 2007 sendt til banken via firmaet B.

Saxo Bank har oplyst, at A (Lebanon) var et uafhængigt finansinstitut autoriseret af Libanons Centralbank. I Juni 2007 blev A (Lebanon) en såkaldt White Label Partner for Saxo Bank, hvilket indebar, at A til sine egne kunder kunne tilbyde investeringer via bankens handelsplatform.

Den 27. marts 2007 oprettede Saxo Bank en konto med klageren som kontohaver. Ved e-mail af samme dato sendte banken bruger-id og password til klageren med nærmere information om, hvordan han kunne få adgang til kontoen.

Den 13. august 2007 opgjorde banken klagerens konto og overførte indeståendet, der udgjorde 63.744,64 GBP, til A’s konto i banken.

Banken har oplyst, at overførslen til A’s konto skete på grundlag af en scannet kopi af et dokument, som banken den 13. august 2007 modtog som en vedhæftet fil fra A (Lebanon). Dokumentet, som bærer overskriften Memorandum, fremtræder som underskrevet af klageren. Klageren har anført, at underskriften på dokumentet ikke er hans. Af dokumentet, der er fremlagt under sagen, fremgår bl.a.:

"…

Subject:Client Migration from [A] Lebanon to [A] Switzerland

I would like to transform my account and all my sub accounts detailed, "Client ID [-520], [-9]INET" from the current set-up to the set-up under A WLP account number [-000] at Saxo Bank.

…"

Den 2. juli 2008 henvendte klageren sig telefonisk til banken og efterfølgende såvel telefonisk som pr. e-mail til A vedrørende investeringsmidlerne. I e-mailens overskrift betegnede klageren sig som kunde hos A og B.

Ved e-mail af 18. juli 2008 rejste klageren krav mod banken om erstatning for investeringsmidlerne, som nu var tabt. Det var klagerens opfattelse, at banken uberettiget havde overført indeståendet på hans konto til A.

Parternes påstande.

Den 8. september 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal betale 63.744,64 GBP.

Saxo Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at bankens overførsel af indeståendet på 63.744,64 GBP til A’s konto var uberettiget.

Fuldmagten til A indebar ikke, at A blev bemyndiget til at overføre hans midler til sig.

Desuden var grundlaget for overførslen utilstrækkeligt. Banken modtog alene en scannet kopi af overførselsdokumentet. Underskriften var falsk, hvilket banken kunne have konstateret ved bl.a. at sammenligne med underskriften på Client Application Form. Dokumentet indeholder modstridende oplysninger, idet det dels vedrører overførsel fra A (Lebanon) til A (Switzerland), dels vedrører overførsel fra hans konto i Saxo Bank til kontoen tilhørende A (Lebanon).

Banken burde have sikret sig et grundlag for overførslen, svarende til blanketten "Client Funds Transfer Request", som banken normalt benytter. Banken burde endvidere have henvendt sig til ham med henblik på at få overførslen bekræftet.

Banken har ikke udvist den fornødne omhu ved udvælgelsen af A og B som samarbejdspartnere.

Da han den 2. juli 2008 henvendte sig til banken om investeringskontoen blev han henvist til A, som anmodede om en skriftlig henvendelse pr. e-mail. E-mailen blev udarbejdet efter A’s anvisning og i håb om, at han herved kunne redde sine investeringsmidler. Det bestrides, at e-mailen er udtryk for, at han var klar over, at investeringsmidlerne var overført til A.

Baggrunden for henvendelsen den 2. juli 2008 var, at han via andre kunder hos A og B havde hørt, at investeringerne var slået fejl, og at A var stukket af med sine klienters konti i Saxo Bank.

Saxo Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke er egnet til behandling i Ankenævnet, idet en afgørelse ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer ved en domstol.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren ved åbningen af kontoen fik adgang til fuld information om kontoforholdet via internettet. Som internetbaseret pengeinstitut sender banken ikke kontoudskrifter til sine kunder.

Overførslen til A’s konto skete efter anmodning fra klageren. Klageren var fuldt ud klar over overførslen, hvilket understøttes af bl.a. klagerens e-mails til A i juli 2008. Da overførslen skete internt var der ikke behov for udfyldelse af en standardformular med oplysninger om Swiftadresse mv.

Overførselsanmodningen (Memorandum) blev modtaget fra klagerens befuldmægtigede. Underskriften på dokumentet blev sammenholdt med klagerens underskrift på pas, kørekort og Client Application Form.

Banken er uden ansvar for eventuelle bedrageriske forhold fra A’s eller B’s side, og klageren må i givet fald henvises til at indgive politianmeldelse mod de pågældende. Banken har ingen forretningsmæssig forbindelse til B.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På baggrund af parternes modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af part- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene.

Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.