| Sagsnummer: | 138/2025 |
| Dato: | 10-10-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Iben Leisner, Elizabeth Bonde og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: | Passivitet - hæftelse Konto - dispositionsforhold Forældelse - øvrige spørgsmål Betalingstjenester - øvrige spørgsmål Betalingstjenester - passivitet |
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af kontooverførsel og korttransaktioner foretaget af klagerens ægtefælle fra klagerens private konti. Spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af kontooverførsel og korttransaktioner foretaget af klagerens ægtefælle fra klagerens private konti. Spørgsmål om forældelse.
Sagens omstændigheder
Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, var kunder i Nykredit Bank, hvor de havde konti.
Banken har oplyst, at klageren havde netbankadgang, og at hun som følge af den netbankaftale, hun havde indgået med banken, automatisk blev tilmeldt e-Boks, hvortil kontoudskrifter blev sendt. Banken har fremlagt en netbankaftale indgået med klageren den 10. oktober 2017, hvoraf blandt andet fremgår:
”… Jeg erklærer ved min underskrift på denne aftale, at jeg har modtaget og gjort mig bekendt med denne aftale, regler for NemID til netbank og offentlig digital signatur samt Nykredit Banks gebyroversigt, 'Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder i Nykredit Bank' og de særlige vilkår for handel på NASDAQ OMX Copenhagen A/S.
…
Jeg er endvidere indforstået med, at bankudskrifter (herunder kontoudskrifter og årsoversigter) fremadrettet leveres i e-Boks (jf. vilkår for Aftale om Nykredit Netbank pkt. 2.9), samt øvrige bankudskrifter (herunder aftalegrundlag og afkastrapporter) leveres i Dokumentoverblik i 'MitNykredit'. …”
Af bankens ”Vilkår for aftale om Nykredit Netbank” fremgår:
”… 2.9 e-Boks
Som en del af aftale om Nykredit Netbank tilmeldes du e-Boks samt får oprettet en e-Boks. Du vil fremadrettet modtage bankudskrifter - herunder kontoudskrifter, årsoversigt m.m. – i e-Boks. Du kan starte din e-Boks via netbanken fra menupunktet "e-Boks". Hvis du ikke længere ønsker at modtage bankudskrifter i e-Boks kan du foretage afmelding under e-Boks - Tilmeld/afmeld. Det er gratis at modtage kontoudskrifter i e-Boks. Vi anbefaler, at du i e-Boks angiver, at du gerne vil have en e-mail, når du har fået ny post leveret til din e-Boks. …”
Klageren har oplyst, at hun ikke har e-Boks eller internet.
Af ”Almindelige forretningsbetingelser for Privatkunder i Nykredit Bank” fremgår blandt andet:
”… 13. Oplysning om og kontrol af betalingstransaktioner
Du kan få oplysning om betalingstransaktioner i MitNykredit. Du er forpligtet til løbende at kontrollere betalingstransaktioner i MitNykredit. Hvis der er transaktioner, du ikke kan vedkende dig, skal du snarest muligt efter, at du er blevet opmærksom på den uautoriserede transaktion, kontakte Nykredit. Ved vurdering af, om du har kontaktet Nykredit rettidigt, vil der blive lagt vægt på din pligt til løbende at kontrollere betalingstransaktioner.
Indsigelser vedrørende betalingstransaktioner omfattet af Lov om betalinger skal under alle omstændigheder ske senest 13 måneder efter, at transaktionen er gennemført.
…
Nykredit stiller dagligt oplysninger om betalingstransaktioner gratis til rådighed i MitNykredit. Du er selv forpligtet til at sikre, at du har adgang til MitNykredit. Hvis du ønsker kontoudskrifter på papir er dette muligt mod gebyr. …”
Den 14. november 2018 blev der foretaget en netbankoverførsel på 100.000 kr. fra klagerens konto i banken til M’s konto i banken. Overførslen blev gennemført med klagerens NemID.
Den 16. november 2018 kontaktede klageren banken og anførte, at M havde foretaget overførslen på 100.000 kr. fra hendes konto uden hendes viden og accept.
Banken har oplyst, at klageren påstod, at M havde taget hendes NemID, hvorved han kunne foretage overførslen. Banken efterspurgte en politianmeldelse, hvilket klageren ikke sendte til banken, hvorfor banken afviste at behandle sagen.
Klageren har oplyst, at banken ikke ønskede at hjælpe hende i forbindelse med M’s uberettigede overførsel.
Banken har oplyst, at klageren af flere omgange i 2018 til 2020 kontaktede banken og fortsat gjorde gældende, at M uberettiget havde foretaget overførslen fra hendes konto. Banken anmodede fortsat klageren om at politianmelde M og sende politianmeldelsen til banken. Klageren sendte ikke en politianmeldelse, hvorfor banken fortsat afviste at behandle sagen.
Den 7. maj 2021 afgik M ved døden.
Klageren har oplyst, at hun på et tidspunkt blev opmærksom på, at M havde fået et betalingskort til hendes private lønkonto, og at han uden hendes vidende og accept havde anvendt betalingskortet til en række korttransaktioner.
Klageren har fremlagt en række håndskrevne bilag over de kortbetalinger, som M skulle have foretaget fra hendes konto i perioden 2018 til 2021, herunder betalinger til et forsikringsselskab F1. Klageren har oplyst, at hun aldrig har været kunde hos forsikringsselskab F1.
Den 11. december 2024 klagede klageren til banken, der afviste klagen.
Banken har oplyst, at klageren i perioden fra 2020 og indtil klagen den 11. december 2024 ikke havde reageret i sagen omkring overførslen af de 100.000 kr.
Ved udgangen af 2024 skiftede klageren pengeinstitut.
Parternes påstande
Den 6. maj 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal erstatte hende de beløb, som hendes afdøde mand uretmæssigt tog fra hendes konti.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at M overførte 100.000 kr. fra hendes erstatningskonto til sin egen konto. Da hun gjorde indsigelse til banken mod overførslen, fik hun ingen hjælp.
Senere fandt hun ud af, at M også havde fået et betalingskort til hendes lønkonto uden hendes viden og accept.
Hun og M havde hver deres lønkonto og en fælles budgetkonto, hvortil de begge overførte penge. Hun gav ham ikke et betalingskort til sin lønkonto, og hun skrev heller ikke på noget tidspunkt under på, at han måtte få et kort til hendes konto. Det undrer hende derfor, hvordan M kunne få et betalingskort til hendes konto. Hun kan kun se, at det må være blevet udleveret til ham fra banken.
Han brugte betalingskortet tilknyttet hendes lønkonto til betaling af blandt andet forsikringer, licens, mad med mere. Hun har skrevet det hele ned. Banken må erstatte hende disse beløb.
Hun har givet alle oplysningerne til politiet, så banken kan være ganske rolig.
Hun har ikke e-Boks eller internet.
Nykredit Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at klageren ikke har fulgt bankens anvisning om at politianmelde M for overførslen på 100.000 kr. Da klageren ikke reagerede i sagen siden 2020, og da hun ikke efterlevede bankens anvisninger om at sende en kopi af en politianmeldelse, er hendes krav fortabt ved passivitet.
Finder Ankenævnet ikke, at klagerens adfærd udgør passivitet, gøres det gældende, at kravet er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Overførslen blev foretaget den 14. november 2018, hvorfor forældelsesfristen bør regnes fra denne dato. Klageren kontaktede banken den 16. november 2018, og hendes kendskab til overførslen kan derfor senest konstateres på dette tidspunkt, hvorfor forældelsesfristen senest skal regnes fra denne dato jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Da forældelsen vedrørende overførslen af de 100.000 kr. senest skal regnes fra den 16. november 2018, er forældelsesfristen på tre år overskredet og klagerens krav er forældet.
Klageren har også udvist passivitet vedrørende de omtvistede kortbetalinger. Selvom det er uklart, hvilke beløb der præcist er tale om, kan det lægges til grund, at betalingerne skete i perioden fra 2018 til den 7. maj 2021, hvor M afgik ved døden.
Klageren bør holde sig orienteret omkring transaktioner på sine konti, og klageren har ikke kontaktet banken om disse betalinger før den 11. december 2024, hvor hun klagede til banken. Klageren har en pligt til løbende at kontrollere sine posteringer på sine konti, jf. Almindelige forretningsbetingelser for Privatkunder afsnit 13.
Ved vurderingen af, om klageren har reageret rettidigt, bliver der blandt andet lagt vægt på klagerens pligt til løbende at kontrollere posteringerne, jf. afsnit 13. Det følger desuden af betalingslovens § 97, stk. 1, at indsigelser skal ske senest 13 måneder efter, at transaktionen er debiteret. Klageren har på denne baggrund pligt til at kontrollere posteringerne på sine konti, samt kontakte banken herom snarest muligt og senest 13 måneder efter, at beløbene er trukket fra hendes konti. Klageren har ikke opfyldt sine forpligtelser, hvorfor hendes krav er fortabt ved passivitet.
Finder Ankenævnet ikke, at klagerens adfærd udgør passivitet, gøres det gældende, at klagerens krav er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
Betalingerne bør anses som uafhængige krav, hvor forældelsesfristen regnes fra den dato, hvor betalingerne er foretaget. Da klagerens bilag er håndskrevne og uklare, er det ikke muligt for banken at fastslå, hvornår den sidste betaling er sket, men det kan dog lægges til grund, at den senest kan være sket den 7. maj 2021, hvor M gik bort.
Forældelsesfristen bør regnes fra den dato, hvor betalingerne er foretaget, dog senest fra det tidspunkt, hvor klageren vidste eller burde vide, at der var sket betalinger jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Eftersom klageren er forpligtet til løbende at kontrollere, at posteringer på hendes konti er korrekte, burde hun senest den efterfølgende måned for hver betaling have vidst, at der uberettiget var foretaget betalinger. Forældelsesfristen kan derfor suspenderes frem til udgangen af den efterfølgende måned for hver betaling. Forældelsesfristen for den sidste betaling skal på denne baggrund senest regnes fra den 30. juni 2021.
Da der er gået mere end tre år siden den sidste betaling kunne være foretaget og til, at klageren indbragte sagen for Ankenævnet, er der indtrådt forældelse. Da forældelsesfristen er overskredet for en eventuel betaling foretaget den 7. maj 2021, er alle betalinger før denne dato også forældet. Klagerens krav vedrørende kortbetalingerne er derfor fortabt ved forældelses jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken blandt andet anført, at klagerens bilag er håndskrevne, usammenhængende og uklare, og at det derfor ikke er muligt for at fastslå, hvilke betalinger, der er tale om. Dette skyldes blandt andet, at klageren ikke kontinuerligt angiver, hvilken dato betalingerne er foretaget, samt hvilke konti det vedrører.
Banken har kunnet identificere enkelte af betalingerne, og dette vedrører ikke kun den konto, som klageren har angivet i sin klage til banken af 11. december 2024 (konto –046). Banken har på denne baggrund ikke mulighed for at identificere de enkelte betalinger, og kan derfor ikke forholde sig til klagerens påstande.
Klagerens kundeforhold med banken er ophørt, og banken opbevarer derfor blot transaktionsoplysninger i fem år efter hvidvasklovens regler. Betalinger, der ligger længere tilbage, kan ikke findes frem. Herudover er det relevante betalingskort udgået og fjernet fra bankens systemer henset til tiden, hvorfor det ikke er muligt for banken at fastslå, hvem der var kortholder af det anvendte kort. Behandling af sagen, herunder for at klarlægge klagerens krav, samt hvem der har foretaget betalingerne, vil derfor kræve yderligere bevisførelse i form af vidne- og/eller partshøring, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet. Ankenævnet bør derfor afvise at behandle sagen jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Vedrørende overførslen på 100.000 kr. gøres det gældende, at der er tale om usammenhængende oplysninger i sagen, da banken i forbindelse med klagerens første henvendelser kunne konstatere, at overførslen var foretaget med hendes NemID. Klageren påstår, at M tog hendes NemID og anvendte det til overførslen. Da klageren ikke har foretaget en politianmeldelse og sendt den til banken, er der behov for yderligere bevisførelse i form af vidne- og/eller partshøring, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, var kunder i Nykredit Bank.
Den 14. november 2018 blev der foretaget en netbankoverførsel på 100.000 kr. fra klagerens konto i banken til M’s konto i banken. Overførslen blev gennemført med klagerens NemID.
Den 16. november 2018 kontaktede klageren banken og anførte, at M havde foretaget overførslen på 100.000 kr. fra hendes konto uden hendes vidende og accept.
Banken har oplyst, at klageren ikke som anmodet af banken sendte en politianmeldelse, og at banken derfor afviste at behandle sagen. Klageren har oplyst, at banken ikke ønskede at hjælpe hende i forbindelse med M’s uberettigede overførsel.
Den 7. maj 2021 afgik M ved døden.
Klageren har oplyst, at hun på et tidspunkt blev opmærksom på, at M havde fået et betalingskort til hendes private lønkonto, og at han uden hendes vidende og accept havde anvendt kortet til en række korttransaktioner i perioden 2018 til 2021.
Den 11. december 2024 klagede klageren til banken, der afviste klagen.
Banken har oplyst, at klageren i perioden fra 2020 og indtil klagen den 11. december 2024 ikke havde reageret i sagen omkring overførslen af de 100.000 kr.
I udgangen af 2024 skiftede klageren pengeinstitut.
Ankenævnet bemærker, at den almindelige forældelsesfrist på tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, regnes fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. På baggrund af oplysningerne i sagen finder Ankenævnet, at klageren fik kendskab til overførslen af de 100.000 kr. senest den 16. november 2018, og at et eventuelt erstatningskrav mod banken vedrørende overførslen således var forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 6. maj 2025. Klageren får herefter ikke medhold i den del af klagen, der vedrører kontooverførslen på 100.000 kr.
Det følger af betalingslovens § 97, at indsigelser mod uautoriserede betalingstransaktioner skal være udbyderen i hænde senest 13 måneder efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion. Fristen regnes fra banken har meddelt oplysninger om transaktionen f.eks. på netbank eller kontoudtog.
Klageren har anført, at hun ikke har e-Boks eller internet. Banken har oplyst, at klageren havde netbankadgang, og at det var via denne adgang, at de 100.000 kr. blev overført. Banken har endvidere anført, at den sendte kontoudskrifter til klagerens e-Boks, som hun automatisk blev tilmeldt, da hun indgik netbankaftalen.
Det fremgår af bankens ”Almindelige forretningsbetingelser for Privatkunder” afsnit 13, at kunder er forpligtet til løbende at kontrollere betalingstransaktioner i MitNykredit, og at ikke-vedkendte transaktioner skal meddeles til banken snarest muligt efter, at kunden er blevet opmærksom på dem. Det fremgår endvidere, at banken dagligt stiller oplysninger om betalingstransaktioner til rådighed i MitNykredit, at kunden selv er forpligtet til at sikre adgang til MitNykredit, og at kontoudskrifter på papir kan modtages mod et gebyr. Ankenævnet finder det godtgjort, at banken således dagligt stillede oplysninger om betalingstransaktioner til rådighed for klageren, og at det påhvilede klageren selv at anmode om kontoudtog i papirudgave, hvis hun ikke kunne tilgå dem i netbanken, MitNykredit.
Det er ubestridt, at klageren først gjorde indsigelse mod korttransaktionerne over for banken den 11. december 2024, hvilket er mere end 13 måneder efter, at banken gav meddelelse om debiteringen af de pågældende transaktioner. Ankenævnet finder på baggrund heraf, at et eventuelt krav er bortfaldet som følge af passivitet, jævnfør § 97 i betalingsloven.
Ankenævnet finder i øvrigt, at klageren fik eller burde have fået kendskab til korttransaktionerne via kontoudtog den efterfølgende måned, hvor transaktionerne blev foretaget, og at den sidste korttransaktion senest kan være sket den 7. maj 2021. Et eventuelt erstatningskrav mod banken vedrørende korttransaktionerne var således også forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 6. maj 2025, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Klageren får herefter heller ikke medhold i den del af klagen, der angår korttransaktionerne.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.