Rådgivning om finansiering af fast ejendom med valutalån

Sagsnummer:402/2012
Dato:13-03-2013
Ankenævn:Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Søren Geckler, Jørn Ravn, Astrid Thomas
Klageemne:Udlån - udlandslån/valutalån
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning om finansiering af fast ejendom med valutalån
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører rådgivning om finansiering af fast ejendom med valutalån.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank. Klageren og hendes daværende samlever, S, købte i september 2006 en ejendom for 3,6 mio. DKK.

Forud herfor udarbejdede banken den 18. august 2006 et finansieringsforslag og en økonomiberegning, baseret på finansiering med et 30-årigt boliglån i banken på 3.750.000 DKK med 10 års indledende afdragsfrihed og variabel rente, for tiden 4,5 % p.a. Ifølge økonomiberegningen ville parrets fremtidige månedlige rådighedsbeløb udgøre 9.500 DKK i 2007, stigende til 9.978 DKK i 2011. Parrets eksisterende og fremtidige samlede årlige lønindkomst før AM-bidrag var anført til 675.000 DKK.

Den 29. september 2006 optog klageren og S et afdragsfrit valutalån i banken på 3,6 mio. DKK til finansiering af ejendommen. Lånet forfaldt til indfrielse den 29. marts 2011. Lånet kunne efter anmodning fra klageren og S ændres til anden valuta. Banken fik efter det oplyste sikkerhed i et ejerpantebrev i ejendommen på 1,5 mio. DKK. Banken har endvidere oplyst, at klagerens mor kautionerede for lånet, og at klagerens far stillede et indestående på en konto til sikkerhed for lånet.

Banken har anført, at klageren var bistået af en revisor, R, ved låneoptagelsen og efterfølgende. Klageren har bestridt dette.

Den 27. december 2006 blev lånet omlagt til 13.352.620,45 CZK (tjekkiske koruna).Den 26. januar 2007 blev lånet omlagt til 771.635,98 CHF (schweizerfranc).

I september 2007 ophørte samlivet mellem klageren og S.

Den 29. oktober 2007 blev lånet omlagt til 12.688.550,56 CZK. Den 21. december 2007 blev lånet omlagt til 788.873,10 CHF.

Ved skøde af 12. august 2008 overtog klageren S’s anpart af ejendommen for 1.787.500 DKK. Købesummen blev blandt andet berigtiget ved, at klageren overtog det fælles valutalån på "CHF 778.873,10 kurs 12. august 2008 460,42 er lig med kr. 3.621.129.50" som enedebitor.

Den 3. oktober 2008 underskrev klageren som enedebitor en låneaftale vedrørende lånet på 788.873,10 CHF. Lånet blev afregnet til kurs 4,6697, svarende til 3.683.800,72 DKK. Lånet forfaldt fortsat til indfrielse den 29. marts 2011.

Låneaftalerne af 29. september 2006 og 3. oktober 2008 indeholdt begge følgende:

"… Andre kreditoplysninger

Da der er tale om et valutalån, kan der ske kursudsving og renteændringer. …

Banken er ikke ansvarlig for eventuelle tab, som låntager måtte konstatere i forbindelse med optagelse af lån i valuta. Banken har gjort låntager bekendt med, at der er valutakursrisiko forbundet med valutalån, og at der er særlige skattemæssige forhold ved lån i valuta. …"

Banken har fremlagt skatteoplysninger sendt til klageren den 16. januar 2009 og den 12. marts 2010, hvoraf fremgik, at restgælden i DKK var henholdsvis 3.928.035,83 DKK den 31. december 2008 og 3.945.706,48 DKK den 31. december 2009.

Ved brev af 28. april 2010, der blev sendt i kopi til R, anmodede banken klageren om at kontakte banken for at drøfte en eventuel omlægning af lånet set i lyset af stigningen i CHF-kursen med deraf følgende forøget restgæld. Banken sendte endvidere et informationsbrev om udviklingen i CHF-kursen.

Af årsoversigt for 2010 fremgik, at restgælden på lånet udgjorde 4.713.911,20 DKK den 31. december 2010.

I mødereferat af 30. august 2011 bekræftede banken, at man ville bestille en vurdering af ejendommen samt tage kontakt til R for at få hans vurdering af lånet.

Ved brev af 12. december 2011 meddelte banken, at man var indstillet på at forlænge lånet med ét år mod en omlægning af lånet til DKK, forhøjelse af ejerpantebrevet til 3 mio. DKK, sikkerhedsstillelse og fortsat kaution fra klagerens mor og mod nedbringelse af lånet med indeståendet på kontoen pantsat af klagerens far.

Af årsoversigt for 2011 fremgik, at restgælden på lånet udgjorde 4.824.511,21 DKK den 31. december 2011.

Den 4. januar 2012, hvor lånet efter det oplyste udløb, blev lånet omlagt til DKK til kurs 6,1057, svarende til 4.816.622,49 DKK, med tillæg af renter frem til 4. januar 2012, eller i alt 4.843.239,68 DKK.

Ved brev af 18. januar 2012, der blev sendt i kopi til klagerens forældre som kautionist og deponent samt til R, rykkede banken for klagerens underskrivelse af lånedokumenterne.

Den 17. februar 2012 underskrev klageren en låneaftale vedrørende et 1-årigt valutalån på 4.843.239,68 DKK med variabel rente, for tiden 3,75 % p.a. Ejerpantebrevet blev samtidig forhøjet til 3 mio. DKK.

I februar og marts 2012 rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen. Den 26. april 2012 afviste banken klagerens indsigelser. Parterne fastholdt deres synspunkter i efterfølgende korrespondance.

Klageren har fremlagt en erklæring fra R af 1. november 2012, hvori R bekræftede, at han ikke havde assisteret klageren ved udarbejdelse af selvangivelser.

Parternes påstande

Den 24. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte et kurstab på 1.243.240 DKK.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at finansieringen med valutalån skete på initiativ af M, der havde været hendes rådgiver i banken gennem en længere årrække. M oplyste, at hun og S roligt kunne finansiere ejendommen med et valutalån, idet der ingen risiko var herved. M oplyste endvidere, at han selv havde et lignende lån. Det har formodningen imod sig, at initiativet til en utraditionel finansieringsform som valutalån skulle komme fra hende. Bevisbyrden herfor påhviler banken. Banken ikke dokumenteret, at initiativet kom fra hende.

Banken rådgav ikke om risikoen ved valutalånet. Banken opfyldte ikke sin rådgivningsforpligtelse og overtrådte reglerne om god skik i forbindelse med låneoptagelsen. Banken burde have afdækket hendes risikovillighed og risikoprofil. Banken opfordres til at dokumentere, at hun modtog rådgivning om risici forud for låneoptagelsen.

Hun havde ikke særlig indsigt i, uddannelse eller erfaring med valutalån eller i øvrigt kendskab til valutaspekulation og risikoen herved. Hun gjorde dette klart for banken. Hun havde ikke en særlig rådgiver i forbindelse med optagelsen af lånet.

Det er højst utraditionelt, at en almindelig bankkunde uden særlige formueforhold tilbydes finansiering af en privat bolig med et CHF-lån. Købet blev finansieret 100 % ved valutalån, uden udbetaling. Hele forløbet, herunder M’s håndtering, var højst utraditionel.

Hverken R eller hendes forældre var involveret i finansieringen. Det bestrides således, at R på nogen måde var i dialog med banken, rådgav hende om lånet eller i øvrigt var inde over spørgsmålet om optagelse af lånet.

Lånet blev omlagt flere gange. Banken har ikke dokumenteret de nærmere omstændigheder ved omlægningerne, herunder rådgivning om risiko.

Hun modtog heller ikke nogen form for rådgivning om lånet i forbindelse med, at hun overtog lånet som enedebitor i 2008.

Hun modtog ikke rådgivning i lånets løbetid eller orientering om udvikling af valutalånet. Banken har ikke fremlagt dokumentation for, at alternative finansieringsmuligheder blev drøftet undervejs.

Det bestrides, at samtlige dispositioner skete efter hendes eller R’s ønske. Bevisbyrden herfor påhviler banken, som trods opfordring hertil ikke har løftet denne bevisbyrde. Banken har ikke dokumenteret det anførte om, at M kraftigt skulle have anbefalet at omlægge lånet.

Bevisbyrden for, at hun modtog den fornødne rådgivning, herunder en god og grundig orientering om risiciene ved lånet i hele lånets forløb, påhviler banken. Banken har trods opfordring hertil ikke løftet denne bevisbyrde.

M foranledigede – stik imod bankens forretningsgange – udarbejdelsen af skødet i forbindelse med, at hun overtog ejendom som eneejer. Det bestrides, at dette foregik uden for banken. Flere af hendes familiemedlemmer var til stede på et møde, hvor M foranledigede skødet udarbejdet. Banken opfordres til at kommentere, at M deltog aktivt i udarbejdelsen af skødet.

Det bestrides endvidere, at R har udarbejdet hendes selvangivelser.

Bankens mangelfulde rådgivning har påført hende et stort kurstab, hvorved hendes gæld er steget fra 3,6 mio. DKK til over 4,8 mio. DKK.

Danske Bank har blandt andet anført, at klageren selv, efter drøftelse med R og sine forældre, efterspurgte et valutalån i forbindelse med køb af ejendommen.

Klageren modtog rådgivning af M forud for låneoptagelsen og blev oplyst om risiciene ved et valutalån. Lånet blev bevilget efter drøftelse med klageren, S, klagerens forældre og R. Ejendommen blev finansieret fuldt ud med valutalånet under hensyn til klagerens forældres meget gode formueforhold og under forudsætning af kaution fra klagerens mor og sikkerhedsstillelse fra klagerens far.

Klageren modtog i hele lånets løbetid rådgivning og orientering om udviklingen i valutalånet. Klageren, hendes forældre og R var gennem hele forløbet i dialog med banken vedrørende valutalånet, herunder vedrørende omlægninger, ligesom klageren løbende modtog underretning om status på lånet. R blev efter klagerens ønske orienteret om valutalånet og udviklingen heri gennem hele forløbet.

Samtlige dispositioner skete efter ønske fra klageren selv eller fra R. Banken krævede senere sikkerhedsstillelse fra klagerens far, da klageren efter rådgivning fra R ikke ønskede at omlægge lånet til DKK, selvom M kraftigt anbefalede dette på grund af den stigende CHF-kurs. R fastholdt i forbindelse med stigningen i CHF, at lånet skulle forblive i CHF.

Klageren bærer selv kursrisikoen for det optagne valutalån.

Banken er ikke erstatningsansvarlig for klagerens kurstab.

M udarbejdede ikke skøde for klageren, men fortalte klageren, hvordan hun selv kunne skrive skødet af i forbindelse med hendes overtagelse af S’s andel. Dette forhold skete imidlertid udenfor banken og har ikke noget med finansiering i valutalån at gøre.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at en afgørelse af, hvorvidt Danske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens optagelse af valutalånet beror på, hvilken rådgivning klageren modtog. En afklaring heraf forudsætter en yderligere bevisførelse blandt andet i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.