| Sagsnummer: | 407/2025 |
| Dato: | 11-12-2025 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: | Netbank - øvrige spørgsmål Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner Betalingsoverførsel til udlandet - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af overførsel for bilkøb, der viste sig at være svindel. |
| Indklagede: | Coop Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
|
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af overførsel for bilkøb, der viste sig at være svindel. |
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Coop Bank, hvor han havde indlånskonti, herunder konto -045, og netbankadgang, herunder adgang til at foretage overførsler til udlandet.
Den 23. juli 2025 foretog klageren en netbankoverførsel på 10.290 EUR svarende til 76.997,50 DKK fra sin konto -045 i banken til en udenlandsk betalingsmodtagers udenlandske pengeinstitut i Belgien.
Klageren har oplyst, at han foretog en udenlandsk overførsel via Swift i den tro, at han var i færd med at købe en bil på en online markedsplads for online auktioner af brugte biler, bilauktion A. Kontonummeret matchede ikke med firmanavnet på modtageren. Den fejl fangede sikkerhedsmekanismen i Swift ikke, og overførslen blev ekspederet. Kontonummeret var til en svindler, der udgav sig for at være fra bilfirmaet.
Klageren har fremlagt, hvad der fremstår som en faktura af 22. juli 2025 på 10.290 EUR udstedt af bilauktion A for betaling af en Volkswagen.
Banken har fremlagt nota af 24. juli 2025 sendt til klageren, hvoraf overførslen fremgår. Beløbet blev bogført på klagerens konto samme dag.
Banken har oplyst, at overførslen blev foretaget og godkendt af klageren selv via klagerens MitID, og at hverken transaktionen eller sikkerhedssystemerne var ramt af fejl, svigt m.v. Banken har fremlagt en oversigt over klagerens aktive MitID identifikationsmidler samt en oversigt over klagerens godkendelse af netbankoverførslen ved brug af MitID.
Ved netbankbesked af 14. august 2025 kl. 17:28 skrev klageren til banken og oplyste, at han var blevet svindlet i forbindelse med et bilkøb.
Banken har oplyst, at banken den 15. august 2025 oprettede en sag hos bankens korrespondentbank, der samme dag oprettede en sag hos den udenlandske modtagerbank med henblik på at foretage en tilbageførsel.
Ved e-mail af 20. august 2025 rykkede klageren banken for status på sagen.
Af nota af 20. august 2025 fra bankens korrespondentbank til banken fremgår blandt andet, at modtagerbanken havde oplyst, at modtagerkontoen var blevet spærret og var under ”investigation”, og at sagen var lukket.
Ved e-mail af 22. august 2025 skrev banken til klageren, at den havde kontaktet sin korrespondentbank, der var i kontakt med den udenlandske modtagerbank med henblik på tilbageførsel.
Ved e-mail af 28. august 2025 meddelte banken til klageren, at hans penge var tabt, da sagen blev betragtet som afsluttet fra modtagerbankens side, og at der herefter ikke var yderligere muligheder for at få pengene retur.
I perioden herefter korresponderede klageren og banken omkring overførslen og den manglende tilbageførsel. Det fremgår af korrespondancen, at banken henviste klageren til, at klager kunne rettes til Ankenævnet.
Parternes påstande
Den 2. september 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået hans påstand således, at Coop Bank skal tilbageføre det overførte beløb til ham.
Coop Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han har været offer for sofistikeret svindel. Firmaet og auktionssiden så yderst professionelle ud, og de fremviste falske dokumenter. Dette viser, at selv en forsigtig person ville være blevet narret, og derfor har han ikke udvist "grov uagtsomhed".
Han blev tilkendt førtidspension pr. 1. oktober 2025, og efter en sygemelding siden 2022 glædede han sig til købet af en Volkswagens-bus.
Formålet med overførslen var legitim – betaling for en vare (bil) købt på en (tilsyneladende) troværdig platform. Ved internationale handler er Swift-overførsler almindelige, så det virkede ikke i sig selv mistænkeligt for ham.
Ifølge Google AI er Swift et af de mest sikre og pålidelige systemer til internationale betalinger, idet Swift har implementeret sikkerhedsforanstaltninger for at forebygge svindel. Swift er opbygget på en sådan måde, at svindel automatisk kan bremses, og det manuelle arbejde, som bankassistenten udfører, gør også, at svindel mindskes. En medarbejder burde have reageret på, at modtageren var et hollandsk firma med et belgisk kontonummer. Dette må have været et rødt flag for banken, da det bryder med princippet om, at en virksomhed typisk har sin bankkonto i samme land, som virksomheden er registreret.
Swift skriver, at det er bankerne selv, der skal implementere sikkerhedsmekanismer i bankernes egne systemer. Han betvivler, om banken lever op til anbefalingerne i Swiftsystemet? Må han bøde for den manglende sikkerhed i banken?
Banken kørte overførslen igennem systemet uden kontroller med den begrundelse, at han jo selv havde godkendt med MitID. Banken burde have opdaget, at overførslen var usædvanlig eller mistænkelig – et ukarakteristisk stort beløb til en mistænkelig konto – og have advaret ham.
Banken sælger et produkt – en overførsel til et gebyr på 60 kr. Banken vil gerne tjene pengene på gebyr og fralægge sig alt ansvar. Det er ikke rimeligt.
Den klageansvarlige i banken siger, at alt er gået efter bogen i banken, og at den ikke kan gøre noget. Pengene er dermed tabt. Det tog banken 14 dage at finde ud af, at pengene ikke kan tilbageføres. 14 dage er lang tid. Tid er vigtig i opklaringen af sagen.
Da han snakkede med bankens kundecenter og siden med en medarbejder for udenlandske overførsler, så vidste de ikke ret meget om udenlandske overførsler. De sagde ”det tror vi nok”, ”det er vi ikke sikre på”, ”jeg må lige høre en kollega” og ”ja det ser mærkeligt ud med et hollandsk firma og et belgisk kontonummer.”
Banken brugte tredjemand til udenlandske overførsler, da banken er en mindre bank og ikke har den fornødne kompetence/viden om produktet. Selvom banken anvender samarbejdspartnere, så har den stadig det fulde ansvar. Banken fralægger sig imidlertid ansvaret. Det er ikke ham, der er den erhvervsdrivende. Det er banken. Det er den erhvervsdrivendes fulde ansvar at leve op til det produkt, den sælger.
At overførslen gik igennem fire banker, som har forskellige sikkerhedsmekanismer, vedkommer ikke ham. Det er bankens ansvar.
Han har ikke modtaget en skriftlig begrundelse eller klagevejledning fra banken. Den klageansvarlige i banken har været tavs.
Sagen bør ikke afvises.
Coop Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at det fremgår af klagerens MitID-oplysninger, at overførslen blev foretaget og godkendt ved indtastning af klagerens MitID-brugerID, hvor autentificering er sket med klagerens MitID-app. Klagerens MitID-oplysninger indikerer endvidere, at overførslen er foretaget fra en enhed, som klageren normalt benytter. På baggrund af oplysninger fra klagerens MitID og bankens systemer kan det dermed lægges til grund, at overførslen er foretaget og godkendt af klageren selv med hans eget MitID.
Transaktionen blev autoriseret af klageren, jf. betalingslovens § 82, og der foreligger ikke et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100.
Der er ikke oplysninger eller indikation på, at transaktionen eller sikkerhedsforanstaltninger har været ramt af fejl, tekniske svigt m.v., og transaktionen er bogført korrekt på klagerens konto.
Klageren hæfter dermed selv for beløbet, idet der ikke er tale om misbrug omfattet af bestemmelserne i betalingsloven. Dette følger ligeledes af praksis i Ankenævnet.
Banken er ikke forpligtet til at tilbageføre betalingen med henvisning til betalingslovens § 112, idet bestemmelsen ikke finder anvendelse på en transaktion, der er gennemført som en kontooverførsel i klagerens egen netbank.
Banken har ikke begået fejl eller handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens overførsel fra sin konto og det efterfølgende forløb, og banken er derfor ikke erstatningsansvarlig for klagerens tab.
Banken er alene ansvarlig for korrekt gennemførsel af den autoriserede overførsel til den anviste modtagerkonto, jf. betalingslovens §§ 82 og 103.
Den efterfølgende behandling hos korrespondent- og modtagerbanker er uden for bankens kontrol og ansvar. I Ankenævnets praksis er det lagt til grund, at banken alene hæfter for korrekt udførelse af en autoriseret betalingstransaktion, men ikke for, hvordan efterfølgende led i betalingskæden håndteres.
Betalingslovens § 103 fastslår, at en betaling anses for korrekt udført, når den er gennemført i overensstemmelse med den entydige identifikator (f.eks. kontonummer eller IBAN), som betaleren har oplyst. Banken har således ikke haft grundlag for at afvise eller tilbageholde betalingen.
Da transaktionen blev autoriseret af klageren selv med MitID, jf. betalingslovens § 82, og korrekt gennemført i overensstemmelse med det kontonummer, som klageren har oplyst, jf. betalingslovens § 103, foreligger der ikke en uautoriseret eller fejlbehæftet transaktion, som banken kan hæfte for. Betalingslovens §§ 100 og 112 finder derfor ikke anvendelse.
Bankens korrespondentbank meddelte, at sagen blev betragtet som afsluttet fra modtagerbankens side. Banken har derfor ikke yderligere muligheder for at få beløbet retur. Hvis banken efterfølgende modtager beløb fra den udenlandske modtagerbank, vil disse blive returneret til klagerens konto.
Banken videreformidlede korrespondentbankens svar til klageren. Der gik i den forbindelse nogle dage, da banken måtte søge en uddybende forklaring og samtidig måtte kvalitetssikre den tilbagemelding, der var modtaget via korrespondentbanken.
Banken har hverken været langsom til at reagere på henvendelser fra klageren eller i øvrigt handlet ansvarspådragende, idet banken har besvaret klagerens henvendelser løbende. Banken oprettede efter klagerens henvendelse straks en sag hos bankens korrespondentbank, der i øvrigt håndterede sagen straks.
Banken har ikke indflydelse på den udenlandske modtagerbanks og korrespondentbankers håndtering af betalinger – dette gælder både i forbindelse med den udenlandske modtagerbanks håndtering ved modtagelse af en betaling samt i forbindelse med bankens efterfølgende anmodning om tilbagekaldelse af en betaling. Disse forhold er uden for bankens kontrol.
Banken er derfor heller ikke på andet grundlag forpligtet til at godtgøre klageren beløbet, idet banken ikke har handlet ansvarspådragende.
Banken gav klageren en begrundelse og klagevejledning ved e-mailkorrespondance af 28. august 2025 og perioden herefter.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at hvis der foreligger en usikkerhed om det i sagen passerede, forudsætter en afgørelse heraf yderligere bevisførelse. Sagen er således ikke egnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Coop Bank, hvor han havde indlånskonti, herunder konto -045, og netbankadgang, herunder adgang til at foretage overførsler til udlandet.
Den 23. juli 2025 foretog klageren en netbankoverførsel på 10.290 EUR svarende til 76.997,50 DKK fra sin konto -045 i banken til en udenlandsk betalingsmodtagers udenlandske pengeinstitut i Belgien.
Klageren har oplyst, at han foretog den udenlandske overførsel fra sin konto i den tro, at han var i færd med at købe en brugt bil på en online auktion, bilauktion A.
Den 14. august 2025 kl. 17:28 skrev klageren til banken og oplyste, at han var blevet svindlet i forbindelse med bankoverførslen.
Den 15. august 2025 oprettede banken en sag hos sin korrespondentbank, der samme dag oprettede en sag hos den udenlandske modtagerbank med henblik på tilbageførsel af det overførte beløb.
Den 28. august 2025 meddelte banken til klageren, at hans penge var tabt, da sagen blev betragtet som afsluttet fra modtagerbankens side, og at der herefter ikke var yderligere muligheder for at få pengene retur.
Ud fra klagerens egne oplysninger om, at han selv foretog netbankoverførslen, finder Ankenævnet, at transaktionen blev autoriseret af klageren, jf. betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger ikke et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret til at foretage transaktionen.
Betalingslovens § 112 vedrører betalingstransaktioner i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument. Ankenævnet finder ikke, at bestemmelsen finder anvendelse på den i sagen omhandlede transaktion, der blev gennemført som en kontooverførsel i klagerens netbank.
Ankenævnet finder det i øvrigt ikke godtgjort, at banken begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens netbankoverførsel, eller at bankens efterfølgende forsøg på at få beløbet tilbagekaldt fra modtagerbanken kan medføre, at banken skal tilbageføre beløbet til klageren.
Ankenævnet finder herudover ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.