Rådgivning vedrørende dispositioner over konto med kreditorbeskyttede midler.

Sagsnummer:140/2006
Dato:21-12-2006
Ankenævn:John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Rådgivning - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning vedrørende dispositioner over konto med kreditorbeskyttede midler.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med klagerens dispositioner over kreditorbeskyttede midler.

Sagens omstændigheder.

Af skrivelse af 12. august 1996 fra Viborg Sygehus til indklagedes Give afdeling fremgår, at klageren på en konto hos indklagede havde indsat 838.182 kr., der udgjorde ménerstatning; det fremgår, at klageren ville modtage yderligere erstatningsbeløb. I skrivelsen, der er underskrevet af klageren, blev indklagede anmodet om at mærke konti samt depot med, at der var tale om erstatningsbeløb beskyttet i henhold til retsplejelovens § 513. Endvidere var anført:

"Der må ikke indsættes andre beløb end afkast af førnævnte kapital/værdipapirer samt yderligere erstatning på de respektive konti eller depot.

Se vedlagte kompendium og kopi af lovbestemmelse."

Det vedlagte kompendium er udfærdiget af en advokat og indeholder anbefalinger med hensyn til, hvorledes der administrativt kan forholdes med udbetalte erstatningsbeløb med henblik på at sikre beløbenes kreditorbeskyttelse efter retsplejelovens § 513.

Klageren har anført, at hun ikke har nogen erindring om at have modtaget førnævnte kompendium.

Indklagede har anført, at personskadeerstatningen blev indsat på særskilt konto (-508), hvorfra der blev købt værdipapirer til depot -750.

Klageren, der er kørestolsbruger, og dennes samlever M boede i M's ejendom i X-by.

I december 2002 købte klageren og M en ejendom i Y-by. I forbindelse med finansieringen af købet solgte klageren en del af værdipapirerne fra depot -750. Klageren solgte værdipapirer for ca. 600.000 kr., som blev indsat på klagerens aktionærkonto hos indklagede. Fra kontoen blev hævet beløb til købet af ejendommen.

Den 11. april 2003 blev klageren og M gift.

I februar 2004 blev ejendommen i X-by solgt. Ifølge indklagede var salgsprisen lavere end forventet og dækkede ikke al gæld i ejendommen, idet der resterede et lån på ca. 55.000 kr.

I foråret 2004 startede M og en bekendt et bilværksted, som blev drevet fra klagerens og M's faste ejendom.

I maj 2004 ydede indklagede klageren og M et lån på 191.492,75 kr. Til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som klageren og M havde eller måtte få over for indklagede, gav klageren indklagede håndpant i depot -750.

Ifølge klageren blev lånet anvendt til at dække den restgæld på 55.000 kr., som M havde stiftet før parternes samliv, mens 137.000 kr. gik til M's opstart af selvstændig erhvervsvirksomhed.

Den 30. marts 2005 blev klageren og M skilt.

I forbindelse med parrets skilsmisse blev ejendommen i Y-by solgt i sommeren 2005.

Ved skrivelse af 19. juli 2005 meddelte indklagede til klageren, at der var overtræk på parrets fælles budgetkonto, og at overtrækket skulle inddækkes.

Den 1. september 2005 indfriede indklagede klagerens og M's lån, der blev opgjort til 175.172,39 kr. Beløbet blev hævet på en deponeringskonto oprettet i forbindelse med handlen. Den 2. s.m. indfriede indklagede et overtræk på parrets budgetkonto på ca. 87.500 kr., som også blev hævet på deponeringskontoen.

Klageren har anført, at hvis indklagede ikke havde indfriet lånet og budgetkontoen med midler fra ejendomssalget, ville der have været et overskud på 450.534,99 kr., men hun modtog alene 132.979,21 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 7. juni 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 317.555,78 kr. Klageren har anmodet om mundtlig forhandling, jf. vedtægternes § 9.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede har undladt at rådgive hende med henblik på at sikre kreditorbeskyttelsen af personskadeerstatningen.

I forbindelse med købet af ejendommen i efteråret 2002 henledte indklagedes medarbejder A hendes opmærksomhed på, at hun kunne indskyde midler fra erstatningsbeløbet med henblik på at mindske belåningsbehovet. Indklagede undlod at rådgive hende om sikring af indskuddet. Hun blev heller ikke opfordret til at søge råd hos en advokat. Indklagede oplyste, at indskuddet var sikret som følge af, at det hidrørte fra en kreditorbeskyttet konto, hvilket er en klar fejlrådgivning.

Der blev solgt værdipapirer for ca. 600.000 kr. Provenuet indgik på hendes aktionærkonto, hvorved bemærkes, at denne overførsel i sig selv førte til en sammenblanding med hendes øvrige midler til skade for kreditorbeskyttelsen.

Hun fik ved ejendomskøbet ikke rådgivning om foranstaltninger, der var nødvendige for at opretholde kreditorbeskyttelsen af hendes indskud ved ejendomskøbet. Der burde således dels have været tinglyst delvis udlægsfritagelse i forhold til hendes halvpart af ejendommen dels en byrde med forlodsret til ved ejendommens salg at udtage det indskudte beløb.

Indklagedes medarbejder A sørgede under hendes og M's samliv for, at de fik en fælles sammenblandet økonomi uden hensyntagen til deres individuelle behov og gældsforpligtelser, hvilket medførte tab for hende.

I forbindelse med det senere salg af ejendommen i Y-by modtog hun ikke overskuddet som forventet. En af årsagerne var, at M bestred, at hun havde en forlodsret til salgsprovenuet. Den manglende sikring heraf har således haft alvorlige konsekvenser for hende. I forbindelse med ejendomssalget anvendte indklagede ensidigt og uden samtykke fra hende og M næsten halvdelen af provenuet til at indfri det private lån samt budgetkontoen.

Det er kritisabelt, at indklagede lod hende hæfte for lånet etableret i maj 2004, idet provenuet gik til at indfri M's særgæld samt opstart af selvstændig erhvervsvirksomhed. M burde have været enedebitor for lånet. Ved ejendomssalget blev lånet indfriet, uanset at indklagede var bekendt med, at der var en tvist mellem hende og M om retten til salgsprovenuet samt om overtrækket på budgetkontoen.

Det er kritisabelt, at indklagede ikke greb ind over for det selvbestaltede overtræk af budgetkontoen, som fandt sted efter skilsmissen. Indklagede reagerede først ved skrivelsen af 19. juli 2005, på hvilket tidspunkt budgetkontoens negative saldo var vokset fra knap 22.000 til næsten 79.000 kr.

Indklagede burde i forbindelse med skilsmissen, hvor formuefællesskabet ophørte, have indkaldt parterne til en drøftelse af deres fælles konti og gældsforpligtelser.

Indklagede lod hende håndpantsætte de kreditorbeskyttede midler i depotet til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som hun og M havde eller måtte få over for indklagede. Dette er en fejldisposition fra indklagedes side, idet indklagede herved sætter hendes kreditorbeskyttede midler over styr. Indklagede var derfor uberettiget til at benytte depotet til med henblik på opfyldelse af M's forpligtelser. Da indklagede imidlertid dækkede samtlige gældsforpligtelser via ejendomssalget, blev det dog ikke nødvendigt at realisere depotet.

Salget af den fælles ejendom gav et overskud på 450.534,99 kr. efter fradrag af refusionsopgørelse mv. Som følge af indklagedes dispositioner over provenuet modtog hun alene 132.979,21 kr.; hendes krav udgør derfor 317.555,78 kr.

Indklagede har som hendes rådgiver været forpligtet til at sikre, at hun forstod konsekvenserne af de dispositioner, som indklagede rådgav til.

Det har formodningen imod sig, at hun skulle have været indstillet på, at hele hendes eksistensgrundlag skulle anvendes som sikkerhed for tredjemands gæld.

A er og var ikke tilstrækkeligt inde i reglerne omkring kreditorbeskyttelse, herunder betingelserne for at bevare en kreditorbeskyttelse. Kendskabet til reglerne og risikoen for konsekvenserne af en manglende iagttagelse af sikringsakter påhviler indklagede som den professionelle part.

Indklagede har bevisbyrden for, at den påståede rådgivning er ydet, hvilket bestrides, og efter hendes opfattelse også har formodningen stærkt imod sig.

Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med udbetalingen af personskadebeløbene modtog rådgivning fra Viborg Sygehus.

I foråret 2002 flyttede klageren og M sammen på M's bopæl. Parrets budget hang ikke sammen, idet klagerens indtægter var små. Klageren solgte hvert år af sine værdipapirer med henblik på at dække fælles faste udgifter samt ferierejser.

Da klageren og M i efteråret 2002 rettede henvendelse om køb af ejendommen i Y-by, frarådede A købet, forinden ejendommen i X-by var solgt. Uagtet rådgivningen købte parret ejendommen i Y-by.

Parret kunne ikke opnå 80 % realkreditbelåning af ejendommen i Y-by, hvorfor eneste mulighed for at finansiere købet var, at klageren betalte restkøbesummen på ca. 600.000 kr. A meddelte i denne forbindelse udtrykkeligt klageren, at hun skulle kontakte en advokat med henblik på at få lavet de fornødne dokumenter til sikring af kreditorbeskyttelsen af sine midler. Klageren fulgte ikke opfordringen, men gav instruks om salg af investeringsbeviser for ca. 600.000 kr.

I forbindelse med klagerens indgåelse af ægteskab med M opfordrede A hende til at gå til en advokat for at sikre, at der blev foretaget det fornødne i relation til hendes midler.

Baggrunden for M's etablering af et bilværksted i foråret 2004 var, at M da var opsagt fra sin stilling, og at det af hensyn til familien ville være hensigtsmæssigt, hvis M kunne arbejde hjemmefra, således at M kunne være hjemme hos klageren og deres fællesbarn, der var født i maj 2003.

I forbindelse med finansieringen af bilværkstedet blev der holdt flere møder hos indklagede, og parret blev forklaret, at deres økonomi ikke hang sammen. På trods heraf ønskede de opstart af bilværksted.

Indklagede kunne ikke tilbyde yderligere lån uden sikkerhed. Eneste mulighed var derfor et samlet lån til parret mod sikkerhed i klagerens værdipapirdepot. Klageren blev udtrykkeligt rådgivet om konsekvenserne af dispositionen, men parret fastholdt, at det ønskede lånet.

Indklagede har opfyldt sin generelle rådgivningsforpligtelse vedrørende behandling af en kreditorbeskyttet personskadeerstatning, og klageren forstod indholdet af rådgivningen. Klageren traf beslutninger om at foretage dispositionerne stik imod indklagedes rådgivning.

Klageren har ikke dokumenteret at have lidt tab, heller ikke som følge af, at værdipapirdepotet blev stillet til sikkerhed.

Ankenævnet bør subsidiært afvise sagen, da en afgørelse forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke tilstrækkelig grundlag for at imødekomme klagerens anmodning om mundtlig behandling af klagen.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren på grund af manglende eller utilstrækkelig rådgivning vedrørende konsekvenserne af, at klageren disponerede over den kreditorbeskyttede personskadeerstatning som sket, ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor at behandle klagen efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.