Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital i Løkken Sparekasse, herunder for midler tilhørende mindreårige.

Sagsnummer:522/2009
Dato:25-05-2011
Ankenævn:Eva Hammerum, Christian Bremer, Jesper Claus Christensen, Maria Hyldahl og Bent Olufsen
Klageemne:Garantbeviser - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Garantbeviser - mindreårig
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital i Løkken Sparekasse, herunder for midler tilhørende mindreårige.
Indklagede:Løkken Sparebank (EBH Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:



Indledning.

Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital i Løkken Sparekasse, herunder for midler tilhørende mindreårige.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H samt deres tre børn A, B og C der er født i henholdsvis 2004, 2005 og 2007.

I årene 2006 - 2008 tegnede klagerne garantikapital i Løkken Sparekasse for følgende beløb:

År

M

H

A

B

C

2006

5.000 kr.

2007

23.000 kr.

24.000 kr.

26.000 kr.

2008

1.000 kr.

4.000 kr.

2.000 kr.

29.000 kr.

I alt

23.000 kr.

6.000 kr.

28.000 kr.

28.000 kr.

29.000 kr.

Beløbene blev indsat på garantikapitalkonti i sparekassen. Pr. den 31. december hvert år blev tilskrevne renter på garantikapitalkontiene overført til separate konti.

Indsættelserne på A, B og C’s konti skete ved transaktioner i størrelsesordenen 1.000 kr. - 24.000 kr.

Der er under sagen fremlagt overførselskvitteringer vedrørende indsættelser i 2008 af 24.000 kr. på C’s garantikapitalkonto samt 2.000 kr. på henholdsvis A og B’s garantikapitalkonti.

For indbetalingen på 5.000 kr. i 2006 på H’s garantikapitalkonto og for indbetalingen på 23.000 kr. i 2007 på M’s garantikapitalkonto er der fremlagt kvitteringer med blandt andet følgende tekst:

"…

Ovennævnte er indtrådt som garant i Løkken Sparekasse i henhold til Løkken Sparekasses til enhver tid gældende vedtægter.

Garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.

Beløbet forrentes i henhold til vedtægterne. Tilskrevne renter overføres til afregningskontoen pr. 31. december.

Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Løkken Sparekasse samtykker. Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse.

Stemmeberettiget ved valg til repræsentantskabet er de myndige garanter, hvis garantikapital er noteret på navn i Løkken Sparekasse senest 4 uger før valget. Hver garant har 1 stemme for hver DKK 1.000,00 indbetalt garantikapital, dog højest 20 stemmer.

Valg til repræsentantskab afholdes i overensstemmelse med Løkken Sparekasses vedtægter.

…"

Den 3. november 2008 lukkede sparekassen for udbetaling af garantikapital.

Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at Sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.

Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank, nu EBH Bank, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde ca. 170 mio. kr., forblev i Løkken Sparekasse.

Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.

Den 18. maj 2009 indgav klagerne en klage over Løkken Sparekasse til Ankenævnet.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har fremlagt bl.a. brochurer og andet informationsmateriale om garantikapital i Løkken Sparekasse samt materiale vedrørende valg til sparekassens repræsentantskab, herunder vedrørende det seneste valg i efteråret 2008.

Klagerne har fremlagt nogle statistiske oplysninger baseret på en medlemsundersøgelse, som foreningen Garantloekken udførte i foråret 2009. Foreningen konkluderede, at der var "mange af foreningens medlemmer, der ikke mener, de har modtaget nogen dokumentation ved tegning af garantikapital", og at det fremgik tydeligt af "kommentarerne til besvarelserne, at der ikke systematisk er udsendt kvittering hverken ved nytegning eller ved forøgelse af garantikapitalen".

Finanstilsynet har den 25. marts 2009 afgivet rapport om undersøgelse af Løkken Sparekasse. Undersøgelsen omfatter sparekassens rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser, markedsføring af garantbeviser og medarbejdernes indflydelse på kunders placering af indskud på garantikapitalkonti. Af rapporten, som er offentliggjort, fremgår bl.a., at markedsføringsmaterialet har ensidigt fokus på den høje forrentning, men ikke informerer om konsekvensen af, at garantindskud ikke er dækket af indskydergarantiordningen eller statsgarantiordningen, at der ikke var udarbejdet interne forretningsgange eller instrukser til brug for generel rådgivning og salg af garantbeviser til kunder, at der ikke var udarbejdet forretningsgange til at sikre overholdelsen af god skik, at der i rådgivningen ikke var særligt fokus på risikoen for at tabe garantikapitalen, da denne risiko blev betragtet som hypotetisk, at der ikke blev rådgivet særligt omkring betingelserne for at opsige garantikapitalen, at der ikke systematisk blev foretaget vurderinger af, om det ville være hensigtsmæssigt for kunden at indskyde garantikapital, at sparekassen ikke har udarbejdet skriftlige aftaler i forbindelse med salg af garantikapital og således ingen dokumentation har for den ydede rådgivning, samt at Løkken Sparekasse ikke har overholdt § 6 i god skik bekendtgørelsen, idet sparekassen har undladt at indgå skriftlige aftaler om forhøjelse af garantikapital, hvori kundens væsentlige rettigheder og pligter er angivet, og hvor forudsætningerne for den ydede rådgivning er nedfældet.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har på baggrund af en generel forespørgsel fra Ankenævnet anført, at Løkken Sparebank (EBH Bank) ikke har været involveret i drøftelserne med Finanstilsynet i forbindelse med Finanstilsynets rapport af 25. marts 2009 og således ikke til fulde er bekendt med Finanstilsynets grundlag for de i rapporten anførte bemærkninger og konklusioner.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har videre anført, at Ankenævnet bør træffe sin afgørelse på baggrund af den umiddelbare bevisførelse, der finder sted i kraft af parternes indlæg og dokumentation vedrørende de faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Rapporten kan ikke betragtes som dokumentation for Løkken Sparekasses rådgivning og håndtering af kunders tegning af garantikapital i de konkrete sager.

Parternes påstande.

Klagerne har nedlagt påstand om, at Løkken Sparebank (EBH Bank) skal betale 114.000 kr. fordelt med 23.000 kr. til M, 6.000 kr. til H, 28.000 kr. til henholdsvis A og B samt 29.000 kr. til C.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at Løkken Sparekasse tilbød en højere rente end bankerne i København, hvor de bor, hvilket var baggrunden for, at deres opsparinger blev overført til sparekassen.

A, B og C’s opsparinger bestod af mange mindre dåbs-, fødselsdags- og julegaver.

De troede, at pengene blev indsat på almindelige højrentekonti med 3 måneders opsigelse, og at bindingsperioden var baggrunden for den højere rente.

De vidste ikke, og blev ikke informeret om, at der var tale om risikofyldt investering. Hvis de havde accepteret en risiko, ville de i stedet have valgt at investere i aktier.

Det bestrides, at der blev udstedt kvittering ved hver tegning af garantikapital, hvilket understøttes af foreningen Garantloekkens medlemsundersøgelse.

Risikoen ved garantikapitalkonti fremgik ikke klart af sparekassens informationsmateriale. Tværtimod fik man det indtryk, at pengene var sikrede for garanten.

Heller ikke hverken garantmøderne eller adgangen til at stemme tydede på en særlig risiko. De antog, at der alene var tale om andre sædvaner, end de var vant til i deres egn af landet.

Banken bør erstatte tabet som følge af sparekassens mangelfulde rådgivning.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagens oplysning forudsætter en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken bl.a. anført, at garantikapitalen blev tegnet efter udtrykkelig aftale med M og H på egne og på A, B og C’s vegne.

Klagerne blev orienteret om garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital. Der foreligger ikke ugyldighed i forbindelse med tegningerne, og Løkken Sparekasse har ikke som følge af mangelfuld rådgivning pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne.

Sparekassens information om vilkårene for og karakteren af tegning af garantikapital har til enhver tid været retvisende og fyldestgørende.

Garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital og de dermed forbundne risici fremgik af bl.a. de kvitteringer, der blev udstedt ved tegningerne, jævnfør de fremlagte kvitteringer for indskuddene på 5.000 kr. og 23.000 kr. i henholdsvis 2006 og 2007. Efter sparekassens praksis blev en sådan kvittering udstedt hver gang en kunde tegnede garantikapital og således også i tilfælde, hvor en eksisterende garant forhøjede sin andel af garantikapitalen. Det må formodes, at klagerne i overensstemmelse hermed fik tilsendt en kvittering ved hver tegning af garantikapital.

Vilkårene for indskud af garantikapital fremgik af sparekassens informationsmateriale, herunder at garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser og ikke er dækket af Indskydergarantifonden.

Klagerne blev hvert år indkaldt til garantmøde i sparekassen. Indkaldelse skete ved personlig skriftlig invitation. Som garanter fik klagerne endvidere hvert kvartal tilsendt sparekassens nyhedsmagasin GarantNyt. Af klagernes årsopgørelser fremgik garantindskuddet som "Garantikapital", hvilket er en traditionelt anvendt betegnelse for ansvarlig kapital i en sparekasse.

Rentesatsen på garantikapitalkontoen var væsentlig højere end rentesatsen på sparekassens øvrige indlånskonti. Tilskrevne renter blev overført til en separat garantkonto, hvilket også var et tegn på garantikapitalkontoens særlige karakter.

I efteråret 2008 blev der afholdt valg til repræsentantskabet i sparekassen. Der blev i den forbindelse sendt blandt andet en individuelt udformet stemmeseddel til hver enkelt garant, idet antallet af stemmer afhang af størrelsen på garantens indskud.

Klagerne reklamerede først i maj 2009 og er allerede af den grund afskåret fra at gøre sine indsigelser gældende.

Hvis det lægges til grund, at sparekassens rådgivning var mangelfuld, gøres det gældende, at klagerne ikke har løftet bevisbyrden for, at de ikke ville have tegnet garantikapital.

Et eventuelt erstatningskrav må nedsættes helt eller delvist på grund af klagernes egen skyld.

Der foreligger hverken kausalitet eller adækvans imellem det lidte tab og en eventuel ansvarspådragende adfærd.

Oplysningerne fra foreningen Garantloekken kan ikke tillægges betydning for nærværende sag. Foreningen har en særlig interesse i resultatet af den nævnte medlemsundersøgelse, som ikke er gennemført på et objektivt og neutralt grundlag.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet lægger til grund, at klagerne M og H i 2007 og 2008 tegnede garantikapitalen på i alt 85.000 kr. til deres børn A, B og C, der er født i henholdsvis 2004, 2005 og 2007. Som værger for børnene kunne M og H træffe beslutning om anbringelse af pengene, der efter det oplyste stammede fra dåbs-, fødselsdags- og julegaver til børnene. Der er ikke grundlag for at fastslå, at sparekassen havde anledning til at rådgive M og H om reglerne for anbringelse af umyndiges midler.

Tre medlemmer – Eva Hammerum, Christian Bremer og Jesper Claus Christensen – udtaler herefter:

Som sagen foreligger oplyst, finder vi ikke, at det uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer kan afgøres, om sparekassen har givet klagerne tilstrækkelig rådgivning om risikoen for at miste garantikapitalen. Da denne bevisførelse ikke kan finde sted ved Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, stemmer vi for, at sagen i det hele afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

To medlemmer – Maria Hyldahl og Bent Olufsen – udtaler:

På baggrund af Finanstilsynets undersøgelse af Løkken Sparekasses generelle håndtering af rådgivning, markedsføring og salg af garantikapital forud for indløsningsstoppet i 2008 finder vi, at Løkken Sparekasse må bære risikoen for bevisusikkerhed om, hvorvidt sparekassen har ydet tilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salg af garantikapital. Da sparekassen herefter ikke har godtgjort, at der er givet klagerne sådan rådgivning i forbindelse med erhvervelsen af garantbeviser, stemmer vi for, at der gives klagerne medhold i den nedlagte påstand.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :





Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.