Kapitalpension, overførsel. Pensionsbeskatningslovens § 42. Rådgivning.

Sagsnummer:392/1992
Dato:30-12-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Gert Bo Gram, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kapitalpension, overførsel. Pensionsbeskatningslovens § 42. Rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I juli 1990 rettede klageren henvendelse til indklagedes Gladsaxe Møllevej afdeling, idet han ønskede sin pensionsordning i Statsanstalten for Livsforsikring overført til indklagede. Klagerens pensionsordning i Statsanstalten bestod af en police med tre forskellige typer forsikringer, der var sammensat således, at den første forsikring gav ret til en engangsudbetaling, såfremt klageren oplevede 1. august 2021. Værdien af denne forsikring udgjorde ca. 95.000 kr. Den anden forsikring gav ret til forsikringsudbetaling ved død inden den 1. august 2021, og værdien udgjorde ca. 55.000 kr. Begge forsikringer kunne i henhold til pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1, nr. 5, skatte- og afgiftsfrit overføres til en kapitalpensionsordning i et pengeinstitut. Den tredje forsikring gav ret til en løbende udbetaling til den 1. august 2021 ved tab af mere end 2/3 af erhvervsevnen. Værdien af denne forsikring udgjorde ca. 59.000 kr. I henhold til pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1, nr. 1, kunne værdien af en sådan forsikring skatte- og afgiftsfrit overføres til en anden pensionsordning med løbende udbetalinger, som imidlertid ikke kunne oprettes i et pengeinstitut.

Den 17. juli 1990 underskrev klageren en anmodning om overførsel, hvoraf fremgik, at klageren ønskede den del af forsikringen, der gav ret til engangsudbetalingen, på 95.000 kr. overført til indklagede i medfør af pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1, nr. 5; den del, der gav ret til engangsudbetaling ved død, på 55.000 kr. skulle videreføres som fripolice, ligesom invalidedækningen skulle bevares i Statsanstalten, men således at præmien betaltes via pensionsordningen hos indklagede. Den 1. oktober 1990 overførte Statsanstalten 95.459,90 kr. til indklagede.

Ved skrivelse af 16. november 1990 til Statsanstalten meddelte klageren, at han ønskede at ophæve den resterende del af sin pensionsordning hos Statsanstalten og beløbet afregnet gennem indklagede. Ved skrivelse af 8. januar 1991 meddelte Statsanstalten, at man samme dag havde afregnet de udbetalte beløb til indklagedes Gladsaxe Afdeling. Statsanstalten havde opgjort beløbet af klagerens invaliderente og den resterende del af klagerens kapitalpension til i alt 114.078 kr. inklusiv bonus. Efter fradrag af mortifikationsgebyr som følge af policens bortkomst, samt fradrag af afgift på i alt 79.800 kr., udbetaltes 34.213 kr., hvoraf 16.504 kr. vedrørte den del af forsikringen, der udgjorde dødsdækningen, og 17.774 kr. vedrørte invaliderenten.

Klageren har efterfølgende brevvekslet med såvel Statsanstalten (nu Danica) som indklagedes pensionsselskab vedrørende rådgivningen i forbindelse med den skete overførsel. Ved skrivelse af 29. juli 1992 har indklagedes pensionsselskab foreslået klageren at indbetale 55.004 kr., der udgjorde livsforsikringsdelen på klagerens pension i Statsanstalten før fradrag af afgift, på sin kapitalpensionskonto hos indklagede, hvorved klageren vil opnå en skattebesparelse, der vil neutralisere den uønskede beskatning i forbindelse med ophævelsen af livsforsikringsdelen i Danica. Ved skrivelse af 10. juli 1992 har indklagede endvidere kulancemæssigt, såfremt klageren følger den af indklagede skitserede model, tilbudt at give klageren en rentekompensation på klagerens kapitalpensionskonto, således at klageren forrentningsmæssigt stilles, som om han havde fået samtlige 55.004 kr. indsat på kontoen den 7. januar 1991 til den rente, der var gældende på den valgte puljefordeling i perioden, med fradrag af den rente, klageren havde opnået eller kunne have opnået ved de udbetalte 17.600 kr. i samme periode. Klageren har afslået dette tilbud.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille ham økonomisk, som om han afgiftsfrit havde overført 55.004 kr. samt havde fået udbetalt 17.700 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hans bankrådgiver i afdelingen i forbindelse med, at han ønskede at overføre en del af sin kapitalpension, rådede ham til at omskrive invaliderenten i Statsanstalten til en fripolice. Kort tid efter modtog klageren imidlertid præmieindbetalingskort på 649 kr. pr. måned til dækning af denne police. Dette var i strid med, hvad såvel klageren som medarbejderen havde forudsat, hvorfor medarbejderen rådede klageren til at få invaliderenten udbetalt. Klageren fremsendte herefter en skriftlig opsigelse til Statsanstalten. I forbindelse med, at klageren modtog selvangivelsen for 1991, blev han opmærksom på, at hans indtægt for året 1991 var tillagt 114.078 kr., hvoraf der forlods var betalt 79.600 kr. i skat. Klageren rettede herefter henvendelse til afdelingen, som ikke kunne forklare ham dette forhold. Klageren kontaktede herefter Statsanstalten (Danica), som var forundret over, at indklagede havde rådet klageren til at ophæve en del af en kapitalpension, som afgiftsfrit kunne have været overført til klagerens kapitalpension hos indklagede. Klageren finder, at han har fået en ukyndig rådgivning fra indklagede, idet indklagede har undladt at oplyse ham om, at ca. 55.400 kr. af den ophævede pensionsordning kunne have været overført afgiftsfrit. Klageren finder derfor, at indklagede bør godtgøre ham det tab, han har lidt i den forbindelse.

Indklagede har anført, at det på et møde i juli 1991 i afdelingen blev aftalt, at klageren skulle overføre en del af værdien af sin pensionsopsparing i Statsanstalten til en pensionsopsparing i banken. Samtidig med overførslen udfærdigedes i Statsanstalten en ny police indeholdende de resterende dækninger, og der fremsendtes girokort til betaling af præmie for invaliderenten. Efter modtagelsen af dette giroindbetalingskort besluttede klageren sig tilsyneladende for ikke alligevel at ville opretholde invalidedækningen. Han kontaktede herefter igen indklagede m.h.p. at blive rådgivet om, hvorledes han nu skulle forholde sig med den resterende del af den oprindelige pensionsordning. I den forbindelse foretog klageren sammen med indklagedes medarbejder et telefonopkald til Statsanstalten med henblik på at få belyst klagerens muligheder. Statsanstalten oplyste klageren om, at depotet af invaliderenten ikke kunne overføres til indklagede, da pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1, nr. 1, var til hinder herfor, mens den resterende del af pensionsordningen enten kunne udbetales mod indeholdelse af afgift eller overføres i medfør af pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1, nr. 5. Klageren udtrykte tilfredshed med at kunne ophæve begge ordningerne, der da kunne bruges til eventuelt indskud på en ny pensionsordning senere på året. Det er således indklagedes opfattelse, at indklagede har oplyst klageren om de muligheder, der eksisterer i henhold til pensionsbeskatningslovens regler, herunder navnlig de skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser af henholdsvis en overførsel af pensionsordningen eller ophævelse heraf. På baggrund heraf besluttede klageren sig for at ophæve hele pensionsordningen, hvilket han selv skriftlig meddelte Statsanstalten.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til det anførte findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.