Udlån, påtagelse af hæftelse som meddebitor.

Sagsnummer:127/1992
Dato:25-09-1992
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Udlån, påtagelse af hæftelse som meddebitor.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 23. december 1988 underskrev klagerens ægtefælle et lånedokument, hvorefter indklagedes Egå afdeling ydede ægtefællen et lån på 343.700 kr. Lånedokumentet blev oprettet i anledning af, at to tidligere ydede kreditter blev sammenlagt. Indklagede ønskede i denne forbindelse håndpant i et ejerpantebrev med pant i den ægtefællen tilhørende bolig, samt at provenuet fra en livsforsikringspolice skulle indbetales på lånet.

Den 12. november 1989 underskrev ægtefællen et ejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i boligen, ligesom klageren samtidig ved sin underskrift på pantebrevet meddelte samtykke til pantsætningen.

På et møde den 29. november 1989 meddelte indklagede ægtefællen, at man ønskede yderligere sikkerhed i form af klagerens medhæftelse, eftersom beløbet fra livsforsikringspolicen ikke var indgået på lånet. Endvidere ønskede indklagede udarbejdet budget for familien.

Den 12. december 1989 underskrev ægtefællen på en allonge til lånedokumentet en påtegning af følgende ordlyd:

"I anledning af at omstående ejerpantebrev er udstedt efter pantsætningen vedstås dokumentet i alle dets ord og punkter"

Ægtefællen meddelte ved samme lejlighed indklagede, at klageren ikke ville påtage sig at hæfte som meddebitor. Indklagede fastholdt imidlertid kravet herom. I januar 1990 modtog indklagede det ønskede materiale til brug for udarbejdelse af budget. Budgettet blev forelagt klageren og ægtefællen på et møde i afdelingen den 1. februar 1990. I denne forbindelse underskrev klageren følgende påtegning på allongen til lånedokumentet:

"Som meddebitor indtræder [klageren]. Iøvrigt vedstås nærværende dokument i alle dets ord og punkter."

Klageren har anført, at hun adskillelige gange forespurgte indklagedes medarbejder om, hvad det var, hun skulle underskrive, og fik oplyst, at der var tale om et pantebrev. Straks efter underskriften blev dokumentet fjernet, uden at klageren fik lejlighed til at studere det nærmere. Indklagede har anført, at den ekspederende medarbejder forinden havde forklaret klageren, hvad hun skrev under på og baggrunden herfor.

Efter klagerens underskrift af lånedokumentet ophørte indbetalingerne på lånet. I april 1990 inddrog afdelingen ægtefællens dankort, og den 19. april 1990 blev ægtefællens engagement opsagt til fuld indfrielse. Indklagede overgav engagementet til incasso, og den 18. maj 1990 tog advokaten beløbet til incasso overfor klageren.

Den 18. september 1990 foretoges fogedforretning mod klageren og ægtefællen.

Den 5. november 1990 indgav ægtefællen begæring om gældssanering. Klageren har oplyst, at skifteretten meddelte, at en eventuel gældssanering burde afvente salg af over den faste ejendom. Den 13. marts 1991 blev ejendommen overtaget af BRF på tvangsauktion.

Indklagede satte herefter incassosagen i bero. Den genoptoges i september 1991, og den 16. december 1991 blev klageren tilsagt til at møde i fogedretten. I skrivelse af 13. februar 1992 til indklagedes advokat rejste klagerens advokat spørgsmål om gyldigheden af klagerens underskrift på lånedokumentet af 1. februar 1990.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter for lånet på 343.700 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at klagerens underskrift på gældsbrevet må anses for ugyldig efter aftalelovens §§ 33 og 36, da det er urimeligt og i strid med redelig handlemåde at støtte krav på underskriften. Ægtefællen var på tidspunktet for klagerens underskrift håbløst forgældet, hvilket indklagede var vidende om, og ingen af ægtefællerne opnåede nogen kreditudvidelse. Det forekommer mærkværdigt, at hun efter en lang periode at have fastholdt, at hun ikke ville indtræde som debitor, pludselig skulle have foretaget en kovending på et tidspunkt, hvor familiens økonomi reelt var brudt sammen. For en ikke sagkyndig kan den allonge, som klageren underskrev, let misforstås, idet der øverst på allongen er anført "omstående ejerpantebrev".

Indklagede har anført, at det tydeligt fremgår af tillægget til lånedokumentet, at klageren har forpligtet sig som meddebitor. Klageren blev udtrykkeligt gjort opmærksom på, hvad hun underskrev og begrundelsen herfor. Først i 1992 har klageren rejst spørgsmål om hæftelsen, skønt sagen i det forudgående tidsrum havde været overgivet til incasso, ligesom der havde været møde i fogedretten og foretaget udkørende fogedforretning foruden en betydelig brevveksling mellem klagerens advokat og indklagedes advokat.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at hun ved underskrivelsen af allongen den 1. februar 1990 af indklagedes medarbejder fik oplyst, at det drejede sig om samtykke til pantsætning af familiens bolig. Indklagede har heroverfor anført, at klageren ikke kunne være i tvivl om og udtrykkeligt fik oplyst, at hun ved sin underskrift påtog sig at hæfte som meddebitor for lånet på oprindelig 343.700 kr. En stillingtagen til klagerens påstand findes herefter at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, og Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.