Indsigelse mod afregningskurs ved salg af realkreditobligationer fra klagerens værdipapirdepot.

Sagsnummer:578/2024
Dato:01-05-2025
Ankenævn:Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Tina Thygesen og Jørgen Lanng
Klageemne:Værdipapirer - afregningskurs
Ledetekst:Indsigelse mod afregningskurs ved salg af realkreditobligationer fra klagerens værdipapirdepot.
Indklagede:Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod afregningskurs ved salg af realkreditobligationer fra klagerens værdipapirdepot.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han blandt andet havde en aldersopsparing med et tilknyttet værdipapirdepot og netbankadgang.

Af bankens Vilkår for handel med værdipapirer gældende fra den 12. juli 2023 fremgår blandt andet:

”…

Ordretyper

Markedsordre

En markedsordre er karakteriseret ved, at kunden afgiver en ordre til Banken om køb eller salg af et værdipapir, med gennemførelse bedst muligt på de gældende markedsvilkår på ordreafgivelsestidspunktet, jf. Bankens ordreudførelsespolitik.

Dog er dette under forudsætning af, at markedsforholdene og likviditeten i det pågældende værdipapir helt eller delvist på et af Bankens handelssteder gør det er muligt at gennemføre ordren helt eller delvist.

…”

Af bankens Ordreudførelsespolitik gældende fra den 16. november 2020 fremgår blandt andet:

”…

2. Generelle retningslinjer for ordreudførelse og best execution

Når banken udfører eller videregiver en ordre, vil banken altid søge det efter omstændighederne bedst mulige resultat for kunden, også kaldet ”best execution”. Der tages hensyn til faktorer som pris, omkostninger, hurtighed, gennemførelses- og afregningssandsynlighed, omfang, art og andre forhold, der er relevante for udførelsen af ordren.

6. Udførelse af ordrer på SI-vilkår

Banken er systematisk internalisator (”SI”) i visse aktier, ETF’er (Investeringsforeninger) og realkreditobligationer. En systematisk internalisator er en værdipapirhandler, som på en organiseret måde, frekvent og i et væsentligt omfang gennemfører kundehandler mod sin egenbeholdning udenom et reguleret marked, en MTF eller OTF og uden at drive et multilateralt handelssystem.

Handel på SI-vilkår foregår dermed med banken som modpart. Som SI’er er banken – under normale markedsforhold – forpligtet til at stille bindende priser for sine kunder til fastsatte handelsstørrelser.

Banken kan vælge at udføre en ordre på SI-vilkår, såfremt disse vilkår modsvarer eller er bedre end markedsvilkårene på bankens øvrige tilknyttede handelssteder, og det er til fordel for kunden.

…”

Den 4. november 2024, kl. 15:47:38 lagde klageren via netbank en markedsordre på salg af en realkreditobligation R til et ordrebeløb på 171.687,87 kr. fra sit værdipapirdepot.

Den 4. november 2024, kl. 15:48:40 blev ordren gennemført som en markedsordre. Af Fondsnota obligationshandel af 4. november 2024 fremgår blandt andet:

”…

KURSVÆRDI  NOM 171.687,87 KURS 96,2000000   165.163,73

HANDLEN ER INDGÅET MED BANKEN SOM MODPART

…”

Banken har oplyst, at prisstillelse på obligationsmarkedet foregår ved, at markedsdeltagere stiller købs- og salgspriser i Bloomberg. Priserne er indikative, dvs. ikke handlebare. Visse markedsdeltagere stiller, udover købs- og salgspriser, også likviditet/size, hvilket indikerer, hvor stort beløb, som markedsdeltageren ønsker at handle for. Typisk vil markedet primært fokusere på markedsdeltagere, der stiller likviditet/size. For at gennemføre en handel, skal den enkelte markedsdeltager kontaktes og anmodes om at bekræfte, at markedsdeltageren har interesse på de indikerede vilkår (pris og size). Bloomberg stiller desuden en indikativ pris (BNG), som er information til markedet om, hvilke niveauer, som værdipapiret forventes at handles på, og som er en beregnet pris baseret på alle markedsdeltageres prisstillelse. Bloomberg Generic Price (BGN) er Bloombergs markedskonsensuspris for virksomheds- og statsobligationer, beregnet ved hjælp af priser, der er bidraget til Bloomberg.

Banken har fremlagt et screenprint over Bloombergs indikative pris for realkreditobligation R den 4. november 2024, hvoraf blandt andet fremgår:

Source: BGN

 

Time

Bid/Ask

15:48:46

96,202 / 96,909

15:48:38

96,202 / 96,909

15:48:19

96,199 / 96,906

15:47:57

96,199 / 96,906

15:47:49

96,197 / 96,903

15:47:19

96,197 / 96,903

Banken har oplyst, at to markedsdeltagere på handelstidspunktet stillede købs- og salgspriser samt likviditet, som oversteg ordrebeløbet på 171.687,87 kr., herunder pengeinstitut P1, der stillede 96,05/96,45 for 1.000.000 kr. og pengeinstitut P2, der stillede 95,95/96,55 for 20.000.000 kr.  

Banken har fremlagt screenprints fra de to markedsdeltagere pengeinstitut P1’s og pengeinstitut P2’s købs- og salgspriser samt følgende sammenfattende oversigt:

Kilde

Købspris

Salgspris

Size

Tid

Handel

96,20

 

171.687,87

15:48:40

BNG

96,20

96,91

-

15:48:38

[Pengeinstitut P1]

96,50

96,45

1.000.000

15:48:19

[Pengeinstitut P2]

95,95

96,55

20.000.000

15:46:59

Klageren har fremlagt et screenshot, hvoraf blandt andet fremgår:

I dag (2024-11-04) – [realkreditobligation R]

10 seneste handler i dag

Tid

Kurs

Mængde

Type

Marked

15:48:40

96,200

171.687,87

SI Standard Trade

OMX

14:59:03

97,070

251.356,00

OTC-Loan Payment

OTC

10:41:14

97,250

111.160,12

SI Standard Trade

OMX

Banken har oplyst, at handlen kl. 14:59:03 var en OTC-loan payment, hvorfor den ikke kan anvendes som reference, da der kan være særlige valørmæssige vilkår forbundet med prisning af handlen, som er linket til boligfinansiering. Den anden handel kl. 10:41:14 blev ikke gennemført af banken, hvorfor banken ikke har indsigt i vilkårene for denne handel. Banken formoder dog, at handlen sandsynligvis var en kundes køb (højreside af spread), og at det umiddelbart lader til, at handlen blev gennemført uden for det gældende spread på handelstidspunktet. Handlen blev gennemført som en SI-handel, altså en kundehandel med en anden markedsdeltager som modpart. Det aktuelle spread på handelstidspunktet var køb og salg var 96,19 og 96,89.

Parternes påstande

Den 19. november 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået hans påstand således, at Arbejdernes Landsbank skal erstatte det tab, han led i forbindelse med bankens salg af hans værdipapir. Klageren har desuden nedlagt påstand om, at han ønsker ordentlighed i den finansielle sektor.

Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke gennemførte hans salgsordre (markedsordre) efter Best Execution-reglerne. 

Banken var modpart i handlen, hvilken han ingen indflydelse havde på, og banken solgte værdipapiret indenfor et bestemt ”spread” i bankens handelssystem. Den solgte kurs var 96,20, men tidligere samme dag var det samme aktiv solgt for kurs 97,25 og endda i en mindre volumen.

Reglerne om ordreudførelse forpligter værdipapirhandleren til at gennemføre ordren til det efter omstændighederne bedst mulige resultat for værdipapirhandlerens kunder.

Værdipapirhandleren skal blandt andet tage følgende faktorer i betragtning: investortype, prisen på instrumentet, omkostningen ved at handle, ordrestørrelse samt sandsynlighed for at ordren i det hele taget kan gennemføres og afvikles korrekt.

Banken har kun argumenteret med, at den handler indenfor "spreadet", hvorimod man efter hans opfattelse er nødt til at lave en samlet vurdering, det vil sige også tage hensyn til tidligere værdipapirhandler samme dag.

Banken opfyldte ikke ved værdipapirhandlen betingelserne i bekendtgørelse nr. 917 om værdipapirhandleres udførelse af ordrer § 3, stk. 1. Det er blandt andet et ”andet forhold”, at værdipapiret tidligere på dagen blev handlet (SI-handel) til en noget højere kurs end den, han opnåede. Det var jo faktisk en markedshandel, og banken kan stadig ikke komme med en fornuftig forklaring på, hvorfor der ikke er taget hensyn til dette kursniveau i hans handel.

Arbejdernes Landsbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at den ikke har handlet ansvarspådragende, og at klageren ikke har lidt et tab.

Banken stiller priser i egenskab af Systematisk Internalisator, og kundeordrer kan derfor afregnes med banken som modpart. Når banken indgår som modpart i en handel, efterlever banken sin ordreudførelsespolitik, hvor banken forpligter sig til Best Execution, hvilket medfører, at de kurser, som banken gennemfører ordrer på, skal være mindst lige så gode eller bedre end de priser, der er tilgængelige på bankens handelssteder på tidspunkt for ordrens gennemførelse, jf. bankens Ordreudførelsespolitik afsnit 6. Banken efterlevede således Best Execution princippet.

Banken gennemførte klagerens salgsordre på de indikative Bloomberg-priser, hvorfor prisen var markedskonform. På tidspunkt for ordrens gennemførelse lå Bloombergs prisindikation på 96,20, modsvarende den afregnede kurs til klageren. Øvrige markedsdeltagere, der stillede pris og tilstrækkelig mængde på handelstidspunktet, stillede købspriser på hhv. 96,05 og 95,95, altså mellem 0,15-0,25 kr. dårligere end den kurs, som klageren blev afregnet på. Banken gennemførte altså klagerens ordre 0,15-0,25 kr. bedre end de priser, som andre markedsdeltagere, der stillede tilstrækkelig likviditet, tilbød på handelstidspunktet.

Klagerens reference til øvrige priser, der var gennemførte handler på samme handelsdag, kan ikke anvendes som reference, da de ikke blev gennemført på samme forudsætninger som klagerens ordre. Den ene var en handel forbundet med ejendomsfinansiering, og den anden var sandsynligvis en købsordre, som desuden var handlet udenfor gældende købs- og salgspriser på handelstidspunktet.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.

Klageren var kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han havde en aldersopsparing med et tilknyttet værdipapirdepot.

Den 4. november 2024 kl. 15:47:38 afgav klageren en ordre om salg af en realkreditobligation R til et ordrebeløb på 171.687,87 kr. fra sit værdipapirdepot. Ordren blev afgivet som en markedsordre.

Af en fondsnota fra banken til klageren fremgår, at ordren blev gennemført den 4. november 2024 kl. 15:48:40 til kurs 96,20. 

Det fremgår af bankens Vilkår for handel med værdipapirer, at en markedsordre er karakteriseret ved, at kunden afgiver en ordre til banken om køb eller salg af et værdipapir, der gennemføres bedst muligt, jf. bankens ordreudførelsespolitik.

Det fremgår af bankens Ordreudførelsespolitik, at banken kan vælge at udføre en ordre på SI-vilkår med banken som modpart, såfremt disse vilkår modsvarer eller er bedre end markedsvilkårene på bankens øvrige tilknyttede handelssteder, og det er til fordel for kunden.

Da klageren ved afgivelse af ordren valgte ordretypen markedsordre, finder Ankenævnet, at klageren herved accepterede, at salget ikke skete til en forud fastsat kurs, men til den bedst mulige kurs, der kunne opnås.

Ankenævnet finder endvidere, at banken var berettiget til at udføre ordren på SI-vilkår med banken som modpart.

Ankenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte afregningskursen, og dermed er der heller ikke grundlag for at pålægge banken at betale noget beløb til klageren i forbindelse med handlen.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Klagerens krav om ordentlighed i den finansielle sektor vedrører ikke et konkret økonomisk mellemværende og er derfor ikke omfattet af Ankenævnets kompetence.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører klagerens krav om ordentlighed i den finansielle sektor.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.