Spørgsmål om favørrente m.m.

Sagsnummer:591/1995
Dato:07-11-1996
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Inge Frølich, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Rente - udlån
Ledetekst:Spørgsmål om favørrente m.m.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 27. februar 1986 underskrev klageren kassekreditkontrakt, hvorefter et pengeinstitut, med hvem indklagede senere er fusioneret, ydede klageren en kredit på 200.000 kr. Af kontrakten fremgik, at klageren stillede sikkerhed med de i et depot beroende effekter. Under særlige bestemmelser var anført:

"Indfrielse/genforhandling marts 1988 rentesats indtil den 1. marts 1987 p.t. 12,25% p.a. rentesats indtil den 1. marts 1988 p.t. 11,25% p.a."

Den 28. december 1988 ydede indklagede klageren et omlægningslån på 154.200 kr. Lånets provenu på 153.700 kr. blev indsat på klagerens kassekredit, hvis maksimum herefter udgjorde 46.300 kr. Af gældsbrevet fremgår:

"SÆRLIGE BETINGELSER

Renten følger den til enhver tid gældende sats for Erhverv II, Franko provision. Rente p.t. 11,25% p.a."

Lånet skulle afvikles med 2.440 kr. månedligt.

Af kontoudskrift for kassekreditten fremgår, at saldoen indtil 13. september 1990 var negativ. Fra dette tidspunkt, når bortses fra perioderne 28. september til 19. december 1990 og 31. maj til 19. juni 1991, var saldoen positiv. Kontoens navn blev senere ændret til servicekonto.

I skrivelse af 9. december 1993 til klageren anførte indklagede:

"Deres engagement i [indklagede]

I forbindelse med at Deres pantebrevsdepot har fået nyt nummer fremsendes vedlagt ny håndpanterklæring til erstatning af den tidligere pr. 27.02.1986 underskrevne.

Da ydelsen på pantebrevene indgår på konto nr. [servicekontoen], og pantebrevsafkastet er omfattet af pantet, er denne konto medtaget på håndpanterklæringen.

Dokumentet bedes venligst underskrevet, forsynet med 2 vitterlighedsvidner og herefter returneret i [indklagede].

Samtidig beder vi Dem venligst fremsende kopi af Deres skatteårsopgørelse for 1992."

Ifølge den medsendte håndpantsætningserklæring gav klageren indklagede håndpant i sit depot samt det til enhver tid indestående på servicekontoen til sikkerhed for betaling af omlægningslånet. Klageren underskrev håndpantsætningserklæringen, men rejste spørgsmål herom under hensyn til, at depotet i forbindelse med etableringen af omlægningslånet i 1988 ikke var blevet pantsat til sikkerhed herfor. Indklagede frafaldt på et senere tidspunkt at gøre håndpantsætningserklæringen gældende.

Ved skrivelse af 27. marts 1994 stillede klageren spørgsmål ved, om omlægningslånets rente beregnedes korrekt. Af skrivelsen fremgik endvidere, at klageren var af den opfattelse, at det var aftalt med indklagede, at afkast fra hendes depot skulle indgå på en konto, hvis rente skulle svare til omlægningslånets rente. Klageren fandt, at indklagede havde tilsidesat denne aftale.

Ved skrivelse af 1. juni 1994 meddelte indklagede, at man havde konstateret, at klagerens lån var blevet debiteret mellem 1% og 1½% for meget i rente, hvorfor man var indstillet på at refundere 4.656,14 kr. Med hensyn til forrentning af afkast fra depotet oplyste indklagede, at afkastet hidtil var indgået på klagerens kassekredit (senere servicekonto). Efter kredittens indfrielse var der ikke fremsat ønske om at få denne konto ændret; kontoens rente var p.t. 0,125% p.a.

Under yderligere korrespondance mellem parterne stillede klageren krav om en større rentekorrektion end erkendt af indklagede. Dette afvistes af indklagede, der dog undlod at refundere det i skrivelsen af 1. juni 1994 nævnte beløb på 4.656,14 kr.

Den 23. november 1995 blev der afholdt et møde med deltagelse af en repræsentant for klageren samt indklagede med henblik på at søge de opståede tvister bilagt. Der er mellem parterne ikke enighed om, hvad der måtte være aftalt på mødet.

Klageren har ved klageskema af 5. december 1995 indbragt sagen for Ankenævnet. Ifølge klageskemaet ønsker klageren at opnå:

"- De lovede uforbeholdne skriftlige undskyldninger for det passerede. - Saldokvittering mod betaling af restsaldo kr. 2.476,36 (jvf. amortisationsplan) (fremkommer som restsaldo pr. 31.10.95 kr. 4.276,36 minus delvise omkostninger herefter kr. 1.800,00)

- Udbetaling af erstatning fra [indklagede] og/eller dettes medarbejdere for ethvert tab som låntager har eller måtte lide.

- Dækning fra [indklagede] og/eller dettes medarbejdere af samtlige låntagers omkostninger af enhver art.

- Udbetaling af godtgørelse af låntager fra [indklagede] og/eller dettes medarbejdere."

Klageren har herudover anmodet om Ankenævnets udtalelse med hensyn til, om der fra indklagedes side foreligger overtrædelser af gældende love vedrørende regulering af pengeinstitutvirksomhed samt etiske regler. Klageren har anmodet om mundtlig behandling af klagen.

Indklagede har under sagens forberedelse fremlagt en rekonstrueret beregning af omlægningslånets restgæld pr. 31. december 1995 (bilag C). Beregningen er foretaget på grundlag af et notat (bilag B) indeholdende rentesatser og renteændringer for Erhvervskredit II i det pengeinstitut, hvor lånet blev etableret; af bilag B fremgår, at kontotype Erhvervskredit II først blev oprettet den 19. april 1989. I perioden fra 28. december 1988 til 19. april 1989 er rentesatsen for Erhvervskredit III derfor anvendt. Kontotype Erhvervskredit II er identisk med kontotype 7100 hos indklagede og er anvendt i perioder, hvor indklagede ikke har kunnet fremskaffe dokumentation for Erhvervskredit II. På grundlag af indholdet af bilag B og C har indklagede nedlagt påstand om frifindelse mod at anerkende, at saldoen på klagerens omlægningslån pr. 31. december 1995 var 38.690,93 kr.

Klageren har anført, at hun, der er født i 1915, bestrider, at rentesatserne i bilag B er de for lånet aftalte rentesatser. På omlægningslånet var aftalt en favørrente på 2 måder. Renten var aftalt til en favørsats lavere end långivers almindelige sats, benævnt Erhverv II Franko provision. Favørsatsen 11,25% p.a. blev ved indgåelsen af aftalen oplyst til at være 2% under denne sats. Lånets rente skulle følge den til enhver tid gældende sats for Erhverv II Franko provision, som blev oplyst til i sig selv at være en særlig fordelagtig sats. Indklagede har ikke opsagt denne favørstilling. Det bestrides, at satsen for Erhverv II Franko provision skulle være 11,25% på tidspunktet for lånets etablering. Indklagede erkendte i skrivelsen af 1. juni 1994, at lånets rente havde været forkert beregnet. Indklagede korrigerede ikke denne erkendte fejl, men stillede krav om, at hun indgik på nærmere betingelser, forinden fejlen kunne korrigeres. Da hun ikke ønskede dette, meddelte indklagede, at man ville henlægge sagen. Ved skrivelse af 9. december 1993 forsøgte indklagede at formå hende til at underskrive håndpantsætningserklæring under henvisning til, at dette skulle ske som følge af ændringer vedrørende depotets nummer, men der var reelt tale om en ændring af pantsætningen. Det var aftalt, at afkastet af depotet skulle forrentes med samme rente som omlægningslånet. Forrentningen af kassekreditten er også fejlagtig. Indklagede har på intet tidspunkt tilbudt at godtgøre hende for den uro, usikkerhed og ængstelse, som hun som 80-årig har oplevet eller tilbudt at godtgøre hende de omkostninger, som indklagedes handlemåde har påført hende. Indklagede har ikke dokumenteret endsige blot sandsynliggjort de nu oplyste, men flere gange tidligere ændrede renteoplysninger. Indklagedes manglende evne og vilje til at oplyse sagen bør medføre processuel skadevirkning for indklagede.

Indklagede har anført, at klageren ved gennemførelsen af rentekorrektionen i henhold til bilag B vil blive stillet, som om der ikke er begået fejl. Der er intet, der tyder på, at der for omlægningslånet blev aftalt en lavere favørrente end Erhverv II, hvorfor dette bestrides. For så vidt angår kassekreditkontrakten blev der ikke aftalt anvendelse af Erhverv Franko II. Indklagede har vanskeligheder ved at fremfinde gamle rentesatser fra det pengeinstitut, med hvem man fusionerede. Det bestrides, at man bevidst har forholdt oplysninger om renteudviklingen på kontoformen Erhverv II eller på nogen måde forsøgt at besvige klageren til at indgå for hende ufordelagtige aftaler vedrørende renten. Med hensyn til renten af afkastet fra klagerens depot indgik afkastet på kassekreditten. Da kassekreditten frem til september 1990 var i debet, fik klageren ind til dette tidspunkt i realiteten afkastet forrentet med renten for kassekreditten. Det bestrides, at der skulle foreligge aftale om, at afkastet fra klagerens depot skulle forrentes med et højere beløb end sædvanlig indlånsrente for kassekreditter.

Ankenævnets bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke afgiver udtalelser med hensyn til, om et pengeinstitut i almindelighed har overtrådt gældende love m.v. vedrørende behandlingen af et bestemt engagement.

Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme klagerens anmodning om mundtlig behandling af klagen.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at det var aftalt, at afkastet fra klagerens pantebrevsdepot skulle forrentes med en rente svarende til indklagedes udlånsrente eller lignende. Det bemærkes i denne forbindelse, at klageren frem til et tidspunkt, hvor hendes kassekredit blev positiv, har modtaget forrentningen af afkastet med kassekredittens tilsvarende udlånsrente.

Ankenævnet finder anledning til at udtale, at det anses for kritisabelt, at indklagede efter at have erkendt, at klagerens omlægningslån var forkert renteberegnet, ikke straks af egen drift korrigerede lånets saldo med den erkendte fejl, men som betingelse herfor stillede krav om, at klageren indgik på en samlet løsning vedrørende opståede tvister.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte de oplysninger, som indklagede har afgivet om rentesatsen for klagerens omlægningslån. I overensstemmelse med indklagedes påstand bør indklagede herefter anerkende, at omlægningslånets saldo pr. 31. december 1995 var 38.690,93 kr.

Klageren har ifølge sin påstand krævet, at indklagede og eller dettes medarbejder skal godtgøre ethvert tab, som hun har lidt eller måtte lide. Ankenævnet bemærker i denne forbindelse, at Ankenævnet ikke kan påkende krav fremsat mod indklagedes medarbejdere personligt, men alene behandler klager indgivet mod et pengeinstitut.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge for så vidt angår klagerens påstand om, at afkast fra klagerens pantebrevsdepot kan forrentes med samme rente som klagerens lån hos indklagede. Indklagede bør anerkende, at saldoen på klagerens lån pr. 31. december 1995 var 38.690,93 kr. Ankenævnet kan ikke behandle klagen i øvrigt. Klagegebyret tilbagebetales klageren.