Anvendelse af provenu ved salg af ejendom i sameje.

Sagsnummer:275/1989
Dato:16-02-1990
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lis Frisenette, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Anvendelse af provenu ved salg af ejendom i sameje.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere hans konto i indklagedes Nykøbing Falster afdeling i alt 62.038,68 kr., som udgør halvdelen af provenuet ved salget pr. 1. januar 1989 af en af klageren og hans tidligere samlever i sameje ejet ejendom tillige med renter af beløbet og advokatsalær.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede i december 1988 og januar 1989 indsatte dels provenuet af et nyoptaget ejerskiftelån i kreditforeningen, dels den kontante udbetaling og den konverterede restkøbesum tillige med et beløb udbetalt af den ved handelen benyttede ejendomsmægler på klagerens samlevers konto i Nykøbing Falster afdeling.

Klageren har opgjort beløbet således:

" border="0" cellpadding="0" cellspacing="0">" valign="top" width="367">">">Beløbet udgør

" valign="top" width="36">">">kr.

" valign="top" width="84">" align="right">">55.515,15

" valign="top" width="367">">">hvortil lægges rente på 13% frad. 18.01.89

" valign="top" width="36">">">-

" valign="top" width="84">" align="right">">3.468,15

" valign="top" width="367">">">samt halvdelen af det af … indsatte beløb

" valign="top" width="36">">">-

" valign="top" width="84">" align="right">">1.177,38

" valign="top" width="367">">">Salær

" valign="top" width="36">">">-

" valign="top" width="84">" align="right">">1.878,00

" valign="top" width="367">">">I alt

" valign="top" width="36">">">kr.

" valign="top" width="84">" align="right">">62.038,68



Klageren bestrider, at der som anført af indklagede, skulle foreligge en aftale mellem afdelingen og klageren om, at det samlede provenu skulle indsættes på samleverens konto.

Hans samlever rettede i slutningen af oktober 1988 henvendelse til afdelingen, idet hun ønskede at få finansieret opførelsen af en institution for psykotisk handicappede børn, hvilket klageren først erfarede i slutningen af november 1988 i forbindelse med, at han blev anmodet om at give møde i afdelingen. Ved klagerens fremmøde i afdelingen, havde indklagede på forhånd udarbejdet diverse lånedokumenter, ifølge hvilke han skulle være medejer af den nye ejendom og meddebitor på lånet. Han nægtede at underskrive dokumenterne, men indvilgede i at kautionere for samleverens engagement med indklagede. Indklagede måtte derfor udfærdige nye lånedokumenter, og han måtte derfor atter efter nogle dages forløb møde i afdelingen, hvor han underskrev som selvskyldnerkautionist for samleverens engagement med indklagede. Samtidig hermed bevilgede afdelingen ham et lån på 100.000 kr. til indfrielse af hans hidtidige engagement med Den Danske Bank, da afdelingen krævede overførsel af hans engagement der.

Klageren har anført, at han alene accepterede at underskrive som selvskyldnerkautionist, da han følte sig under pres fra samleveren, idet denne allerede havde påbegyndt byggeriet. Klageren har således på intet tidspunkt indgået en aftale med afdelingen om, at den ham tilkommende halvdel af provenuet ved salget af ejendommen skulle godskrives samleverens engagement med indklagede.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at såvel klageren som hans tidligere samlever deltog i et møde i afdelingen den 4. november 1988, hvor budgetmaterialet for projektet blev nøje gennemgået med begge parter. Klageren og hans samlever oplyste overfor afdelingen, at deres revisor havde rådet dem til af skattemæssige årsager at lade samleveren være enekøber af den ejendom, som parterne ønskede at købe og indrette, dels til privatbolig, dels til institution, ligesom revisoren havde anbefalet samleveren at være enedebitor på de lån, der ansøgtes om hos indklagede.

Afdelingen accepterede dette, dog på visse nærmere vilkår, bl.a. at provenuet ved salg af parternes ejendom skulle udgøre en del af finansieringsgrundlaget ved købet og indretningen af den nye ejendom, samt at klageren skulle påtage sig kaution for en del af engagementet med samleveren. Afdelingen præciserede endvidere overfor klageren, at hans faste årlige indkomst på 250.000 kr. havde betydning for afdelingens vurdering af, om man ønskede at bevilge de nødvendige kreditfaciliteter.

Da indklagede indvilgede i at indrømme parterne de relativt store kreditfaciliteter til gennemførelse af det pågældende projekt, fandt man det naturligt, at hele engagementet samledes hos dem, hvorfor man ved mødet den 4. november 1988 tillige fik klagerens skriftlige accept af overførsel af dennes engagement i Den Danske Bank til indklagedes afdeling.

Da klageren indfandt sig i afdelingen for at underskrive dokumenterne vedrørende de på mødet den 4. november 1988 indrømmede kreditfaciliteter, anmodede han imidlertid indklagede om, at der blev stillet en kassekredit i stedet for et lån til hans rådighed.

Afdelingen indvilgede heri og udfærdigede et nyt dokument, som klageren underskrev den 28. november 1988 samtidig med, at han tiltrådte som kautionist på det lån, indklagede ydede hans samlever. Dette dokument har på intet tidspunkt været ændret, hvilket også fremgår af, at samleveren allerede henholdsvis den 31. oktober og den 10. november 1988 havde underskrevet de dokumenter, der vedrørte hende personligt.

Provenuet ved salget af parternes hidtidige ejendom indgik omkring årsskiftet 1988/89 med i alt ca. 114.000 kr., hvilket beløb i henhold til de indgåede aftaler blev krediteret samleverens byggelånskonto.

Under et møde med afdelingen i begyndelsen af marts 1989 meddelte klageren, at parterne havde ophævet samlivet, hvorefter afdelingen den 13. marts 1989 afholdt et møde med samleveren med henblik på at drøfte hendes fremtidige økonomiske situation.

Afdelingen har naturligvis drøftet klagerens krav om udbetalingen af de omhandlede 55.000 kr. med hans tidligere samlever, som i givet fald er den, der vil blive belastet det pågældende beløb.

Det er samleverens opfattelse, at klageren ikke har noget berettiget krav på beløbet, men samleveren har rettet henvendelse til sin advokat herom, som endnu ikke har udtalt sig endeligt i sagen.

Afdelingens bevillinger af byggelån og finansieringslån m.v. er således givet under forudsætning af bl.a. parternes eget indskud oprindeligt kalkuleret til 160.000 kr., svarende til det nævnte salgsprovenu samt kaution fra klageren og dennes lønindtægt.

Parternes ophævelse af samlivet kan ikke bevirke, at klageren er frigjort fra sin forpligtelse overfor indklagede, herunder hans forpligtelse til at bidrage med det nævnte indskud i byggeprojektet.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har gjort gældende, at det med klageren var aftalt, at provenuet ved salget af klagerens og dennes samlevers hidtidige faste ejendom fuldt ud skulle indgå i finansieringen af købet og indretningen af den nye ejendom, selv om alene samleveren skulle stå som ejer af denne, og at indsættelsen af hele provenuet til kredit for samleverens byggelånskonto således er sket i henhold til aftale med klageren. Denne har bestridt, at der foreligger en sådan aftale. En stillingtagen til dette spørgsmål findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.