Indsigelse mod gyldigheden af klagers håndpantsætning af ejerpantebrev.

Sagsnummer:338/2002
Dato:14-05-2003
Ankenævn:John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Tredjemandspant - stiftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod gyldigheden af klagers håndpantsætning af ejerpantebrev.
Indklagede:Gjerlev-Enslev Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod gyldigheden af håndpantsætningen af et ejerpantebrev for hendes søns engagement med indklagede.

Sagens omstændigheder.

Den 29. juni 2000 underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, hvorefter hun stillede et ejerpantebrev på 200.000 kr. til sikkerhed over for indklagede. Sikkerheden blev stillet for opfyldelse af enhver forpligtelse, som klagerens søn, dennes personligt drevne firma samt sønnens daværende ægtefælle havde eller måtte få over for indklagede.

Af sagen fremgår, at klagerens søn hidtil havde været kunde i et andet pengeinstitut. Engagementet med dette pengeinstitut blev indfriet ved træk på sønnens nyetablerede konti hos indklagede.

Sønnen ejede et anpartsselskab, der var franchisetager.

Ved skrivelse af 11. januar 2002 rykkede franchisegivers advokat for betaling af et beløb på ca. 113.000 kr., der var forfaldet til betaling den 10. s.m. Advokaten stillede krav om betaling af beløbet senest den 19. januar 2002. Manglende betaling ville medføre ophævelse af franchiseaftalen.

Sønnen rettede henvendelse til indklagede om en forhøjelse af engagementet. Indklagede har anført, at sønnen i denne forbindelse foreslog, at klageren stillede yderligere sikkerhed. Indklagede har anført, at man tilkendegav, at man ikke ville stille yderligere kredit til rådighed uden sikkerhed.

På et møde den 17. januar 2002 hos indklagede, hvor sønnen deltog, underskrev klageren en forhøjelse af ejerpantebrevet fra 200.000 kr. til 400.000 kr. samt ny håndpantsætningserklæring, hvorefter ejerpantebrevet blev stillet til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som sønnen havde eller senere måtte få over for indklagede.

Indklagede bevilgede herefter et lån på 290.000 kr. Indklagede har anført, at heraf indbetaltes 200.000 kr. til sønnens anpartsselskab, 78.000 kr. medgik til afvikling af sønnens tidligere personligt drevne firma, 10.000 kr. udgjorde omkostninger ved etablering af ejerpantebrevet og lånet.

Ved skrivelse af 23. april 2002 meddelte indklagede klageren, at man havde set sig nødsaget til at opsige sønnens engagement til fuld indfrielse. Baggrunden var, at indklagede trods gentagne henvendelser, senest ved skrivelse af 20. marts 2002, ikke havde kunne kommet i dialog med sønnen. Såfremt der ikke senest 1. maj 2002 var truffet aftale om en afvikling af engagementet, ville dette blive overgivet til retslig inkasso.

Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved skrivelse af 28. maj 2002 meddelte indklagede:

"Hun anerkender den skete pantsætning af sin villa for kr. 200.000. Vedrørende forhøjelsen af ejerpantebrevet med yderligere kr. 200.000 i januar 2002 oplyser hun, at hun blev indkaldt til møde hos Dem den 16. januar 2002, idet hun i forbindelse med indkaldelsen var opfordret til at medbringe sit skøde. Hendes søn oplyste, at hun skulle "kautionere" for yderligere 200.000 "for så var firmaet reddet". [Klagerens søn] troede angiveligt, at dette var tilfældet.

Min klient var skeptisk, ikke mindst fordi det angiveligt blev krævet at sikkerhedsstillelsen skulle finde sted samme dag.

Under mødet forklarede [klagerens søn], at såfremt kreditorerne fik "lukket munden" kunne han og sparekassen påbegynde en genopbygning af firmaet.

……

Såfremt det forholder sig som beskrevet for mig, er min klients forudsætninger for forhøjelsen af ejerpantebrevet således svigtet på det kraftigste, hvorfor hun næppe kan anses for bundet af denne forhøjelse.

Jeg hører gerne hvorvidt De kan acceptere at kvittere ejerpantebrevet mod betaling af kr. 200.000, idet min klient i modsat fald har instrueret mig om at overgive sagen til Pengeinstitutankenævnet."

Ved skrivelse af 10. juni 2002 fastholdt indklagede gennem sin advokat kravet mod klageren.

Under sagen er fremlagt kontoudskrifter vedrørende klagerens søns engagement med indklagede.

Parternes påstande.

Klageren har den 23. august 2002 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at hun ønsker indklagede tilpligtet at udlevere ejerpantebrevet.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har over for indklagedes afvisningspåstand anført, at der er tale om en sikkerhedsstillelse i et privat forhold. Ankenævnet har kompetence til at behandle klagen uanset, at sikkerheden blev stillet for et erhvervsmæssigt mellemværende.

Over for indklagedes frifindelsespåstand har klageren bl.a. anført, at den gæld, som ejerpantebrevet på 200.000 kr. oprindeligt blev stillet til sikkerhed for, er indfriet. Den senere sikkerhedsstillelse ved forhøjelsen af ejerpantebrevet til 400.000 kr. var for gammel gæld. Der er endvidere stiftet gæld, som ligger uden for klagerens forudsætninger på tidspunktet for den første sikkerhedsstillelse i juni 2000.

Overførslen af beløb til indfrielse af sønnens engagement med sit tidligere pengeinstitut ligger uden for hendes forudsætninger ved sikkerhedsstillelsen, hvorfor sikkerheden ikke kan anvendes i denne forbindelse.

Da hun i januar 2002 stillede yderligere sikkerhed, havde indklagede allerede et krav på sønnen på over 350.000 kr. Denne gæld var ikke omfattet af hendes oprindelige sikkerhed, hvorfor den nye sikkerhed således blev stillet for gammel gæld. Dette blev hun ikke gjort opmærksom på, hvorfor forhøjelsen af sikkerheden bør tilsidesættes efter aftalelovens § 36.

Indklagede har bevisbyrden for, at hun blev informeret og vejledt om, at der var tale om sikkerhed for gammel gæld. Det er uden betydning, at indklagede ydede et yderligere lån på 290.000 kr.

Under mødet den 17. januar 2002 fik hun oplyst af både indklagede og sin søn, at lånet ville "redde firmaet", da det skulle anvendes til at indfri kreditorer, således at firmaet kunne drives videre. I tillid hertil underskrev hun dokumenterne om forhøjelsen.

Hun blev ikke oplyst om, at indfrielsen af gælden til franchisegiver på ca. 140.000 kr. alene skyldtes indklagedes og sønnens ønske om ikke at misligholde franchisekontrakten med henblik på et salg af selskabet.

Det eneste alternativ til salg var, at selskabet gik konkurs. Såfremt et salg ikke blev en realitet, var der en åbenbar risiko ved sikkerhedsstillelsen.

Selskabet var nødlidende i en sådan grad, at det ikke stod til at redde ved videre drift.

Hun finder, at en række af dispositionerne på sønnens konti er sket til skade for hende og i strid med hendes forudsætninger for at stille sikkerhed.

Indklagede havde i kraft af bestående engagementer et indgående kendskab til sønnens og dennes selskabers nødlidende økonomiske situation.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er tale om et erhvervsmæssigt forhold.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klagerens søn blev kunde hos indklagede i juni 2000. I denne forbindelse blev sønnens engagement i et tidligere pengeinstitut indfriet. De transaktioner, der er foregået i denne forbindelse, er sket på helt normal vis.

Ved mødet den 17. januar 2002 var der en lang drøftelse om sønnens muligheder. Sønnen ville gerne stoppe som franchisetager hurtigt og snarest muligt. Der var enighed om, at han stod sig bedst ved, at franchisekontrakten ikke blev misligholdt. Sønnen mente, at han havde tre købere. Klageren deltog i drøftelserne og var enig i, at franchisekontrakten i videst muligt omfang skulle forsøges opretholdt og hun indvilgede derfor i at stille yderligere pant i sin ejendom på 200.000 kr.

Klageren blev af indklagede gjort klar med den risiko, der var for, at hun helt eller delvist kunne tabe penge ved sikkerhedsstillelsen, såfremt det ikke lykkedes at sælge sønnens forretning. Dette var klageren indforstået med, ligesom hun var indforstået med på trods af den skitserede risiko at hjælpe sin søn.

Efterfølgende viste det sig, at sønnen ikke kunne sælge forretningen.

Indklagedes engagement med sønnen overstiger langt det beløb, for hvilket klageren har stillet sikkerhed. Af lånet på 290.000 kr. har indklagede tabt de 90.000 kr.

Det bestrides, at indklagede har haft indflydelse på driften af og beslutningerne i sønnens virksomhed.

Der er ikke sket afvikling af gælden til indklagede.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge, idet klageren som privatperson stillede sikkerhed for sin søns engagement med indklagede. Det er herved uden betydning, at sønnens engagement var erhvervsmæssigt.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af spørgsmålet om gyldigheden af klagerens sikkerhedsstillelse for sønnens engagement med indklagede vil bero på en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.