Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med lånefinansierede investeringer. Forældelse.

Sagsnummer:545/2012
Dato:28-08-2013
Ankenævn:Vibeke Rønne, Christian Bremer, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg og Karin Sønderbæk
Klageemne:Forældelse - rådgivning
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst:Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med lånefinansierede investeringer. Forældelse.
Indklagede:Ringkjøbing Landbobank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører, om Ringkjøbing Landbobank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med rådgivning af klagerne om lånefinansieret investering. Spørgsmål om forældelse af krav.

Sagens omstændigheder

Klagerne, der er bosiddende i Holland, var tidligere kunder i et pengeinstitut P, i Luxembourg, hvor de havde M som rådgiver, og hvor de havde en pensionsordning til en værdi af ca. 500.000 euro. Efter at M var blevet ansat i Ringkjøbing Landbobank, kontaktede han i maj 2007 klagerne for at høre, om klagerne var interesserede i at blive kunder i banken.

Klagerne har oplyst, at de underskrev et dokument vedrørende oprettelse af en konto hos Ringkjøbing Landbobank, at de herefter troede, at de flyttede deres pensionsordning fra P til banken, og at de først senere blev opmærksomme på, at der var tale om en investering hos et britisk forsikringsselskab F, der efterfølgende blev forhøjet ved lånefinansiering. Banken har oplyst, at klagerne tegnede en kapitallivsforsikring på 500.000 euro hos F, hvor klagernes pensionsformue blev investeret i aktieindeks, og hvor klagerne samtidig modtog en kapitalgaranti fra F.

I sagen er fremlagt følgende dokumenter underskrevet af klagerne den 27. juli 2007:

·anmodning om deltagelse med 500.000 euro i en kapitallivsforsikringsordning benævnt "Safe Combination" hos F, med investering i forskellige aktieindeks

·anmodning til P om salg af klagernes værdipapirer og overførsel af 500.000 euro. Modtagende bank var ikke angivet/udfyldt

·anmodning fra Ringkjøbing Landbobank til P om overførsel af konti til banken. De omhandlede konti var ikke angivet/udfyldt

·anmodning om oprettelse af værdipapirdepot i banken

·erklæring om, at bankens almindelige forretningsbetingelser var gældende for kundeforholdet

Den 10. september 2007 sendte P en bekræftelse til klagerne på, at der fra P den 7. september 2007 var blevet overført 500.000 euro til F. Samtidig blev der oprettet en afkastkonto til klagerne hos Ringkjøbing Landbobank.

Banken har oplyst, at klagerne i forbindelse med drøftelser om investeringen anførte, at de forventede et afkast på 10-15 % af de 500.000 euro. Banken har endvidere oplyst, at kapitallivsforsikringspolicen på baggrund heraf blev pantsat til banken til sikkerhed for en investeringskredit i banken til en værdi af 500.000 euro. Den 10. oktober 2007 anmodede M klagerne om at underskrive og pr. e-mail og almindelig post at returnere forskellige danske dokumenter. M oplyste, at dokumenterne snarest ville blive fremskaffet på engelsk. Den 10. og 11. oktober 2007 underskrev klagerne en engelsk og to danske erklæringer vedrørende pantsætning af policen hos F til banken, en aftale om en investeringspakkekredit/tillæg til investeringskredit med en kreditramme på 3,7 mio. DKK hos banken med variabel rente for tiden 6 % p.a. og en erklæring, hvorefter effekterne i to til klagerne oprettede sikkerhedsdepoter hos banken blev pantsat til banken. Investeringskreditaftalen indeholdt bl.a. følgende:

"… Såfremt der optages lån i anden valuta end danske kroner eller euro, vil den aktuelle gæld i fremmed valuta blive tillagt en yderligere sikkerhedsmargin på 5,00 % ved beregning af såvel sikkerhedsmargin som stop/loss. …

Investering i værdipapirer for lånte midler er forbundet med ekstra risiko idet gearingen, udover forøgede afkastmuligheder, medfører større tab i tilfælde af kursfald. …"

Tillæg til investeringskredit indeholdt bl.a. følgende:

"… Pantsætning af kapitalforsikringspolice

Forinden udregning af den gæld som skal være dækket af pantsatte værdipapirer fratrukket sikkerhedsmargin kan der ske modregning af 85 % af seneste opgjorte værdi af pantsat kapitalforsikringspolice hos [F] – dog maksimalt EUR 425.000,00.

Ringkjøbing Landbobank A/S er berettiget til på ethvert tidspunkt at indhente aktuel værdiopgørelse af kapitalforsikringen hos [F]. Såfremt der måtte indtræde begivenheder som rejser tvivl om tilbagekøbsværdien er banken ligeledes berettiget til helt eller delvist at reducere belåningsværdien. …"

Den 11. oktober 2007 blev der købt 23.800 stk. aktiebaserede investeringsforeningsbeviser "Valueinvest Bluechipvalue" til kurs 154 til en samlet kursværdi på 3.665.200 DKK til klagerne. Købet blev finansieret ved træk på investeringskreditten.

Af brev af 18. december 2008 fra banken til klagernes første advokat, R1, fremgår blandt andet:

"…

I telefonsamtale den 27.11.2007 orienterer [M] [klageren] om tabet på deres aktieinvesteringer. CD med den båndede telefonsamtale er vedlagt.

I mail af 04.12.2007 skriver [M] bl.a., at man ikke kan opnå en høj forrentning på indlån. Han foreslår her, at deres eksisterende investering omlægges til yderligere indskud i Royal London da denne har en kapitalgaranti. Denne omlægning og forhøjelse sker ultimo december.

Han foreslår endvidere, at kreditten omlægges til CHF. Dokumenter til denne omlægning fremsendes 08.02.2008, jfr. vedlagte.

…"

Den 18. december 2007 blev klagernes beholdning af investeringsforeningsbeviserne Valueinvest Bluechipvalue solgt til kurs 144,5 til en samlet kursværdi på 3.439.100 DKK. Banken har oplyst, at salget skete på M’s anbefaling, og at provenuet ved salget, der efter nogle tidligere udbetalinger til klagerne udgjorde 450.000 euro, blev anvendt til forhøjelse af klagernes investeringer i kapitallivsforsikringspolicen hos F. I sagen er fremlagt en anmodning af 18. december 2007 om forhøjelse af klagernes "Safe Combination" ordning hos F med 450.000 euro. Anmodningen fremtræder som underskrevet af klagerne. Klagerne har anført, at de ikke har underskrevet dokumentet.

Banken har fremlagt en skitse udarbejdet af M vedrørende pantsætning af policen hos F til sikkerhed for en kredit hos banken til brug for investering i investeringsforeningsbeviserne Valueinvest Bluechipvalue eller i kapitallivsforsikringen hos F. Banken har anført, at skitsen blev udarbejdet senest i december 2007 i forbindelse med drøftelser vedrørende salget af investeringsforeningsbeviserne.

I december 2007 underskrev klagerne en risikoprofil vedrørende investering af frie midler på 500.000 euro. Klagernes risikovillighed var fastlagt som mellem, og deres tidshorisont var 5 år.

Ved aftale underskrevet af klagerne i januar eller februar 2008 blev investeringskreditten omlagt til en 10-årig kredit i CHF (konto nummer -176) med variabel rente, for tiden 4,48 % p.a. Kreditten kunne opsiges af banken ved overskridelse af kreditrammen på 800.000 CHF.

På et møde i marts 2008 drøftede M og klagerne klagernes ønske om at bruge 250.000 euro af de investerede midler til køb af et jordstykke. Banken har anført, at klagerne på mødet udtrykte forundring over omkostningerne ved ophævelse af policen og over, at policen var pantsat til sikkerhed for investeringskreditten hos banken. Banken har fremlagt et notat med en oversigt over klagernes engagement, hvorefter værdien af klagernes investeringer hos F pr. 31. december 2007 var 951.637,22 euro, finansieret ved en egenkapital på 500.000 euro og 450.000 euro finansieret via banken, og hvorefter klagernes investeringskredit i banken udgjorde 800.000 CHF, svarende til ca. 500.000 euro. Notatet indeholdt endvidere oplysning om klagernes tidligere investering i investeringsforeningsbeviserne Valueinvest Bluechipvalue. Banken har oplyst, at M udarbejdede notatet til klagerne i forlængelse af mødet.

Af e-mail af 14. april 2008 fra M til klagernes hollandske bank fremgår, at værdien af klagernes oprindelige investering på 500.000 euro nu var 345.000 euro.

I brev af 30. april 2008 til klagerne anførte banken følgende:

" … Vi har et Investeringsprofil-skema fra dig, hvor du oplyser, at du generelt ønsker risikoprofilen middel risiko for frie midler.

Vi har gennemgået dit Investeringsprofil-skema i forhold til de eksisterende aftaler. Du har en Investeringspakkekredit med tilhørende depot. Det er forbundet med ekstra risiko at investere for lånte midler. Investering for lånte midler betragtes altid som en investering med høj risiko, uanset hvilke værdipapirer der er investeret i.

Det er selvfølgelig muligt at have flere investeringsprofiler, og disse kan have forskellige risikoprofiler.

Ønsker du at ændre oplysningerne i den generelle Investeringsprofil eller rådgivning i øvrigt, er du altid velkommen til at kontakte mig. …"

Den 6. maj 2008 fratrådte M sin stilling i banken. Banken har oplyst, at banken og M i sommeren 2008 rådede klagerne til at ophæve minimum halvdelen af policen. Klagerne har bestridt dette.

Den 3. juni 2008 underskrev klagerne en aftale om en investeringskredit (konto nummer -271) med en kreditramme på 3,9 mio. DKK hos banken med variabel rente for tiden 7 % p.a., og hvorefter banken fik sikkerhed i klagernes sikkerhedsdepot i banken. Klagerne erklærede samtidig at have modtaget og gennemlæst bankens almindelige forretningsbetingelser, der var gældende for kreditten.

Den 18. juni 2008 holdt klagerne møde med M. Klagerne har oplyst, at de oprindeligt havde aftalt et møde med en medarbejder hos banken, men at M i stedet modtog dem uden for banken og holdt møde med dem udenfor bankens lokaler.

I brev af 15. juli 2008 anførte klagerne, at banken ønskede, at de skulle skifte bank. Klagerne udtrykte endvidere utilfredshed over omkostningerne på ca. 95.000 euro ved førtidig ophævelse af forsikringen hos F og rejste indsigelse mod M’s rådgivning. Klagerne omtalte den oprindelige investering på 500.000 euro og lånet på 450.000 euro. Klagerne anførte, at M havde lokket dem til at foretage investeringerne baseret på telefoniske drøftelser og danske dokumenter. Klagerne var endvidere forundrede over, at banken ikke deltog i det med banken aftalte møde den 18. juni 2008. I brev af 27. august 2008 afviste banken at have anmodet klagerne om at flytte deres engagement. Banken oplyste endvidere, at mødet den 18. juni 2008 blev holdt uden bankens deltagelse, da banken troede, at klagerne ønskede at flytte deres engagement til det pengeinstitut, hvor M nu var ansat.

Banken har oplyst, at klagernes første advokat R1 i oktober 2008 stillede en række spørgsmål til banken. I brev af 14. november 2008 anførte R1, at klagerne oprindeligt troede, at de alene havde investeret 500.000 euro via banken, at klagerne ikke havde underskrevet anmodningen til F om forhøjelse af policen med 450.000 euro, at klagerne ikke tidligere havde været klar over konstruktionen med den yderligere belåning af den pantsatte police hos F, og at klagerne havde fået dårlig rådgivning af banken i forbindelse med klagernes underskrift af dokumenter, der fandt sted på meget kortvarige lufthavnsmøder med M. Endelig anførte R1, at det først efter møde med banken stod klart for klagerne, hvilke transaktioner, der reelt var foretaget. R1 foreslog, at klagerne fik udbetalt det oprindeligt indskudte beløb på 500.000 euro til fuld og endelig afgørelse. Den 18. december 2008 afviste banken klagernes indsigelser.

Den 16. januar 2009 anmodede klagernes nye rådgiver, R2, banken om at sende diverse dokumentation. Den 26. februar 2009 var klagerne og R2 til møde i banken. Banken har oplyst, at klagerne på mødet anførte, at de hverken havde underskrevet forhøjelsen af policen til F eller noget dokument om kredit i banken. Den 30. marts 2009 anmodede banken klagerne om at udarbejde en detaljeret beskrivelse af hændelsesforløbet. Den 11. maj 2009 meddelte banken, at banken ikke fandt, at klagernes forklaring stemte med de faktiske forhold. Banken anmodede klagerne om at meddele, om klagerne var enige i, at klagerne var blevet fuldt informeret om overførslen af de første 500.000 euro til F i juli 2007 og konsekvenserne heraf, og i at klagerne blev fuldt informeret om kreditten på 450.000 euro, købet og salget af Valueinvest Bluechipvalue investeringsforeningsbeviserne og den efterfølgende overførsel til F, idet banken i modsat fald henviste klagerne til at indgive en klage til Ankenævnet eller til at anlægge en retssag.

I september 2009 opfordrede banken klagerne til at indgive politianmeldelse vedrørende dokumentfalsk. I januar 2010 rettede klagerne henvendelse til politiet vedrørende dokumentfalsk.

I marts 2010 rettede klagerne henvendelse til banken, da de ønskede en omlægning af policen hos F. Banken har oplyst, at klagerne ønskede en omlægning til mere risikable papirer.

Ved brev til banken af april 2010 anførte klagernes nye repræsentant, R3, at klagerne ikke havde underskrevet dokumenter vedrørende en kredit eller et lån på 450.000 euro, og at bankens rådgivning var mangelfuld.

I brev af 21. maj 2010 til klagerne meddelte banken, at banken i henhold til låneaftalen var berettiget til at reducere risikoen, da værdien af policen udgjorde 765.967 euro, mens gælden til banken med tillæg af en sikkerhedsmargin på 5 % vedrørende gælden i CHF udgjorde 639.202 euro og dermed oversteg 85 % af værdien af policen. Banken anmodede klagerne om inden 8 dage at stille yderligere sikkerhed eller at reducere engagementet, idet banken i modsat fald ville omlægge CHF-kreditten til DKK eller euro, ligesom banken forbeholdt sig at tvangsrealisere policen. Banken har oplyst, at klagerne ikke svarede på bankens brev, og at lånet blev omlagt til euro den 4. juni 2010.

Den 16. juli 2010 afsluttede politiet sagen, idet politiet ikke fandt grundlag for at rejse sigtelse i sagen.

Banken har oplyst, at klagerne i september 2010 fik udbetalt 38.133 euro fra policen hos F. Af e-mail af 30. september 2010 til banken fremgår, at klagerne hvert år havde fået udbetalt 10 % af "fund value". Ved brev af 22. december 2010 til klagerne meddelte banken, at udbetalingen var uretmæssig, da policen var pantsat til banken. Banken meddelte endvidere, at banken i henhold til låneaftalen var berettiget til at reducere risikoen, da værdien af policen udgjorde 729.155 euro, mens gælden til banken udgjorde 710.786 euro og dermed oversteg 85 % af værdien af policen. Banken anmodede klagerne om inden 8 dage at stille yderligere sikkerhed eller at reducere engagementet, idet banken i modsat fald ville tvangsrealisere policen.

Den 26. april 2011 oplyste banken, at policen ved indløsning den 17. juni 2011 ifølge F kunne forventes at indbringe 730.343 euro, at klagernes gæld til banken udgjorde ca. 745.000 euro, og at F havde tilbudt en rabat på 10.000 euro. Banken oplyste, at banken var indstillet pr. kulance på at give klagerne en kompensation på 20.000 euro, således at klagerne til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet ville modtage 15.343 euro efter bankens modtagelse af provenuet inklusiv rabatten fra F. Den 30. maj 2011 gentog klagernes nye repræsentant, R4, synspunkterne fremsat af klagernes tidligere repræsentanter. Den 31. maj 2011 og den 1. juni 2011 rykkede banken for R4’s stillingtagen til bankens tvangsindløsning af policen senest den 6. juni 2011.

I brev af 28. juni 2011 fremsatte R4 på vegne klagerne et erstatningskrav på 500.000 euro overfor banken. R4 afslog samtidig bankens tilbud om betaling af 15.343 euro. Den 16. august 2011 spurgte R4 banken, om sagen burde indbringes for Ankenævnet. Den 17. august 2011 meddelte banken, at dette var op til klagerne og R4 som klagernes rådgiver at beslutte, og at banken var enig i, at det ville være vanskeligt for parterne at nå til enighed om en aftale. Den 18. august 2011 meddelte F, at policens indløsningsværdi var 729.808,28 euro. Den 2. september 2011 meddelte banken klagerne, at man i tillæg til policens indløsningsværdi på 729.808,28 euro havde forhandlet en yderligere betaling fra F, og at det samlede provenu fra F herefter var 740.343,31 euro, hvilket reducerede klagernes gæld til banken til 34.011 euro. Banken tilbød samtidig, at sagen blev afsluttet, således at klagerne frafaldt kravet mod banken, og banken frafaldt kravet på 34.011 euro.

Den 26. juni 2012 sendte R4 et brev til banken, der var enslydende med R4’s brev af 28. juni 2011.

Den 15. oktober 2012 meddelte R4, at klagerne var villige til at forlige sagen mod bankens betaling af 161.451,78 euro, og at klagerne ved manglende accept ville indgive sagen til Ankenævnet senest den 1. december 2012. Den 7. november 2012 afviste banken forslaget. Den 8. november 2012 meddelte R4, at klagerne var villige til at forlige sagen mod bankens betaling af 129.628,09 euro.

Klagerne har oplyst, at de har betalt i alt 173.756,18 euro i renter til banken i perioden fra marts 2008 til juni 2011.

I perioden 2008 til 2010 blev der foretaget udbetalinger fra banken og fra F til klagerne. Banken og klagerne er uenige om størrelsen af de foretagne udbetalinger. Banken har oplyst, at klagerne fik udbetalt 165.520 euro, mens klagerne har oplyst, at de fik udbetalt 81.409 euro.

Parternes påstande

Den 26. november 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal betale 356.659 euro.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har bl.a. anført, at banken forsømte at sikre sig, at de forstod risikoen. Banken sikrede sig ikke, at investeringen var i overensstemmelse med deres investeringsprofil. De ville ikke have foretaget investeringerne, hvis de var blevet informeret om risiciene. Banken forsømte at udarbejde en forudgående investeringsprofil og egnethedstest til fastlæggelse af deres risikovillighed, investeringsformål, tidshorisont og evne til at bære risiciene forbundet med investeringen. Indførelsen af MiFID-reglerne medførte ikke væsentlige ændringer i forbrugerbeskyttelsen. Det var også før MiFID-reglerne sædvanligt at udarbejde en investeringsprofil. Banken havde før MiFID-reglerne pligt til at opbevare aftalen og tillæg hertil, herunder en erklæring fra dem om, at de havde gennemlæst dokumenterne og var klar over risikoen. Banken forsømte dette og påtog sig herved risikoen for investeringerne. Banken havde intet kendskab til dem, men rådgav dem alligevel om investering af hele deres pensionsformue, alene baseret på M’s kendskab til dem og via M’s uanmodede henvendelse "coldcalling".

De aftalte at investere et beløb på 500.000 euro via banken. M var bekendt med, at det var vigtigt for dem, at de til enhver tid kunne hæve fra pensionsordningen. De underskrev et dokument vedrørende oprettelse af en konto hos Ringkjøbing Landbobank og en blank anmodning om overførsel af deres pension fra P til en anden bank. M oplyste, at beløbet ville blive overført til banken. De troede herefter, at de flyttede deres pensionsordning fra P til banken. De blev først senere opmærksomme på, at der var tale om en investering hos F, der efterfølgende blev forhøjet. De blev derfor overraskede over overførslen på 500.000 euro til F den 10. september 2007. M oplyste dem imidlertid telefonisk, at beløbet var sikret hos F, og at de nemt kunne ophæve forsikringen. Banken præsenterede dem ikke for bankens almindelige forretningsbetingelser på underskriftmødet den 27. juli 2007.

De ønskede ikke og havde ikke brug for en gearet investering. I oktober 2007 præsenterede banken dem for en række dokumenter til underskrift. Den 10. og 11. oktober 2007 underskrev de en pantsætningserklæring og en investeringskredit på 3 mio. kr., hvorved banken ændrede deres investering til en gearet investering. Pantsætningserklæringen til F var på engelsk, mens de øvrige dokumenter var på dansk. De forstod ikke dokumenterne, men måtte stole på M. Bankens rådgivning var mangelfuld. Dokumenterne blev underskrevet på et forhastet lufthavnsmøde. Banken kommunikerede generelt på 3 forskellige sprog. Banken fremkom ikke som lovet med oversættelserne. Banken er ansvarlig for tilrettelæggelsen af forløbet. Det var uansvarligt af banken at ændre investeringen til en gearet investering på i alt 1 mio. euro og at bruge den fulde kredit til investering i ét værdipapir. Gearingen medførte, at banken tjente ca. 320.000 euro på dem. Det var ikke sandsynligt, at investeringen kunne give overskud som følge af renteudgifterne til banken.

De underskrev risikoprofilen den 8. december 2007, flere måneder efter, at investeringerne var foretaget. Risikoprofilen viste, at deres risikovillighed var middel, og indeholdt ikke oplysning om, at de ønskede at foretage gearede investeringer. De foretagne lånefinansierede investeringer var særdeles risikable og i klar modstrid med risikoprofilen.

De har ikke underskrevet anmodningen af 18. december 2007 om forhøjelse af "Safe Combination" ordningen hos F med 450.000 euro. De har til stadighed forgæves anmodet banken om at fremlægge det originale dokument forsynet med deres underskrift. Der er tale om dokumentfalsk. Politiet tog ikke stilling til, at det originale dokument ikke fandtes. De blev ikke underrettet om overførslen af de 450.000 euro til F, men blev først oplyst om forhøjelsen af investeringen hos F på møde med banken den 3. marts 2008.

Banken burde have rådgivet dem til at omlægge investeringen i marts 2008, da banken blev klar over, at investeringen ikke passede til deres profil. I stedet handlede banken alene i egen interesse og fortsatte den gearede investering.

Gælden på CHF-kontoen oversteg grænsen på 820.000 CHF i september 2008. Banken accepterede et overtræk i over 2 år frem til den 6. juli 2010. Banken burde have taget skridt til afvikling af engagementet. I september 2008 var investeringerne 885.753 euro værd, mens gælden var 500.000 euro. Nettoværdien var således 385.753 euro.

Investeringen i "Safe Combination" hos F var ikke hensigtsmæssig. De har tabt ca. 14,6 % af deres investering hos F. I januar 2008 ønskede de at hæve et beløb til køb af et jordstykke. Det er således ikke rigtigt, når banken anfører, at de ikke ønskede at reducere engagementet. De blev først her bekendt med, at ordningen ikke kunne ophæves uden væsentlige omkostninger. Tabet skyldtes dog hovedsageligt de høje renter ved lånefinansieringen, og klagen angår ikke investeringen hos F, men bankens mangelfulde rådgivning om den gearede investering.

De har tabt hele deres pension på 500.000 euro og har nu en gæld på ca. 34.000 euro til banken, der har tjent ca. 320.000 euro i renter og omkostninger på dem. Banken skal betale 356.659 euro til dem, svarende til det oprindelige investeringsbeløb på 500.000 euro, med fradrag af udbetalinger, eller alternativt betale 382.091 euro og derved stille dem, som om de havde betalt 250.000 euro for køb af jordstykket ud af det oprindelige investeringsbeløb på 500.000 euro.

Efter at M var fratrådt i banken, havde de aftalt at mødes med en medarbejder hos banken den 18. juni 2008. I stedet modtog M dem uden for banken og holdt møde med dem udenfor bankens lokaler. Banken videregav således uberettiget informationer om deres kundeforhold til M. M modtog fortsat efter sin fratræden korrespondance fra F. De blev ikke orienteret om engagementet fra F og modtog heller ikke oplysning om deres konti hos banken. Banken burde have sørget for, at de modtog oplysninger fra F, selvom policen var pantsat.

De har ikke udvist passivitet, men har gennem hele forløbet fra marts 2008 rejst krav mod banken. Kravet er ikke forældet. Den 27. august 2012 skrev banken, at "We have not decided what to do about your clients remaining debt to the bank but are definitely willing to find at reasonable solution for this. I will look forward for your suggestion within the next 4 weeks." De forhandlede således stadig med banken og fremkom den 7. november 2012 med et sidste forligstilbud. De forstod først risikoen ved engagementet medio 2011.

Ringkjøbing Landbobank har bl.a. anført, at M efter samtale med klagerne havde et klart billede af klagernes risikoevne og -villighed, tidshorisont og erfaringsgrundlag. Der var tale om et delkunde-engagement, hvor klagerne ikke var afhængige af denne del af deres formue. Klagerne ønskede et afkast på 10-15 % i en tidshorisont på 5 år. Klagerne havde erfaring med aktier, obligationer og investeringsforeningsbeviser, men havde begrænset erfaring med forsikringspolicer. M gennemgik derfor konstruktionen på en enkel og letforståelig måde. Konsekvenserne ved investering i forsikringspolicen og begrænsningerne i muligheden for at få penge ud af investeringen undervejs var udførligt beskrevet i materialet fra F. MiFID reglerne trådte først i kraft den 1. november 2007. Banken udleverede sine almindelige betingelser til klagerne, ligesom banken gør i forbindelse med alle nye kundeforhold. Banken er ikke bekendt med, om F udleverede sine almindelige betingelser til klagerne, men materialet fra F, som klagerne underskrev, gav et klart billede af investeringen.

Klagerne var fuldt bekendt med risikoen ved den gearede investering. Motivet for gearingen var klagernes forventning om et årligt afkast på 10-15 %. Gearingen var ikke uforsvarlig, særligt henset til at investeringen hos F var med kapitalgaranti. Risikoen ved investering for lånte midler var fremhævet i aftalen om investeringskreditten, som klagerne underskrev forud for etablering af kreditten hos banken. Det er ikke bankens problem, at klagerne ikke læste dokumenterne, som de underskrev. Valueinvest Bluechipvalue er en bredt funderet investeringsforening i aktier. Købet og salget skete efter aftale med klagerne. Investeringsforeningsbevisernes afkast var ikke markant forskelligt fra markedsafkastet. Resultatet ville derfor have været stort set identisk, hvis man havde investeret i flere aktiebaserede investeringsforeninger.

Dokumentet vedrørende forhøjelse af klagernes investeringer i kapitallivsforsikringspolicen hos F blev underskrevet af klagerne i december 2007 og udvekslet pr. post. Underskriftstedet var forud udfyldt til Düsseldorf i overensstemmelse med den oprindelige police. Klagernes påstand om dokumentfalsk er undersøgt af politiet, som ikke har fundet grundlag for at rejse sigtelse. Hvis klagerne ønsker originaldokumentet udleveret, må klagerne rette henvendelse til F, hvor de har haft et kundeforhold. Banken er ikke i besiddelse af originaldokumentet.

Risikoen blev løbende drøftet, f.eks. ved en båndet telefonsamtale i november 2007. I december 2007 blev der udarbejdet en skriftlig risikoprofil for klagerne. Klagerne blev bl.a. gjort opmærksom på risikoen ved engagementet i marts 2008 og drøftelsen blev suppleret med et notat udarbejdet af banken. Klagerne svarede ikke på bankens forslag om reduktion af risikoen. I april 2008 meddelte banken, at risikoen ved investering for lånte midler var høj og ikke svarede til klagernes risikoprofil. Da låneaftalen var opfyldt, var banken først sent i forløbet berettiget til at ophæve kontrakten. En tidligere ophævelse havde således krævet klagernes accept, hvilket banken ikke kunne opnå. Klagernes gentagne beskyldninger om dokumentfalsk, skiftende forklaringer og urealistiske tabsopgørelser har blokeret for en dialog med klagerne. Klagerne hævdede f.eks. på et møde i banken den 26. februar 2009 og i efterfølgende e-mailkorrespondance, at de aldrig havde hørt om kreditten i banken eller om overførslen af de yderligere 450.000 euro til F. Dette er i modstrid med klagernes underskrift på af kreditdokumentet, som klagerne ikke bestrider rigtigheden af, med en båndet telefonsamtale fra november 2007, hvor kreditten tydeligt omtales og med M’s notat med en opsummering af klagernes økonomi og en klar forklaring om klagernes finansielle forretninger. Klagerne ønskede undervejs i forløbet at forhøje risikoen ved at udskifte investeringerne hos F til markant mere risikable værdipapirer. Banken afviste dette, da den samlede risiko derved ville blive uacceptabel.

I maj 2010 var banken i henhold til låneaftalen berettiget til at reducere risikoen. Klagerne svarede ikke på bankens brev, og banken var derfor berettiget til at vælge det mindre drastiske skridt at omlægge lånet til euro, hvorved valutarisikoen forsvandt.

Banken er uforstående over for klagernes påstand om, at kapitallivsforsikringen hos F var høj risiko, og at klagerne fik et tab på 14,6 % på investeringen hos F. Klagerne må rette henvendelse til F herom. Det er normal praksis, at korrespondance vedrørende pantsatte policer sendes til panthaver. Banken har på intet tidspunkt haft noget imod eller modsat sig, at klagerne modtog kopi af korrespondancen.

Banken er uenig i klagernes talmæssige opgørelse af kravet. Klagerne afviste endvidere undervejs at realisere policerne, hvilket kunne have reduceret tabet.

Klagerne har udvist passivitet, og et evt. krav er forældet. Rådgivningstidspunktet var i december 2007, hvor den seneste omlægning til F blev effektueret. Klagerne havde med sikkerhed fuldt indblik i forretningerne fra marts 2008, hvor de ønskede at få frigjort 250.000 euro. I april 2008 gjorde banken klagerne opmærksom på, at den lånefinansierede investering var høj risiko. Den 15. juli 2008 indgav klagerne en klage til banken. Med introduktionen af R1 i november 2008 havde klagerne alle fornødne kompetencer til rådighed for at rejse en evt. sag mod banken. Klagernes rådgivere har udvist en uforståelig passivitet. Senest har R4 sendt to enslydende breve med et års mellemrum.

R4 har anført, at klagerne først medio 2011 forstod den finansielle konstruktion. Banken er uforstående overfor dette, idet konstruktionen blev drøftet med klagerne adskillige gange, og banken udarbejdede enkle notater til klagerne herom. Klagernes tidligere rådgivere var fuldt bevidste om, at klagerne havde en kredit i banken og et kundeforhold hos F. Den 3-årige forældelsesfrist er overskredet, uanset om forældelsesfristen regnes fra underskriften af dokumenterne i december 2007, fra klagernes første kritiske dialog med banken i marts 2008 eller fra involveringen af klagernes første professionelle rådgiver R1 i oktober/november 2008. Banken er ikke ansvarlig for den 4 ½ år lange proces, som primært skyldtes klagernes hyppige skift af rådgivere og skiftende forklaringer herunder beskyldninger om falsk og lange perioder med passivitet fra klagernes og klagernes rådgiveres side.

Ankenævnets bemærkninger

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshavers ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Investeringerne blev foretaget i 2007. Den 27. juli 2007 underskrev klagerne således en anmodning om deltagelse med 500.000 euro i en kapitallivsforsikringsordning hos F og i oktober 2007 underskrev klagerne en aftale om en investeringskredit med banken på 3,7 mio. DKK med sikkerhed i kapitallivsforsikringen. I december 2007 blev klagernes investering i kapitallivsforsikringspolicen hos F forhøjet med 450.000 euro, som hidrørte fra investeringskreditten hos Ringkjøbing Landbobank.

På et møde i marts 2008 drøftede parterne klagernes ønske om at bruge 250.000 euro af de investerede midler til køb af et jordstykke. Banken har anført, at klagerne på mødet udtrykte forundring over omkostningerne ved ophævelse af kapitallivsforsikringspolicen og over, at policen var pantsat til sikkerhed for investeringskreditten hos banken. I brev af 30. april 2008 oplyste banken, atklagernes lånefinansierede investeringer var forbundet med høj risiko. I brev af 15. juli 2008 udtrykte klagerne utilfredshed over omkostningerne ved førtidig ophævelse af forsikringen hos F. Klagerne rejste indsigelse mod M’s rådgivning og omtalte endvidere den oprindelige investering på 500.000 euro og lånet på 450.000 euro. I brev af 14. november 2008 anførte klagernes advokat R1, at klagerne oprindeligt troede, at de alene havde investeret 500.000 euro via banken, at klagerne ikke havde underskrevet anmodningen til F om forhøjelse af policen med 450.000 euro, at klagerne ikke tidligere havde været klar over konstruktionen med belåning af den pantsatte police hos F, at klagerne havde fået dårlig rådgivning af banken, og at det først efter møde med banken stod klart for klagerne, hvilke transaktioner, der reelt var foretaget.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klagerne senest medio 2008 var eller burde være bekendt med, hvilke investeringer klagerne havde foretaget, herunder at der til dels var tale om lånefinansierede investeringer. Ankenævnet finder endvidere, at klagerne på baggrund heraf havde grundlag for at vurdere, om bankens rådgivning af dem var mangelfuld. Suspensionen af forældelsesfristen udløb derfor senest medio 2008.

Der kan være usikkerhed om og i hvilket omfang, der har været realitetsforhandlinger mellem parterne om klagernes krav, som kan føre til suspension af forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 21. Under hensyn til, at banken ikke modtog svar på sit tilbud af 2. september 2011 om blandt andet at frafalde et krav på 34.011 euro, finder Ankenævnet, at realitetsforhandlinger i hvert fald ikke har været gennemført efter denne dato.

Ankenævnet finder herefter, at kravet var forældet ved indgivelsen af klagen den 26. november 2012.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.