Indsigelser mod forligsaftale indgået på baggrund af ægtefælles tab på investering, herunder for midler tilhørende klageren.

Sagsnummer:85/2010
Dato:07-02-2012
Ankenævn:Eva Hammerum, Christian Bremer, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen, Bent Olufsen
Klageemne:Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Forlig - fortolkning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelser mod forligsaftale indgået på baggrund af ægtefælles tab på investering, herunder for midler tilhørende klageren.
Indklagede:Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod en forligsaftale, der blev indgået på baggrund af klagerens ægtefælles tab på lånefinansierede investeringer, herunder for klagerens midler.

Sagens omstændigheder.

I slutningen af 2005 oprettede klageren en konto (kontonummer -335) i Forstædernes Bank (nu Nykredit Bank), hvor klagerens ægtefælle, Æ, var kunde. Klageren var i øvrigt kunde i et andet pengeinstitut.

Efter det oplyste indsatte klageren i perioden december 2005 – april 2008 i alt ca. 16 mio. kr. på kontoen. Beløbet, der udgjorde provenuet ved klagerens salg af to ejendomme, var omfattet af virksomhedsskatteordningen.

Fra begyndelsen af 2006 til begyndelsen af 2008 blev hovedparten af indeståendet på konto -335 investeret i enkeltaktier, der blev opbevaret i et depot i banken med klageren som depotejer. Banken har anført, at handlerne skete efter instruks fra Æ, der handlede på klagerens vegne. Klageren har bestridt dette og har anført, at hun ikke var bekendt med Æ’s dispositioner over kontoen (-335).

Efter aftale med Æ sendte banken den 15. maj 2008 en blanket til underskrift hos klageren og Æ med henblik på bemyndigelse af Æ til at handle på klagerens vegne i bankens selvbetjeningssystemer (webbank).

Ved brev af 18. maj 2008 til banken meddelte klageren, at hun var uforstående overfor den tilsendte fuldmagtsblanket. Klageren anførte bl.a.:

"…

Som tingene har udviklet sig, og her tænker jeg på Æ’s engagement med Forstædernes Bank, et engagement hvis omfang jeg har været uvidende om, ser jeg absolut ingen grund til at give Æ fuldmagt til at disponere over mine midler, hvilket jeg formodede i godt var klar over.

…"

Ved e-mail af 20. maj 2008 til klageren meddelte banken, at "det er noteret, at du ikke ønsker at give [Æ] en fuldmagt til webbank."

Ved brev af 4. juni 2008 til klageren og Æ tilbød banken en "mindelig løsning" på baggrund af et betydeligt tab på Æ’s lånefinansierede investeringer via banken. Forslaget indebar blandt andet, at Æ’s realiserede tab skulle nedbringes ved en indbetaling på 3.950.000 kr., og at klageren skulle acceptere samtlige posteringer på hendes konti og depoter, uanset om disse måtte være foretaget af Æ eller hende selv.

Pr. den 10. juni 2008 var der en gæld på ca. 436.000 kr. på Æ’s selskabs kassekredit i banken.

Den 17. juni 2008 var der et indestående på klagerens konto (-335) på ca. 6.400.000 kr. Kl.11.08 samme dag sendte banken med henblik på et møde hos klageren og Æ kl. 15.00 samme dag et revideret forslag "som tager udgangspunkt i det vi har aftalt." Ifølge forslaget skulle gælden på en afregningskonto, hvorpå Æ’s realiserede tab var bogført, nedskrives af banken med 1.961.340,98 kr. Restgælden på 3.950.000 kr. samt en gæld på ca. 1,5 mio. kr. på en kassekredit skulle omlægges til et CHF-lån med klageren og Æ som debitorer. Klageren skulle endvidere indtræde som meddebitor på Æ’s kassekredit og investeringskredit, der skulle fortsætte på gældende vilkår, og klageren skulle indtræde som kautionist på en kassekredit tilhørende Æ’s selskab. Til sikkerhed for alt mellemværende skulle klageren indsætte 3.950.000 kr. på en sikringskonto, der var omfattet af klagerens virksomhedsskatteordning. Af forslaget fremgår uændret klagerens accept af samtlige posteringer på hendes konti og depoter. Endelig forpligtede klageren og Æ sig til at holde forliget fortroligt.

Klageren og Æ underskrev aftalen samme dag (den 17. juni 2008) og indgik aftale med banken om en investeringsramme med et overdækningskrav på 2,2 mio. kr., en investeringskredit med et maksimum på 5 mio. kr. og et udlandslån på 1.195.000 CHF. Klageren har under sagen fremlagt ikke-underskrevne eksemplarer af aftalerne. Banken har fremlagt et af klageren og Æ underskrevet eksemplar af et dokument om fuldmagt og garanti i tilknytning til udlandslånet. Heraf fremgår, at banken som låneformidler beregnede sig garantiprovision, som med maskinskrift var anført til 1 % og med håndskrift ændret til 0,75 %. Af de generelle vilkår på dokumentets side to fremgår bl.a.:

"…

… Udover rente af de optagne lån betales desuden garantiprovision efter de af låneformidler til enhver tid fastsatte bestemmelser.

I øvrigt henvises til låneformidlers "Almindelige forretningsbetingelser" som er mig/os bekendt.

…"

Den 18. juni 2008 blev der overført 3.950.000 kr. til sikringskontoen, hvorefter der på konto -335 var et restindestående på ca. 2.450.000 kr. I løbet af 2008 blev kontoen tilført midler, hvorved saldoen steg til ca. 3,6 mio. kr. I slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009 blev midlerne overført til investeringskreditten.

I november 2008 henvendte klageren og Æ sig til banken med indsigelser om rentesatserne på deres konti.

Ved e-mail af 31. marts 2009 gjorde klageren og Æ indsigelse mod udviklingen i bankens rente- og provisionssatser samt "hele vores aftalegrundlag fra maratonmødet den 17. juni 2008". Vedrørende rente og provision fremhævede klageren og Æ forhøjelse af garantiprovision fra 0,75 % til 3 %, en renteændring på 0,85 % på "aktiekontoen" og rentesatsen på sikringskontoen med indeståendet på 3.950.000 kr.

Klagerens og Æ’s investeringer udviklede sig negativt. Ved e-mail af 3. november 2009 meddelte banken, at der på investeringskreditten var et underskud på ca. 800.000 kr.

Den 17. november 2009 rejste klageren via sin advokat et erstatningskrav mod banken. Af brevet fremgår, at klageren nu havde indfriet CHF-lånet ved en belåning af hendes private faste ejendom. Engagementet var herefter begrænset til investeringskreditten med en gæld på ca. 800.000 kr. og en kassekredit med en gæld på ca. 37.000 kr. Banken afviste et eventuelt erstatningsansvar.

Den 1. februar 2010 indgav klageren en klage over Forstædernes Bank (Nykredit Bank) til Ankenævnet.

Ved brev af 9. juni 2010 blev investeringskreditten opsagt på baggrund af en underdækning på ca. 1,2 mio. kr.

Klageren har under sagen opgjort sit krav mod banken til 11.254.013,75 kr., der fremkommer således:


Indbetalt til sikringskonto

kr.

3.950.000,00

Indbetalt investeringskredit

kr.

3.600.000,00

Indfrielse af CHF-lån

kr.

1.500.000,00

Uspecificeret tab aktieinvesteringer

kr.

2.321.193,75

kr.

11.371.193,75

Udbytter

kr.

-117.180,00

I alt

11.254.013,75


Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Forstædernes Bank (Nykredit Bank) skal betale 11.254.013,75 kr., subsidiært et mindre beløb efter Ankenævnets skøn, med tillæg af procesrente fra den 1. februar 2010 til betaling sker, samt at banken skal anerkende, at hun ikke hæfter for investeringskreditten.

Forstædernes Bank (Nykredit Bank) har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken skal erstatte hendes tab, der opstod som følge af, at banken uden hendes viden eller samtykke disponerede over hendes konto -335 til køb af værdipapirer.

Baggrunden for oprettelsen af konto -335 var muligheden for en lidt bedre indlånsrente. Der var tale om en opsparingskonto, som kun lejlighedsvis blev benyttet. Hun havde ingen mistanke om misbrug.

Dispositionerne blev i forhold til virksomhedsskatteordningen betragtet som private hævninger, hvilket har medført en fremrykket skattebetaling på i alt 5.148.000 kr. Hun er nu i misligholdelse overfor Skat.

Hun blev først i foråret 2008, hvor banken anmodede om hendes underskrift på en fuldmagtserklæring, klar over dispositionerne på hendes konto og omfanget af Æ’s engagement med banken.

M varetog generelt familiens økonomiske forhold. Da hun ikke var bekendt med, at der foregik handel med værdipapirer via hendes konto, havde hun ikke anledning til at gennemgå forsendelser fra banken. Hun var alene bekendt med, at Æ havde et investeringsengagement med banken. Hun havde ikke adgang til at følge med via webbank.

Hendes selvangivelser for årene 2006 – 2008, der blev udarbejdet af revisor, udgør ikke dokumentation for, at hun var bekendt med værdipapirhandlerne.

Hvis banken antog, at der forelå en generel fuldmagt til Æ var bankens anmodning om hendes underskrift på en fuldmagt til webbank overflødig.

Banken har medvirket til samtlige handler.

Hverken banken eller Æ var bemyndiget til at disponere over hendes konto. Der forelå således hverken en skriftlig fuldmagt, en adfærdsfuldmagt eller en mundtlig fuldmagt hertil. Dette støttes af hendes reaktion på bankens anmodning i maj 2008 om hendes underskrift på en fuldmagtsblanket. Hvis banken havde sikret sig, at der forelå samtykke eller fuldmagt fra hende til de udførte handler var nærværende sag ikke opstået.

M realiserede et tab på ca. 5 mio. kr. på sine investeringer, og i den forbindelse blev hun presset til at indgå aftalen af 17. juni 2008 med banken, idet banken truede med at opsige Æ’s engagement og erklære ham konkurs. Det var hendes opfattelse, at en opsigelse af Æ’s engagement ville have ført til et økonomisk sammenbrud for familien. Hun var ikke klar over og fik ikke oplyst det af banken nu anførte om, at hvis engagementet i stedet var blevet afviklet, ville det have medført en positiv egenkapital på ca. 2.850.000 kr.

Aftalen var urimelig, idet hun blev pålagt at give afkald på sine egne midler og at indtræde som meddebitor og kautionist for Æ’s engagement. Aftalen blev underskrevet efter få timers betænkningstid og adskilte sig væsentligt fra det oprindelige aftaleforslag af 4. juni 2008. Hun forstod ikke aftalens rækkevidde og fik ikke lejlighed til at overveje konsekvenserne, der blandt andet indebar, at hun blev meddebitor og kautionist på Æ’s engagement.

Kautionen for selskabet skete til sikkerhed for gammel gæld. Dette var i strid med reglerne om kaution i forbrugerforhold.

Selvom aftalen indebar, at hun som privatperson og uden erfaring med værdipapirhandel indtrådte som medhæftende debitor i et større investeringsengagement, fik hun ingen rådgivning herom. Dette var i strid med reglerne om investorbeskyttelse.

Aftalen tilgodeså alene bankens egne interesser, som var at få dækket tabet på Æ’s engagement og at afskære hende fra at gennemføre sit berettigede erstatningskrav mod banken. Bankens accept af et tab på 1.961.340 kr. vedrørte alene Æ’s engagement. Banken burde have tilbudt eller opfordret hende til at søge uvildig professionel rådgivning.

Det må påhvile banken at dokumentere, at hun modtog den rådgivning, som hun havde krav på i forbindelse med aftalen. En lovpligtig rådgivning, der ikke kan dokumenteres skriftligt, må anses for ikke udført.

Bankens fremgangsmåde var i strid med reglerne om god skik.

Aftalen bør tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 33, subsidiært § 36.

For CHF-lånet blev der aftalt en garantiprovision på 0,75 %. I strid med aftalen blev garantiprovisionen forhøjet til 3 %. Forrentningen af indeståendet på 3.950.000 kr. skulle dække renteudgifterne på CHF-lånet. I strid hermed blev renten på CHF-lånet forhøjet og renten på sikringskontoen nedsat. Hun så sig derfor nødsaget til at indfri CHF-lånet med et nyt lån i sin private ejendom. Hun og Æ gjorde allerede i efteråret 2008 indsigelse mod bankens renteændringer.

Sagen må anses for fuldt oplyst og bør derfor ikke afvises.

Forstædernes Bank (Nykredit Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der foreligger uenighed og usikkerhed i forhold til væsentlige faktuelle omstændigheder af afgørende betydning for vurderingen af sagen.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at forligsaftalen af 17. juni 2008 er gyldig og bindende.

Forligsdrøftelserne blev iværksat på klagerens eget initiativ. Aftalen blev indgået på grundlag af parternes drøftelser på en række møder, hvor klageren udtrykkeligt blev opfordret til at overveje situationen, herunder vilkårene for forligsaftalen. Aftalen blev underskrevet ca. to uger efter afholdelsen af det første møde. Klageren havde således god tid til sine overvejelser samt mulighed for at indhente bistand hos uvildige rådgivere. Det bestrides, at klageren blev tvunget eller på anden vis presset til at underskrive forliget. Klageren var fuldt ud bevidst om indholdet og retsvirkningerne af forligsaftalen. Reglerne om kaution for gammel gæld er ikke relevante.

Det bestrides at en eventuel opsigelse af Æ’s engagement ville have medført et økonomisk sammenbrud for familien. Tværtimod ville klageren og Æ efter en lukning af Æ’s engagement have en positiv egenkapital på ca. 2.850.000 kr.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte aftalen efter aftalelovens § 33 eller § 36.

Som led i aftalen accepterede banken et tab på 1.961.340 kr.

Klageren har uden indsigelse opfyldt sine forpligtelser i henhold til aftalen.

Klageren har ikke dokumenteret, at transaktionerne på kontoen var uretmæssige. Klageren må anses for at have været bekendt med Æ’s dispositioner, hvorved der blev skabt en adfærdsfuldmagt. Klageren har selv anført, at Æ varetog familiens økonomiske forhold. Der har ikke foreligget en egentlig skriftlig fuldmagt, hvilket er i strid med bankens sædvanlige fremgangsmåde.

Der var tale om et højt antal transaktioner over en periode på 2½ år, som klageren må formodes at have været bekendt med. I modsat fald burde klageren have reageret på kontoudskrifter, fondsnotaer, depotoversigter mv. Transaktionerne har endvidere haft skattemæssige konsekvenser.

Klageren har accepteret alle dispositioner på sine konti og depoter, uanset om de er foretaget af klageren selv eller af M, jf. aftalen af 17. juni 2008.

Indsættelsen af beløbet på 3.950.000 kr. på sikringskontoen blev foretaget af klageren selv som et led i opfyldelsen af forligsaftalen.

Klageren er bundet af overførslerne på i alt 3,6 mio. kr. til investeringskreditten, hvor klageren var meddebitor.

Det var klagerens og Æ’s eget valg at videreføre investeringskreditten frem for at afvikle den, hvilket banken anbefalede. Aftalen om investeringskreditten indeholdt fyldestgørende oplysninger om forpligtelser, risici mv. Banken har ikke tilsidesat sine forpligtelser i henhold til bekendtgørelsen om investorbeskyttelse.

Samtlige transaktioner på investeringskreditten blev foretaget af M. Der var tale om et eksecution only engagement.

Klageren har aldrig efterspurgt rådgivning fra banken.

Klageren har ikke lidt noget tab ved, at eksisterende lån/gældsposter i forbindelse med forliget blev omlagt til et CHF-lån.

Det fremgår ikke, hvordan det af klageren påståede uspecificerede tab på 2.321.193,75 kr. på aktieinvesteringer er opgjort, og hvorledes banken i den forbindelse skulle have handlet ansvarspådragende.

Banken var berettiget til at regulere provisionssatsen for CHF-lånet. Dette fremgår af både aftalen om fuldmagt og garanti ved optagelse af udlandslån og bankens almindelige forretningsbetingelser. Forhøjelsen af garantiprovisionen i 2009 var en generel forhøjelse, der blev gennemført overfor samtlige kunder, der havde optaget udlandslån med banken som låneformidler. Baggrunden for forhøjelsen var uro på de finansielle markeder i forbindelse med finanskrisen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er det helt klare udgangspunkt, at forliget af 17. juni 2008 er bindende for klageren.

Under hensyn til forligets karakter og til den komplicerede situation som klageren på det pågældende tidspunkt befandt sig i, finder Ankenævnet imidlertid ikke, at det uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer kan afgøres, om klageren ikke skal være bundet af forligsaftalen helt eller delvist. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.