Indsigelser mod rådgivning om tendenser siden 1990’erne i udviklingen af det generelle renteniveau i forbindelse med indgåelse af renteswapaftale renteswap i 2008. Forældelse.

Sagsnummer:29/2020
Dato:19-08-2020
Ankenævn:Vibeke Rønne, Jacob Elverum, Lars K. Madsen, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen
Klageemne:Rente - øvrige spørgsmål
Forældelse - Rådgivning
Ledetekst:Indsigelser mod rådgivning om tendenser siden 1990’erne i udviklingen af det generelle renteniveau i forbindelse med indgåelse af renteswapaftale renteswap i 2008. Forældelse.
Indklagede:Nykredit Realkredit
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører indsigelser om mangelfuld rådgivning i 2008 om tendenser siden 1990’erne i udviklingen af det generelle renteniveau i forbindelse med indgåelse af renteswapaftale.

Sagens omstændigheder

Klageren i denne sag er en andelsboligforening. I foråret 2008 drøftede foreningen og Nykredit Realkredit at omlægge foreningens eksisterende lån, som var indekslån på i alt cirka 13 mio. kr. Der blev afholdt møder mellem parterne den 21. februar 2008 og den 5. maj 2008. På en ekstraordinær generalforsamling den 26. maj 2008 i foreningen, hvor instituttet deltog, blev det besluttet at omlægge til et CIBOR 6 lån kombineret med en renteswapaftale, hvorefter foreningen skulle modtage et variabelt beløb beregnet på baggrund af CIBOR 6 og betale en fast rente på 5,16%.

Finansieringen, som var inkonverterbar, udviklede sig ufordelagtigt for foreningen, idet det generelle renteniveau faldt.

Foreningen modtog hver måned en opgørelse af markedsværdien af renteswapaftalen. Markedsværdien, som på grund af renteudviklingen til et lavere renteniveau til stadighed var negativ, fremgik endvidere af foreningens årsrapporter.

Den 25. juni 2012 deltog instituttet i et beboermøde i foreningen om blandt andet mulige alternativer til renteswappen.

Den 21. februar 2014 blev der afholdt et statusmøde mellem instituttet og foreningens bestyrelse, hvor blandt andet udviklingen i renteswappen, som uændret var ufordelagtig for foreningen, blev drøftet.

Den 27. juni 2019 offentliggjorde Danmarks Nationalbank en analyse med titlen ”Den naturlige realrente i Danmark er faldet”. Den 10. august 2019 omtalte dagbladet Information analysen i en artikel. Af artiklen fremgik blandt andet:

”…

De lave renter har dog været undervejs, længe før finanskrisen brød ud i slutningen af 00’erne. Faktisk er de faldet siden 1990’erne og skyldes især to tendenser i samfundsudviklingen, viser en analyse fra Nationalbanken, som blev offentliggjort tidligere på sommeren.

Den ene årsag er den demografiske udvikling med en aldrende befolkning, som i højere grad sparer op til pension. De opsparede penge ender ofte i obligationer, som presser renten ned.

Den anden forklaring er, at den såkaldte produktivitetsvækst i økonomien har været faldende de seneste årtier. Simpelt sagt betyder det, at der har været en lavere værdiskabelse i økonomien i forhold til beskæftigelsen end tidligere. Samfundet er blevet en smule mindre effektivt til at producere. Det er med til at presse renten ned. For den langsigtede økonomiske vækstrate er bestemmende for renteniveauet.

…”

Den 9. november 2019 rejste foreningen krav om, at instituttet skulle betale erstatning eller løse foreningen fra renteswapaftalen. Med henvisning til artiklen i Information anførte foreningen blandt andet:

”…

Ifølge artiklen har de lave renter været længe undervejs. Faktisk er de faldet siden 1990'erne, og det skyldes især to tendenser i samfundsudviklingen. Den ene årsag er den demografiske udvikling med en aldrende befolkning, som i højere grad sparer op til pension. De opsparede penge ender ofte i obligationer, som presser renten ned. Med andre ord skyldes den lave rente altså til dels, at befolkningen simpelthen bliver ældre og lever længere. Den anden årsag er, at den såkaldte produktivitetsvækst i økonomien har været faldende de seneste årtier. Der har været en lavere værdiskabelse i økonomien i forhold til beskæftigelsen end tidligere. Samfundet er blevet mindre effektivt til at producere. Det er med til at presse renten ned, for den langsigtede økonomiske vækstrate er bestemmende for renteniveauet.

Vi mener, at disse langsigtede tendenser og sammenhænge, beskrevet i ovennævnte artikel, må have været kendte eller burde have været kendte for Nykredits økonomer allerede i foråret 2008. Derfor kan vi vel nu med rette hævde, at vi har fået mangelfuld rådgivning af Nykredit i foråret 2008, da vi dengang intet hørte om de ovenfor omtalte langsigtede nedadgående tendenser for renteniveauet og deres årsager. Var vi dengang blevet informeret om disse sammenhænge, havde vi ikke indgået renteswap-aftalen.

Vi skal derfor bede om, at andelsboligforeningen bliver kompenseret for den skade, aftalen har påført os. Det fremgår af ovenstående, at vi vurderer at have lidt en skade, der her og nu beløber sig til mindst ca. 10 mio.kr.

En fremgangsmåde kunne måske være, at vi bliver løst fra aftalen nu, og dermed kommer ud med en gæld på ca. 13 mio. kr., og endvidere bliver kompenseret for de overrenter, vi har betalt gennem årene siden 2008.

…”

Instituttet afviste kravet.

Instituttet har under sagen fremlagt de præsentationer/plancher, som instituttet udarbejdede til møderne med foreningen og til foreningens generalforsamling.

Parternes påstande

Den 25. januar 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Realkredit skal betale erstatning.

Nykredit Realkredit har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at instituttets rådgivning i 2008 var mangelfuld. Instituttet undlod at informere om, at det generelle renteniveau på grund at tendenser i samfundsudviklingen kunne udvise en langsigtet nedadgående tendens, jf. Danmarks Nationalbanks analyse af 27. juni 2019, der omtales i en artikel i dagbladet Information i august 2019. Instituttet kunne og burde have advaret foreningen herom, men gjorde det ikke.

Der var ikke noget at bebrejde de medarbejdere i instituttet, som betjente foreningen i maj 2008, og som formentlig – ligesom foreningen – ikke vidste bedre på daværende tidspunkt.

Instituttets højtuddannede eksperter højere oppe i systemet kunne og burde imidlertid have kunnet gennemskue sammenhængen mellem renteudviklingen og de i analysen og artiklen nævnte tendenser i samfundsudviklingen (aldrende befolkning og faldende produktivitetsvækst), og som på daværende tidspunkt allerede var kendte. Instituttet burde derfor have instrueret sine operationelle, lokale medarbejdere herom. Alternativt burde instituttet have instrueret sine medarbejdere om ikke at tilbyde ”swap-lån”, hvis konsekvenser enten var ukendte eller kunne blive af en sådan art, som det senere har vist sig, og som har haft store negative konsekvenser for foreningens og medlemmernes økonomi.

Sagen er ikke forældet. Foreningen fik først i 2019 ved at læse artiklen kendskab til, at instituttet burde have kunnet informere dem om faren for en langsigtet nedadgående tendens i renteniveauet. Foreningens bestyrelse består og bestod af lægfolk, hvad angår nationaløkonomi, og burde derfor ikke tidligere have kendt til, at instituttet i 2008 burde have kunnet informere dem om den latente risiko for en langsigtet nedadgående tendens i renteniveauet.

Instituttet undlod også at informere om, at et faldende renteniveau ville påvirke andelskronen negativt, hvilket heller ikke fremgik af det under sagen fremlagte rådgivningsmateriale. Der stod, at ejendomsværdien ville stige ved faldende renter, og det er jo ikke helt det samme. Af instituttets plancher, der blev gennemgået på foreningens generalforsamling, fremgik i en opsummering på sidste side en bemærkning om, at fastrenteaftalen kan påvirke andelskronen såvel positivt som negativt ved fremtidige renteændringer – positivt ved stigende renter – negativt ved faldende renter. Det sidste var dækket af et stort ”TAK FOR I DAG”.

Produktet var for kompliceret til en andelsboligforenings bestyrelse og generalforsamling, der almindeligvis består af folk uden specialistviden om økonomi. Instituttet forstod tilsyneladende heller ikke produktet fuldt ud.

I 2008 havde der således i nogen tid været samfundsmæssige forhold til stede, der burde have kunnet få økonomer til at forudsige en langsigtet faldende tendens i renteniveauet. Instituttet burde derfor have advaret foreningen herom. I så fald ville foreningen have haft et bedre grundlag for at træffe sit valg. Foreningen havde fokus på at opnå en fast boligafgift; men det kunne de også have fået ved at vælge et fastforrentet, konverterbart lån.

Foreningen har i hvert faldt lidt et betydeligt tab ved, at de på grund af valget af finansiering i 2008 i mange år har betalt meget mere i ydelse, end de havde kunnet slippe med, hvis de havde valgt en konverterbar løsning. Foreningen har ikke ressourcer til at opgøre tabet præcist.

Nykredit Realkredit har anført, at instituttet ikke har handlet ansvarspådragende over for foreningen.

Foreningen blev i 2008 efter datidens forhold informeret om de væsentligste karakteristika og risici ved den indgåede finansiering, herunder renteswapaftalen. Foreningen blev rådgivet om renteswapaftalens markedsværdi og dens betydning for andelskronen. Rådgivningen er i væsentligt omfang dokumenteret med de under sagen fremlagte mødepræsentationer.

Af analysen fra Nationalbanken fra sommeren 2019, der blev omtalt i dagbladet Information, og som foreningen har påberåbt sig, fremgik blandt andet, at den naturlige realrente var faldet siden 1990’erne. Det af foreningen anførte om, at instituttet burde have taget højde herfor i sin rådgivning af foreningen i 2008, bestrides. En analyse udarbejdet i 2019 kan ikke bruges som dokumentation for, hvad instituttet burde have rådgivet om i 2008.

Analysen er bagudrettet og beskriver generelle tendenser i renteudviklingen, som har betydning for, hvordan Nationalbankens pengepolitiske renter påvirker dansk økonomi. Den viser ikke noget om, hvordan man i 2008 burde have forholdt sig til renteudviklingen.

Supplerende kan det oplyses, at et fald i realrenten ikke burde føre til, at foreningen burde være frarådet at indgå aftale om rentesikring. Hvis man i 1984 på baggrund af et fald i realrenten i perioden 1979 - 1984 havde rådgivet om, at renterne var faldende, og at rentesikring ikke var nødvendig, kunne det have fået uheldige konsekvenser for kunderne, da realrenterne steg kraftigt i den efterfølgende periode. I øvrigt kan der ikke nødvendigvis drages en parallel mellem realrenter og finansieringsrenter.

Foreningen har heller ikke lidt et dokumenteret tab. Foreningens påståede tab er ikke en adækvat følge af den påståede manglende rådgivning. Foreningen modtog forslag og rådgivning om både et traditionelt fastforrentet lån og en finansieringsløsning med en renteswapaftale. Det var væsentligt for foreningen at få en fast boligafgift, og den valgte løsning sikrede den lavest mulige faste boligafgift. Foreningen blev oplyst om, at løsningen var inkonventerbar, men foreningen valgte alligevel denne løsning. Det er ikke sandsynligt, at en usikker oplysning om en generel tendens til faldende realrenter ville have medført, at foreningen havde valgt en anden løsning med en højere boligafgift som konsekvens.

Foreningens eventuelle krav må under alle omstændigheder være forældet og/eller bortfaldet som følge af passivitet. Ifølge retspraksis er det ukendskab til de faktiske forhold, der medfører suspension af forældelse. Eventuel uvidenhed om grundlaget for kravet (indsigelsen) suspenderer ikke forældelsen. Foreningens indsigelse om, at instituttet burde have taget højde for tendensen til et generelt rentefald, ændrer derfor ikke ved, at foreningens eventuelle krav under alle omstændigheder er forældet.

Vedrørende indregningen af den negative markedsværdi af renteswapaftalen i værdiansættelsen af andelene fremgik dette allerede af foreningens årsrapport for 2008/2009.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er en andelsboligforening, omlagde i 2008 via Nykredit Realkredit nogle eksisterende indekslån til et CIBOR 6 lån med en tilknyttet renteswap, hvorefter foreningen skulle modtage et variabelt beløb beregnet på baggrund af CIBOR 6 og betale en fast rente på 5,16%. Da det generelle renteniveau efterfølgende faldt, udviklede engagementet sig ufordelagtigt for foreningen.

I 2019 rejste foreningen et erstatningskrav mod instituttet. Baggrunden var en artikel i dagbladet Information om en analyse udarbejdet af Danmarks Nationalbank samme år vedrørende det generelle renteniveau, som siden 1990’erne havde været faldende.  

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2, skal forældelsesfristen, hvis fordringshaver er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Den for foreningen negative udvikling i renteswappen fremgik af foreningens årsrapporter og blev drøftet af foreningen og instituttet på møder den 25. juni 2012 og 21. februar 2014.

Ankenævnet finder på den baggrund, at foreningen i hvert fald tidligere end tre år før forældelsen blev afbrudt ved sagens indbringelse for Ankenævnet den 25. januar 2020 havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvensen af instituttets rådgivning til at rejse et erstatningskrav.

Foreningens eventuelle erstatningskrav var derfor forældet, da sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Det af foreningen anførte om, at den først i 2019 på baggrund af nye oplysninger i en artikel i et dagblad blev klar over, at instituttet på rådgivningstidspunktet i 2008 burde have forudset og rådgivet om sandsynligheden for et fortsat faldende renteniveau, kan ikke føre til et andet resultat.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.