Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditkøbsloven.

Sagsnummer:473/1993
Dato:30-11-1993
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditkøbsloven.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I juli 1990 blev klageren i sit hjem opsøgt af en konsulent fra et investeringsaktieselskab. Ifølge udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen var selskabets formål:

"Investering i værdipapirer, fast ejendom, valutaforretninger samt anden i forbindelse hermed stående virksomhed."

Konsulenten tilbød klageren at deltage i et låne- og investeringsprojekt gennem investeringsaktieselskabet.

Ved lånedokument af 25. juli 1990 ydede indklagede klageren en kredit på 1.065.000 kr. Af provenuet anvendtes 750.000 kr. til investering i investeringsaktieselskabet ved køb af aktier for 187.500 kr. og ved indskud af ansvarlig lånekapital på 562.500 kr. Til sikkerhed håndpantsatte klageren et ejerpantebrev med pant i sin ejendom på 639.000 kr., aktierne i selskabet, et gældsbrev udstedt af selskabet vedrørende den ansvarlige lånekapital, samt indeståendet på en sikringskonto hos indklagede, hvis minimumssaldo var anført til 180.000 kr. Samtlige dokumenter blev underskrevet i klagerens hjem ved konsulentens mellemkomst. Kreditten forfalder til fuld indfrielse den 1. marts 1994. De af klageren indskudte beløb tillige med midlerne fra andre investorer er investeret i valutaforretninger gennem flere pengeinstitutter, senest Lannung Bank. I forbindelse med denne banks konkurs har indklagede ansat aktien i investeringsselskabet til kurs 52. Pr. 31. marts 1993 udgjorde saldoen på klagerens kredit 1.072.001,92 kr. (negativ).

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren halvdelen af det tab, han vil lide i forbindelse med af engagementet.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at han to gange i juni 1990 på sin bopæl blev opsøgt af konsulenten fra investeringsaktieselskabet, hvorefter han indgik på det af denne foreslåede engagement. Det samarbejde, investeringsaktieselskabet og indklagede indgik i forbindelse med bl.a. klagerens engagement, er af en sådan karakter, at indklagede må anses som økonomisk ansvarlig overfor klageren som investor. Investeringsaktieselskabet forestod al formidling vedrørende lånets indgåelse, og klageren kom ikke i direkte forbindelse med indklagede. Ved telefonisk henvendelse til indklagede angående lånet blev han henvist til selskabets kontor. I forbindelse med indgåelsen af engagementet forsikrede konsulenten klageren om, at finansiering ville ske gennem indklagede, og at arrangementet var risikofrit, idet indklagede, der betragtedes som tredjepart i sagen, ikke ville tillade betydelige tab. Klageren fik endvidere oplyst, at ca. halvdelen af det indskudte beløb ville blive investeret i statsobligationer, som skulle henlægges hos indklagede i klagerens navn.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen angår klagerens optagelse af lån hos indklagede til køb af aktier i et investeringsaktieselskab samt ydelse af ansvarlig lånekapital. Selskabets formål er investering i værdipapirer og fast ejendom, valutaforretninger samt andet i forbindelse hermed beslægtet virksomhed. Låneoptagelse til disse formål viser en sådan risikovillighed, at dette er eller må sidestilles med erhvervsmæssig virksomhed.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man ikke har medvirket ved, godkendt eller haft kendskab til fremgangsmåden og markedsføringen ved investering i investeringsaktieselskabet, ligesom indklagede ikke har rådgivet klageren om projektet. Indklagede har således ikke været medudbyder af projektet. Da der var tale om køb af aktier og ydelse af ansvarlig lånekapital, finder lov om køb på kredit ikke anvendelse. Låneforholdet består således i sin helhed som oprindeligt aftalt og forudsat fra indklagedes side. Såfremt Ankenævnet mod forventning måtte give klageren medhold, gøres det gældende, at klageren har udvist passivitet. Klageren har løbende og regelmæssigt indbetalt i overensstemmelse med låneaftalen, og det er først efter Lannung Banks konkurs og dermed tab af en del af investeringsselskabets midler, at klageren har påberåbt sig låneaftalens ugyldighed.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at klageren kan anses for erhvervsdrivende i forbindelse med indgåelsen af det omhandlede arrangement, og indklagedes påstand om, at sagen bør afvises med denne begrundelse, tages derfor ikke til følge.

Klageren har gjort gældende, at han i forbindelse med aftaleindgåelsen fik urigtige eller vildledende oplysninger om den risiko, han påtog sig ved investeringen, og har med henvisning hertil nedlagt påstand om, at indklagede bør bære en del af det forventede tab. Det kan efter det foreliggende ikke udelukkes, at indklagede har deltaget i arrangementet på en sådan måde eller har haft et sådant kendskab til investeringsselskabets virksomhed og markedsføring, at klageren i det omfang, han i øvrigt måtte få medhold i sine anbringender, også vil kunne gøre disse gældende over for indklagede. Dette gælder, selv om de videregående bestemmelser i kreditkøbslovens § 1, stk. 1, nr. 2, jvf. § 12, stk. 1, ikke måtte være anvendelige i det foreliggende tilfælde. Ankenævnet finder imidlertid, at en stillingtagen til de spørgsmål, klagen efter det anførte rejser, ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.