Indsigelse om manglende indfrielse af SU-lån.

Sagsnummer:261/2004
Dato:15-09-2005
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Lotte Aakjær Jensen, Erik Sevaldsen.
Klageemne:Udlån - studielån
Ledetekst:Indsigelse om manglende indfrielse af SU-lån.
Indklagede:Sparekassen Himmerland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes rådgivning om indfrielse af klagerens SU-lån.

Sagens omstændigheder.

I slutningen af 2000 solgte klageren sin daværende ejerlejlighed og købte et hus. Klagerens daværende pengeinstitut P hjemtog i november 2000 et 30-årigt 7 % obligationslån på 391.000 kr. i klagerens nyerhvervede ejendom. I december 2000 blev klageren kunde hos indklagede.

Den 13. februar 2001 overførte P klagerens handelsprovenu ved ejerlejlighedssalget på 227.259,52 til klagerens budgetkonto hos indklagede.

Af handelsprovenuet blev 31.000 kr. anvendt til køb af en computer (11.000 kr.) og til indfrielse af et overtræk (20.000 kr.), som indklagede havde bevilget i december 2000 til brug for klagerens indskud på sin kapitalpensionsordning. 180.000 kr. blev indsat på en nyoprettet opsparingskonto, hvorfra der i den efterfølgende periode blev overført beløb til lønkontoen.

Klageren havde tre SU-lån, som pr. den 1. februar 2001 havde en samlet restgæld på 69.170,21 kr. Lånene blev afviklet med en månedlig ydelse på 1.943 kr.

I 2001/2002 gennemførte indklagede en omprioritering for klageren, idet det eksisterende 7 % obligationslån på oprindelig 391.000 kr. blev omlagt til et rentetilpasningslån på 421.000 kr. Omprioriteringen medførte et provenu på 21.719,49 kr., som den 27. marts 2002 blev overført til klagerens budgetkonto. Efter overførslen udviste budgetkontoen en saldo på 3.508,76 kr. På opsparingskontoen var der på daværende tidspunkt et indestående på ca. 40.000 kr.

I maj 2002 blev klageren tilsluttet indklagedes homebanking system.

Den 23. april 2004 ydede indklagede klageren et boliglån på 73.475 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr. Låneprovenuet, som var på 70.000 kr. blev overført til budgetkontoen. Efter overførslen udviste budgetkontoen en saldo på ca. 43.000 kr. Den 26. april 2004 blev der hævet 23.549,99 kr. på budgetkontoen til indfrielse af det ene af de tre SU-lån.

Henholdsvis den 7. og den 8. juni 2004 indfriede klageren med sit dankort de to resterende SU-lån, som havde en restgæld på i alt 14.211,07 kr.

I august 2004 gjorde klageren et rådgivningsansvar gældende over for indklagede. Klageren fremhævede især, at indklagede havde rådgivet ham forkert om SU-lånene, som han havde ønsket at indfri med handelsprovenuet i 2001. Indklagede afviste et eventuelt ansvar.

Parternes påstande.

Den 14. september 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal stille ham, som om SU-lånene "var blevet indfriet i februar 2001 med de kontanter jeg havde med fra mit salg af lejlighed".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han gentagne gange dels i forbindelse med udbetalingen af handelsprovenuet i februar 2001, dels i forbindelse med den efterfølgende omprioritering meddelte indklagede, at han ønskede at indfri SU-lånene.

Det var en forudsætning for huskøbet, at provenuet ved salget af lejligheden blev anvendt til indfrielse af SU-lånene, hvilket han gjorde indklagede opmærksom på allerede i januar 2001. I februar 2001, hvor handelsprovenuet blev udbetalt, bad han to gange indklagede om at indfri SU-lånene, men hver gang blev han rådgivet kraftigt imod dette. Indklagede insisterede på, at det eneste rigtige var at beholde SU-lånene.

Han havde på daværende tidspunkt ikke andre muligheder for at indfri SU-lånene end at bede indklagede om at overføre pengene. Indklagede, der nu hævder, at han selv kunne have foretaget indfrielsen, burde i hvert fald have vejledt ham herom. Det blev først senere muligt at indfri studielån med digital signatur via Internettet.

Ved omprioriteringen ønskede han at hjemtage størst muligt lån på grund af de relativt store omkostninger ved en omprioritering. Provenuet ved omprioriteringen og indeståendet på opsparingskontoen var tilstrækkeligt til at indfri SU-lånene. Provenuet ved omprioriteringen blev ikke stillet til hans frie disposition, men blev overført til budgetkontoen. Da han på daværende tidspunkt ikke var tilsluttet indklagedes homebanking system, kunne han ikke disponere over kontoen uden indklagedes medvirken. Han var derfor nødsaget til at følge indklagedes rådgivning imod indfrielse af SU-lånene.

Efter gennemførelsen af omprioriteringen blev der overført for lidt til budgetkontoen, hvorved hans månedlige rådighedsbeløb kunstigt blev holdt oppe. Han blev derfor nødsaget til at oprette et boliglån for at dække underskuddet og indfri SU-lånene.

Indklagede har ved sin rådgivning undladt at tage højde for hans relativt beskedne indtægtsforhold, der bl.a. betød, at han var nødt til at indfri SU-lånene med salgsprovenuet fra ejerlejligheden i forbindelse med huskøbet. Såfremt SU-lånene som forudsat var blevet indfriet i februar 2001, kunne han have undgået den yderligere belåning af friværdien, der skete ved omprioriteringen samt optagelsen af boliglånet, eller en gældsforøgelse på ca. 100.000 kr.

Indklagede har anført, at man ikke har rådgivet klageren i forbindelse med ejendomshandlerne, der blev foretaget via klagerens tidligere pengeinstitut.

Det bestrides, at man i februar 2001 skulle have afskåret klageren fra at indfri sine SU-lån. Klageren havde fuld dispositionsret over sine midler og kunne uanset indklagedes holdning have indfriet lånene.

Det er antageligt korrekt, at klageren i forbindelse med omprioriteringen blev rådgivet til at beholde sine SU-lån, idet dette er i overensstemmelse med indklagedes generelle rådgivning. Baggrunden herfor er, at SU-gæld forrentes med en lavere rentesats end lån i penge- og realkreditinstitutter. SU-lån er en billig finansieringsform, der ikke bør indfries, så længe man har højere forrentet gæld, der alternativt kan afdrages. Endvidere kan SU-lån, der først er indfriet, ikke genoprettes, hvis der senere opstår et finansieringsbehov.

Ved omprioriteringen kunne klageren have valgt at optage et mindre realkreditlån. Klageren ønskede imidlertid netop størst mulig belåning, hvilket tydeligt indikerer, at klageren ikke havde penge i overskud på tidspunktet for konverteringen, men derimod ønskede flere penge.

Indklagede har ingen interesse i, at et SU-lån henstår uindfriet.

Klageren har bevidst valgt at bruge sine penge på andet end at indfri gæld. Under hele forløbet er det alene klageren, der har disponeret over sine konti og sit indestående og dermed også ham, der har valgt, hvordan pengene skulle anvendes.

Klageren har ikke lidt noget tab men tværtimod opnået en fordel ved i 2001 at omlægge det eksisterende 7 % obligationslån til et rentetilpasningslån.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke, at indklagede begik en fejl ved at fraråde klageren at indfri sine SU-lån, som rentemæssigt var fordelagtige i forhold til andre finansieringsmuligheder.

Klageren havde fuld dispositionsret over sine midler, herunder handelsprovenuet ved salget af ejerlejligheden og provenuet af den senere gennemførte omprioritering, og der er ikke grundlag for at antage, at indklagede har afskåret klageren fra at gennemføre en beslutning om indfrielse af SU-lånene.

Det må lægges til grund, at den gældsforøgelse, der skete ved omprioriteringen samt optagelsen af boliglånet, skyldes klagerens forbrug, som indklagede er uden ansvar for.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.