Spørgsmål vedrørende rådgivning om kurssikring ved hjemtagelse af realkreditlån.

Sagsnummer:155/2000
Dato:06-11-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Timme Bertolt Døssing, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - rådgivning
Ledetekst:Spørgsmål vedrørende rådgivning om kurssikring ved hjemtagelse af realkreditlån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af manglende kurssikring af et omprioriteringslån har pådraget sig ansvar over for klageren.

Sagens omstændigheder.

Ved lånetilbud af 30. juni 1999 tilbød Realkredit Danmark et 30-årigt 6% obligationslån i klagerens ejendom med hovedstol på 948.000 kr. Den aktuelle kurs på obligationerne vedrørende lånet var 95, og Realkredit Danmark havde på grundlag af lånetilbuddet beregnet låneprovenuet til 882.829 kr. svarende til kursværdien 900.600 kr. med fradrag af omkostninger 17.771 kr.

Under et møde hos indklagede den 2. juli 1999 underskrev klageren pantebrevet vedrørende RD lånet og en omprioriteringsaftale med indklagede vedrørende hjemtagelse af lånet. I en fortrykt rubrik med teksten "Lånet hjemtages" er anført følgende: "Efter nærmere aftale. Se afsnittet Rådgivning i denne aftale." De anslåede omkostninger ved omprioriteringen var opgjort til 20.146 kr. svarende til de i lånetilbuddet anførte 17.771 kr. med tillæg af omkostninger til indklagede på 2.375 kr. Af aftalens almindelige bestemmelser fremgår bl.a.:

"Rådgivning

Jeg bekræfter, at jeg har fået rådgivning og information fra banken om punkterne 1-5:

1. Det er normalt muligt at kurssikre udbetalingen af realkreditlån, så renten på et kontantlån og provenuet af et obligationslån er sikret. Det er også normalt muligt at kurssikre indfrielsen af realkreditlån, så indfrielsesbeløbet er sikret

Hvis jeg ikke opretter aftale om kurssikring, er der risiko for, at kursudviklingen gør nye lån eller indfrielsen af eksisterende lån dyrere end på tidspunktet for denne aftales oprettelse."

Ejendommen var prioriteret med 3 ejerpantebreve på i alt 1.000.000 kr., som skulle rykke for omprioriteringslånet. Ejerpantebrevene havde været pantsat til en familiefond i USA, som efter anmodning fra klageren havde frigivet pantet den 19. maj 1999. Ejerpantebrevene beroede hos klagerens advokat.

Efter en telefonisk henvendelse til klagerens advokat fremsendte indklagede ved skrivelse af 7. juli 1999 pantebrevet vedrørende RD lånet til advokaten. Af fremsendelsesskrivelsen fremgår:

"Vedlagt pantebrev kr. 948.000,00 Realkredit Danmark, der bedes tinglyst anmærkningsfrit iflg. aftale.

Stempling af pantebrev vedlægges i check.

Pantebrevet bedes returneret efter endt tinglysning."

Ved skrivelse af 7. september 1999 modtog indklagede pantebrevet retur i tinglyst stand fra advokaten.

Lånet blev udbetalt til kursen den 13. september 1999, som var 88,65, svarende til en kursværdi på 840.402 kr.

Klageren rettede via sin advokat henvendelse til indklagede vedrørende provenuet af omprioriteringen, som var væsentlig lavere, end klageren havde forventet. Klageren gjorde gældende, at indklagede burde have kurssikret, således at hun havde haft sikkerhed for at opnå det forventede provenu.

Klageren har beregnet sit tab som følge af den manglende kurssikring til 62.677,60 kr.

Indklagede afviste et krav fra klageren om erstatning.

Parternes påstande.

Den 7. april 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 62.677,60 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ønskede at omprioritere med henblik på at opnå et provenu til reparation af sin ejendom. Hun indhentede selv lånetilbuddet i Realkredit Danmark og sørgede forinden for frigivelse af ejerpantebrevene.

Under drøftelserne med indklagede fremhævede hun, at hun ønskede et lån med fast ydelse og at få et kontant beløb til disposition, der dækkede hendes behov. På grundlag af lånetilbuddet forventede hun et låneprovenu på 900.000 kr.

Indklagede oplyste, at kursen ville falde omkring den 31. august 1999, hvor der blev udstedt en ny obligationsserie. Hun bemærkede hertil, at det så var godt, at hun var kommet allerede nu, primo juli 1999. Hun underskrev pantebrevet og troede, at hun derved undgik kurstab. Hun blev ikke orienteret om muligheden for at indgå en kurssikringsaftale og fik hverken rådgivning eller information fra indklagede herom.

Hun er efterfølgende blevet klar over, at hun har skrevet under på, at hun er blevet rådgivet om kurssikring, men dette er ikke tilfældet.

Ved den telefoniske henvendelse til advokaten gav indklagede ikke udtryk for nogen tvivl med hensyn til ejerpantebrevene. Advokaten kunne i givet fald have oplyst, at fonden ikke længere havde pant i ejerpantebrevene.

Indklagedes påstande om, at man rådgav om kurssikring, og at man ikke kunne lave nogen kurssikring i den foreliggende sag, hænger ikke sammen.

Indklagede har formentlig ikke undersøgt sagen til bunds. Der var således ikke noget i vejen for, at indklagede kunne foretage tinglysning, idet hendes advokat blot lå inde med skødet og ejerpantebrevene på hendes vegne.

Det er uforståeligt, at indklagede betalte stempel og gebyr til pantebrevet, såfremt man var af den opfattelse, at dette måske ikke kunne lyses uden retsanmærkninger.

Indklagede bør erstatte tabet som følge af den manglende kurssikring.

Indklagede har anført, at det blev drøftet med klageren, at låneprovenuet ikke lå fast, idet der bl.a. blev talt om de nye obligationsserier, der ville komme ultimo august 1999, og som erfaringsmæssigt ville medføre et kursfald på 1½-2 kurspoint. Det fremgår også af omprioriteringsaftalen, at kurssikring blev drøftet.

Det blev meddelt klageren, at man ikke kunne oprette en kurskontrakt, da man ikke var herre over tinglysningen samt de efterstående panthaveres rykning. Dette var noget, hendes advokat skulle ordne, da han både var i besiddelse af skødet og ejerpantebrevene samt formentlig tilladelse til at forsyne dem med rykningspåtegning.

Man blev først efterfølgende bekendt med, at ejerpantebrevene var frigivet allerede i maj 1999.

Det var berettiget at afvise at medvirke til kurssikring, da der ikke var fornøden sikkerhed for, at lånesagen kunne gennemføres. Klagerens advokat, der besad ejerpantebrevene på klagerens vegne, var nærmest til at meddele rykningstilsagn.

Klagerens erstatningsopgørelse bestrides.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter parternes modstridende forklaringer må det anses for uafklaret, om indklagede i forbindelse med underskrivelsen af pantebrevet og omprioriteringsaftalen den 2. juli 1999 på tilstrækkelig tydelig måde orienterede klageren om kursrisikoen på det tilbudte lån, muligheden for kurssikring og begrundelsen for, at kurssikring ikke aktuelt kunne tilbydes af indklagede. Der er endvidere ikke oplyst noget om baggrunden for, at der gik ca. 2 måneder, før det tinglyste pantebrev blev sendt til indklagede.

Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.