Krav om tilbagebetaling og eftergivelse af forbrugslån i forbindelse med bankens finansiering af køb af alarmsystem og servicering i et oprindeligt trepartsforhold.

Sagsnummer:387/2020
Dato:02-06-2021
Ankenævn:Bo Østergaard, Inge Kramer, Karin Duerlund, Ida Marie Mo-esby og Poul Erik Jensen
Klageemne:Kreditaftaleloven - trepartsforhold
Ledetekst:Krav om tilbagebetaling og eftergivelse af forbrugslån i forbindelse med bankens finansiering af køb af alarmsystem og servicering i et oprindeligt trepartsforhold.
Indklagede:Resurs Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning
Sagen vedrører krav om tilbagebetaling og eftergivelse af forbrugslån i forbindelse med bankens finansiering af køb af alarmsystem og servicering i et oprindeligt trepartsforhold.
Sagens omstændigheder

I begyndelsen af 2019 indgik Resurs Bank en formidlingsaftale med et sikkerhedsfirma, S, hvorefter S kunne formidle finansiering fra banken. Finansieringen blev ydet til privatkunder, der købte sikkerhedsløsninger hos S, herunder installation og servicering af alarmanlæg. Banken har oplyst, at den ikke var involveret i de køberetlige transaktioner mellem S og de enkelte kunder.

I april 2019 tegnede klageren en sikkerhedsløsning hos S, hvor hun købte et alarmsystem, som S installerede. Købet blev finansieret ved et lån i banken, som S formidlede. Den 5. april 2019 underskrev klageren kreditaftalen med sit nem-ID. Kreditaftalen bestod af en forside, Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger og bankens Almindelige kontobetingelser for private aftaler om kontokredit samt privatlån.

Af kreditaftalens forside fremgik blandt andet, at klageren blev bevilliget en kredit på 18.000 kr. tilknyttet konto nr. -574. Af de Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger fremgik blandet andet, at træk på kreditten blev udbetalt til S, at kreditten løb indtil videre og følgende:

”…

Betalingsplaner:

 

Afdragsordning

60 mdr.

Basiskonto/ 72 mdr.

Månedlig ydelse

354 kr.

540 kr.

Månedlig ydelse i måned 2*

354 kr.

540 kr.

* Den månedlige ydelse i måned 2 vil kunne være højere end de øvrige ydelser, da etableringsgebyr/opstartsgebyret tilskrives i måneden efter ved valg af afdragsordning

Det samlede beløb, der skal betales:

 

Afdragsordning

60 mdr.

Basiskonto/ 72 mdr.

Samlede kreditomkostninger

3.240 kr.

20.946 kr.

Samlet beløb, der skal betales*

21.240 kr.

38.946 kr.

* Ved afdragsordninger, der ikke er angivet i mdr., beregnes beløbet under antagelse af 12 mdrs. løbetid.

Andre omkostninger:

 

Afdragsordning

60 mdr.

Basiskonto/ 72 mdr.

Mdl. gebyr (kr.)*

39 kr.

49 kr.

Etableringsgebyr* (kr.).

900 kr.

900 kr.

* Gebyret tilskrives for hver afdragsordning

Andre gebyrer

Kontoundersøgelser

150 kr.

Kopi af købskvittering

45 kr.

Kopi af kontoudtog

45 kr.

Udbetaling af tilgodehavende

120 kr.

Ændring af kundeoplysninger

150 kr.

Overtræksgebyr

0 kr.

Gebyr for anden sagsbehandling

300 kr.

…”

Af bankens Almindelige kontobetingelser fremgik blandt andet følgende:

”…

A.10 Reklamation

 …

Den Forretning, som har leveret de erhvervede varer eller tjenester, er ansvarlig overfor Kontohaver for mangler eller fejl ved varerne eller tjenesteydelserne i henhold til købsaftalen og i overensstemmelse med lovgivningen i det enkelte land. Mundtlige aftaler med Forretningen vedrørende Kontoen forpligter kun [banken] i det omfang, at de bekræftes skriftligt af [banken].

Henvendelse om eventuelle reklamationer over købte varer/tjenesteydelser skal ske til Forretningen. Selvom det af Kontohaver sandsynliggøres, at levering, omlevering eller afhjælpning ikke vil blive foretaget af Forretningen, kan Kontohavers krav ikke overstige, hvad [banken] har modtaget som betaling fra Kontohaver i anledning af købet, og der kan ikke kræves levering, omlevering eller afhjælpning af eventuelle mangelfulde eller defekte varer/ tjenesteydelser. Kontohaver kan ikke indgå aftaler om betalingsvilkår med Forretningen, som fraviger [bankens] vilkår.

…”

Klageren har oplyst, at hun den 30. juli 2020 kontaktede banken for at opsige sit sikkerhedsabonnement, og at hun i den forbindelse fik oplyst, at S var gået konkurs. Kurator bekræftede over for klageren, at der blev indgivet konkursbegæring over S den 5. januar 2020, og at alle krav skulle have været kurator i hænde senest fire uger efter konkursbegæringen. Banken har oplyst, at den ikke har indgivet et krav mod S af det finansierede alarmsystem i forhold til klagerens lån.

Klageren har oplyst, at hendes samlede indbetalinger på kreditten efter konkurstidspunktet i januar 2020 udgjorde i alt 3.930 kr. Pr. den 30. september 2020 var der en negativ saldo på kreditten på 17.651 kr.

Den 6. oktober 2020 indgav klageren en klage over Resurs Bank.

Den 3. november 2020 sendte klageren det alarmsystem, som S havde installeret hos hende, til banken. Banken har bestridt at være den juridiske ejer af udstyret.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Resurs Bank skal tilbagebetale hendes indbetalinger på kreditten fra og med januar 2020 og frafalde restgælden.

Resurs Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken handlede ansvarspådragende ved ikke at informere hende om S’ konkurs, men i stedet fortsatte med at modtage hendes afdrag i henhold til kreditaftalen i over seks måneder efter konkursen. Hun betalte derved for en ydelse, som hun ikke modtog. Banken skal derfor tilbagebetale hendes ydelser for månederne efter S’ konkurs samt eftergive det beløb, som hun skylder i henhold til kreditaftalen.

Der var tale om et trepartsforhold, hvor banken, jf. kreditaftaleloven, ikke blot var finansieringsselskab, men reelt stod for hele konstruktionen. Banken finansierede S’ køb af sikkerhedsudstyr og etablerede en finansieringsordning over for hende, og hun må derfor kunne holde banken ansvarlig.

Baggrunden for hendes tegning af sikkerhedsløsningen var, at hun skulle være væk fra sin lejlighed i cirka to måneder på grund af en operation og et efterfølgende genoptræningsforløb. Alarmsystemet fungerede udmærket ved installeringen og så ud til at virke efterfølgende. Efter konkursbegæringen mod S må alarmsystemet dog formodes at være blevet afkoblet via Vagtcentralen, hvorefter hun ikke var sikret. Hun havde altså ikke den sikkerhed, som hun betalte for, mens hun var væk fra lejligheden.

Hun mistede muligheden for at gøre sit krav gældende mod konkursboet efter S, da hun først blev bekendt med konkursen over seks måneder efter konkursbegæringen og dermed ikke nåede at anmelde sit krav over for konkursboet inden for fristen på fire uger efter konkursbegæringen.

Det kunne ikke forventes, at hun nærlæste Statstidende for mulige konkurser og banken var derfor nærmest til at gøre hende opmærksom på S’ konkurs. Banken undlod at videregive den vigtige information til hende og fortsatte i stedet med at inkassere de månedlige betalinger fra hende.

Kreditaftalen mellem hende og banken med banken som kreditgiver og S som kreditformidler indeholdt ikke oplysning om, hvad der ville ske, hvis enten kreditgiver eller kreditformidler ikke kunne opfylde sine forpligtelser. Kreditaftalen blev solgt til hende som en helt almindelig afbetalingskontrakt. Nu forsøger banken at undslå sig sit ansvar og sine forpligtelser.

Hun har under sagen opfordret banken til at oplyse, om den har indgivet et krav mod S og/eller har foretaget politianmeldelse eller anlagt retssag mod den tidligere ejer af S, da det kan have betydning for vurderingen af det forretningsmæssige samarbejde mellem banken og S.

Resurs Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den under sagen har opfordret klageren til at fremlægge dokumentation i form af dom eller afgørelse fra et godkendt ankenævn for, at hun har et pengekrav mod S, som følge af det finansierede køb. Da klageren ikke har fremlagt en sådan dokumentation bør sagen afvises fra Ankenævnet, da afgørelse af den underliggende køberetlige tvist vil kræve bevisførelse, eksempelvis i form af syns- og skønsforretning.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at den ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren, og at den ikke er forpligtet til at tilbagebetale nogen ydelser til hende eller til at eftergive resten af hendes gæld i henhold til kreditaftalen.

Det fremgik af kreditaftalen, at S var kreditformidler, og at lånebeløbet blev udbetalt til S. Banken var ikke part i den køberetlige aftale mellem klageren og S, hvorfor den ikke hæfter direkte for eventuelle krav, som hun måtte have mod S på baggrund af hendes køb hos S.

Bankens eventuelle subsidiære hæftelse efter kreditaftalelovens § 33, stk. 3, for klagerens krav mod S, forudsætter, at hun først sandsynliggør, at S ikke har opfyldt sine forpligtelser i det køberetlige forhold.

Det følger af princippet i kreditaftalelovens § 33, stk. 2, sidste punktum, at køber i et oprindeligt trepartsforhold selv er forpligtet til at gøre sine rettigheder gældende over for sælger. Kun i det omfang, hvor sælger ikke kan opfylde sine forpligtelser, kan køber inddrage kreditgiver. Der påhviler derfor ikke kreditgiver en forpligtelse til løbende at overvåge parterne i det køberetlige forhold og parternes overholdelse af de køberetlige forpligtelser.

Banken er derfor ikke forpligtet til løbende at undersøge, om en given sælgers konkurs kunne have betydning for en finansieret transaktion. Banken er heller ikke efter andre regler forpligtet til at underrette sine kunder om eventuelle sælgeres konkurs.

Klageren gør gældende, at kreditaftalen ikke indeholdt oplysning om, hvad der ville ske, hvis enten kreditgiver eller kreditformidler ikke kunne opfylde sine forpligtelser. Af de Almindelige kontobetingelser punkt A.10, fremgår, at sælgeren er ansvarlig over for køberen for fejl eller mangler ved varerne eller tjenesteydelserne i henhold til købsaftalen. Det følger også af kreditaftalelovens § 33, stk. 3.

Banken hverken ejer eller har sikkerhed i det finansierede alarmsystem, og klageren kan ikke aflevere dette til banken til brug for nedbringelse af restgælden. Banken kan ikke forpligtes til at søge sig fyldestgjort ved at modtage det solgte alarmsystem efter kreditaftalelovens § 30, stk. 1, jf. afgørelserne refereret i UfR2001.976H og UfR2001.980/1H.

Oplysninger om bankens eventuelle mellemværender med konkursboet og den tidligere ledelse i S er ikke relevant for sagen. Banken anser det derfor ikke relevant at oplyse, om banken har indgivet et krav mod S og/eller har foretaget politianmeldelse eller anlagt retssag mod den tidligere ejer af S.

Ankenævnets bemærkninger

I april 2019 underskrev klageren en aftale om et lån på 18.000 kr. hos Resurs Bank til finansiering af et alarmsystem og efterfølgende servicering hos et sikkerhedsfirma, S. Aftalen mellem klageren og S er ikke fremlagt i sagen. Uanset dette lægger Ankenævnet til grund, at aftalen omfattede både køb af løsøre i form af alarmen og tjenesteydelse i form af servicering af alarmen.

Banken var ikke involveret i den køberetlige transaktion mellem klageren og S. Parterne er enige om, at der forelå et oprindeligt trepartsforhold, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 15, litra b.

I juli 2020 blev klageren opmærksom på, at S var gået konkurs i januar 2020.

Det følger af kreditaftalelovens § 33, stk. 3, at forbrugeren i de tilfælde, der er nævnt i § 4, nr. 15, litra b, også over for anden kreditor kan rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet. Kreditaftalelovens § 33, stk. 3, indebærer således, at den kreditor, der har finansieret købet, har en begrænset subsidiær hæftelse for krav mod sælgeren. Ved kreditaftaler vedrørende tjenesteydelser finder bestemmelsen i stk. 3, også anvendelse, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 4.

Tre medlemmer – Bo Østergaard, Inge Kramer og Karin Duerlund – udtaler:                          

Vi finder, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Vi har herved blandt andet lagt vægt på, at der mangler oplysninger om det nærmere indhold af aftalen mellem klageren og S, der ikke er fremlagt. Vi stemmer derfor for at afvise sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

To medlemmer – Ida Marie Moesby og Poul Erik Jensen – udtaler:

Vi finder ikke, at sagen bør afvises.

Vi finder, at det må have formodningen for sig, at alarmen ikke længere var tilkoblet Vagtcentralen efter S’ konkurs, hvorefter klageren ikke fik den ydelse, hun betalte for. Vi finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at S ikke opfyldte sine forpligtelser efter konkursen i januar 2020, og at klageren dermed med rette kan rejse pengekravet mod banken, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 3 og 4.

På grundlag af ovenstående stemmer vi for, at banken skal tilbagebetale klagerens indbetalinger på kreditten fra og med januar 2020 og frafalde restgælden. 

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

 

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.