Krav som følge af fejlagtig rådgivning om Indskydergarantifondens dækningsomfang.

Sagsnummer:430/2011
Dato:04-10-2012
Ankenævn:Eva Hammerum, Anita Barbesgaard, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg og Kjeld Gosvig Jensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav som følge af fejlagtig rådgivning om Indskydergarantifondens dækningsomfang.
Indklagede:Fjordbank Mors af 2011
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører om klagerne har et krav mod Morsø Sparekasse (nu Fjordbank Mors af 2011) som følge af fejlagtig eller utilstrækkelig rådgivning om Indskydergarantifondens dækningsomfang

Sagens omstændigheder

Klagerne, ægteparret M og H, blev kunder i Morsø Sparekasse i februar 2002. Af sparekassens stamblad for M fremgår det, at H havde fuldmagt til at disponere over konto -791 tilhørende M. Konto -791 var en højrentekonto.

Den 31. maj 2007 overførte H værdipapirer fra sit depot til M’s depot, der herefter blev til et fællesdepot.

Den 2. april 2008 blev konto -791 ændret til en såkaldt Toprentekonto efter telefonisk aftale mellem sparekassen og M. Klagerne har anført, at de i den forbindelse bad om, at H blev noteret som medkontohaver, hvilket sparekassen har bestridt.

Den 7. april 2008 besvarede sparekassen et spørgsmål fra M således:

"Konto -791 er en Toprentekonto…

Konto -783 er en Højrentekonto tilhørende [H]…"

I e-mail af 18. september 2009 til sparekassen skrev M følgende:

"… I foreslog i sin tid, at jeg ændrede min konto fra højrente til anden type (toprente), hvor jeg ville få mere i rente…"

Den 14. december 2009 blev den telefoniske aftale om ændring af kontonr. -791 til en Toprentekonto bekræftet ved, at M underskrev en indlånsaftale med sparekassen. H underskrev indlånsaftalen som fuldmagtshaver.

Pr. 1. oktober 2010 ophørte Statens garanti bl.a. vedrørende dækning af indlån i forbindelse med pengeinstitutters konkurs. Indlån var herefter dækket af Indskydergarantifonden op til et beløb på 100.000 EUR.

Den 1. november 2010 fusionerede Morsø Sparekasse med Morsø Bank. Det fortsættende pengeinstitut fik navnet Fjordbank Mors.

Banken har oplyst, at M den 24. juni 2011 i tidsrummet mellem kl. 21.25 og kl. 23.32 forsøgte at overføre midler fra Toprentekontoen og fra en anfordringskonto til et andet pengeinstitut.

Overførslerne kunne ikke lade sig gøre, da bankens ledelse havde besluttet at lukke for netbanken med henblik på at spærre engagementer med nettoindlån på mere end ca. 100.000 EUR. Banken har oplyst, at formålet var at sikre en ligebehandling af alle kreditorer, herunder indskydere, og derved forhindre en forrykkelse af forholdet mellem kreditorerne i banken.

Klagerne har anført, at M kontaktede bankens direktør den 25. juni 2010, da de ikke kunne hæve deres penge. Direktøren vidste ikke om indeståendet på Toprentekontoen, som udgjorde ca. 1,24 mio. kr. og dermed oversteg Indskydergarantifondens dækningsgrænse på 100.000 EUR, var dækket, når M var primær ejer og H var fuldmagtshaver. Nogle dage senere ringede klagerne igen til direktøren, der oplyste, at M var registreret som eneejer af kontoen med H som fuldmagtshaver og at M’s indestående derfor ikke ville blive dækket fuldt ud.

Med virkning fra den 24. juni 2011 blev Fjordbank Mors overtaget af et selskab under Finansiel Stabilitet i henhold til lov om finansiel stabilitet. Bankens aktiviteter blev videreført af Fjordbank Mors af 2011, som overtog bankens forpligtelser til honorering af indlån op til den grænse, som dækkes af Indskydergarantifonden.

Ved brev af 28. juni 2011 til Fjordbank Mors klagede M og H over den rådgivning de havde modtaget i forbindelse med oprettelsen af M’s Toprentekonto.

Den 6. juli 2011 modtog M et brev fra Fjordbank Mors af 2011. Af brevet fremgik, at M’s Toprentekonto med en saldo på 1.237.209,12 kr. blev videreført i Fjordbank Mors af 2011 med en saldo på 1.100.108,12 kr. og at hans anfordringskonto med en saldo på 48.139,61 kr. blev videreført med en saldo på 42.805,03 kr.

Således havde M lidt et foreløbigt tab på i alt 142.435,58 kr.

Den 23. august 2011 afviste Fjordbank Mors af 2011 klagen fra M og H.

Parternes påstande

Den 13. september 2011 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fjordbank Mors af 2011 skal betale 142.435,58 kr.

Fjordbank Mors af 2011 har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de i forbindelse med at højrentekontoen i 2008 blev ændret til en Toprentekonto bad deres bankrådgiver om, at H kom på som den anden primære ejer i stil med deres fælles depot. De var netop blevet opmærksomme på risikoen som følge af de bankkrak, der fandt sted.

Det var en helt logisk disposition, som lå i forlængelse af, hvordan de i øvrigt havde indrettet deres fælles økonomi.

De fik oplyst, at man kun kunne have én primær ejer af en konto, men at kontoen ville være dækket på samme måde som en konto med to kontohavere, når H var fuldmagtshaver. Den løsning accepterede de i tiltro til, at bankrådgiverne havde styr på reglerne.

Banken har hævdet, at det var dem, der bad om at H blev noteret som fuldmagtshaver. Det giver imidlertid ingen mening, da de er gift og har fælles økonomi.

I alle tilfælde burde banken have advaret dem mod den valgte løsning, idet de ikke ville opnå økonomisk sikkerhed i tilfælde af bankens konkurs.

Det fremgår af bankens interne instruks, at Indskydergarantifonden fra den 1. oktober 2010 dækker op til EUR 100.000 pr. indskyder – ved to indehavere, får hver indskyder dækket dette beløb, det vil sige EUR 200.000. Dette burde have fået bankens medarbejdere til at følge op på, om man eventuelt havde nogle kunder, som ikke var sikret dækning.

Når M i e-mails til banken refererede til "mine" konti, er det blot et udtryk for, at det er ham, der har kommunikeret med banken. Banken anvender samme sprogbrug, når den i e-mails referer til "hans" værdipapirdepot, selvom værdipapirdepotet er fælles.

Fjordbank Mors af 2011 har anført, at det udtrykkeligt fremgår af stambladet for Højrentekontoen og af indlånsaftalen vedrørende Toprentekontoen, at M var eneejer af kontiene.

Klagerne har hverken skriftligt eller mundtligt anmodet bankens medarbejdere om, at Toprentekontoen skulle ændres fra at være M’s konto til at være en konto med H som medkontohaver.

Banken har ikke oplyst eller rådgivet om, at notering af H som fuldmagtshaver i tilfælde af bankens konkurs, ville have samme betydning, som hvis hun var noteret som medkontohaver.

Banken har udarbejdet interne instrukser om Indskydergarantifondens dækning og bankens medarbejdere har ikke rådgivet klagerne i strid med de interne instrukser.

Der forelå ikke en pligt for bankens medarbejdere til – af egen drift - at have oplyst om risici forbundet med, at M’s indskud på Toprentekontoen oversteg grænsen for Indskydergarantifondens dækning.

Banken har opfyldt forpligtelsen i henhold til Garantifondsloven og Garantifondsbekendtgørelsen til ved skiltning i ekspeditionslokalet eller på bankens hjemmeside at oplyse, hvor indskydere kan indhente skriftlig information om garantiordningen.

I forbindelse med udløbet af den generelle statsgaranti den 1. oktober 2010 var der betydelig omtale i medierne om Indskydergarantifondens dækning, hvorfor klagerne ikke kan have været ubekendt med dækningsgrænsen på 100.000 EUR.

M’s e-mail til banken af 18. september 2009 støtter, at M var klar over, at Højrentekontoen og Toprentekontoen alene tilhørte ham. Dette bestyrkes af M’s forsøg den 24. juni 2011 på at flytte et stort beløb fra sine konti til et andet pengeinstitut.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende over for klagerne og er derfor ikke erstatningsansvarlig.

M har modtaget en foreløbig dividende på 86 % fra Fjordbank Mors af 2011, hvorfor Fjordbank Mors af 2011 ikke har mulighed for at kompensere M yderligere, såfremt Ankenævnet måtte finde, at banken har begået ansvarspådragende fejl.

Klagerne kan alene én gang anmelde et krav (hovedkrav) over for indklagede og én gang få dividende heraf. Klagerne kan derfor ikke over for Fjordbank Mors af 2011 anmelde og få dividende af erstatningskravet som udspringer af det hovedkrav, som M allerede har anmeldt over for indklagede.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at en afklaring af sagens nærmere omstændigheder vil forudsætte yderligere bevisførelse bl.a. i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. § 7, stk. 1, i nævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle sagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.