Beregning af ydelse.

Sagsnummer:813/1994
Dato:21-11-1995
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne:Udlån - løbetid
Ledetekst:Beregning af ydelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 23. december 1986 indgik klageren med indklagede en aftale om tilbagebetaling af sit studielån. Det aftaltes, at studielånet, som forrentedes med en variabel rente p.t. 10% p.a., og hvis restgæld var 266.568,61 kr., skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. over 14 år.

Ud over klagerens indbetaling på 2.000 kr. månedlig afvikledes lånet siden 1989 med rentetilskud ydet af staten. Klagerens egenindbetaling blev i maj 1990 nedsat til 500 kr. månedlig og i foråret 1993 forhøjet til 650 kr. månedlig.

Lånet er afviklet således:

Ultimo: Rentetilskud:
1987































-







Ved skrivelse af 7. juni 1994 meddelte indklagede, at rentetilskuddet for 1994 udgjorde 2.484,50 kr. pr. kvartal, hvorfor den månedlige ydelse pr. 1. april s.å. udgjorde 1.097 kr. Det meddeltes samtidig, at lånet var i restance med 1.566 kr. Ved skrivelse af 17. s.m. korrigeredes ydelsen til 2.000 kr. månedligt.

Ved skrivelse af 4. juli 1994 fremsendte indklagede en amortiseringsplan, der viste, at lånets restgæld på 210.419,46 kr. ved uændret rente og en månedlig ydelse på 2.942,73 kr. ville være afviklet i juni 2002. Ved skrivelse af 22. s.m. redegjorde indklagede for opgørelsen af restancen på 1.565,50 kr., der var opstået ved, at rentetilskuddet på 2.484,50 kr. i det pågældende kvartal med tillæg af klagerens egenindbetaling på 3 x 650 kr. var utilstrækkeligt til dækning af "normal ydelse" på 3 x 2.000 kr. i den pågældende periode.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte restgælden på studielånet til 150.000 kr. pr. 1. juli 1994.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han ved indgåelsen af aftalen om tilbagebetaling af studielånet forventede, at lånets løbetid ville blive væsentlig mindre end 14 år, idet der ud over den månedlige ydelse ville blive indbetalt rentetilskud på lånet. I 1990 anmodede han indklagede om at nedsætte ydelsen til "normal" ydelse, hvilket medførte en nedsættelse til 500 kr. månedlig. Primo 1993 blev han opmærksom på, at lånet ikke blev nedbragt. Efter henvendelse til indklagede herom blev ydelsen reguleret til 650 kr. månedlig. I juli 1994 blev ydelsen angivet til 1.097 kr. for herefter at blive korrigeret til 2.000 kr. månedlig. Løbetiden blev oprindeligt aftalt til 14 år. Indklagede burde have reguleret ydelsen efter vekslende rente og rentetilskud. De reguleringer, der fandt sted, var forkerte. Lånet ville medio 1994 være nedbragt til 150.000 kr., hvis det havde været afviklet korrekt i forhold til den aftalte løbetid.

Indklagede har anført, at en afvikling af klagerens studielån over 14 år forudsatte et rentetilskud på 954 kr. månedlig ud over den fastsatte ydelse på 2.000 kr., samt uændret rente på 10% p.a. Det kan umiddelbart konstateres, at den månedlige ydelse på 2.000 kr. ikke var tilstrækkelig til at dække rentebetalingen. Ydelsesreguleringerne i 1990 og 1993 skete efter ønske fra klageren og var begrundet i dennes økonomiske situation. Med henblik på en afvikling af lånet inden bortfald af statsgarantien blev ydelsen herefter reguleret til 2.000 kr. pr. måned. Beregningen af ydelsen til 1.097 kr. i skrivelsen af 7. juni 1994 beror på en fejl.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at klageren i forbindelse med underskrivelsen af tilbagebetalingsaftalen burde have indset, at den årlige ydelse på 24.000 kr. ikke var tilstrækkelig til at dække rentetilskrivningen på den gang 10% p.a. på lånet på 266.568,61 kr., og at den i 1989 påbegyndte indbetaling af rentetilskuddet således var nødvendig til nedbringelse af hovedstolen. Klageren kunne endvidere konstatere, at lånet ikke blev nedbragt efter nedsættelsen af ydelsen i maj 1990. I øvrigt måtte klageren påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af rentestigninger efter indgåelsen af tilbagebetalingsaftalen, idet indklagede ikke findes at have forpligtet sig til at regulere ydelsen i takt med renteændringer.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.