Kaution, hæftelse, underretning.

Sagsnummer:408/1993
Dato:22-08-1994
Ankenævn:Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, hæftelse, underretning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Denne sag angår opgørelsen af klagerens kaution stillet over for indklagede vedrørende klagerens datters engagement. Datteren var indehaver af en forretning.

I september 1984 kautionerede klageren med op til 110.000 kr. for et lån og en kassekredit ydet til klagerens datter. Klageren stillede samtidig håndpant i form af nominelt 90.000 kr. statsobligationer. I 1986 ændredes klagerens sikkerhedsstillelse, således at håndpantet udgik, og kautionsforpligtelsen forhøjedes til 200.000 kr. Kautionen vedrørte ifølge kautionserklæring underskrevet af klageren den 20. juni 1986 datterens lån på 160.000 kr. samt en kassekredit med et maksimum på 40.000 kr. Indklagede har oplyst, at kassekreditten da udviste en debetsaldo på 115.088,71 kr.

Ved skrivelse af 13. august 1992 meddelte indklagede klageren, at man var blevet bekendt med, at hans datter havde påbegyndt ophørsudsalg, ligesom datterens private bolig, hvori man havde sikkerhed i form af et ejerpantebrev, var sat til salg. Da man vurderede, at der ikke ville blive fuld dækning til indklagede, blev kautionsforpligtelsen gjort gældende. Efter at klageren havde rettet henvendelse til advokat, opgjorde indklagede i skrivelse af 9. november 1992 det kautionssikrede engagement til i alt 164.491,23 kr., hvoraf 40.000 kr. angik kassekreditten.

Ved bevilling af 7. oktober 1992 blev klagerens datter separeret. Af sagen fremgår, at der mellem datteren og dennes tidligere ægtefælle foregik forhandlinger om indgåelse af en bodelingsoverenskomst. Af et udkast til bodelingsoverenskomst fra formentlig juni 1993 fremgår, at ægtefællen skulle overtage datterens villa for en kontantpris på 836.000 kr. Der opstod imidlertid tvist om, hvorvidt der var indgået en endelig bodelingsaftale. Ejendommen blev herefter sat til salg og solgtes i november 1993 for 825.000 kr., som berigtigedes ved optagelsen af et kontantlån på 645.000 kr., udstedelse af et sælgerpantebrevet på 120.000 kr. samt 60.000 kr. i kontant udbetaling. Køber udnyttede efterfølgende en option om køb af sælgerpantebrevet til kurs 84.

Indklagede har oplyst, at lånet på oprindeligt 160.000 kr. er afviklet planmæssigt indtil 1. oktober 1992; efter tilskrivning af renter pr. 20. september 1992 var lånets restgæld 124.491,23 kr. Om kassekreditten er oplyst, at der for denne var bevilget overtræk på 60.000 kr.; saldoen var ved udgangen af september 1992 155.397,92 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans kaution frigives mod betaling af 40.000 kr. vedrørende kassekreditten samt lånets restgæld pr. 13. august 1992 under forudsætning af lånets rettidige afvikling indtil dette tidspunkt.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han ikke, siden han kautionerede i 1986, har modtaget orientering om gældens udvikling førend i august 1992. Han er senere blevet bekendt med, at banken ved møder med datterens revisor havde foreslået, at datterens forretning burde lukkes, men at man gav hende en yderligere chance. Han blev ikke orienteret herom.

Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med ændringen af kautionen i 1986 blev orienteret om et øget kapitalbehov ved driften af datterens forretning, og at kapitalbehovet var finansieret ved træk på kassekreditten. Indklagede er enig i, at klagerens hæftelse for kassekreditten alene udgør 40.000 kr., men med tillæg af rente fra påkravstidspunktet. Med hensyn til datterens lån må klageren hæfte for saldoen pr. 20. juni 1993 på 142.078,55 kr. med tillæg af yderligere rente. Indklagede finder ikke grundlag for at nedsætte kautionshæftelsen.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter det foreliggende lægger Ankenævnet til grund, at klagerens datters kassekredit gennem en længere periode havde været overtrukket, uden at indklagede havde givet klageren meddelelse herom, og at indklagede således har tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41. En stillingtagen til, hvorvidt klagerens regresmuligheder som følge heraf er blevet forringet, findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.