Sagsnummer: | 378/2024 |
Dato: | 21-03-2025 |
Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Jonas Thestrup Nielsen, Signe Vejen Hansen, Rolf Høymann Olsen og Kim Korup Eriksen. |
Klageemne: | Kassekredit - opsigelse Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4 Afslag - Omlægning Afslag - Lån |
Ledetekst: | Indsigelse mod opsigelse af erhvervskredit på grund af overtræk og indsigelse mod afslag på ansøgning om omlægning af realkreditlån samt krav om erstatning. |
Indklagede: | Sparekassen Kronjylland |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af erhvervskredit og indsigelse mod afslag på ansøgning om omlægning af realkreditlån samt krav om erstatning.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Sparekassen Kronjylland, hvor han blandt andet havde en kassekredit af typen: ”Forbrugerkredit” med kontonummer - 2738 med en kreditramme på oprindeligt 350.000 kr., der indestod uden nedskrivning indtil videre, men hvert år skulle genforhandles. I begyndelsen af 2020 blev kassekreditten ændret til en erhvervskredit med kontonummer -2738, ligesom kreditrammen blev ændret til 110.000 kr., der indestod uden nedskrivning indtil videre. Af kassekreditkontrakten, der er udskrevet den 14. januar 2020, fremgik blandt andet, at:
”Vilkår for kreditaftalen
…
4. Opsigelse og indfrielse
Sparekassen Kronjylland kan opsige lån og kreditter helt eller delvist uden varsel og forlange betaling af det skyldige beløb, herunder påløbne renter og omkostninger.
Ved Sparekassen Kronjyllands opsigelse har debitor krav på en saglig begrundelse.
…
5. Misligholdelse og andre forfaldsgrunde
I følgende situationer må det forventes, at Sparekassen Kronjylland vil udnytte sin ret til at opsige lån og kreditter uden varsel og forlange hele gælden betalt straks. Det er ikke en udtømmende opremsning:
For kreditten og … gælder Sparekassen Kronjyllands til enhver tid gældende Almindelige forretningsbetingelser - Erhvervskunder samt Vilkår for betalingskonti, som kan findes på Sparekassen Kronjyllands hjemmeside. …”
Sparekassen har oplyst, at klageren er førtidspensionist, men driver et værksted med bilreparationer fra sin private ejendom. I forbindelse med klagerens drift af værkstedet bevilgede sparekassen en kreditramme. Den har ikke modtaget regnskab fra klageren og har derfor ikke indsigt i klagerens budget og udgifter i husstanden. Den har alene taget stilling til klagerens økonomi ud fra klagerens indkomst som førtidspensionist.
Klageren fremsendte den 5. maj 2024 en klage over sin rådgiver i sparekassen samt over sparekassens behandling af klageren. Af klagen fremgik blandt andet:
”… Jeg tabte en retsag,om en ekstra regning på værkstedsbyggeriet efter branden og bad om at få beløbet lagt ind under mit huslån eller byggelån,men nej, jeg kunne bare lave en afdragsordning hvilket gjorde at de tog udlæg i min ejendom og satte mig i RKI,hvilket har givet mig enorm mange problemer. … Jeg har en kassekredit på 110.000 og det kniber i perioder og havde den bare været 20.000 højere havde vi slet ikke haft alle de gnidninger. … Jeg har betalt realkreditlånet en del ned,så der plads til at kassekreditten kunne komme med i en låneomlægning og så var vi ude over det hele,men jeg mangler i den grad bankrådgivning istedetfor modstand,for alt hvad jeg gør og laver er forkert i hans øjne. …”
Sparekassen besvarede klagen ved brev af 10. juni 2024, hvoraf blandt andet fremgik:
”… Sparekassen har forstået din klage således, at du dels klager over den behandling du har fået … i forbindelse med overtræk samt dit ønske om låneomlægning m.v. …
Sparekassen har bevilget en kreditramme på kr. 110.000,- i forbindelse med drift af dit værksted. Kreditten er pt. i overtræk med ca. kr. 20.000.
Herudover har du et Boliglån, som pt. afvikles med kr. 2.500,- pr. måned. …
Sparekassen har i forbindelse med din klage erfaret, at det tinglyste udlæg i ejendommen nu er aflyst og kan derfor tilbyde, at der ansøges om en omlægning/tillægsbelåning fra DLR i ejendommen.
Såfremt du er interesseret i, at Sparekassen laver en ansøgning om omlægning-/tillægsbelåning hos DLR, er det betinget af følgende:
at der ikke forefindes tinglyste udlæg i ejendommen,
at du er i stand til selv at betale for 30/6 terminen til DLR,
at du indleverer det materiale, som DLR forlanger i forbindelse med en ansøgningen, og
at provenu anvendes til indækning af boliglån og erhvervskredit i Sparekassen.
Din tilbagemelding vedrørende ovennævnte forslag imødeses. …”
Sparekassen har oplyst, at klageren efterfølgende rettede henvendelse til rådgiveren i sparekassen og meddelte, at han var interesseret i, at sparekassen på hans vegne skulle ansøge om omlægning af lån. Herefter skete der ikke yderligere, og sagen blev automatisk overført til sparekassens insolvensafdeling den 20. juni 2024, som dog inden fortsættelse af sagen ville afvente eventuel yderligere henvendelse fra klageren. Rådgiveren hos sparekassen henvendte sig til klageren med henblik på, at klageren selv skulle betale sin termin til DLR Kredit den 30. juni 2024. Klageren betalte den 28. juni 2024 terminen på 18.895,42 kr. Sparekassen har anført, at terminsbetalingen skete ved yderligere overtræk på kassekreditten, hvorfor klageren ikke opfyldte sparekassens betingelse om, at klageren selv skulle inddække juli-terminsbetalingen. Det samlede træk på kassekreditten udgjorde herefter 151.822,21 kr., hvoraf 41.822,21 kr. var overtræk.
Den 3. juli 2024 fremsendte DLR Kredit terminsopkrævning på 18.895,42 kr. til klageren til betaling senest den 28. juni 2024.
Sparekassens insolvensafdeling opsagde ved brev af 5. juli 2024 erhvervskredit med kontonummer -2738 og boliglån med kontonummer - 0379 til fuld indfrielse. Af brevet fremgik blandt andet:
”… Vi kan konstatere, at du ikke har reageret på vores klagesvar fra d. 10. juni 2024 og i forhold til, at du også er i overtræk og restance på dit engagement i Sparekassen Kronjylland, betragter vi derfor engagementet som misligholdt og dermed opsagt til fuld indfrielse, jfr. Sparekassen Kronjyllands Almindelige forretningsbetingelser og vilkår for lån og kredit. …
Vi skal gøre opmærksom på, at alt betalingsservice vil blive afvist og afmeldt. Kort vil blive spærret. …”
Den 7. juli 2024 fremsendte klageren en e-mail til sparekassen, hvoraf blandt andet fremgik:
”Det var noget af en mavepuster I her har givet mig. … hvad jeg tænkte om låneomlægningen og jeg oplyste at det har jeg jo ønsket længe og flere gange spurgt om tidligere og han sagde at hvis jeg stadig var interesseret så ville han gerne stå for og hjælpe mig med omlægning,så det jeg har i sparekassen kunne blive lagt ind under og indfriet. Så blev aftalen,at når jeg havde betalt afdraget skulle jeg rette henvendelse og han ville starte sagen op hos DLR og så skulle jeg indsende det de havde brug for til omlægningen og igen blev der ikke sagt nogen deadline dato.Han oplyste at de bla.skulle have adgang til skat og jeg oplyste at det har jeg allerede givet og han oplyste så at det var DLR som skulle have oplysningerne. Så jo jeg har været i kontakt med sparkron og ikke bare holdt mig stille,som I har skrevet,men jeg har været sparket væk fra det hele. …”
Parternes påstande
Den 16. juli 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstande således, at:
Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han indsendte en klage over sin rådgiver, da han gentagne gange var blevet behandlet dårligt af rådgiveren. Han ejer en ejendom med et lån hos DLR Kredit, hvor der er masser af luft til at lave en omlægning. Han kunne indfri det beløb, som han skyldte sparekassen ved at omlægge sit lån. Det afviste sparekassen, men da han klagede, kunne han pludselig godt få lånet omlagt. Han kontaktede sin rådgiver, da han ønskede en lånomlægning. Han blev oplyst om, at sparekassen ville hjælpe ham og forestå omlægningen, hvis blot han betalte juli-terminen uden at trække mere på sin kassekredit.
Han reagerede på sparekassens henvendelser. Han kontaktede både sparekassen og DLR Kredit, da der ikke skete noget. Han blev derefter den 26. juni 2024 ringet op af sin rådgiver. Han fortalte sparekassen, at han fortsat ønskede en låneomlægning, så sparekassen kunne få sit udestående, og han kunne få mere luft i økonomien. Han aftalte med sin rådgiver, at når han havde betalt juli-terminen, skulle han kontakte sparekassen. Derefter ville sparekassen påbegynde omlægningen, hvis han betalte juli-terminen uden at belaste kassekreditten yderligere. Han fortalte sparekassen, at han ville overføre 3.500 kr. til brug for betaling via betalingsservice. Derudover var der godt tyve tusinde kroner på vej fra en bilreparation. Sparekassen sagde, at det var i orden. Det var kun terminen, der var et problem.
Sparekassen sendte terminsopkrævningen direkte til ham den 3. juli 2024, da sparekassen havde fjernet den fra hans konto inden den 1. juli 2024 for at få det til at se ud som om, at terminen ikke var betalt. Det tager normalt 10 dage, inden der kommer besked om, at en regning ikke er betalt, hvis den betales via betalingsservice. De andre regninger, som blev betalt via betalingsservice, blev også tilbageført den 5. juli 2024, hvilket gav ham en del problemer og ekstra udgifter.
Han betalte juli-terminen, men fik efterfølgende en mavepuster af format, da sparekassen åbenbart ikke havde orienteret sin juridiske afdeling om aftalen. Den juridiske afdeling opsagde hans arrangement, da han ikke havde besvaret deres brev, men han havde i stedet svaret sin rådgiver. Han fortalte også sin rådgiver, at han var blevet indlagt på sygehuset.
Siden han i 2017 klagede over sparekassen, har han gang på gang modtaget useriøse, ubehagelige og hadske beskeder. Hans ejendom var steget i værdi, men alligevel valgte sparekassen at nedsætte kassekreditten, selvom det var svært for ham at klare sig med en lavere kredit, ligesom sparekassen krævede, at han skulle sælge sin ejendom. Det er dårligt bankarbejde og en beskidt opførsel, som har kostet ham mange penge.
Sparekassen Kronjylland har anført, at sagen, henset til klagerens udfordringer samt sparekassens regler for at yde kredit, er forsøgt håndteret på en ordentlig måde. Sparekassen har behandlet klageren på en ordentlig og sober måde.
Sparekassen anerkender, at klageren har haft en stram økonomi, hvilket har medført, at der har været overtræk på konti, som sparekassen gentagne gange har skullet forholde sig til samt rykke for inddækning af.
En eventuel friværdi i klagerens ejendom berettiger ikke til låneomlægning, idet klageren tillige skal have den fornødne økonomi til at servicere realkreditlånet.
Sparekassen opstillede fire betingelser i sit klagesvar af 10. juni 2024, herunder at klageren selv var i stand til at betale for juli-terminen til DLR Kredit den 30. juni 2024, hvilket klageren ikke opfyldte. Det medførte, at sparekassen ikke ville indlede ansøgning om omlægning-/tillægsbelåning hos DLR Kredit, hvorfor klagerens overtræk blev overdraget til videre ekspedition hos sparekassens insolvensafdeling.
Sparekassen Kronjylland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en endelig bevisførelse vil kræve, at der afgives vidneforklaring/partshøring. En sådan vidneforklaring/partshøring kan ikke finde sted for Ankenævnet, og sagen bør derfor afvises.
Sparekassen Kronjylland har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at sparekassen har behandlet klageren på en ordentlig måde. Sparekassen vurderer ud fra egen kreditpolitik og kreditrisiko selv, hvorvidt sparekassen ønsker at tilbyde lån eller bevilge overtræk til en kunde. Klageren har ikke, uanset sine økonomiske problemer, krav på at få tilbudt bevilget overtræk eller lån. Klageren har heller ikke, uanset at han ejer en ejendom, krav på at få tilbudt lån eller at have overtræk. Klageren opfyldte ikke de stillede betingelser fra sparekassen, som derfor ikke var forpligtet til at ansøge om omlægning-/tillægsbelåning hos DLR Kredit.
Klageren har gentagne gange været i overtræk og restance på sit engagement, og har derfor misligholdt sit engagement, hvorfor sparekassen bør frifindes.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Sparekassen Kronjylland, hvor han blandt andet havde en kassekredit af typen: ”Forbrugerkredit” med kontonummer - 2738 med en kreditramme på oprindeligt 350.000 kr., der hvert år skulle genforhandles. I begyndelsen af 2020 blev kassekreditten ændret til en erhvervskredit med kontonummer -2738, ligesom kreditrammen blev ændret til 110.000 kr.
Sparekassen har oplyst, at klageren er førtidspensionist, men driver et værksted med bilreparationer fra sin private ejendom. Af kassekreditkontrakten fremgik blandt andet, at Sparekassen Kronjylland kan opsige lån og kreditter uden varsel og forlange hele gælden betalt straks, hvis debitor overtrækker kredittens maksimum uden sparekassens tilladelse.
Sparekassen tilbød ved brev af 10. juni 2024 under visse nærmere betingelser, herunder at klageren selv betalte terminsydelsen den 30. juni 2024, at udarbejde en ansøgning om omlægning-/tillægsbelåning hos DLR Kredit, men opsagde ved brev af 5. juli 2024 engagementet til fuld indfrielse.
Sparekassen har anført, at terminsbetalingen skete ved overtræk på kassekreditten, og at klageren ikke opfyldte betingelserne i sparekassens brev af 10. juni 2024.
Klageren har anført, at han reagerede på sparekassens henvendelser. Han aftalte med sin rådgiver hos sparekassen, at når han havde betalt juli-terminen, ville sparekassen påbegynde omlægningen.
Vedrørende påstand 1:
Ifølge Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4, behandler Ankenævnet klager vedrørende private kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Erhvervskreditten blev ydet til brug for driften af klagerens værksted. Ankenævnet finder på baggrund heraf, at klagen vedrørende erhvervskreditten efter sin karakter angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, der adskiller sig væsentligt fra en klage over et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.
Vedrørende påstand 2:
Ankenævnet lægger til grund, at klageren ikke opfyldte de af sparekassen opstillede betingelser i sparekassens brev af 10. juni 2024, hvilket medførte, at sparekassen ikke ville indlede ansøgning om omlægning-/tillægsbelåning hos DLR Kredit.
Ankenævnet bemærker, at det som udgangspunkt beror på sparekassens egen forretnings- og kreditmæssige afgørelse, om den ønsker at formidle en ansøgning om omlægning-/tilllægsbelåning til DLR Kredit. Ankenævnet finder, at sparekassen ikke havde givet klageren et ubetinget tilsagn om at formidle en ansøgning om omlægning/tillægsbelåning til DLR Kredit. Det tilkommer således sparekassen at træffe beslutning herom.
Ankenævnet kan derfor ikke pålægge sparekassen at udarbejde en ansøgning til DLR Kredit om omlægning-/tillægsbelåning af det eksisterende lån.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen vedrørende påstand 2.
Vedrørende påstand 3
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at sparekassen har handlet ansvarspådragende overfor klageren, hvorfor klageren ikke er berettiget til erstatning.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen vedrørende påstand 3.
Vedrørende påstand 4
Vedrørende klagerens påstand om, at sparekassens personale har optrådt upassende, bemærker Ankenævnet, at spørgsmålet herom ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende mellem klageren og sparekassen, der kan behandles af Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Ankenævnet kan derfor ikke behandle klagen for så vidt angår påstand 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår påstand 1.
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår påstand 4.
Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.