Spørgsmål om forældelse af et eventuelt krav baseret på mangelfuld rådgivning. Indsigelser i forbindelse med lånefinansierede investeringer herunder ved finansiering i udenlandsk valuta

Indledning

Denne sag vedrører, om et eventuelt krav - baseret på mangelfuld rådgivning i forbindelse med lånefinansierede investeringer herunder ved finansiering i udenlandsk valuta - er forældet.

Sagens omstændigheder

Klageren var i 2005 kunde i Spar Nord Bank.

Den 2. september 2005 indgik klageren aftale med banken om en investeringskredit (med konto nr. -744) og en valutakassekredit (konto nr. -211). Valutakassekreditten var på 313.119,72 CHF. Begge kreditter kunne alene anvendes til køb af værdipapirer. Af tillæg til aftalerne fremgår, at kreditterne er omfattet af en samlet kreditramme på 1,5 mio. kr.

Klageren underskrev desuden en rammeaftale, en nettingaftale samt en håndpanterklæring (vedrørende klagerens værdipapirdepot og sikringskonto).

Af rammeaftalen fremgår:

"…

Mellem ovennævnte … aftales herved efterfølgende rammeaftale om handel med finansielle instrumenter

Indenfor en vægtet risikoline på kr. 100.000,00

…

Risikolinen er fordelt på en:

og en

Forretningsline:

Banken foretager en vurdering af dag-til-dag risikoen for negativ kurs-/renteudvikling på de finansielle instrumenter, der kan handles under rammeaftalen …

…

Tabsline:

På tabslinen belastes dagligt summen af ændringer i markedsværdierne på de indgåede forretninger. Når saldoen er i Bankens favør, betagnes den som "negativ markedsværdi" for Kunden.

Markedsværdien er opgjort på baggrund af aktuelle markedskurser på de respektive børser/markeder.

Den negative markedsværdi er alene en af Banken beregnet tabsrisiko, idet Kundens risiko for tab på de indgåede forretninger er ubegrænset.

…

Såfremt forretningsline eller tabsline overskrides har Banken ret, men ikke pligt til at

• stille krav om supplerende sikkerhed. Sikkerheden skal stilles på anfordring
• lukke Kundens forretninger helt eller delvist efter eget valg
• træffe anden aftale med Kunden

…

17. Risiko og hæftelse

Kunden er bekendt med og er fuldt indforstået med risiko ved indgåelse af forretninger med finansielle instrumenter.

Kunden hæfter ved sin underskrift på rammeaftalen som debitor på alle indgåede forretninger og for ethvert tab derpå uanset aftalen om maksimum på tabsline.

Det er Kunden alene, der træffer alle beslutninger vedrørende enhver forretning under rammeaftalen. Kunden er derfor ansvarlig for resultatet heraf uanset at forretningerne gennemføres efter rådgivning fra Banken.

Banken påtager sig ingen forpligtelse til at overvåge de indgåede forretninger. Banken er således ikke forpligtet til at kontakte ved kurs- og renteændringer eller lignende.

…"

Vedrørende valutakassekreditten (konto nr. -211) indgik klageren en aftale, hvorefter banken skulle bestræbe sig på at kontakte klageren, når en omlægning kunne være fordelagtig.

Banken har oplyst, at klageren primo september 2005 investerede i BankInvest kreditobligationer for ca. 1.450.000 kr.

Den 13. september 2006 underskrev klageren endnu et tillæg til de to kreditter. Af tillægget fremgår:

"…

3) Stop Loss

Der accepteres en maksimal underdækning på

Med underdækning forståes det beløb hvormed gælden overstiger summen af værdipapirer og kontante indeståender.

Såfremt denne grænse overskrides har Banken ret – men ikke pligt til:

•at forhindre yderligere træk på lånet/kreditten
•at realisere hele eller dele af sikkerhedsdepotet, herunder også værdipapirer, der ikke har været ramt af kurstab
•at stille krav om yderligere sikkerhedsstillelse. Sikkerheden skal stilles på anfordring jf. lov om værdipapirhandel § 58l.
•at afvikle indgåede forretninger i henhold til rammeaftale om finansielle instrumenter
•at træffe anden aftale med dig.

…

5) Investering og risici

Investeringsprofiler som du i anden sammenhæng måtte have aftalt med Banken finder ikke anvendelse på nærværende aftale, da investeringerne skal sigte efter at skabe et afkast ud over forrentningen af lånet/kreditten. Investeringerne vil derfor tage udgangspunkt i papirer med udsigt til et større afkast og dermed også højere risiko.

Markedsforhold og andre forhold kan medføre, at aktiverne ikke kan realiseres uden tab, der ligger ud over det forudsatte ved aftalens indgåelse. Det kan medføre, at lånet/kreditten ikke bliver fuldt indfriet ved realisation af aktiverne og at du skal indbetale yderligere til Banken. Investering for lånte midler er derfor højere risiko end investering for egne midler.

Såfremt lånet/kreditten er optaget i udenlandsk valuta, kan ændringer i valutakurserne medføre tab, der ikke er relateret til udsving i kurserne på de enkelte værdipapirer.

Medmindre der er indtrådt en situation som beskrevet i pkt. 3 [om "Stop Loss"] og 4 [om "Misligholdelse"] i denne aftale vil enhver disposition, der vedrører handel med værdipapirer i dine depot/er blive foretaget efter din forudgående godkendelse.

…"

Banken har oplyst, at klagerens investeringer blev omlagt flere gange i løbet af 2006 og 2007. I efteråret 2008 blev investeringernes stop loss overskredet og klagerens papirer solgt den 7. oktober 2008. På valutakassekreditten blev der den 30. juni 2009 betalt modværdien af i alt 348.000 CHF med 1.693.716 kr.

Klageren har oplyst, at han har lidt et tab på 667.000 kr. og at banken ikke vil erstatte noget af det. Han har været nødt til at optage ekstra lån i sit hus og sommerhus samt forhøje en kassekredit.

Parternes påstande

Den 20. marts 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal dække noget af hans tab.

Spar Nord Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken på intet tidspunkt har oplyst, at han havde mulighed for at klage over det, som han har været udsat for i denne sag.

Først da han så i dagspressen, at andre pengeinstitutter indgik forlig i lignende sager, blev han bevist om, at dette også var en mulighed for ham.

Det var hans rådgiver, som kontaktede ham og anbefalede, at han investerede friværdien i sine boliger.

Rådgiveren sagde, at der ikke var nogen risiko ved aftalen.

Det ville give underskud nogle år, men give et fornuftigt afkast, når man så det over en årrække.

Han havde haft sin rådgiver i over 25 år og havde fuld tillid til, at han kunne stole på de råd, som han gav.

Rådgiveren fulgte blot de salgsstrategier, som bankens ledelse havde udstukket.

Rådgiveren forsikrede ham om, at banken havde professionelle folk til at holde øje med det finansielle marked og at de ville trække ham ud, hvis der skete for store bevægelser i negativ retning.

I 2007 viste det sig, at schweizerfrancen var steget og at han havde mistet 200.000 kr. Rådgiveren sagde, at han skulle lade sine penge stå. Når man investerer, går det op og ned. Han stolede på rådgiveren.

I 2008 blev han igen kontaktet af sin rådgiver, der fortalte, at det finansielle marked var gået helt amok. Han skulle trække sig ud af investeringerne. Han spurgte rådgiveren, om han ikke skulle holde fast i investeringerne, som rådgiveren tidligere havde rådet ham til. Rådgiveren sagde, at bankens ledelse havde sagt stop. Det var nu banken som bestemte, at han skulle ud af markedet.

Det er dårlig forretningsmoral, at banken tjener på det uanset, hvorledes det går med hans investeringer. Banken tager sig betalt for arbejdet med at investere, men når det går galt, skal han låne penge i banken for at indfri underskuddet. Banken spiller et dobbeltspil, som han ikke kan forstå, er lovligt.

Han ønsker, at banken bliver tvunget til at tage et medansvar i forhold til, at den har udvist dårlig kundemoral. Dette vil kunne bidrage til, at der sættes en stopper for, at banken fremover vil kunne gøre brug af omtalte forretningsmetoder og dermed sætte andre kunder i en lignende situation.

Banken har ydet en dårlig rådgivning.

Spar Nord Bank har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at klagen vedrører forhold, der ligger mere end tre år tilbage og derfor er forældede.

Rådgivningen vedrørende etableringen af investeringsengagementet er foregået i august og september 2005 og værdipapirerne blev handlet i 2006.

Papirerne blev solgt den 7. oktober 2008 og klageren må i hvert fald senest på dette tidspunkt have været bekendt med de omstædigheder, som han støtter sit krav om erstatning på.

Vedrørende valutainvesteringerne bemærkes det, at kreditterne er omlagt i både 2006 og 2007 – og at klageren i 2007 ifølge sin klageskrivelse var bekendt med et tab på 200.000 kr. som følge af CHF-investeringerne. Valutakreditterne blev lukket med tab i juni 2009. Et eventuelt krav som følge af bankens rådgivning om valutainvesteringerne er ligeledes forældet.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at klageren ikke har godtgjort, at banken har ydet en fejlagtig rådgivning.

Det bestrides, at banken har tilkendegivet, at der ikke var en risiko ved investeringsengagementet.

Klageren kan ikke have været uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i værdipapirer og den yderligere risiko, som en lånefinansiering i fremmed valuta indebærer.

Klageren måtte indse, at rådgiverens udtalelser byggede på en forventning og på ingen måde var en tilsikring om et bestemt resultat.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren har anført, at Spar Nord Bank har ydet ham en dårlig rådgivning i forbindelse med hans investeringer.

Banken har anført, at klagerens eventuelle krav er forældet, jf. forældelseslovens § 3, hvorefter forældelsesfristen er tre år.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 2, skal forældelsesfristen, - hvis fordringshaveren er ubekendt med fordringen - regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen.

Klageren har oplyst, at han i 2008 blev kontaktet af sin rådgiver, der fortalte, at det finansielle marked var gået helt amok. Klagerens værdipapirer blev solgt i oktober 2008, og modværdien af 348.000 CHF blev indbetalt på valutakassekreditten den 30. juni 2009.

Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald i forbindelse med disse omstændigheder måtte indse, at der havde været en betydelig risiko forbundet med hans investeringer.

Klageren havde således senest medio 2009 grundlag for at vurdere, hvorvidt han fandt, at banken havde ydet ham en mangelfuld rådgivning.

Klagerens eventuelle krav var derfor forældet, da klageren den 20. marts 2013 indbragte sagen for Ankenævnet.

Det bemærkes herved, at et pengeinstitut ikke på eget initiativ skal rådgive kunderne om muligheden for at indbringe en sag for Ankenævnet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.