| Sagsnummer: | 29/2022 |
| Dato: | 23-02-2023 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Christina B. Konge, Karin Sønderbæk, Ja-cob Ruben Hansen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: | Kaution - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod bankens overdragelse af fordring mod klagerne til underkurs til tredjemand (anpartsselskab) uden forinden at tilbyde klagerne at indfri gælden til samme kurs. |
| Indklagede: | BankNordik |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod bankens overdragelse af fordring mod klagerne til underkurs til tredjemand uden forinden at tilbyde klagerne at indfri gælden til samme kurs.
Sagens omstændigheder
Klagerne M og H, der er ægtefæller, var kunder i BankNordik.
M drev erhvervsvirksomhed via to anpartsselskaber, som også var kunder i banken. Klagerne kautionerede for selskabernes engagementer. H stillede endvidere pant i en fast ejendom, som hun ejede.
Den 10. april 2015 gik selskaberne konkurs.
Den 30. august 2017 anlagde banken retssag mod klagerne ved byretten. Fordringen mod klagerne blev opgjort til 1.039.098,48 kr. med tillæg af renter i et retsforlig mellem parterne i juni 2018.
Ved breve af 21. december 2018 til klagerne opsagde banken forliget som følge af misligholdelse. Banken opgjorde sit krav mod klagerne til 2.314.160,26 kr. således:
|
Forlig vedr. erhvervskredit -803 |
444.223,64 |
kr. |
|
Rente (22% årligt) fra 31-03-2015 til 21-12-2018 |
542.534,95 |
kr. |
|
Forlig vedr. erhvervskredit -973 |
594.874,84 |
kr. |
|
Rente (22% årligt) fra 31-03-2015 til 21-12-2018 |
726.526,83 |
kr. |
|
Delvis dækning af sagsomkostninger i henhold til forlig |
6.000,00 |
kr. |
|
I alt |
2.314.160,26 |
kr. |
Den 10. maj 2019 blev fordringen i fogedretten opgjort til 1.917.240,31 kr., og der blev foretaget udlæg i H’s faste ejendom.
Pr. den 1. oktober 2020 overdrog banken sin fordring mod klagerne – opgjort i fogedretten den 10. maj 2019 til 1.917.240,31 kr. – og tilhørende sikkerheder i form af pant/udlæg i H’s faste ejendom til tredjemand mod tredjemands betaling af én million kr. til banken. Tredjemand var et anpartsselskab.
Pr. den 12. august 2021 opgjorde tredjemand sin fordring mod klagerne til 2.333.150,56 kr. Klagerne gjorde indsigelse mod opgørelsen og rejste endvidere indsigelser over for banken.
Den 1. februar 2022 indgav klagerne en klage over banken til Ankenævnet vedrørende manglende afgivelse af behørigt skriftligt varsel til H i henhold til § 47 i lov om finansiel virksomhed, manglende information om indholdet af kreditaftalerne, udlevering af økonomiske oplysninger samt konsekvenserne af at påtage sig en sådan kautionsforpligtelse i henhold til § 48, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, opgørelsen af kravet uden iagttagelse af § 48, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed omkring maksimering heraf, uberettiget opkrævning og opgørelse af forældede renter samt uberettiget beregning af morarenter på 22 % p.a. over en snart 7-årig periode.
Den 1. februar 2022 blev sagen afvist af Ankenævnets sekretariat. Sekretariatet anførte blandt andet:
”… Efter Ankenævnets vedtægters § 5, stykke 1, litra e, skal Ankenævnet afvise at behandle en klage, blandt andet hvis klagen har været behandlet af en domstol.
Det fremgår, at klagen vedrører fordringer, hvorom der i 2018 blev indgået retsforlig, og som i 2019 blev opgjort i fogedretten.
Efter sekretariatets opfattelse er det derfor åbenbart, at sagen falder uden for Ankenævnets kompetence. Vi afviser derfor at behandle klagen, jævnfør vedtægternes § 6, stykke 1.
…
Sekretariatet har ikke taget stilling, om der måtte være grundlag for at afvise sagen helt eller delvist som erhvervsmæssig eller som følge af, at fordringerne er overdraget til tredjemand, der ikke er et pengeinstitut. …”
Den 2. marts 2022 indbragte klagerne sekretariatets afvisning for Ankenævnet. Efter sekretariatets afvisning af klagen anførte klagerne et nyt klagepunkt om overdragelse af fordringen til tredjemand i oktober 2020.
Ved afgørelse af 16. juni 2022 tiltrådte Ankenævnet sekretariatets afvisning for så vidt angår den del af klagen, der relaterer sig til perioden forud for den 10. maj 2019, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e. Ankenævnet anførte endvidere i sin afgørelse af 16. juni 2022:
” … I oktober 2020 blev fordringen og de tilhørende sikkerheder overdraget til tredjemand, som var et anpartsselskab. Tredjemand var ikke en finansiel virksomhed, der er omfattet af Ankenævnets kompetence. Ankenævnet kan derfor ikke behandle en klage over den pågældende tredjemand.
Klagerne har, i forbindelse med at de indbragte sekretariatets afvisning for Ankenævnet, anført et nyt klagepunkt, der omhandler overdragelsen i oktober 2020 til tredjemand. Klagerne har anført, at det var uberettiget, at banken overdrog fordringen til underkurs til tredjemand uden forinden at give dem samme tilbud.
Ankenævnet finder, at denne del af klagen kan behandles i Ankenævnet. Sagen udsættes derfor til behandling i realiteten af klagepunktet vedrørende fordringsoverdragelsen i oktober 2020, i første omgang på et indlæg herom fra BankNordiks side.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der relaterer sig til perioden forud for den 10. maj 2019.
Den del af klagen, der vedrører fordringsoverdragelsen i oktober 2020, udsættes til behandling i realiteten, i første omgang på et indlæg herom fra BankNordiks side.”
Nærværende sag angår herefter klagernes indsigelse mod bankens overdragelse af fordringen til tredjemand til underkurs.
Banken har fremlagt uddrag af sin renteoversigt gældende fra 27. juli 2020, hvoraf det fremgår, at overtræksrenten var 22 % p.a.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at BankNordik skal tilpligtes at anerkende, at banken skulle have tilbudt dem at indfri fordringen på samme vilkår som tredjemand.
BankNordik har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken ved at sælge fordringen i efteråret 2020 til en tredjemand til underkurs (under kurs 50 af den opgjorte fordring) uden forinden at give dem som kautionister samme tilbud har handlet i strid med god bankskik, jf. lov om finansiel virksomhed.
De påtog sig en afdragsforpligtelse i retsforliget i 2018, som de grundet deres beskedne lønindkomster desværre ikke til fulde kunne efterleve, men de har i hele perioden frem til i dag afviklet på gælden efter bedste økonomiske evne.
Banken har påberåbt sig almindelige obligationsretlige grundsætninger. De almindelige obligationsretlige grundsætninger suppleres for pengeinstitutter af de særregler, normer og retningslinjer, som bl.a. er kodificeret i lov om finansiel virksomhed og regler om god pengeinstitutetik/bankskik.
Efter en overdragelse til tredjemand, der ikke er et pengeinstitut, kan der opstå vanskeligheder ved at opnå den retsbeskyttelse i medfør af grundsætningen, som gældsbrevslovens § 27 ellers udtrykker, da tredjemand ikke er underlagt – og formentlig heller ikke er bekendt med – de særregler, en bank er underlagt i medfør af lov om finansiel virksomhed m.v.
De var ikke debitorer, men kautionister, og for H’s vedkommende tillige tredjemandspantsætter, hvorfor man fra kreditors side må tage særlige hensyn, jf. også særreglerne om kaution i lov om finansiel virksomhed. Der er et større beskyttelseshensyn, når ”skyldner”, som her er kautionist, ikke selv har stiftet gælden som debitor.
På grundlag heraf burde banken inden en overdragelse til tredjemand (en spekulant), som ikke var et pengeinstitut, have tilbudt dem som kautionister samme vilkår, som tredjemand fik tilbudt, nemlig at indfri til ca. kurs 50, særligt under hensyn til, at banken tilskrev fordringen med en alt for høj forrentning på 22 % (morarentesatsen fastsat i 2013) fra 31. marts 2015 og frem til overdragelsen, hvorved kautionsforpligtelsen blev næsten tredoblet.
De kunne hverken i retsforliget i 2018 eller ved udlægsforretningen, hvor de heller ikke var vidende om, at dette forhold kunne bestrides, eller efterfølgende forudse, at en rente 22 % ville blive opkrævet. I retsforliget forbeholdt banken sig alene renten. Banken har en forpligtelse til ikke blot at lade morarenter/overtræksrenter ”løbe løbsk”. Her er der tale om, at man fra bankens side har opkrævet en morarentesats over for kautionister på 22 % i en årrække på mere end 7 år.
Banken har ikke efterlevet de for banken gældende bestemmelser og retningslinjer. Banken har handlet i strid med god bankskik. De fremførte ikke dette ved retsforliget, da der var tale om en afviklingsaftale med rentefritagelse og lavere forretning end den nu opkrævede meget høje morarentesats, eller under den efterfølgende udlægssag, hvor de mødte uden advokat.
Overdragelsen af fordringen mod dem indgik ikke i bankens generelle overdragelse af sine danske aktiviteter til Spar Nord Bank, formentlig fordi den var nødlidende. Det bestrides, som anført af banken, at begrænsninger i en overdragelse af en enkeltstående kautionsfordring til kraftig underkurs til tredjemand/spekulant, som er tilfældet i denne sag, vil kunne begrænse et pengeinstitut i forbindelse med restrukturering og afvikling af finansielle virksomheder.
Banken har ikke forholdt sig til, at de burde være tilbudt fordringen til samme kurs som tredjemand. Banken har heller ikke forholdt sig til de særlige regler i lov om finansiel virksomhed §§ 47 og 48 om begrænsninger i fordringens opgørelse over for andre end debitor, eller til at fordringen ikke var et led i den samlede omstrukturering af porteføljen ved salget af bankens danske aktiviteter, men derimod et enkeltstående salg til en spekulant.
BankNordik har anført, at klagerne indgik retsforlig med en aftalt afdragsordning i juni 2018. Klagerne var repræsenteret af en advokat ved retsforliget. Da klagerne ikke overholdt den indgåede afdragsordning, fremsendte banken i december 2018 et inkassovarsel til klagerne, og i maj 2019 blev kravet opgjort i fogedretten. Banken gjorde over en årrække før og efter retsforliget store bestræbelser på at formå klagerne til at indbetale bankens tilgodehavende. Klagerne havde således rig mulighed for at afdrage på og indfri gælden, men på trods heraf skete dette ikke.
Det følger af almindelige obligationsretlige grundsætninger, jf. gældsbrevslovens § 27, at en kreditor frit og uden samtykke fra debitor kan overdrage sin fordring til tredjemand. Grundsætningen gælder også for pengeinstitutter, og der findes ingen regler eller normer, der pålægger pengeinstituttet at tilbyde fordringen til debitor på samme vilkår som tredjemand, heller ikke § 4 i reglerne om god skik for finansielle virksomheder.
Modvægten til dette er, at debitor på ingen måde bliver stillet dårligere end før overdragelsen. Da debitor fuldt ud bevarer de samme rettigheder og pligter overfor den nye kreditor, er der ingen hensyn, der begrunder et krav om, at et pengeinstitut skal tilbyde debitor fordringen til samme vilkår som den nye kreditor. Derimod er der flere forhold, der taler imod, at der skulle bestå en sådan pligt for pengeinstitutter. En sådan pligt ville medføre en begrænsning i pengeinstitutters handlemuligheder, herunder mulighederne for at tilpasse låneporteføljen forretningsmæssigt og i forhold til evt. myndighedskrav.
Et pengeinstitut ville ikke kunne sælge en portefølje til tredjemand, da alle de økonomisk stærkeste debitorer ville benytte sig af muligheden for at indfri deres gæld til den tilbudte favørkurs. Herefter ville der kun være de økonomisk svagere debitorer tilbage i porteføljen, hvilket ville have negativ påvirkning af den kurs, som tredjemand var villig til at betale. Hvis pengeinstituttet og tredjemand blev blive enige om en anden lavere kurs, så ville pengeinstituttet igen skulle tilbyde de resterende debitorer at indfri til denne lavere kurs. En sådan pligt ville i realiteten umuliggøre en samlet overdragelse af et pengeinstituts låneportefølje til et andet pengeinstitut eller andre og f.eks. umuliggøre en vigtig del af Finansiel Stabilitets arbejde i forbindelse med restrukturering og afvikling af finansielle virksomheder.
Det kan endvidere ikke udelukkes, at en sådan pligt for pengeinstitutter ville kunne få den uheldige konsekvens, at enkelte skyldnere ville forsøge at spekulere i dette for at få et afslag i deres gæld.
En overvejende del af klagernes bemærkninger drejer sig om forhold før retsforliget, hvorfor de ikke har relevans for denne sag, og hvorfor banken ikke har kommenteret disse.
Overtræksrenten på 22 % fremgik af bankens renteoversigt, der var tilgængelig på bankens hjemmeside.
Ankenævnets bemærkninger
BankNordik havde en fordring mod klagerne. Fordringen blev opgjort til ca. én millioner kr. i et retsforlig mellem parterne i juni 2018. Under en udlægsforretning i fogedretten den 10. maj 2019 blev fordringen opgjort til ca. to millioner kr.
Pr. den 1. oktober 2020 overdrog banken sin fordring mod klagerne - opgjort i fogedretten den 10. maj 2019 til 1.917.240,31 kr. - og tilhørende sikkerheder i form af pant/udlæg i H’s faste ejendom til tredjemand mod tredjemands betaling af én million kroner til banken. Tredjemand var et anpartsselskab. Pr. den 12. august 2021 opgjorde tredjemand sin fordring mod klagerne til 2.333.150,56 kr.
Den 1. februar 2022 indgav klagerne en klage over banken til Ankenævnet vedrørende indsigelse mod hæftelse for fordringen, herunder opgørelsen af kravet. Den 1. februar 2022 blev sagen afvist af Ankenævnets sekretariat. Efter sekretariatets afvisning af klagen anførte klagerne et nyt klagepunkt, der omhandlede overdragelsen i oktober 2020 til tredjemand. Ved Ankenævnets afgørelse af 16. juni 2022 blev sagen udsat til behandling i realiteten af klagepunktet vedrørende fordringsoverdragelsen i oktober 2020. Den øvrige del af klagen blev afvist af Ankenævnet.
Ankenævnet finder ikke, at banken var forpligtet til at tilbyde klagerne at indfri gælden på samme vilkår, som banken solgte fordringen mod klagerne til tredjemand for.
Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan begrunde et erstatningsansvar for banken i sagen.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.