| Sagsnummer: | 137/2012 |
| Dato: | 24-10-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Karin Duerlund, Maria Hyldahl, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: | Rådgivning - øvrige spørgsmål Rådgivning - omsætning/opførelse af fast ejendom |
| Ledetekst: | Indsigelser i forbindelse med køb af ejendom og kapitalisering af en arbejdsskadeerstatning |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse over for Danske Bank om, at han i forbindelse med køb af et hus ikke blev rådgivet vedrørende muligheden af at få kapitaliseret sin arbejdsskadeerstatning.
Sagens omstændigheder
Danske Bank har anført, at klageren i foråret 2008 henvendte sig i banken, da han ønskede at udskifte sin bil og havde behov for et billån. Han oplyste, at han forventede at modtage en arbejdsskadeerstatning på ca. 2 mio. kr.
I sommeren 2008 overvejede klageren at købe et hus. Banken udarbejdede et boligkøbsbevis og en økonomiberegning for klageren. Han blev godkendt til at købe et hus til en kontantpris på 1.483.000 kr., hvorved han havde et beregnet rådighedsbeløb på 9.239 kr. pr. måned. Banken har anført, at klageren oplyste at have 700.000 kr. i egne midler, som han ville anvende i forbindelse med købet. I beregningen indgik også en løbende erstatningsudbetaling.
Af en mail af 15. maj 2009 fra klageren til banken fremgår:
"…
Her er salgsopstillingen for … [et hus: H] som aftalt.
Jeg kan købe huset for 1.400.000,- kr. og så får jeg 50.000 refunderet.
Udbetaling af … [H] er faldet til 60.000,- kr. og også stempelafgift ved køb … bliver vurderet ud fra ny salgspris [og] ikke offentlig vurdering på (2,1 mill) …
…
Jeg er i øvrigt førtidspensionist og har en årlig indkomst på ca. 403.000,- kr. så i de her krise tider vil jeg mene jeg er en fornuftig køber da jeg ikke kan miste mit job men får løn af staten resten af livet. Som du kan se i dit system så har jeg 143.000,- kr. til udbetaling af hus evt. 60 til udbetaling og så evt. de 80.000 til vinduer og taget.
Jeg har desuden dags dato for 256.140,00 [kr.] aktier. Desværre er de faldet i værdi siden jeg købte dem … håber jeg kan sælge dem i løbet af året evt. næste år og pengene er øremærket til renovering af hus og så til afdrag på hus så jeg kan få en billigere husleje. Friværdien i huset anser jeg lidt som min pensionsopsparing.
Men vi ses på mandag …
…"
Banken udarbejdede den 2. juni 2009 et finansieringsforslag ved køb af huset H og en ny økonomiberegning. Heraf fremgår, at klagerens egenfinansiering er 75.000 kr. og hans rådighedsbeløb ca. 7.000 kr. pr. måned.
Klageren købte huset, som blev finansieret ved optagelse af to realkreditlån på 1.160.000 kr. og 195.000 kr. Det lille realkreditlån afløste et banklån, som klageren i første omgang havde optaget.
Banken har anført, at klageren i foråret 2011 henvendte sig i banken, da han ønskede at udskifte sin bil. Der blev i den forbindelse aftalt et møde med bankens pensionsrådgiver. På mødet blev en eventuel kapitalisering af klagerens arbejdsskadeerstatning kort drøftet.
Banken har videre anført, at klageren fik kapitaliseret erstatningen, hvorved han fik udbetalt et engangsbeløb på 1.661.660 kr. Klageren optog et lån på 1.360.000 kr. i banken, som blev anvendt til indfrielse af klagerens realkreditlån. Lånet i banken var kombineret med en indlånskonto med et tilsvarende indestående fra erstatningen, hvorved renteudgifterne på lånet blev udlignet. Klageren opnåede herved at have frie midler til rådighed og minimere sine boligudgifter.
Ultimo 2011 rettede klageren henvendelse til banken og klagede over, at han ikke i 2009 var blevet rådgivet om muligheden for at få kapitaliseret sin erstatning. Banken afviste klagen.
Parternes påstande
Den 10. april 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår hans påstand således, at Danske Bank skal erstatte ham det tab, som han har lidt ved ikke i forbindelse med sit køb af hus at være blevet rådgivet vedrørende muligheden for at få sin arbejdsskadeerstatning kapitaliseret.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han - hvis erstatningen var blevet kapitaliseret - kunne have købt sit hus kontant uden at låne så meget som 1 kr.
Banken gjorde ikke i forbindelse med hans hus opmærksom på denne mulighed.
Bankens rådgivning var mangelfuld, hvilket har kostet ham rigtig mange penge.
Ved mødet i 2011 med bankens pensionsrådgiver blev han gjort opmærksom på muligheden for at kapitalisere erstatningen.
Rådgiveren fortalte også, at han faktisk tabte penge hver eneste måned, fordi han som førtidspensionist tjente for meget, således at kommunen modregnede i hans pension.
Det er trist at opdage, at han har optaget et banklån og betalt en masse penge for dette, når han bare kunne have købt huset kontant.
Han ville også være sluppet for, at kommunen modregnede i hans pension.
Danske Bank har blandt andet anført, at klageren ikke gav nærmere oplysninger om sin arbejdsskadeerstatning til banken, da han fik finansieret sit køb af bolig.
Klageren efterspurgte ikke rådgivning i relation til erstatningen på tidspunktet for boligkøbet.
Det ligger uden for bankens ansvarsområde at rådgive om muligheden for kapitalisering af erstatninger og eventuelle konsekvenser for størrelsen af offentlige pensioner.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Klageren har ikke opgjort et tab. Måtte Ankenævnet vurdere, at banken har handlet ansvarspådragende, skal et eventuelt tab efterfølgende opgøres.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar, ved ikke forud for klagerens køb af sit hus at rådgive ham om muligheden af at få sin arbejdsskadeerstatning kapitaliseret.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.