Kurssikring af ejerskiftelån.

Sagsnummer:206/1988
Dato:06-06-1989
Ankenævn:Peter Blok, Mogens Hvelplund, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kurssikring af ejerskiftelån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I forbindelse med, at klageren, der er bosidende i USA, solgte sin ejendom i Danmark, modtog indklagedes Holte afdeling, som var klagerens danske pengeinstitut, den 23. juli 1986 fra klagerens ejendomsmægler kopi af slutseddel, lånetilbud af 6. november 1985 fra BRF, ejerskiftelånspantebrev på 667.000 kr., fuldmagt samt kopi af klagerens skøde. Ejendomsmæglerens brev indeholdt en anmodning til afdelingen om, at denne skulle kontakte klageren med henblik på at aftale nærmere om omprioritering i forbindelse med salget, ligesom ejendomsmægleren oplyste, at han havde rekvireret indfrielsesopgørelse vedrørende et lån i Nykredit.

Den 23. juli 1986 havde en medarbejder i afdelingen en telefonsamtale med klageren. Der blev under denne indgået aftale om salg af nogle sælgerpantebreve til en bestemt kurs. Klageren gør gældende, at der tillige blev indgået aftale om kurssikring af ejerskiftelånet i BRF, hvilket imidlertid er bestridt af indklagede.

Ved skrivelse af 24. juli 1986 fremsendte afdelingen diverse dokumenter til klagerens og hans hustrus underskrift og udbad sig skødet på ejendommen. Ved skrivelse af 12. august 1986 returnerede klageren dokumenterne i underskrevet stand og skødet. Efter at afdelingen den 21. august 1986 telefonisk havde kontaktet klageren, blev ejerskiftelånet den 22. august 1986 kurssikret med afviklingsdag den 10. september 1986 og til kurs 89 7/8.

Efter brevveksling med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt som følge af, at ejerskiftelånet først blev kurssikret den 22. august 1986 i stedet for den 23. juli 1986. Klageren har opgjort tabet til 84.453,99 kr., med hvilket beløb klageren måtte nedlyse sælgerpantebrevet som følge af, at ydelsen på ejerskiftelånet blev større end anslået i slutsedlen.

Indklagede har principalt påstået sagen afvist i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, og subsidiært nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har endvidere bestridt klagerens tabsopgørelse med henvisning til, at sælgerpantebrevet er solgt til kurs 67 ÷ stempel 1,5%.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han efter at have været bosat i udlandet i 8 år ikke var bekendt med muligheden for at kurssikre, hvilket han først blev oplyst om ved telefonsamtalen den 23. juli 1986 med den medarbejder i afdelingen, som var hans faste sagsbehandler, og som forvaltede hans økonomiske forhold i Danmark. Under denne telefonsamtale aftalte den pågældende med ham, at såvel sælgerpantebreve som ejerskiftelån skulle kurssikres, hvorfor det må bero på en fejl, at ejerskiftelånet ikke i lighed med sælgerpantebrevene straks blev kurssikret, da parterne drøftede, at kurserne på det pågældende tidspunkt var meget ustabile.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at en aftale om kurssikring af ejerskiftelånet ikke blev truffet den 23. juli 1986. Dette følger allerede af, af afdelingen først den 19. august 1986 modtog de for indgåelse af en sådan aftale nødvendige dokumenter, og underbygges af, at klageren ved kurskontraktens indgåelse den 21. august 1986 hverken gav udtryk for, at en sådan aftale allerede var indgået, eller gav udtryk for forundring over, at den ikke tidligere var indgået. Klageren har såvel i den konkrete sag som iøvrigt modtaget den rådgivning, som med rimelighed kan forventes af en kunde. Afdelingen har endvidere taget et vidtstrakt hensyn til, at klageren opholder sig i udlandet, idet klagerens bankrådgiver ved enhver given lejlighed har kontaktet ham.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til, hvorvidt der allerede under telefonsamtalen den 23. juli 1986 mellem klageren og indklagedes medarbejder blev indgået aftale om, at ejerskiftelånet skulle kurssikres, findes at ville kræve en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.