Debitering af hævetransaktion trods påstået manglende udbetaling.

Sagsnummer:419/2003
Dato:03-02-2004
Ankenævn:Peter Blok, Karen Frøsig, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Morten Westergaard
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - manglende udbetaling fra automat
Ledetekst:Debitering af hævetransaktion trods påstået manglende udbetaling.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører en hævetransaktion i en pengeautomat hos indklagede, hvor klageren gør gældende, at han ikke modtog det hævede beløb.

Sagens omstændigheder.

Onsdag den 1. oktober 2003 ville klageren med sit hævekort hæve 2.000 kr. i en pengeautomat tilknyttet indklagedes Hjørring afdeling.

Klageren har anført, at han ikke modtog noget beløb ved transaktionen, men at beløbet desuagtet er hævet på hans konto.

Klageren har i en erklæring af 13. oktober 2003 anført, at han forsøgte at hæve beløbet den pågældende dag mellem kl. 10 og 12. Af erklæringen fremgår i øvrigt:

"Der var intet unormalt, da jeg satte kortet ind, og da jeg indtastede beløbet 2.000 kr., men pludselig lyser automaten rødt og de næste i køen siger, at automaten virker ikke. Jeg trykker på forskellige knapper for at få mit kort tilbage. Det lykkes, kortet kommer ud, men automaten lyser stadigvæk rødt. Jeg tager mit kort og forlader automaten."

Ved skrivelse af 15. oktober 2003 meddelte indklagede klageren, at det af pengeautomatens journal fremgik, at pengene var udbetalt, hvorfor man ikke kunne imødekomme kravet om en erstatning på 2.000 kr.

Under sagen er fremlagt journalrulle fra pengeautomaten. Indklagede har anført, at det af denne fremgår, at klageren den pågældende dag indsatte sit hævekort kl. 14.57.23. Kl. 14.57.28 indtastede klageren pinkoden, og kl. 14.57.33 valgte klageren at få udbetalt 2.000 kr. Kl. 14.57.33 kom kortet ud, og det blev taget i automaten kl. 14.57.37. Kl. 14.57.48 kom pengene ud af automaten, og kl. 14.57.55 blev pengene taget fra automaten. Endvidere fremgår: "Lukket på grund af: 01.10.03 14:58 - switch i supervisor"

Indklagede har oplyst, at pengeautomaten blev lukket den 1. oktober 2003, kl. 14.58 som følge af et edb-nedbrud. Den 9. s.m. blev automatens beholdning af kontanter opgjort, og det blev konstateret, at beholdningen stemte.

Parternes påstande.

Klageren har den 14. november 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han som følge af en fejl i automaten ikke modtog beløbet på 2.000 kr.

Indklagede har anført, at det den 9. oktober 2003 blev konstateret, at automatens kontantbeholdning stemte, hvorfor beløbet må anses for udbetalt fra automaten. Dette er i overensstemmelse med registreringerne på automatens journalrulle.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for en domstol. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.