Pantebrev, depot, undladelse af at tinglyse ændret adresse for kreditor m.m.

Sagsnummer:288/1992
Dato:08-12-1992
Ankenævn:Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Pantebrev, depot, undladelse af at tinglyse ændret adresse for kreditor m.m.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:

Klageren under denne sag er advokat.

I 1986 overførtes fra indklagede 1 til indklagede 2 et depot indeholdende bl.a. et pantebrev på oprindeligt 42.088,85 kr.. Kreditor i henhold til pantebrevet var klagerens klienter. Samtidig overførtes til indklagede 2 et pantebrev med pant i samme ejendom på oprindeligt 50.000,00 kr.. Klagerens klienters adresse var på begge pantebreve tinglyst c/o Sjællandske Bank (nu indklagede 1).

I juni måned 1989 misligholdtes pantebrevene. Pantebrevet på 50.000,00 kr. der var forsikringsgaranteret af Baltica, blev indfriet af Baltica. I juli 1989, efter at indklagede 2 havde fremsendt påkrav til pantebrevsdebitorerne, blev pantebrevet på 42.088,85 kr. udleveret til klagerens klienter, som overgav det til klageren med henblik på videre inkassation.

Klageren opsagde den 4. september 1989 pantebrevet overfor pantebrevsdebitor, hvorefter udlægsbegæring blev indgivet til fogederetten i Ringsted den 26. september 1989. Pantebrevsudlæg foretoges herefter den 8. november 1989.

Klageren blev herefter opmærksom på, at den pantsatte ejendom den 24. oktober 1989 var solgt på tvangsauktion for et bud på 186.000,00 kr. til Nykredit, som havde indgivet auktionsbegæring. Nykredit havde i ejendommen 1. prioritet med ca. 9.000 kr. og 8. og 9. prioritet med ialt ca. 222.000 kr.. Klagerens klienters pantebrev på oprindeligt 42.088,85 kr. var 7. prioritet. Nykredits bud gav alene dækning til 7. prioritet med 716,40 kr..

Fogedretten oplyste efterfølgende overfor klageren, at indkaldelse til tvangsauktionen var tilsendt klagerens klienter gennem Provinsbanken, som var fusioneret med Sjællandske Bank (indklagede 1).

Den 24. maj 1991 rettede klageren skriftlig henvendelse til indklagede 1 og indklagede 2 og gjorde krav gældende overfor begge i anledning af, at indkaldelse til tvangsauktionen ikke var videregivet til klagerens klienter. Der foregik herefter en korrespondance mellem klageren og begge indklagede. Indklagede 1 svarede klageren ved skrivelse af 27. august 1991 og indklagede 2 senest klageren ved skrivelse af 22. november 1991.

Under denne korrespondance oplyste indklagede 1, at det er indklagedes almindelige praksis i tilfælde som det foreliggende, at indkaldelser til tvangsauktion videresendes til den aktuelle depotbank. Indklagede 2 anførte, at man ved overførslen af pantebrevet til indklagede 2 ikke havde ladet kreditors adresse ændre, men at klageren selv burde havde været opmærksom på dette forhold. Endvidere oplyste indklagede 2, at man ikke havde modtaget indkaldelse til tvangsauktionen fra den daværende Provinsbank.

Efter at klagerens klienter havde rykket for afregning af pantebrevet, indfriede klageren i december måned 1991 sine klienter ved betaling af 32.330,44 kr..

Ved klageskema af 13. maj 1992 indgav klageren klage mod de indklagede.

Klageren har nedlagt endelig påstand om, at de indklagede principalt alternativt, subsidiært solidarisk, tilpligtes at betale 31.614,04 kr..

Begge indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at han er indtrådt i sine klienters rettigheder, hvorfor det bestrides, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt forhold, således at Ankenævnet skulle være inkompetent. Klagerens klienter ville, hvis klageren ikke havde indfriet disse, kunne have indbragt sagen for Ankenævnet, og det forhold, at klageren har betalt sine klienter, medfører ikke, at klagen bliver af erhvervsmæssig karakter.

For så vidt angår indklagede 1, har klageren anført, at denne indklagede har handlet ansvarspådragende ved ikke at kunne dokumentere, at man videresendte indkaldelsen til tvangsauktion. Det må antages, at Nykredit ud fra almen gældende budinstruks ville have budt således, at det omhandlede pantebrev ville være blevet fuldt dækket, såfremt der var givet møde på auktionsdagen for pantebrevet. Klageren har ikke anmeldt sagen til sit ansvarsforsikringsselskab, idet klageren ikke har fundet grundlag herfor. Klageren eller dennes klienter har ikke selv haft pligt til at berigtige den tinglyste adresseangivelse, idet der var en berettiget forventning om, at indklagede 1 ville videresende en eventuel indkaldelse til tvangsauktion til indklagede 2, ligesom indklagede 2 i overensstemmelse med sædvanlig praksis burde have ladet en ændringspåtegning lyse. Klageren bestrider, at hans ekspedition af pantebrevsudlægget har haft indflydelse eller skadevirkninger i relation til pantebrevet. Et udlæg foretaget på et tidligere tidspunkt ville ikke havde ændret ved sagens omstændigheder.

For så vidt angår indklagede 2, har denne indklagede handlet ansvarspådragende ved ikke at lade ny meddelelsepåtegning tinglyse på pantebrevet efter overførslen af depotet. Det må antages, at klagerens klienter, hvis dette var sket, ville være blevet orienteret om auktionens afholdelse og således kunne have varetaget deres interesse. Klageren bestrider, at hans ekspedition af pantebrevsudlægget har haft betydning for det opståede tab, og at klagerens eventuelle passivitet kan tillægges betydning ved sagens afgørelse.

Indklagede 1 har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen som følge af bevismæssige spørgsmål er uegnet til behandling i Ankenævnet. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at selvom man ikke kan dokumentere fremsendelsen af tvangsauktionsindkaldelsen til indklagede 2, har man ikke handlet ansvarspådragende. Klageren burde i forbindelse med modtagelsen af pantebrevet i sommeren 1989 have været opmærksom på, at indklagede 1 og ikke indklagede 2 var tinglyst som depotbank. Klageren kunne således på det tidspunkt have berigtiget dette forhold. Endvidere har klagerens ekspeditionstid i forbindelse med udlæggets foretagelse bevirket, at en tvangsauktionsbegæring fra en anden kreditor blev behandlet først. Klageren har da også i en fremlagt skrivelse til sine klienter oplyst, at hans kontor ikke kan sige sig fri for fejl, da sagen havde ligget i bero for længe. Klageren har også udvist passivitet overfor indklagede, idet klageren først i maj 1991, 1 1/2 år efter udlæggets foretagelse, rettede krav mod indklagede, som efter at have besvaret klagerens henvendelse i august 1991 først modtog yderligere reaktion fra klageren i forbindelse med klagens indgivelse.

Indklagede 2 har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen falder udenfor Ankenævnets kompetence, da klageren er erhvervsdrivende. Klagen adskiller sig endvidere væsentligt fra klager vedrørende private kundeforhold, ligesom klageren ikke kan siges at være indtrådt i sine klienters rettigheder og forpligtelser i forbindelse med indfrielsen af klienterne. Der er henset til Ankenævnets formål ikke grund til at antage klagen til realitetsbehandling, idet klageren i modsætning til en forbruger har bedre mulighed for at få sagen afgjort ved domstolene.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede 2 anført, at klageren måtte være nærmest til at blive opmærksom på auktionen den 24. oktober 1989, særligt da klager af pantebrevet kunne konstatere, at meddelelsespåtegningen ikke var ændret efter denne depotets overførsel til indklagede 2. Indklagede 2 har ikke modtaget indkaldelsen til auktionen fra indklagede 1. Klageren har udvist betydelig passivitet, blandt andet vedrørende udlægsbegæringens indgivelse, men også ved først i maj 1991 at rette krav mod indklagede. Indklagede bestrider, at klagerens klienter ville have haft større muligheder for at varetage deres interesse, såfremt meddelelsespåtegningen havde været lyst til indklagede 2, idet klageren og ikke klagerens klienter var i besiddelse af pantebrevet på et tidspunktet for indkaldelse til tvangsauktionen.

Ankenævntets bemærkninger:

Spørgsmål om, hvorvidt der er begået ansvarspådragende fejl, og om disse eventuelle fejls betydning kan i den foreliggende sag, som de fremførte anbringender viser, ikke alene rejses i relation til de indklagede pengeinstitutter, men også i relation til klagerens virksomhed som advokat for ejerne af det omhandlede pantebrev. Efter at klageren har indfriet ejernes krav, har sagen således karakter af et regresopgør mellem tre mulige erstatningsansvarlige, som alle har handlet som led i deres profession. Ankenævnet finder herefter, at klagen ikke kan anses for og ikke kan sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold, og at den derfor falder uden for nævnets kompetance, jfr. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.