Håndpantsætning, stiftelse.

Sagsnummer:472/1990
Dato:06-05-1991
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Håndpantsætning, stiftelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 16. januar 1990 ydede indklagedes Nørreport afdeling klagerens svigersøn en kassekredit på 50.000 kr. Til sikkerhed for kassekreditten håndpantsatte klageren nominelt 55.000 kr. obligationer, som overførtes fra klagerens depot i Amagerbanken. Den 20. februar 1990 blev kassekreditten forhøjet med 30.000 kr., og til sikkerhed for denne forhøjelse deponerede klageren yderligere nominelt 50.000 kr. obligationer. Obligationerne håndpantsattes til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad svigersønnen og - for så vidt angår pantsætningen af 20. februar tillige et interessentskab, hvori svigersønnen var den ene af to interessenter - til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig.

Ved anbefalet skrivelse af 27. september 1990 til klageren meddelte indklagede, at svigersønnens kassekreditkontrakt var opsagt til fuld indfrielse, og at de pantsatte obligationer ville blive bortsolgt, såfremt kreditten ikke var indfriet senest den 12. oktober 1990. Den 17. oktober 1990 realiserede indklagede obligationerne.

Efter ved sin datter (svigerinde til debitor) at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at håndpantsætningserklæringen ikke kan gøres gældende overfor klageren.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren er efter sagens indbringelse for Ankenævnet sat under lavværgemål ved retten i Tårnbys dom af 5. marts 1991 og hans datter er beskikket som lavværge for ham.

Lavværgen har anført, at klageren på tidspunktet for håndpantsætningen var fyldt 83 år og stærkt præget af senilitet og depression, hvilket medførte en forvirret og ynkelig fremtræden, der på mange punkter mindede om et mindre barns. Det burde derfor have stået klart for afdelingen, at klageren ikke forstod, hvilken risiko, der var forbundet med at håndpantsætte de omhandlede obligationer. Det anføres endvidere, at forhøjelsen af debitors kassekredit med 30.000 kr. i februar 1990 af indklagede må have været anset som meget risikofyldt, idet indklagede i forbindelse med forhøjelsen på 30.000 kr. forlangte sikkerheden forøget med 50.000 kr. Endelig er det anført, at Amagerbankens håndtering af overførslen af obligationerne må være uden betydning for sagens afgørelse.

Indklagede har anført, at klageren forinden underskrivelsen af pantsætningserklæringerne stillede spørgsmål om betydningen af pantsætningserklæringerne og hvilken risiko, der var forbundet med sikkerhedsstillelsen. Afdelingen har i den forbindelse klart tilkendegivet klageren, hvilken risiko der var forbundet med at stille sikkerhed. Afdelingen havde på baggrund af de stillede spørgsmål samt klagerens øvrige fremtræden ingen grund til at antage, at denne ikke klart havde forstået omfanget af dispositionen. De omhandlede obligationer er endvidere overført fra Amagerbanken, hvor klageren var kunde, og dermed kendt. Amagerbanken var bekendt med baggrunden for overførslen og har ikke i forbindelse hermed på nogen made tilkendegivet, at klageren ikke var i stand til at overskue sin økonomi. Det var endvidere afdelingens opfattelse, at de pantsatte obligationer kun udgjorde en mindre del af klagerens samlede formue.

Ankenævnets bemærkninger:

Spørgsmålet om, hvorvidt håndpantsætningerne må anses for uforbindende for klageren, herunder eventuelt i medfør af myndighedslovens § 65, findes at ville forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Denne klage kan ikke behandles af Ankenævnet. Klagegebyret tilbagebetales klageren.