Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditkøbsloven.

Sagsnummer:211/1994
Dato:29-06-1995
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Ole Just, Allan Pedersen
Klageemne:K - Kreditkøb
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditkøbsloven.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I august 1990 blev klagerne i deres hjem opsøgt af en konsulent fra et investeringsaktieselskab.

Ifølge klagerne tilbød konsulenten dem at indtræde i et låne- og investeringsprojekt. I følge et finansieringsforløb udarbejdet af selskabet ville de opnå en månedlig skattebesparelse på ca. 800 kr ved en låneoptagelse svarende til friværdien i deres faste ejendom til investering i aktier og ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskabet. Dette beløb skulle indbetales på en finansieringskonto i et pengeinstitut, der nu er overtaget af indklagede. Ved afviklingen af arrangementet efter 3 ½ år ville de efter indfrielse af det til finansieringen optagne lån opnå et provenu på 60-70.000 kr.

Klagerne underskrev herefter en tegningsaftale med investeringsaktieselskabet.

Den 1. oktober 1990 underskrev klagerne en kreditaftale, ifølge hvilken indklagede ydede dem en kassekredit på 260.000 kr. 10.000 kr. blev anvendt til køb af en aktie i selskabet og 190.000 kr. blev mod udstedelse af gældsbrev indskudt i samme selskab som ansvarlig lånekapital. Aktien og gældsbrevet blev sammen med et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i klagernes ejendom lagt til sikkerhed for kreditten.

Samtlige dokumenter blev underskrevet i klagernes hjem ved konsulentens foranstaltning. Klagerne havde ikke forud for bevillingen af kreditten noget kundeforhold til indklagede.

Engagementet fik ikke det forventede beløb, og i december 1993 tog indklagede udlånet til inkasso. Ved stævning af 7. januar 1994 udtog indklagede stævning mod klagerne med påstand om betaling af 261.773,56 kr. med tillæg af renter 14% p.a. fra den 20. december 1993.

I retsmøde den 23. marts 1994 blev sagen i medfør af retsplejelovens § 361 udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Ved klageskema af 17. maj 1994 har klagerne nedlagt påstand principalt om, at indklagede tilpligtes at udlevere ejerpantebrevet med pant i ejendommen i kvitteret stand, samt de i depot beroende effekter samt udbetale klagerne 70.000 kr. svarende til det lovede nettoprovenu mod klagernes fortsatte indbetaling af renter på lånene i overensstemmelse med låneaftalen frem til dennes udløb. Subsidiært påstås indklagede tilpligtet at anerkende, at indklagede alene har krav på betaling af renter frem til låneaftalens udløb, hvorefter indklagede skal udlevere ejerpantebrevet i kvitteret stand samt de i det håndpantsatte depot beroende effekter. Mere subsidiært påstås indklagede tilpligtet at reducere kravet mod klagerne med et skønsmæssigt beløb svarende til ikke aftalte renter, provision, gebyrer m.v. Mest subsidiært påstås indklagede tilpligtet at anerkende, at klagernes betalingsforpligtelse er begrænset efter nævnets nærmere skøn, samt at klagernes opfyldelse af den begrænsede betalingspligt sker mod udlevering af ejerpantebrevet, dog således at betalingsforpligtelsen ikke overstiger ejerpantebrevets pålydende.

Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klagerne har anført, at de indsigelser, der kan rettes mod finansieringsaktieselskabet, tillige kan rettes mod indklagede. Indklagede må betragtes som medudbyder af projektet, idet aktieselskabets konsulent medbragte lånedokument og håndpantsætningserklæring fra indklagede, som blev underskrevet i klagernes hjem, hvorfor konsulenten tillige repræsenterede indklagede. Indklagede må i hvert fald anses som oprindelig deltager i et trepartsforhold. Arrangementet fremstod som risikofrit for dem, ligesom de blev lovet et nettoprovenu på 60-70.000 kr. efter 3½ år. Uanset at de har foretaget månedlige indbetalinger på kreditten, er gælden vokset. De var ikke bekendt med, at gælden til indklagede ved engagementets ophør kunne overstige værdien af ejerpantebrevet og depotbeholdningen. Salg af investeringsbeviser og optagelsen af lånet hertil er omfattet af lov om køb på kredit. Bestemmelserne i denne lov er til hinder for, at omkostninger og rentesatser m.v. øges ud over det aftalte. Indklagede har handlet i strid med god pengeinstitutpraksis, ligesom låneengagementet helt eller delvis er ugyldigt, jf. aftalelovens § 30, 33 og 36.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerne har optaget lånet med henblik på at yde et erhvervsdrivende selskab et ansvarligt lån, hvorfor der ikke er tale om et privat kundeforhold, og at klagen på grund af dens karakter ikke er egnet til Ankenævnsbehandling.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at engagementet ikke er omfattet af lov om køb på kredit, og at der ikke er tale om et oprindeligt trepartsforhold. Indklagede bevilgede efter en individuel vurdering af klagernes økonomiske forhold, og der bestod ikke en aftale mellem indklagede og selskabet om bevilling af kredit.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at klagerne kan anses for erhvervsdrivende i forbindelse med indgåelsen af det omhandlede arrangement, og indklagedes påstand om, at sagen bør afvises med denne begrundelse, tages derfor ikke til følge.

Klagerne har principalt gjort gældende, at der ved indgåelsen af det omhandlede arrangement blev givet tilsagn om et angivet overskud ved arrangementets ophør. Subsidiært har klagerne bl.a. gjort gældende, at der ved aftaleindgåelsen blev givet vildledende eller ufyldestgørende oplysninger vedrørende investeringsselskabets virksomhed og dermed om den risiko, de påtog sig ved investeringen, og at de indgåede aftaler som følge heraf helt eller delvis må anses for uforbindende for dem. Det kan efter det foreliggende ikke udelukkes, at indklagede har deltaget i arrangementet på en sådan måde eller har haft et sådant kendskab til investeringsselskabets virksomhed og markedsføring, at klagerne i det omfang, de i øvrigt måtte få medhold i deres anbringender, også vil kunne gøre disse gældende over for indklagede. Dette gælder, selv om de videregående bestemmelser i kreditkøbslovens § 1, stk. 1, nr. 2, jfr. § 12, stk. 1, ikke måtte være anvendelige i det foreliggende tilfælde. Ankenævnet finder imidlertid, at en stillingtagen til de spørgsmål, klagen efter det anførte rejser, ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for den ret, hvorved sagen verserer. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.