Spørgsmål om tidspunkt for kendskab til bortkomst af dankort.

Sagsnummer:148/2005
Dato:11-10-2005
Ankenævn:Peter Blok, Jetter Kammer Jensen, Anne Dehn Jeppesen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
Ledetekst:Spørgsmål om tidspunkt for kendskab til bortkomst af dankort.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører, i hvilket omfang klageren hæfter for et misbrug i forbindelse med bortkomst af sit dankort.

Sagens omstændigheder.

Lørdag den 18. december 2004 kl. 12.17 blev klagerens dankort tilknyttet en konto hos indklagede spærret ved klagerens telefoniske henvendelse.

Det viste sig efterfølgende, at klagerens dankort var blevet misbrugt ved en række pinkodebaserede hæve- og betalingstransaktioner foretaget i tidsrummet 17. december 2004 kl. 23.47 frem til den følgende dag kl. 11.59 for i alt 32.030,60 kr. Heraf var misbrug for 17.734 kr. foretaget i tidsrummet mellem kl. 23.47 den 17. december og kl. 4.07 den 18. december, mens det resterende misbrug på 14.296,60 kr. var foretaget den 18. december efter kl. 10.40, men inden kl. 12.17.

Klageren havde sidst brugt kortet på en Mc Donald restaurant den 17. december 2004 kl. 23.09.

Klageren underskrev den 28. december 2004 "Afklaringsskema vedr. misbrugt kundekort". Heraf fremgår:

"Hvordan, hvor og hvornår er kortet bortkommet/stjålet?

Opdagede at kortet var væk efter at være kommet hjem fra byen kl. 5.00 lørdag morgen den 18.12.2004

Hvornår er det konstateret, at kortet er bortkommet/stjålet?

Dato 18.12.2004 kl. 5.00

Hvordan har koden været opbevaret?

Ikke opbevaret koden nogen steder.

Hvordan har kortet været opbevaret?

I lommen i jakken."

I forbindelse med behandlingen af klagerens indsigelser afgav klageren en skriftlig redegørelse, hvoraf fremgår:

"Først efter at jeg kom hjem mellem 04-05 lørdag morgen opdagede jeg at havde mistet mit DK."

Ved skrivelse af 10. marts 2005 meddelte indklagede klageren, at klageren hæftede for 8.000 kr. af misbruget, "fordi du spærrede dit kort senere end en time efter du opdagede, at kortet var stjålet". Indklagede henviste til § 11, stk. 3, nr. 1, i lov om visse betalingsmidler. Samme dag indsatte indklagede 24.030,60 kr. på klagerens konto med rentevalør den 17. december 2004.

Ved skrivelse af 14. marts 2005 anførte klageren:

"Da jeg ikke er enig i jeres afgørelse, har jeg valgt at klage over afgørelsen af min sag.

I brevet henviser I til paragraf 11, stk. 3 nr.:

1) at brugeren har undladt at underrette udsteder snarest muligt, efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab

Jeg har ikke på noget tidspunkt vidst, at min kode var kommet til den uberettigedes kendskab. Jeg havde endda på dette tidspunkt ikke troet, at mit kort var stjålet, men at jeg nok bare ikke kunne finde det, og havde derfor håbet på at jeg måske ville finde det senere når jeg var mere frisk, da jeg havde været i byen. Har nemlig før prøvet ikke at kunne finde mit hævekort/Dankort, hvor det så har været et sted jeg har glemt at have lagt, og havde ikke lyst til at skulle have et nyt kort og nye kode pga. det.

Efter at have ledt længere senere på dagen, og til sidst måtte konstaterer, at det måtte være bortkommet valgte jeg at kontakte jer."

Ved skrivelse af 4. april 2005 anførte indklagede, at klageren i afklaringsskemaet havde oplyst, at han havde konstateret at have mistet kortet mellem kl. 04-05 lørdag morgen, men først havde spærret det samme dag kl. 12.17. Indklagede fastholdt derfor klagerens hæftelse for 8.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 26. maj 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 8.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han den 18. december 2004 om morgenen mellem kl. 4 og 5 ikke vidste, at kortet var bortkommet. Han kunne blot ikke finde det. Da klokken var ca. 5, valgte han først at lede yderligere efter det efter at være stået op og konstaterede da, at det måtte være bortkommet. Herefter spærrede han kortet.

Indklagede misforstår hans skriftlige redegørelse eller misfortolker den. Han stiller sig uforstående over for henvisningen til § 11, stk. 3, nr. 1, hvorefter brugeren kan komme til at hæfte for 8.000 kr., hvis han har "undladt at underrette udstederen snarest muligt efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab". Han var imidlertid ikke bekendt med, at koden var kommet til en uberettigedes kendskab. Muligt misfortolker/misforstår han bestemmelsen.

Han finder, at indklagede bruger hans besvarelser i afklaringsskemaet og den efterfølgende redegørelse manipulerende, Han blev spurgt, hvornår han første gang ikke kunne finde sit kort og svarede dertil, at det var, da han skulle betale for en taxa. En kammerat betalte, og han fik derfor ikke tid til at lede/tænke nærmere over det, før kammeraten havde betalt. Det var således ikke på dette tidspunkt, at han opdagede at have mistet kortet, men det var første gang, han ville bruge kortet, men ikke kunne finde det. Han har tidligere spærret et kort, som han fejlagtigt anså for bortkommet.

På tilsvarende måde har han anvendt et forkert ordvalg i den efterfølgende redegørelse.

Indklagede har anført, at man forstår klagerens efterfølgende redegørelse således, at klageren ved 5-tiden om morgenen opdagede, at han ikke kunne finde sit kort. Dette bekræftede klageren tillige i skrivelsen af 14. marts 2005 samt under forberedelsen for Ankenævnet.

Da klageren ved betalingen af taxaen blev opmærksom på, at han ikke havde kortet, havde han anledning til at lede grundigt efter det samt spærre det, hvis det ikke kunne findes.

Klageren betragter nu forholdet således, at han om morgenen kl. 5 konstaterede, at han ikke kunne finde kortet, men at dette ikke er ensbetydende med, at han havde opdaget at have mistet det. En sådan fortolkning af regelsættet vil være uhensigtsmæssig.

Da klageren ikke reagerede snarest muligt efter at have konstateret, at kortet var bortkommet, hæfter klageren for 8.000 kr. af misbruget.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter § 11, stk. 3, nr. 1, i lov om visse betalingsmidler, således som denne bestemmelse - sammenholdt med § 11, stk. 3, nr. 3 - er fortolket i Ankenævnets praksis, jf. kendelse af 3. juli 2001 i sag nr. 51/2001, påhviler det indehaveren af et betalingskort at spærre kortet snarest muligt efter, at den pågældende har fået kendskab til, at kortet er bortkommet. I modsat fald hæfter kortindehaveren med op til 8.000 kr. for tab som følge af misbrug. Efter § 11, stk. 3, nr. 3, gælder dette også, hvis kortindehaveren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

Klageren havde benyttet sit dankort om aftenen den 17. december 2004, men kunne efter sin egen forklaring ikke umiddelbart finde kortet, da han kom hjem til sin bopæl den følgende dag omkring kl. 5 om morgenen. Ankenævnet finder, at det - uanset tidspunktet - herefter måtte påhvile klageren straks at foretage en mere grundig undersøgelse af, om han havde kortet i sin besiddelse, og, hvis dette ikke var tilfældet, inden for kort tid at foranledige kortet spærret. Da klageren undlod dette, og da dankortet om formiddagen den 18. december 2004 blev misbrugt for mere end 8.000 kr., hæfter klageren i medfør af de nævnte bestemmelser for 8.000 kr. af det samlede tab ved misbruget.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.