Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditkøbsloven. Bevis, afvisning.

Sagsnummer:671/1993
Dato:16-06-1994
Ankenævn:Niels Waage, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Allan Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditkøbsloven. Bevis, afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I foråret 1990 blev klageren i sit hjem opsøgt af en konsulent fra et investeringsaktieselskab. Konsulenten tilbød klageren at indtræde i et låne- og investeringsprojekt med det formål at øge familiens opsparing i de kommende år og at nedsætte den løbende indkomstskat. Ifølge et finansieringsforløb udarbejdet af selskabet ville klageren ved optagelse af et lån på 435.000 kr. til investering i aktier og ansvarlig lånekapital i investeringsselskabet opnå en månedlig skattebesparelse på 2.158 kr. Dette beløb skulle indbetales på finansieringskontoen. Der skulle udbetales 25.000 kr. til klageren henholdsvis den 15. december 1990, 15. december 1991 og 15. december 1992 samt ca. 15.000 kr. ved afviklingen af arrangementet den 30. november 1993, ialt 90.000 kr. Klageren underskrev den 23. april 1990 en tegningsaftale med investeringsaktieselskabet.

Den 2. maj 1990 underskrev klageren en kreditaftale, ifølge hvilken indklagede ydede ham en kassekredit på 435.000 kr. 75.000 kr. blev anvendt til køb af en aktie i selskabet, og 225.000 kr. blev mod udstedelse af gældsbrev indskudt i samme selskab som ansvarlig lånekapital. Aktien og gældsbrevet blev sammen med et ejerpantebrev på 261.000 kr. med pant i klagerens ejendom lagt til sikkerhed for kreditten. Samtlige dokumenter blev underskrevet i klagerens hjem ved konsulentens foranstaltning. Klageren havde ikke forud for bevillingen af kreditten noget kundeforhold til indklagede.

Indklagede udbetalte 25.000 kr. til klageren i henholdsvis december 1990 og december 1991. I august 1992 udbetalte indklagede på klagerens anmodning 10.000 kr. som forskud på den sidste rate. I december 1992 afviste indklagede at udbetale restbeløbet på 15.000 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale 15.000 kr., subsidiært 9.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at selskabet handlede på indklagedes vegne. Indklagede må i hvert fald ses som oprindelig deltager i et trepartsforhold. Konsulenten medbragt kassekreditkontrakten til hans hjem og skrev under som vitterlighedsvidne sammen med selskabets direktør. Han havde ikke selv kontakt til indklagede, ligesom han ikke modtog rådgivning fra indklagede i forbindelse med stiftelsen af kreditten. Indklagede har ved at afvise udbetaling af 15.000 kr. i december 1992 misligholdt aftalen og handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1 om redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis. Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at sikkerheden i ejerpantebrevet på 261.000 kr. var 9.000 kr. for stort, hvorfor indklagede bør udbetale dette beløb til hans ægtefælle, der i forbindelse med en ægtefællehandel har indfriet ejerpantebrevet under protest.

Indklagede har anført, at selskabet foretog forretninger gennem Lannung Bank; efter dennes konkurs i september 1992 stoppede indbetalingerne på klagerens kredit, hvorfor klagerens månedlige indbetalinger på 2.158 kr. ikke dækkede de påløbne renter. Engagementet kunne derfor ikke afvikles som forudsat i finansieringsaftalen, hvorfor man for at undgå tab standsede udbetalingerne. Indklagede har ikke over for klageren forpligtet sig til at udbetale det påståede beløb, og indklagede er som tredjemand ikke ansvarlig for opfyldelsen af aftalen indgået mellem klageren og selskabet. Indklagede havde ikke del i udbydelsen eller markedsføringen af investeringsprojektet og har intet ansvar over for klageren vedrørende midlernes placering. Klageren har ikke indbetalt på kreditten siden februar 1993 og har derfor misligholdt bankengagementet, hvorved han har fortabt sin ret til at foretage hævninger på kreditten. Såfremt Ankenævnet finder, at indklagede er bundet af aftalen med selskabet, gøres det gældende, at man var berettiget til ikke at opfylde aftalen på grund af klagerens misligholdelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Det kan efter det foreliggende ikke udelukkes, at indklagede har deltaget i arrangementet på en sådan måde eller haft et sådant kendskab til investeringsselskabets virksomhed og markedsføring, at klageren i det omfang, han ifølge aftalen har krav imod investeringsselskabet, også vil kunne gøre disse krav gældende over for indklagede. Dette gælder, selv om de videregående bestemmelser i kreditkøbslovens § 1, stk. 1, nr. 2, jvf. § 12, stk. 1, ikke måtte være anvendelige i det foreliggende tilfælde. Ankenævnet finder imidlertid, at en stillingtagen til dette spørgsmål ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.