Rådgivning om overførsel af kapitalforsikring til ratepension, jf. pensionsbeskatningslovens § 41.

Sagsnummer:267/2001
Dato:21-11-2001
Ankenævn:John Mosegaard, Mette Frøland, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen
Klageemne:Ratepension - øvrige spørgsmål
Rådgivning - pensionsforhold
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning om overførsel af kapitalforsikring til ratepension, jf. pensionsbeskatningslovens § 41.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med rådgivning om overførsel af en kapitalforsikring til en ratepension.

Sagens omstændigheder.

Klageren rettede omkring april/maj 2001 telefonisk henvendelse til indklagede til den medarbejder, som klageren sædvanligvis drøftede pensionsspørgsmål med. Klageren har en kapitalforsikring med en kapitalværdi i størrelsesorden 600.000 kr. samt to ratepensioner med et indestående på ca. 1,7 mio. kr.

Klageren, der er født den 2. juni 1941, har anført, at baggrunden for henvendelsen var, at han ønskede at vide, om hans pensionsforhold burde ændres, inden han fyldte 60 år. Han har planer om at bosætte sig i Frankrig ved sin pensionering formentlig omkring det 65. år. Disse forhold nævnte han for indklagedes medarbejder og forespurgte bl.a., om kapitalpensionen kunne konverteres til en ratepension, hvilket medarbejderen bekræftede. Yderligere spurgte han, om dette skulle gøres inden han fyldte 60 år. Hertil oplyste medarbejderen, at det var uden betydning. Baggrunden for ønsket om at omdanne kapitalpensionen til en ratepension var den lave beskatning i Frankrig af udbetalinger fra ratepension.

Indklagede har anført, at indklagedes medarbejder ikke har nogen erindring om, at klageren ved henvendelsen konkret forespurgte, om en kapitalpension kunne konverteres til en ratepension eller om spørgsmålet om, hvorvidt en konvertering skulle ske inden det fyldte 60. år. Medarbejderen medgiver, at emnerne blev vendt, men på en uforpligtende form.

Primo juli 2001 rettede klageren på ny henvendelse til indklagede vedrørende spørgsmålet om omdannelsen af kapitalpensionen til en ratepension. Indklagede meddelte klageren, at dette ikke var muligt, da han var fyldt 60 år.

Parternes påstande.

Klageren har den 30. juli 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale hans tab, som han opgør til ca. 200.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at medarbejderen ved hans første henvendelse på hans spørgsmål, om konvertering til en ratepension skulle ske, inden han fyldte 60 år, oplyste at dette var uden betydning, da det kunne ske helt til han blev pensioneret.

På grundlag af indklagedes fejlagtige oplysning har han lidt et tab. Han har beregnet sit tab til den merskat, som følger af, at kapitalpensionen ved udbetalingen beskattes med 40%, mens en ratepension i Frankrig alene beskattes med 9%.

Indklagede har anført, at man ikke har pådraget sig noget ansvar over for klageren.

Klagerens tabsopgørelse forudsætter bl.a., at sambeskatningsreglerne mellem Danmark og Frankrig vil være uændret de næste 15 år, herunder at det franske skattesystem også er uforandret i 15 år. Indklagede bestrider derfor tabsopgørelsen.

Klageren har mulighed for at lade kapitalpensionen konvertere til en livrente, som stort set vil svare til konvertering til en ratepension.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det lægges til grund, at klageren under en telefonisk drøftelse med indklagedes medarbejder i april/maj 2001 drøftede sine pensionsforhold, og at spørgsmålet om en eventuel overførsel af klagerens kapitalpension til dennes ratepension blev nævnt.

Klageren har anført, at indklagedes medarbejder på forespørgsel oplyste, at det var uden betydning, om overførslen af kapitalpensionen til ratepensionen skete, inden han fyldte 60 år. Indklagede har anført, at medarbejderen ikke har nogen konkret erindring herom, men alene har bekræftet, at spørgsmålet blev vendt, men på en uforpligtende form.

En stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.